Sporet efter Penkowa og Klarlund

Publiceret Juli 2015

Penkowa-sagen har haft store konsekvenser for danske forskere – og UVVU, der er sat i verden for at behandle videnskabelig uredelighed. Uredelighedsanklager er det mest alvorlige, en videnskabsmand eller -kvinde kan komme ud for, allerede af den grund, at søgen efter sandheden er selve formålet med metieren. UVVUs langvarige og usikre sagsbehandling af uredelighedsanklagerne mod Penkowa og Klarlund har vakt kritik blandt fremtrædende forskere. Nu skal hele ”uredeligheds-systemet” ­reformeres, så universiteterne får en større rolle at spille i håndtering af uredelighed eller brud på god videnskabelig praksis.

Penkowa-sagen er Danmarkshistoriens største om videnskabelig uredelighed. I skrivende stund venter vi stadig på rettens dom i straffesagen mod hende – hun er anklaget for at have forfalsket dokumenter for at bevise eksistensen af flere hundrede reelt ikke-eksisterende rotteforsøg – men allerede nu kan det fastslås, at sagen har haft store konsekvenser. Ikke bare for Milena Penkowa, men også for andre forskere og for hele det system, der er sat i verden for at behandle videnskabelig uredelighed.

Weekendvisens afsløring af Penkowa-sagen åbnede et vindue, hvor forskere på et tidspunkt i ét væk syntes at anmelde hinanden til det statslige uredelighedsudvalg, og på et tidspunkt havde UVVU ikke færre end ni omfattende klagesager til behandling, der alle var udløst af Penkowa-affæren.

Værst gik det ud over professor Bente Klarlund Pedersen. I foråret 2011 modtog det statslige uredelighedsudvalg, UVVU, den første klage over den højt profilerede muskelforsker fra en konkurrerende kollega, andre fulgte – bl.a. én fra Penkowa selv! – og først fire år senere blev Bente Klarlund frikendt for samtlige kendelser om uredelighed. Det skete ved Østre Landsret, for professoren måtte anlægge sag mod UVVU for at blive renset.

Det er første gang i historien, at en almindelig juridisk, dansk domstol har skullet afgøre, hvad der er god videnskabelig praksis. Bente Klarlund blev nemlig ikke kendt uredelig, fordi hun forsætlig havde snydt eller forfalsket resultater, men fordi hun efter UVVUs vurdering havde sjusket i en grad, så det måtte karakteriseres som groft uagtsomt og dermed brud på god videnskabelig praksis.

Et af de mest omdiskuterede temaer i Klarlund-sagen var spørgsmålet om såkaldte krydsreferencer, altså om forskeren var uredelig, fordi hun i tre videnskabelige artikler ikke havde angivet, at have »genbrugt« muskelbiopsier fra tidligere publicerede studier. Der var tale om forskellige muskelstykker af de samme biopsier, men UVVU mente alligevel, at Bente Klarlund gjorde sig skyldig i uredelighed ved ikke at oplyse om det. Det afviste Østre Landsret, der kalder behovet for den slags oplysninger »fagligt omtvistet i hvert fald i nogen grad«. Med andre ord: Når forskerne ikke selv er enige om, at krydsreferencer har nogen betydning, kan en forsker heller ikke dømmes for at undlade dem.

I modsætning til UVVU mente landsretten heller ikke, at Klarlund kunne kritiseres for ikke at have opdaget forfalskede resultater fra Milena Penkowa, som var medforfatter på nogle af de videnskabelige artikler. Penkowa manipulerede med de cellefotos fra mikroskopet, som blev bragt som dokumentation for resultaterne i artikler, hvor Klarlund var hovedforfatter. Efter dommernes mening havde Klarlund dog ikke store chancer for at opdage Penkowas fusk med fotografierne, som var genbrug af gamle fotografier vendt på hovedet og gengivet i uddrag.

I dommen fremhævede dommerne »den alvorlige skadevirkning, der påføres en videnskabelig forskers omdømme og dermed blandt andet forskerens fremtidige forskningsmuligheder, såfremt forskeren findes at have handlet videnskabeligt uredeligt«. Det er præcis årsagen til, at Bente Klarlund valgte at tage det usædvanlige og store skridt at indbringe en uredelighedsafgørelse for en domstol:

“Internationalt opfatter man uredelighed, som at man har fabrikeret resultater eller svindlet. Forskere, som ikke kender mig personligt, men kun min forskning, må jo så tro, at jeg har fiflet med data. Det kunne ødelægge hele mit værk,” siger hun. Trods frifindelsen har uredelighedsanklagerne alligevel haft sine konsekvenser, fortæller Bente Klarlund:

“Jeg er måske den internationalt mest citerede forsker inden for mit felt, og en del af mit virke har været at rejse rundt i verden og være hovedtaler på og åbne kongresser. På grund af uredelighedskendelsen har jeg tre gange oplevet, at den slags invitationer er blevet aflyst, og en af mine medarbejdere fik også trukket sin invitation,« siger hun og tilføjer, at hun siden 2011 også har undladt at søge EU-midler til sit forskningscenter, da en uredelighedsdom automatisk udelukker den slags bevillinger:

“Man søger altid sammen med andre forskere, og for ikke at ødelægge chancerne for kolleger har jeg helt undladt at søge,« forklarer hun. Hun siger, at hun for alt i verden ikke ønsker at fremstå som et offer, men de personlige omkostninger kan hun alligevel ikke helt lægge skjul på:

“Det, jeg har været udsat for, er den slags, der kaster folk ud i en depression, og hvad deraf følger. For nogle forskere har det været en potentiel livsfarlig situation,« siger hun.

Helt bogstaveligt kostede det sidste år livet for den 52-årige japanske stamcelleforsker Yoshiki Sasai, der hængte sig, efter at hovedforfatteren til en banebrydende videnskabelig artikel blev kendt videnskabelige uredelig. Selv blev Sasai, der var medforfatter på artiklen, kun dømt for sjusk.

Også den libanesisk fødte hjerneforsker Justine Saade-Sergent, der blev 44, døde for egen hånd, da hun som ansat på McGill-universitetet i Canada i 1994 for anden gang blev anklaget for videnskabelig uredelighed. Hun begik selvmord sammen med sin mand, men blev efterfølgende af en komité frikendt for alle anklager om uredelighed.

Uredelighedsanklager er det mest alvorlige, en videnskabsmand eller -kvinde kan komme ud for, allerede af den grund, at søgen efter sandheden med stort S er selve formålet med metieren. Da Københavns Universitets tidligere rektor, Kjeld Møllgaard, i 1990erne blev anonymt anmeldt for at have været videnskabeligt uredelig mere end 20 år tilbage i tiden, strakte undersøgelsen sig over mere end et år.

Afgørelsen skulle efter planen falde en dag eller to før universitetets traditionsrige årsfest, hvor Dronningen plejer at deltage, og dagen før blev der for en sikkerheds skyld ringet fra Amalienborg. Majestæten skulle ikke nyde noget af at sidde ved siden af en rektor, der var dømt som fusker, men heldigt nok for både Margrethe og Møllgaard blev han totalt hvidvasket for anklagen.

Af samme årsag vakte Penkowa-sagens udløber i form af “Klarlund-sagen” opstandelse i den videnskabelige verden. En række højtprofilerede forskere – 70 i alt – gik sammen om en fælles henvendelse til UVVU, hvori de bl.a. fastslog:

“UVVUs vurdering af Bente Klarlund Pedersens adfærd som værende videnskabeligt uredelig er ude af trit med almindelig videnskabelig praksis og savner desuden et rationelt grundlag.”

Ansporet af den voldsomme debat besluttede den daværende uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen at nedsætte et ekspertudvalg, som sidst på året skal komme med forslag til en reform af hele “uredeligheds-systemet”. Allerede nu har udvalgets formand, tidligere rektor på Syddansk Universitet Jens Oddershede, dog erklæret offentligt, at systemet skal ændres, så universiteterne får en større rolle at spille i håndtering af uredelighed eller brud på god videnskabelig praksis.

UVVUs rolle må nødvendigvis så blive mindre i fremtiden, og dén hensigt er næppe blevet mindre af en opsigtsvækkende afgørelse i sommer fra netop denne institution: Det statslige uredelighedsudvalg frikendte Milena Penkowa for fusk i 15 videnskabelige artikler, der var indberettet af Københavns Universitet på anbefaling af et internationalt ekspertudvalg. Eksperterne havde gennemgået hele Penkowas forskningsproduktion og fundet indicier på snyd i artiklerne.

For en stor dels vedkommende var spørgsmålet, om celleprøverne, som Penkowa eller hendes medarbejdere mikroskoperede, nu også viste de resultater, som hævdedes i artiklerne – ellers kunne de jo være frit opfundne. UVVUs egne medlemmer, der er professorer og overlæger, gik efterfølgende selv i gang med mikroskopet. Det springende punkt var, om indfarvningen, som viser cellens enkelte bestanddele, gør det muligt at drage de konklusioner, som Penkowa har offentliggjort:

“Ved undersøgelsen fandt udvalget, at kvaliteten af de fundne mikroskopipræparater var lav, idet farvningerne var for svage og utydelige til at kunne muliggøre en vurdering af de i artiklen præsenterede resultater,” mente de og drog konklusionen:

“Henset til den lange opbevaringstid kan udvalget på det foreliggende grundlag ikke afvise, at farvningerne oprindelig har fremstået tydeligere og dermed har været anvendelige, som beskrevet i artiklen.”

UVVU statuerede med andre ord, at hvis Penkowa ikke har gjort arbejdet korrekt fra begyndelsen, kan man ikke efterfølgende bevise, at hun fuskede, og derfor må hun frikendes. Den tidligere formand for Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom, professor Niels Borregaard, rystede på hovedet over afgørelsen:

“Konsekvensen heraf er, at det står enhver frit for at konstruere forsøg ud af den blå luft, fordi UVVU i modsætning til det videnskabelige samfund ikke stiller krav om, at man skal dokumentere eksistensen af sit materiale.”

Balladen er uden ende, et nyt system er undervejs, og for de phd-studerende har Penkowa-sagen for længst fået en praktisk konsekvens i form af et helt nyt fag: På Københavns Universitet skal de i dag alle gennemgå et kursus i videnskabelig redelighed og god videnskabelig praksis. Det kaldes i daglig tale “Penkowa-kurset”.