Elektronisk publicering

Publiceret Oktober 1999

Forlag, som lever af at udgive internationale videnskabelige tidsskrifter, har fået sig en ordentlig rystetur igennem i de senere år. Og turbulensen er langt fra færdig.

Den hidtidige model

Set i bakspejlet har tidsskriftsudgiver haft en meget lang og stabil periode, hvor der mellem alle de involverede parter - videnskabsfolk, forfattere, redaktører, forlag og biblioteker - har hersket en stor grad af enighed om hvordan man skulle udgive videnskabelige tidsskrifter. Man kan sige, at alle interessenter havde fundet deres plads i en slags symbiose.

Videnskabsfolk ønsker at udgive, ja de er næsten tvunget til at udgive for at bevare deres plads i den videnskabelige verden, og naturligvis vil man helst udgive i de bedste og mest anerkendte internationale tidsskrifter. Disse tidsskrifter blev udgivet af forlag, som i mange tilfælde også ejede tidsskrifterne. Forretningsmodellen var enkel: Forlagene fik retten til at publicere artiklerne gratis fra forskerne, og en række enkeltpersoner og især en række biblioteker verden over abonnerede trofast på tidsskrifterne. Nu og da kunne tidsskrifterne - og deres ejere - endog tjene penge på annoncer. Igennem årene er der blevet flere og flere tidsskrifter, abonnementspriserne er steget, men samtidig har hvert tidsskrift fået færre abonnenter.

Den forretningsmodel og den form for udbredelse af forskningsresultater eksisterer stadig, men den er under hastig forandring. På mange måder har fremkomsten af Internettet og World Wide Web fungeret som en slags katalysator for en række ændringer. Sandsynligvis har vi endnu kun set starten på disse ændringer.

Internettet

Internettet har gjort det lettere at "udgive" online, dvs at lægge dokumenter, artikler eller digitale objekter online på Internettet så de i teorien er tilgængelige for hele verden. Samtidig er kompleksiteten dog også øget: Ikke blot skal man udgive og lægge værker online, man skal også mestre e-commerce, kreditkortbetaling, firewalls, hyperspring, database-mekanik og HTML/XML-kodning.

Copyrighten

Internettet er i sin natur et instrument som gør det muligt at dele dokumenter med andre. Derfor kommer enhver snak om ophavsret og copyright let til at virke som bagstræberisk og næsten som værende i modstrid med selve ideen bag World Wide Web. Som forlæggere mærker vi hvordan mange forskere på den ene side gerne vil dele deres arbejde med så mange som muligt over Internettet, samtidig med at de på den anden side også gerne vil sikre, at deres arbejder offentliggøres og markedsføres gennem en målrettet, kendt og seriøs kanal. Allerhelst vil de have fordelen ved begge verdener, dvs Internettets evne til at dele viden uden store omkostninger kombineret med den eksklusivitet og den specielle eksponering, som følger af at udgive i et kendt internationalt tidsskrift.

Et andet aspekt af copyright-debatten drejer sig i disse år om hvorvidt forfatterne, universiteterne eller forlagene skal sidde på copyrighten. Der er en klar tendens til at forfattere, videnskabsfolk og deres bagland - universiteter og forskningsfinansierende fonde - i stigende grad ønsker at beholde copyrighten frem for at overdrage den til private forlag. I mine øjne er dette ikke nødvendigvis et problem. Det afgørende må være, om forlagene er i stand til at demonstrere, at de kan yde en værdifuld udgivelsesmæssige service og derved berettige deres eksistens. Dette kan gøres med eller uden ejerskab til copyrighten.

Selfpublishing, forskningsfonde og forlag

Der er dog ingen tvivl om at tidsskriftsforlag ikke længere kan tage for givet at de skal udgive forskernes "papers". Tidligere på året annoncerede National Institute of Health (NIH) i USA således at de agtede at opbygge en "pre-print server", hvor forskerne ville kunne publicere deres artikler online. Det skulle være gratis for brugerne at benytte dette system. Dermed lancerede NIH i stor målestok ideen om at Internettet nu gør det muligt at tilbyde gratis online adgang til primærlitteratur ved netop at undgå det fordyrende forlagsled i udgivelsesprocessen. Der rejste sig en storm af kommentarer, og helt forudsigeligt også en række protester fra forlag og fra videnskabelige foreninger. Begge interessenter tjener nemlig under det nuværende system penge på at udgive tidsskrifter.

Hen over sommeren blev debatten dog mere og mere nuanceret, og flere parter har nu peget på at det oprindelige forslag fra NIH ikke på overbevisende måde giver anvisning på hvordan peer-review processen skulle foregå. Ligeledes blev det i debatten fremført, at det aldrig bliver gratis at udgive, så den egentlige forskel mellem det nuværende system og NIH-forslaget er om udgifterne til at udgive skal betales af brugerne eller af skatteborgerne.

Behovet for udvælgelse og redaktion

Internettet har også affødt en drøm om at "kunne få adgang til alt". Det er klart at selve World Wide Web-teknikken rummer dette potentiale, og man behøver jo bare at se hvordan vi som forbrugere kan benytte Internettet til at skaffe os overblik over udbud og priser. Det gælder priser på bøger, cd’er, flyrejser, banklån og meget andet. Meget tyder dog på at den internationale forskningsverden vil efterspørge to meget forskellige produkter: Der er et stort behov for at kunne benytte Internettet og de store databaser - fx MEDLINE og ISIs Current Contents - til at gennemføre søgninger i alverdens forskningslitteratur inden for et givet emne. Her er databaser og Internettet et uovertruffent redskab. Og det bliver nu også i stigende grad muligt at købe enkelt-artikler online så snart man har lokaliseret dem i de store databaser.

Det andet produkt, som efterspørges af forskere, er redaktion, filtrering og udvælgelse. Og hermed er vi jo netop tilbage ved en central dyd ved det traditionelle tidsskrift, for i takt med at det bliver muligt at få flere og flere data og informationer styrkes behovet for at skaffe sig overblik gennem udvælgelse og redaktion. Der er næppe nogen naturlov som siger, at det udvalgte og redigerede stof nødvendigvis skal sælges gennem et trykt tidsskrift, for denne tjeneste kan lige så vel tilbydes i elektronisk form. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at der er et stigende behov for udvælgelse og redaktion, og forlag skal forstå dette behov og derfor fortsat skabe gode redigerede produkter og tjenester - på papir og online.

På et mere filosofisk plan må man spørge, om man ønsker en verden, hvor folk har de optimale redskaber til at søge i alverdens viden, men ikke længere interesserer sig for det, de ikke tænker på at søge efter. Jo bedre man bliver til at søge i databaser, jo mere finder man det man leder efter. Men en avis og et tidsskrift kan noget andet: De kan nemlig præsentere læseren for noget han eller hun slet ikke have tænkt på at lede efter.

Fra datakonvertering til ny forlagsvirksomhed

Næsten alle tidsskriftsforlag er i dag i stand til at publicere artikler og tidsskrifter på papir og online. I sin mest elementær form er online-udgaven af tidsskriftet blot en mekanisk gengivelse af de trykte sider. Der er dog ingen tvivl om at dette online produkt ikke tilføjer nogen egentlig merværdi til tidsskriftet, og alle parter arbejder derfor nu med at tilføje nye kvaliteter til online-udgaven. De største fremskridt sker i disse år inden for "interlinking", hvilket vil sige sammenvævning af artikler, så brugeren let og ubesværet kan springe fra dokument til dokument. Et andet område er "digitale objekter", hvilket vil sige ikke-tekstbaserede dokumenter - regneark, video, lydfiler, animation - som kan tilføje en dimension til online-dokumenter som det trykte tidsskrift ikke kan byde på.

Et konkret eksempel

Et meget konkret eksempel på hvordan Munksgaard arbejder med disse ting kan ses på www.munksgaard-synergy.com, hvor vi i samarbejde med vores moderselskab Blackwell Science tilbyder en række online-tjenester.