Derfor er danske universiteter bagud

Publiceret Oktober 2015

Når engelske og amerikanske eliteuniversiteter topper uddannelsens superliga, og danske ikke gør, er det fordi de kan forlange meget mere af deres studerende - og så har de midlerne til det intense arbejde med den studerende. Vil vi have universiteter i verdensklasse uden at indføre brugerbetaling, kommer det til at koste.

Den nedenforstående artikel blev skrevet i sommeren 2014. Siden har Danmark fået en ny regering, en ny uddannelses- og forskningsminister med nye ambitioner om at danske universiteter skal levere uddannelser på eliteniveau, og nye varslede besparelser.

Der er gjort meget ud af, at Esben Lunde Larsen med sin ph.d. i teologi selv har erfaring indenfor forskningsverdenen. Men foreløbig er der, desværre, ikke meget, der tyder på, at det har ledt til en større forståelse for sammenhængen mellem financiering og universiteternes mulighed for at ‘dyrke eliten' - for nu at bruge ministerens egne ord.

På de fleste danske universitetsuddannelser er mængden af sider, der kan forventes læst pr. undervisningstime, nøje fastlagt i forhandling mellem de studerendes repræsentanter og underviserne. Ved de engelske eliteuniversiteter, Cambridge, Oxford, og det nystartede privatuniversitet New College of the Humanities, er praksis helt anderledes. Fra første uge på første år bliver de studerende stukket en læseliste i hånden af deres underviser. En liste der nemt kan indeholde 10-15 bogtitler og videnskabelige artikler.

Med udgangspunkt i den litteratur skal de studerende så forfatte et fire-fem sider langt essay, der besvarer et af de store, ofte umulige, spørgsmål, som deres fag har tumlet med i generationer. Inden for mit felt, middelalderhistorien, kan de studerende, for eksempel, blive bedt om at besvare, hvad der forårsagede Roms fald eller om middelalderens korsfarere var motiverede af kærlighed til Gud eller plyndringsiver. Der er ingen begrænsning på, hvor mange titler, underviseren kan give de studerende at arbejde med, eller hvor lange bøger.

Den danske model sikrer en rimelig arbejdsbyrde, afvejet så både de stærkeste og svageste studerende kan følge med i og få udbytte af uddannelsen. Det er et godt system for masseuniversiter som de danske, der forventes at uddanne en fjerdedel af en ungdomsårgang. Men det er også en model med en række svagheder.

2015-4-artikel05-figur1

Figur 1. Det ugentlige essay og vejledningstimen med underviseren udgør rygraden i de engelske eliteuddannelser.

Strukturelt er den studerende i samme situation som i gymnasiet og folkeskolen, han modtager et nøje afvejet materiale, ofte i forvejen fotokopieret og samlet i kompendier af underviseren. Den engelske studerende har en helt anden oplevelse. Når han kastes ud på det dybe vand med sin læseliste, opdager han hurtigt, når han bevæger sig rundt på bibliotekets gange for at finde sine bøger, hvor omfattende hans felt er, og at læselisten kun er en introduktion til denne. For at overleve må han fra første færd tillære sig de læsetricks som forskerne også bruger, bruge anmeldelser, fokusere på introduktionen og konklusionen osv. Fra den første uge på universitetet lærer den studerende at agere som en selvstændig forsker, med egenhændigt ansvar for at finde den nødvendige litteratur, fortolke den og forfatte et selvstændigt produkt, der forsøger giver et svar på et af videnskabens tunge problemstillinger.

Essaymodellen er imidlertid ikke kun drevet af en anden og mere krævende undervisningskultur. Den helt afgørende forskel mellem de danske universiteter og de engelske eliteuddannelser er de ressourcer, som er til rådighed. For når den studerende har kæmpet sig igennem den lange læseliste og færdigskrevet sit essay i en rus af koffein og presset fra den ufravigelige deadline, kommer forløsningen i form af en times intensiv én-til-én diskussion med underviseren. Her diskuteres essayet igennem med blik for både argumentation og sprog, nye ideer afprøves og andre aspekter af emnet undersøges i fællesskab.

De ugentlige essays har ingen indflydelse på karakteren, deres formål er udelukkende at hjælpe den studerende med at vokse som akademiker. Når timen er ovre modtager den studerende sit kommenterede essay, et nyt spørgsmål og en ny læseliste og kan så begive sig tilbage til biblioteket for en ny intensiv uges forskning. I Danmark er sådanne vejledningstimer normalt forbeholdt bacheloropgaven og specialet, men på de engelske eliteuddannelser udgør de rygraden i uddannelsen fra første til sidste dag.

De sidste tre danske ministre med ansvar for universitetsområdet har alle talt meget om, at der skal være eliteuddannelser i Danmark og behovet for at lære af de førende internationale institutioner i USA og Storbritannien. Der har dog ikke været den store interesse i at tilføje universiteterne de ressourcer, der ville muliggøre skabelsen af et sådant. Enetimer med ledende professorer og lektorer er værdifulde for de studerende, men de er også enormt dyre. University of Oxford estimerede i 2013, at deres årlige udgifter for at uddanne en bachelor-studerende var £16.000 pund, lidt over 145.000 danske kroner, Cambridge estimerer lidt mere beskedent, at det koster dem £14,800 om året.

Til sammenligning modtager de danske universiteter 25.000 kr. i taxametertilskud pr. studenterårsværk i humaniora, og 54.500 for lægestuderende. De engelske eliteuniversiteter har altså mellem tre og seks gange så mange ressourcer at arbejde med pr. studerende. De penge bliver nu rejst gennem brugerbetaling, de kontroversielle »tuition fees«, der er tredoblet under David Camerons regering, Cambridge og Oxford kræver begge £9.000 om året af deres studerende, det maksimale som et offentligt universitet har lov til, de overskydende £7.000 betales gennem indtægterne fra de gamle universiteters formuer. Det private New College of the Humanities kræver derimod £18.000 om året, om end omkring en tredjedel af de studerende er på scholarships, lig modellen fra universiteter som Harvard og Yale.

Med disse tal i baghovedet er det svært ikke at blive skuffet over den kurs, som den daværende minister for Forskning og Videregående Uddannelser, Sofie Carsten Nielsen, satte i 2014. Det var ambitiøst og spændende, at ministeren ville have, at danske universitetsuddannelser skal være »helt op i toppen af den internationale superliga.« Men foreløbig ser det ikke ud til, at der følger handling og slet ikke økonomisk støtte med de fine ord.

Efter besøg på de amerikanske eliteuniversiteter Harvard og MIT i februar 2014 fremhævede forskningsministeren i en række interviews aspekter af den amerikanske universitetskultur, der kan tages med til Danmark: »De hænger meget mere ud sammen. De studerende mødes med professoren i kaffebaren og taler om hans forskning.« Kulturer er selvfølgelig forskellige fra universitet til universitet, men det er min erfaring, at danske forskere er langt bedre end deres kollegaer i andre lande til at »hænge ud« med deres studerende og videregive inspiration og viden i uformelle sammenhænge, og det bliver ikke ringere af, at det i Danmark oftere foregår i fredagsbaren end over en kop kaffe. Hvad der er behov for på de danske universiteter er ikke en kulturforandring, men tiden og pengene til at arbejde systematisk med den enkelte studerende om deres arbejde.

Politikere elsker at tale om kultur - mest fordi det er gratis. Men de engelske og amerikanske eliteuddannelser ligger ikke i toppen af uddannelsens superliga, fordi deres undervisere er mere engagerede eller innovative end deres danske kollegaer, men fordi de kan forlange mere af deres studerende - og fordi de har de nødvendige ressourcer til at følge op på og arbejde intensivt med det arbejde, den studerende leverer. Hvis man vil have universiteter i verdensklasse og man ikke vil indføre brugerbetaling, kommer det til at koste.

2015-4-artikel05-figur2

Figur 2. Undervisning i små grupper og enetimer med professorer og lektorer på de engelske eliteuniversiteter er værdifulde for de studerende, men den er også enormt dyr. .

Det er selvfølgelig ikke alle universitetsstuderende, der har brug for eller vil drage fordel af den krævende og kostbare uddannelsesmodel. Men den nuværende danske model giver ikke de dygtigste og mest hårdtarbejdende studerende mulighed for at få det optimale ud af de år, de tilbringer på universitetet. Det er ikke kun et problem for det danske samfund og erhvervsliv. For den enkelte studerende er det langt mere alvorligt, at de ikke modtager den opbakning og udfordring, der ville give dem mulighed for fuldt ud at undersøge, udforske og nyde deres felt. Man bliver hverken klog eller lykkelig af ikke at yde sit bedste.

Forslagene om, at de dygtigste danske studerende skal kunne tage ekstra fag, peger i den rigtige retning. Men hvis man vil gøre alvor af ideen om at levere uddannelser, der ligger i den internationale top, så bliver det nødvendigt at tænke over undervisningsstrukturen - og stille de nødvendige ressourcer til rådighed. Det er her - og ikke i deres café-kultur - at de internationale eliteuddannelser kan levere inspiration for de danske universiteter. I de engelsksprogede lande har man udtrykket »put your money where your mouth is«. Ord skal følges op med handling og politiske visioner og med de nødvendige ressourcer. Det ordsprog kunne forskningsministeren med fordel tage til sig.

Artiklen blev offentliggjort i Berlingske Tidende d. 2. juli 2014 og gengives i revideret form.