En lille orm og Forskningsministerens enevælde

Publiceret Januar 1999

En videnskabelig milesten blev sat i December 1998 med offentliggørelsen af den komplette sekvens af genomet for en lille orm, Caenorhabditis elegans (Science 1998;282:2012-2018). Det er det største genom, som er sekventeret idag - 97 millioner baser sammenlignet med gærs 12 millioner baser - og hvad der er vigtigere, det første genom for en multicellulær organisme. Sekvensen giver mulighed for at forstå biologien for et helt dyr og er dermed begyndelse på en ny epoke i den biologiske forskning.

Arbejdet blev indledt i 1983, da John Sulston og Alan Coulson på Cambridge Universitet i England begyndte, at konstruere et kort over C. Elegans genomet. I 1989 gik de videre med det ambitiøse mål, at opklare den fulde genomiske sekvens af ormen, nu i et samarbejde med Robert Waterston, Washington University, St. Louis, USA. Når flere undrede sig over, hvorfor John Sulston var interesseret i dette projekt i stedet for et mere 'biologisk' problem, svarede han spøgefuldt, at han havde en svaghed for storslåede, meningsløse projekter (Nature 1998: 396:620-621).

Lad os forestille os, at forskerne i 1989 havde søgt Forskningsministeriet om godkendelse og støtte til C. elegans genomprojektet. Svaret ville sandsynligvis være et nej under henvisning til de igangværende forskningsprogrammer, de gældende nationale forskningsstrategier og de forskningspolitiske prioriteringer. Det er vanskeligt at forestille sig, at forskningsministeren, embedsmændene og de forskningspolitiske rådgivere ville forstå visionen og det langsigtede mål i et projekt, som drejede sig om en lille orms biologi. De ville have svært ved, at anerkende betydningen af et grundforskningsprojekt, som ville strække sig over 10-15 år. De ville være uforstående overfor forskerens originalitet, intuition, udholdenhed og kompromisløshed, som er nødvendig for at gennemføre dette projekt. Under henvisning til at C. elegans projektet ikke giver udbytte i form af samfundsnyttige resultater blev der ikke indgået kontrakt.

Det gælder for C. Elegans genomprojektet, som for al grundforskning, at de videnskabelige, samfundsmæssige og industrielle landvindinger ikke kunne forudses ved starten af projektet for 15 år siden. Nu viser det sig imidlertid, at udbyttet rækker langt udover opdagelsen af gener og deres sekvenser (Nature 1998;396:620-621). For det første har arbejdet med C. Elegans genomet påvirket det Humane Genom Projekt, så det skiftede fra kortlægning til sekventering af gener. For det andet viste C. Elegans projektet, at samlebåndsarbejde var mere effektivt og havde lavere omkostninger end en forskerorienteret strategi. For det tredie har C. Elegans projektet stimuleret udviklingen af edb-programmer, som er nødvendige for at håndtere de store mængder af sekvenser. For det fjerde er C. Elegans projektet en model for hvordan sekventering bedst kan tjene det videnskabelige samfund. Da John Sulston første gang beskrev projektet, understregede han, at et af hans vigtigste mål var at fremme en åben og fri udveksling af materialer. Fra starten har alle resultater, kloner og sekvenser været frit tilgængelige og er løbende blevet offentliggjort på to web sites: http://genome.wustl.edu/gsc/C_elegans/ og http://www.sanger.ac.uk/Projects/C_elegans/.

Lad os forestille os, at Universitetet i 1989 havde forlangt at udtage patenter på sekvenser i C. Elegans genomet. Resultatet ville sandsynligvis være, at opdagelser ville være hemmeligholdt i flere år indtil deres mulige kommercielle anvendelse var afklaret. Det videnskabelige udbytte af C. Elegans projektet ville blive mindre, fordi andre forskere ikke kunne nyde godt af resultaterne. Den positive afsmitning på det 30 gange større humane genomprojekt ville blive reduceret. Den forsinkede offentliggørelse ville betyde overflødige aktiviteter, fordi andre ville udføre den samme forskning. Alt i alt ville det føre til øgede omkostninger og mindre udbytte af den offentligt finansierede forskning.

Universiteterne har ansvaret for at garantere grundforskningens frihed og den frie udveksling af forskningsresultater til gavn for det internationale forskningsmiljø. Forskernes frihed har været grundlaget for de sociale og teknologiske fremskridt i gennem århundreder. Forskningsstyring hører til i verdslige og kirkelige diktaturer, hvorimod demokratierne er garanter for forskningsfriheden. Historien er rig på skræmmende eksempler, hvor enevældige magthaveres ønske om styring af forskningen har bremset udviklingen og i værste fald ledt samfundet på vildspor.

Forskningsministeren skal opgive sine planer om en centralistisk styring af universitetsforskningen med kontrakter og patenter til skade for forskningens fremskridt og samfundets udbytte. I stedet bør minister og embedsmænd indlede en dialog med forskerne om forskningens vilkår baseret på gensidig tillid, respekt og åbenhed. Enevælden skal ikke genindføres på universiteterne.