Grundforskning: videnskab eller kunst?

Publiceret Januar 1999

Serendipity: Tilfældige opdagelser

Den videnskabelige korrekthed tilsiger os at fremsætte en hypotese, som derefter søges afkræftet. Langt de fleste videnskabelige publikationer handler dog om bekræftelse af hypoteser. Det skyldes som regel, at hypotesen formuleres efter, at forsøgene er gjort, altså ved efterrationalisering. Historien viser nemlig, at de store spring i videnskaben, de såkaldte paradigmeskift, hvor etablerede teorier eller dogmer forkastes, ofte sker som følge af det, der på engelsk kaldes "serendipity", som betyder "evnen til at gøre nyttige opdagelser ved en tilfældighed". Ordet stammer fra et folkeeventyr om tre prinser fra Serendip, der er et gammelt navn for Ceylon, det nuværende Sri Lanka. Prinserne udmærkede sig ved hele tiden at opdage ting, som de ikke søgte efter, ved tilfældigheder og skarpsindighed.

Eksempler på tilfældige opdagelser

Royston M. Roberts, professor i kemi ved University of Texas i Austin, har samlet en lang række eksempler på opdagelser, der bygger på uheld eller tilfældighed, i en meget lærerig og anbefalelsesværdig bog "Serendipity: Accidental Discoveries in Science". Af klassiske opdagelser nævnes Arkimedes, som fandt metoden til at bestemme genstandes rumfang under badning i det offentlige badehus, og som udbrød det berømte "Heureka", "Jeg fandt det", og løb nøgen hjem fra badehuset. En anden klassiker er Newton, der ved at betragte det faldende æble, udledte tyngdeloven. Andre kendte eksempler er Sir Alexander Flemmings opdagelse af penicillin i en kontamineret Petriskål og Mehring og Minkowski’s opdagelse af en blodsukkersænkende faktor i pankreas, idet de under undersøgelsen af fordøjelsesprocessen bemærkede, at fluer blev tiltrukket af urin fra hunde, der havde fået fjernet pankreas. De fandt, at der var sukker i urinen. Dette førte senere til Banting og Best’s opdagelse af insulin. Bogen indeholder et utal af eksempler inden for fysik, kemi, medicin, astronomi og arkæologi, hvor tilfældigheder eller uheld har ført til epokegørende opdagelser og opfindelser.

Det er også værd at nævne nogle eksempler på danskere, der har gjort betydningsfulde opdagelser, der ikke er med i bogen. Således blev Antabus til behandling af alkoholisme opdaget af de danske farmakologer Hald og Jacobsen. De var i gang med at undersøge ormemidler, men oplevede ved et cocktail-party, at de blev syge efter at have indtaget stoffet disulfiram. Det er nok heller ikke alle, der ved, hvorledes professor i biokemi ved Københavns Universitet Hans Klenow opdagede det for molekylærbiologer uundværlige "Klenow" enzym, som det kaldes verden over. Under præparationen af DNA polymerase skete det engang, at ekstraktet blev stillet i køleskabet over en weekend og derved blev degraderet. I stedet for at kassere den mislykkede præparation og starte forfra, gav Klenow sig til at analysere degradationsprodukterne. Det viste sig, at enzymet var blevet spaltet i to fragmenter, hvoraf det ene besad polymerase aktiviteten, mens det anden havde nuclease aktivitet.

Kan man fremme tilfældige opdagelser?

De talrige eksempler på utilsigtede opdagelser sket ved tilfældigheder eller uheld illusterer, hvorledes grundforskning adskiller sig fra målforskning. Målforskning er ofte rettet mod et bestemt resultat, typisk identifikation af et stof, der har en bestemt virkning. Denne strategi fører naturligvis ofte til opdagelsen af nye stoffer, men indebærer også, at man overser stoffer, der har andre virkninger end den tilsigtede. Det meste af den forskning, der foregår i industrien, og meget af den forskning som de forskningspolitiske programmer tilstræber, er målrettede mod nye produkter, som kan gavne eksportindustrien. Grundforskning betragtes stadig af mange som nytteløs.

Men som det fremgår af de mange eksempler på tilfældige opdagelser, har disse ført til revolutionerende nye videnskabelige fremskridt, som også i høj grad har kunnet udnyttes i industrien. Problemet er, at man ikke kan planlægge sådanne tilfældige opdagelser. Men man kan fremme mulighederne for at tilfældighederne bliver opdaget, nemlig ved at udvikle en "prepared mind", som Roberts konkluderer i sin bog. Allerede i skolen må man sørge for at vedligeholde og stimulere den naturlige nysgerrighed, som alle børn møder op med, når de starter i skolen. På universitet må der lægges vægt på at fremme opmærksomheden på de uventede eller "forkerte" resultater. Tilfældige og utilsigtede begivenheder optræder hele tiden, men kun den "modtagelige ånd" vil forstå at omsætte dem til nye erkendelser. Men er det ikke de samme vilkår, som gælder for kunsten? Måske skulle grundforskningen lægges under kulturministeriet!