Evolutionær teori – et nyt paradigme i samfundsvidenskaben

Publiceret Juli 2003

Kernen i det evolutionære paradigmet er at ophæve skellet mellem biologi på den ene side og samfundsvidenskab og humaniora på den anden. I nyere tid har evolutionær teori været brugt som en løs analogi i samfundsvidenskaben. F.eks. optræder der en form for selektion på et marked, når virksomheder går konkurs (Nelson og Winter, 1982) eller produkter forsvinder fra et marked. Men det nye paradigme går langt videre. Her forsøger man konsekvent at anvende de samme grundlæggende begreber og modeller på mennesker, som biologer anvender til analyser af dyr. 

Samfundsvidenskaben og biologien har, med enkelte markante undtagelser, levet adskilt i meget lang tid. En væsentlig del af samfundsvidenskaben har tilmed helt bevidst søgt at holde biologien på afstand. Det har der været to hovedgrunde til: (a) En faglig: biologiske forklaringer er blevet anset som urimeligt primitive og unuancerede til at forklare et så kompliceret fænomen som mennesket og dets kultur (Elster, 1989, Giddens, 1997) og (b) En politisk og moralsk nervøsitet for at biologisk baserede analyser atter vil blive misbrugt til at forsvare status quo eller endog menneskefjendske politikker som racehygiejne, tvangssteriliseringer og social sikring under eksistensminimum.

Formålet med denne artikel er todelt: at præsentere det nye paradigme og tage fat i nogle af de indvendinger, der er rejst imod paradigmet.

Evolutionær teori optræder i dag under forskellige navne som f.eks. "evolutionær psykologi", "human behavioral ecology" og "dual inheritance theory".  Der er tale om overlappende forskningsmetoder og traditioner.

Et paradigme i vækst

Væksten i det evolutionære paradigme er voldsom. Alene på Amazon.com, er der registreret mere end 400 videnskabelige eller populærvidenskabelige bøger om "human evolution". Der kommer nye til ugentligt. Der er mindst en snes internationale videnskabelige tidsskrifter, der prioriterer det nye paradigme højt, med titler som "Bioeconomics" og "Biology and Philosophy". På Harvard University er det næstmest populære kursus overhovedet med over 500 studenter: "Evolution of Human Behavior B29". På Stanford University er der i dag to antropologiske institutter, hvor det ene er lige så åbent, som det andet er lukket overfor evolutionær teori.

Det evolutionære paradigme har i helt usædvanlig grad fået fat i offentligheden. Og det er ikke kun fordi menneskets kønsliv er et fremtrædende forskningstema. Indenfor paradigmet udgives der bøger beregnet på massepublikum om så eksotiske emner som hjernens behandling af regelmæssige og uregelmæssige verber (Pinker, 1999a) og komplekse livsformers håndtering af genetiske mutationer (Ridley, 2000). Ja selv en lærd og lang videnskabssociologisk afhandling "Defenders of the Truth" af Ullica Segerstråle om det evolutionære paradigmes historie fra Edward O. Wilsons bog "Sociobiology" og frem har haft fornemme salgstal, (Segerstråle, 2000). I 2002 var der en TV-serie på DR2, der på fremragende vis gennemgik centrale dele af den evolutionære teori.

Evolutionær teori er en anderledes tilgang til samfundsvidenskabens spørgsmål. Det er ikke et nyt forskningsfelt, men en anden måde at tænke og ræsonnere på. Der er derfor tale om et overordentligt åbent - eller imperialistisk vil nogen måske mene - paradigme. Man skal lede længe i den akademiske verden efter et mere broget og mangfoldigt foretagende end den årlige konference i "Human Behavior and Evolution Society", der er det centrale videnskabelige selskab på området. Her mødes litteraturforskere, matematikere, økonomer, læger, biologer, lingvister, filosoffer, jurister, ingeniører, antropologer, psykologer, arkæologer og diskuterer alt fra ægteskaber i Irland, kvinders opfattelse af mænds stemmer og ansigter, Y-kromosomer i Centralasien, sprogteori, mønstre på Turkmenske tæpper, hvem der intervenerer i voldelige overfald og til hvorfor mænd går på jagt.

Ja, der findes endog evolutionære forskere, der gerne vil bygge bro til postmoderne teori, socialkonstruktivisme mv. Disse teorier har, med alle deres mange og uklare ord og begreber, fat i den enkle sandhed, at mennesker bruger forbløffende meget tid på at danne forestillinger om verden og derefter overbevise sig selv og andre om rigtigheden af disse forestillinger. En effektive måde, at understrege overfor andre - og nok også sig selv - at man vitterligt tror på disse forestillinger, er at indgå forpligtelser. Det er eksempelvis en form for forpligtelse, at sætte sit navn og rygte på spil for et synspunkt eller forestilling. Det er ifølge psykiateren Randolph Nesse højst sandsynligt at de psykologiske mekanismer, der guider vores indgåelse af forpligtelser og som også gør os i stand til at vurdere andres forpligtelser, er formet af naturlig selektion (Nesse, 2001).

De centrale forskningsfelter for evolutionær teori er menneskets reproduktion, forældreskab og samarbejde (Se Den sociale Sherlock Holmes). Men paradigmet bruges også indenfor forskning i f.eks. kultur, kognition og sprog (se Miraklet i Managua)

Evolutionær teori er heller ikke bundet af bestemte metoder. Der arbejdes med alle mulige metoder fra modelbyggeri, tekstfortolkning over feltstudier, surveys og til laboratorieforsøg.

Naturvidenskaben rykker frem

Evolutionær teori er langtfra alene om at anvende naturvidenskabelige metoder på menneskets adfærd: kernefeltet for samfundsvidenskaben (Pinker, 1999b). Evolutionær teori er et blandt flere dynamiske forskningsfelter. Indenfor hjerneforskningen har scannere efterhånden gjort det muligt at få mange detaljer frem i hjernens funktion og i et vist omfang knytte dem til adfærd. Biokemiske analysemetoder er også blevet forfinet, så man nu kan spore de signalstoffer, der benyttes i kommunikationen mellem celler i bl.a. hjernen. Den genetiske forskning er begyndt at tage hul på en detaljeret forståelse af hvordan de enkelte gener faktisk virker. Endelig er den kognitive forskning også rykket frem. I denne forskning er det blevet klart hvor exceptionelt kompliceret mange tilsyneladende helt banale gøremål er. Det at bevæge sig kræver at enorme mængder af information behandles fra øjne, balanceorganer, hukommelse osv. Alene det at omtolke to todimensionale billeder på to nethinder til en tredimensional præsentation i en hjernen er et beregningsmæssigt mesterværk.

Hvad vil evolutionær teori?

Et af formålene med evolutionær teori er at forklare denne type "mesterværker" eller "mirakler". Der er tale om alt for komplekse fænomener til, at de kan være opstået ved én tilfældighed.

Tidligere anså man netop "miraklerne" eller "designet" overalt i naturen som et af de allerstærkeste beviser på Guds eksistens. I dag forklarer vi biologiske organismers design med selektion. Evolutionære forskere leder efter tilpasninger eller adaptioner skabt gennem selektion. En hyppigt anvendt forskningsmetode svarer til det ingeniører kalder "reverse engineering" (Pinker, 1997). Ingeniører står ofte med et færdigt produkt fra en konkurrent. Derefter forsøger de at arbejde sig baglæns og regne ud, hvorfor produktet er, som produktet er. På samme måde står en evolutionær forsker med et øje eller en følelse, som f.eks. afsky. Først skal man finde ud af om de løser et evolutionært relevant problem, dvs. direkte eller indirekte øger sandsynligheden for at organismens gener er tilstede i næste generation. F.eks. øger et øje klart mulighederne for at få øje på et rovdyr, finde føde og en mage. Omvendt koster et øje også noget at bygge og bruge. Hvis lyset forsvinder i en hule, er mutationer i de gener, der danner øjnene ikke længere kritiske, ja måske er de endda en fordel, hvis øjet ikke længere lægger beslag på ressourcer. Tilsvarende, hvis afsky følelsen er rettet mod fordærvet kød, er den oplagt et godt værn mod infektioner og bidrager dermed til at løse et adaptivt problem. Det lyder forbløffende enkelt, men adaptioner er komplicerede fænomener. Hvis afsky følelsen skal være nyttig skal den være ganske præcis. Hvis den underdriver bare én gang kan det ende fatalt. Omvendt bliver det hurtigt kostbart i tabt energi at smide det ene spiselige måltid efter det andet væk, hvis afsky følelsen trickes for let.

Der er efterhånden udviklet ganske præcise krav til hvad, der kan gå for at være en adaption, der er fremkommet ved naturlig selektion. Denne type adaptioner er kendetegnet ved at være

  • Pålidelige - de udvikler sig hos alle individer i en art i et normalt miljø
  • Effektive - de løser et specifikt adaptivt problem i organismens normale miljø
  • Økonomiske - de belaster ikke organismens ressourcer ret meget
  • Ikke tilfældige - de kan ikke være opstået ved en tilfældighed

Man kan ikke antage, at adaptioner er optimale design løsninger. Mange løsninger utvivlsomt meget tæt på at være optimale, men evolutionen kan også ende i Storm P-agtige konstruktioner. For evolutionen en dybest set en tilfældig klamhugger-proces, hvor forhåndenværende gener, kropsdele og adfærdsformer etc. modificeres og genbruges i et væk.

Evolutionen forløber uden noget som helst form for plan eller fremsyn. Fordi der ikke er noget fremsyn i evolutionen, er der endog meget banale designproblemer som evolutionen ikke kan løse (Nesse og Williams, 1994). Tag f.eks. menneskets blindtarm, der ikke har nævneværdige fordele, men som ofte har meget betydelige omkostninger i form af blindtarmsbetændelser. Hvorfor har evolutionen ikke for længst fjernet vores blindtarme? Problemet er at en bortselektion stort set kun kan ske ved, at mennesker med lidt mindre blindtarme gradvist bliver selekteret frem for personer med lidt større blindtarme. Men den evolutionær vej er spærret, fordi jo mindre ens blindtarm er, jo mere sandsynligt er det, at man får infektion i den. Dermed bliver mennesket ved at man slæbe rundt på et relativt nyttesløst organ.

Seksuel selektion

Der er nogle fænomener i naturen, der oplagt ikke overholder kriterierne for adaptioner skabt af naturlig selektion. Påfuglens enorme hale er det klassiske eksempel. Men der er mange dyr, der virker unødvendigt ekstravagante med farver, lyde, ornamenter og adfærd som f.eks. dans. Hvordan kan det være, at disse opsigtsvækkende dyr ikke for længst er blevet udkonkurreret af mere diskrete og effektive overlevere.

Her kommer Charles Darwins "anden" teori om selektion ind, nemlig teorien om seksuel selektion. Det er ikke nok for organismer med kønnet formering at overleve. De skal også formere sig, hvis deres gener skal overleve. Du er selv et resultat af en ubrudt linje af forfædre og mødre, der ikke bare overlevede, men som også valgte hinanden og formerede sig. Dette partnervalg, uanset om det varede et par minutter eller et liv, lægger et ekstra lag kompleksitet oveni den evolutionære proces. Den formentlig væsentligste drivkraft i seksuel selektion er hunners valg. Det er kun hos forholdsvis få arter, som mennesket, at hanner ved at kontrollere ressourcer og andre magtmidler helt eller delvist kan sætte hunners valg ud af spillet. Selv dyre-hanner med harem kan ikke forhindre hunnerne i at forlade haremmet til fordel for en anden han.

Hunner har - i henhold til biologen Robert Trivers teori om "parental investment" - som regel de bedste grunde til at være kritisk med hvem, de parrer sig med. Det skyldtes, at hos næsten alle dyr med kønnet formering, er det hunnen, der yder langt det største bidrag i form af store kostbare æg eller endog langvarig yngelpleje. Hunnerne fra fluer til blåhvaler er derfor på udkig efter hanner, der virker til at være sunde og have gode gener i forhold til det miljø dyret lever i. I de ganske få arter, hvor investeringen i forhold til unger er størst hos hanner som f.eks. hos søheste, er det præcis som teorien forudsiger hannerne, der er mest kritiske med hvem, de parrer sig med. Der er forholdsvis få dyr, som f.eks. mennesket, enkelte aber og en del fugle, hvor hannen også bidrager betydeligt økonomisk til hunnen og eventuelle unger. Det gør partnervalget gensidigt, langvarigt og dermed endnu mere kompliceret.

Teorien om seksuel selektion er en af de hotteste områder af moderne biologi, hvor der løbende sker en udvikling af grundlæggende teoretiske modeller. Der er fortsat betydelig diskussion og tvivl om hvilke kriterier, der kendetegner seksuelt selekterede adaptioner. En helt central teoretisk model er handicap princippet, der er udviklet af biologen Amotz Zahavi. I en fortolkning er såkaldte strategisk handicap en indikation, der har højere relative omkostninger for et individ med lav fitness end for et individ med høj fitness. F.eks. er det kun de allersundeste påfuglehaner, der "har råd" til at have en stor og symmetrisk hale, med lige netop de rigtige ornamenter. Påfuglehøner gør klogt i at foretrække disse hanner, der har bestået den vanskelige eksamen det er, at udvikle og overleve med en stor og symmetrisk hale.

Det er tankevækkende, at Zahavis model fra 1975 i virkeligheden blev opdaget allerede i 1890erne af økonomen Torstein Veblen, der analyserede menneskers forbrugsadfærd. Veblens konklusion var at kostbare - men i øvrigt relativt nyttesløse - luksus forbrugsgoder som nutidens sportsvogne og Rolex-ure illustrerer på en pålidelig måde, at indehaveren virkeligt er velhavende og ikke en snyder. Ironisk nok blev modellen uafhængigt opdaget og videreudviklet af en anden økonom i 1973, der undrede sig over hvorfor folk tog svære akademiske uddannelser, som de efterfølgende ikke brugte til noget i deres job. Svaret var, at selve det at tage uddannelsen er et pålideligt signal om en pæn portion flid og begavelse. Et svar der i øvrigt gav en Nobelpris i økonomi.

Biologien bruger samfundsvidenskaben

Så mens historien om signalleringsteorien er historien om flere desværre uafhængige opdagelser af samme logik, så kan samfundsvidenskaben og biologien også opvise et par eksempler på vellykket og gensidigt samarbejde i historiens løb. Det første og velkendte eksempel er den ganske afgørende inspiration Darwin fik til sin evolutionsteori ved at læse økonomen Thomas Malthus (indtil videre forkerte!) analyse af hvordan begrænsninger i fødevareproduktionen ville begrænse befolkningstallet. Levende organismer vil næsten altid have større reproduktion end der er overlevelsesmuligheder. Dermed opstår selektionen. Et langt senere eksempel er brugen af spilteori blandt biologer. Spilteori er oprindeligt udviklet af økonomer og matematikere fra 1940erne og frem. Den er siden 1970erne langsomt importeret ind i biologien og genetikken bl.a. af biologen John Maynard Smith. Det er i dag rutine blandt biologer, at tale om strategier, ligevægte mv. og bygge matematiske modeller, der til forveksling ligner de modeller mange økonomer arbejder med.

Det kan virke paradoksalt, at modeller, der forudsætter mere rationalitet end selv mennesker typisk har, kan benyttes på helt primitive livsformer. Men paradokset løses ved at evolutionære processer har rigtig god tid. Selv ganske minimale forskelle i overlevelse har enorm betydning over tusindvis af generationer. Samtidigt søger mutationer for at alternative strategier hele tiden bliver testet af. Informationen om strategier opbevares i gener, der som bekendt kan være ældre end så godt som samtlige geologiske strukturer på  jorden.

Derfor kan de "dummest" tænkelige organismer uden noget som helst nervesystem eller andet til at opbevare indlært information, alligevel sagtens forfølge snedige strategier. Noget så simpelt som et forkølelsesvirus kan man meget vel forestille sig, er i stand til at manipulere vores nyserefleks, så virus bliver spredt til flere.

Brugen af spilteori og andre økonomiske inspirerende modeller for f.eks. fouragering, har i de sidste årtier skabt veritabelt boom i avancerede og testbare biologiske modeller.

Tre hovedtraditioner i moderne evolutionær teori om mennesker

Fordi forskere er kommet til evolutionær teori fra vidt forskellige discipliner, er det ikke overraskende, at der er udviklet forskellige tilgange til evolutionær teori. De tre vigtigste traditioner er: evolutionær psykologi (evolutionary psychology), human adfærdsøkologi (human behavioral ecology) og dual nedarvningsteori (dual inheritance theory) (Winterhalder og Smith, 2000).

Evolutionær psykologi arbejder primært ved at afdække psykologiske mekanismer og den udvælgelsesproces, der har skabt disse mekanismer i menneskets oprindelige jæger-samler miljø. De fleste evolutionære psykologer arbejder med en schweitser-kniv som metafor: hjernen rummer utallige dedikerede mentale værktøjer til at løse specifikke problemer f.eks. til at vurdere om sociale regler bliver overholdt (se boks: Den sociale Sherlock Holmes) eller undgå inficeret kød via en følelse af afsky. Disse værktøjer bliver bragt i anvendelse afhængig af påvirkning fra omgivelserne, men grundlæggende set er vores hjerner bedst tilpasset et jæger-samler liv, ikke et moderne samfund med evolutionært helt nye fænomener som anonymitet, penge, høj fart, nærmest gratis fedt og sukker, massemedier mv. Det er i særlig grad evolutionær psykologi, der er blevet opdaget af offentligheden, hvorimod de to øvrige traditioner lever et noget tilbagetrukket akademisk liv.

Human adfærdsøkologi analyserer adfærd frem for psykologiske mekanismer. Her ligger vægten på kvantitative optimeringsmodeller, meget gerne med data fra oprindelige kulturer. Det forudsættes rutinemæssigt, at mennesker er kvikke nok til at opføre sig optimalt i en række ganske forskellige sammenhænge, f.eks. at optimere antal overlevende afkom. Der er derfor overordentligt stærke metodiske fællestræk mellem økonomi og human adfærdsøkologi. Det er klart en tendens til, at human adfærdsøkologer mener, at evolutionære psykologer er tilbøjelige til at drage konklusioner om adfærd lovligt hurtigt på basis af tilfældige indicier, hvor de burde udsætte deres teser for en aftestning i formaliserede evolutionære modeller. Omvendt mener evolutionære psykologer, at det er kognitivt urealistisk, at mennesker er i stand til at optimere indenfor ret mange områder, særligt ikke i et moderne samfund. Forskellene mellem de to traditioner kan sagtens overdrives. I praksis nærmer de to traditioner sig hinanden, f.eks. lægger evolutionære psykologer mere og mere vægt på adfærds kontekstafhængighed, ligesom humane adfærdsøkologer kigger interesseret på simple men smarte beslutningsregler, som i modsætning til egentlig optimerende adfærd, godt kan håndteres af vores hjerner (Gigerenzer og Todd, 2000). En af meget få populære fremstillinger af human adfærdsøkologi er i Sarah Blaffer Hrdys værk: Mother Nature, der er evolutionær analyse af moderskabet og påstanden om et simpelt moderinstinkt, krydret med kritiske overvejelser om andre evolutionære forskningstraditioner og mandlige kolleger.

I dual nedarvningss teori er anser gener og kultur som to adskilte, men forbundne systemer for nedarvning. Dual nedarvnings teoretikere vil indvende, at ingen af de teoretiske traditioner ovenfor kan forklare hvordan vidt forskellige nabo-kulturer kan opstå og overleve side om side i meget lang tid og indenfor den samme økologiske ramme. Der er brug for en stærkere analytisk vægtning af kultur. Ifølge disse teoretikere har kulturel nedarvning en del lighedspunkter, men også afgørende forskelle, fra genetisk nedarvning. Man bruger derfor modificerede modeller af evolutionær teori til analyser af kultur. Denne forskningstradition arbejder primært med matematiske modeller og simulering, mens der kun er produceret relativt lidt empirisk forskning.

Misforståelser om evolutionær teori

Evolutionær teori har naturligt nok tiltrukket en del kritik (se f.eks. Rose et al, 2000 og for analyse af diskussionen se Radcliffe Richards, 2000 og Pinker, 2002). Kritikken er især gået på at evolutionær teori lægger op til at betragte mennesker som genetiske determinerede robotter, der hverken kan lære noget, ændre adfærd eller pålægges ansvar for deres handlinger. Evolutionær teori er også ude af stand til at forklare den variation, der er i menneskelig adfærd og kultur.

Lad os tage kritikpunkterne et ad gangen:

At evolutionære forklaringer forudsætter genetisk determinisme; at vores gener alene bestemmer vores adfærd. Det er en oplagt misforståelse. I stedet er evolutionær teori netop baseret på at integrere to elementer: adaptioner og input fra miljøet. For at tage et elementært eksempel på en adaption: vabler. Hvis (her er input fra miljøet) hud udsættes for tilstrækkelig pres og friktion, så går en specifik adaption i gang, der medfører at overhuden adskilles fra resten af huden, således at der ikke så let går hul på underhuden med efterfølgende alvorlig infektionsrisiko. Der er ingen, der hævder det genetisk deterministiske standpunkt: at vabler vokser frem uden påvirkning fra miljøet. For at tage et kompliceret eksempel, så er der meget, der tale for at menneskers sprog er udviklet i evolutionære processer (Pinker, 1994), men det forhindre på ingen måde, at sproglig kompetence kræver en barndom i selskab med andre mennesker og deres sprog for at udvikle sig (se boks: Miraklet i Managua).

Så i stedet for at stå i et enten-eller forhold, så er miljø og adaptioner gensidigt påvirkende. F.eks. har mennesket utvivlsomt adaptioner for hvordan vi behandler - eller med andre ord skaber et miljø - omkring vores spædbørn. I de fleste kulturer taler voksne på en særlig måde til spædbørn samtidigt med de tydeliggør deres ansigtstræk og rykker ansigtet langt tættere på det lille barn end når vi taler til en voksen.

At der er en modsætning mellem medfødt og instinktiv adfærd på den ene side og indlært og kulturelt betinget adfærd på den anden side. Alt det et fireårs barn mestre: at tale, at genkende andre mennesker og læse store dele af deres følelser, at finde vej gennem et rodet børneværelse er lige præcis de kompetencer det ikke er lykkedes at få robotter til at mestre (Pinker, 1997). Og det selv om der er brugt milliarder af forskningskroner på sagen. Det er tilmed en adfærd, alle børn på kloden får lært så godt som uden undtagelse. Omvendt er der andre ting, der er uhyre enkle, som f.eks. megen matematik, som massevis af børn, på trods af store investeringer og megen indsats, aldrig får lært.

Læring er altså ikke en forklaring på adfærd, med et fænomen der selv skal forklares. Et eller andet andet end læring må gøre, at små børn ved, at ansigter er ansigter, at det er talelyde og ikke støj fra vaskemaskinen, der skal opsnappes og lagres i hjernen osv. Der er en hastigt voksende forskning, der viser at spædbørn allerede ved en masse om verden, som de ikke er nødt til at lære.

Sagt mere generelt, jo mere man skal lære, jo flere "instinkter" skal man have. Mennesket har brug for "instinkter", der fortæller hvad det skal rette sin opmærksomhed mod og hvornår det skal gøre det. Det er kun de kulturelle opfindelser, vi slet ikke er evolutionært forberedte på at lære, såsom skriftsprog og matematik, hvor det er nødvendigt at have formaliseret uddannelse for at sikre en bare middelmådig indlæring.

At evolutionære forklaringer medfører et uforanderligt og pessimistisk syn på mennesket, så vi må politisk opgive at forbedre verden. Evolutionær teori er derfor konservativ og dybest set ikke ret fjern fra fortidens socialdarwinisme. At trække en linje fra teorier, der kan få øje på problematiske sider af mennesket, og så til opgivenhed overfor sociale forbedringer er ikke klar tænkning. Det forholder sig reelt stik modsat. Et eksempel: Der er ingen tvivl om at nogle - men langtfra alle - unge mænd er mere voldelige og risikotagende end andre borgere i stort set alle samfund. Men det forhindre på ingen måde, at omfanget af vold og ulykker ikke kan påvirkes massivt. Dannelsen af retsstaten er i den sammenhæng en af menneskehedens allermest geniale kulturelle opfindelser. Den har reduceret voldsniveauet i samfundet til få procent af de niveauer, der kendes i tidligere samfund. Men jura er netop ikke baseret på en rosenrød opfattelse af et uendeligt formbart og forbedringsparat menneske. Tværtimod ser juraen ganske lidenskabsløst på mennesket og antager, at der til tider vil være uacceptabel adfærd, der må straffes.

Det er helt korrekt, at evolutionær teori har en endog meget blakket fortid (Hrdy, 1999 Ridley, 1999) som intellektuelt grundlag under socialdarwinistiske politikker, racehygiejne, kvindeundertrykkelse etc. Væsentlige dele af den nuværende rent kulturorienterede antropologi og sociologi er udviklet i en sund modreaktion mod disse tendenser. Men i dag er de moderne teorier udviklet endog meget langt væk fra de oprindelige tolkninger. I dag er det f.eks. en fundamental standardforudsætning at hanner og hunner har gennemsnitligt lige stor fitness. Det nærmest vrimler med modeller, der kan forklare prosocial adfærd blandt mennesker og talrige studier har fundet at raceforskelle i bogstaveligste forstand er overfladiske.

At evolutionære forklaringer ikke kan forklare variation. Det er en klassisk påstand at hvis en adfærd er forskellig fra en kultur til en anden, så kan den ikke være biologisk forårsaget (Cosmides og Tooby, 1992). Denne misforståelse hænger nøje sammen med forestillingen om genetisk determinisme. For mennesket tilpasser sig, nøjagtigt som andre dyr, det miljø de er i. I nogle miljøer, som f.eks. troperne er infektioner en afgørende risiko, mens det ikke er tilfældet i arktiske egne. Det medfører, for en og samme adaption, følelse af afsky for lugten af fordærvet kød, bidrager til variation i madopbevaringskultur. Der er en hastigt voksende gruppe af forskere, der arbejder på direkte at integrere kultur, herunder kulturel variation, i evolutionære forklaringer (Cronk, 1999).

Hertil kommer at netop evolutionær teori forudsætter, at der er variation indenfor en art. Lad os som et tankeeksperiment antage at vi har en flok mennesker, der alle søger at klare sig godt, ved at søge høj politisk status i deres gruppe. I sagens natur vil der være en del tabere ved denne strategi. Her vil der være god evolutionær logik i, at disse "tabere" søger andre strategier, f.eks. at indsamle mad ekstra metodisk eller opbygge få men nære venskaber. Mennesker vil altså være forskellige, alene af den grund, at hvis vi var ens, ville det efterlade nogle attraktive nicher for, dem der anderledes. Denne tænkning er i teoretisk biologi formaliseret i begrebet evolutionære stabile strategier, som i al væsentlighed svarer til det Nash-ligevægtsbegreb, der anvendes i økonomi og spilteori.

Så det er bestemt ikke et problem for evolutionære forklaringer, at der er adfærds eller kulturelle variationer mellem mennesker. Men når det er sagt, så lægger evolutionære forskere meget stor vægt på fælles træk ved alle kulturer. Antropologen Donald Brown (Brown, 1991) satte sig for at samle de fænomener, der kendes fra samtlige kulturer, der er beskrevet antropologisk. Blot fravær i én kultur, så stryges fænomenet af Browns oversigt. Han endte med at kunne skrive mere end 10 tætskrevne sider. Alle kulturer har fuldt grammatisk komplekse sprog, status, prestige, ulighed, ejendomsret, arv, gensidighed, straf, jalousi, vold, med mænd som de mest aggressive, voldtægt, mord, fjendtlighed overfor andre grupper, dans (eller kender fænomenet, men har forbudt det), mad tabuer (vi spiser f.eks. ikke insekter, undtagen fra havet), musik (evt forbudt), særlig børnesang eller -musik, religion, magi, historiefortælling, løgn og begrebet en løgn, forskel på privat og offentlig tale, poesi med verselinjer, der tager tre sekunder at udtale, sladder, ritualer, herunder ritualer, der markerer overgange fra en status til en anden osv. Ja faktisk er man i alle kendte kulturer såmænd også bekymrede over, at der er så meget vold. Hvis kultur virkeligt var enerådende til at fylde menneskers hjerner op med indhold, så er det meget overraskende, at der er så mange fælles træk.

Afrunding

Evolutionær teori er et af de mere spændende intellektuelle steder at opholde sig. Paradigmet er stadigt ungt, så der slås nok en del forskningsmæssige skævere. Til gengæld er chancen for at få rettet disse skævere præget af paradigmets nærhed til naturvidenskab med dens imponerende kumulative opbygning af viden.

Referencer:

Brown, D. E,: Human Universals, New York, McGraw-Hill, 1991

Cosmides, L. og Tooby J. Cognitive Adaptions for Social Exchange I The Adapted Mind ed Barkow, J. H., Cosmides, L og Tooby, J, Oxford, Oxford University Press, 1992.

Cronk, Lee: That Complex Whole: Culture and the Evolution of Human, Boulder, Westview Press, 1999.

Elster, Jon: Nuts and Bolts for the Social Sciences, Cambridge, Cambridge University Press, 1989

Giddens, A: Sociology, Polity Press, 1997

Gigerenzer, Gerd, Todd, Peter M. and  the ABC Research Group: Simple Heuristics That Make Us Smart, Oxford, Oxford University Press, 2000.

Hrdy, S.B. Mother Nature. London, Chatto & Windus, 1999

Miller, G: The Mating Mind, London, William Heinemann, 2000a

Miller, G.: Mental Traits as Fitnss Indicators: Expanding Evolutionary Psychology's Adaptationism, i Annals of the New York Academy of Sciences 907:62-74 ? 2000b

Nelson, Richard R. og Winter Sidney G.: An Evolutionary Theory of Economic Change, Cambridge, The Belknap Press of Harvard University Press, 1982

Nesse, Randolph M. og Williams, George C: Why we get sick, New York, Vintage Books, 1994

Nesse, R: The Evolution of Subjective Commitment in Nesse, R. (ed.)  Evolution and the Capacity for Commitment, New York, Russell Sage Press, 2001

Ridley, Mark: Mendel's Demon, London, Weidenfeld og Nicolson, 2000

Ridley, Mat: Genome, London, Fouth Estate, 1999

Rose, Hilary et al: Alas Poor Darwin: Arguments against Evolutionary Psychology, London, Harmony Books, 2000.

Pinker, S: The Language Instinct, London, Penguin, 1994

Pinker, S: How the Mind Works, New York, WW Norton, 1997

Pinker, S: Word and Rules, London, Weidenfeld og Nicolson, 1999a

Pinker, S: The Blank Slate, the Noble Savage, and the Ghost in the Machine. The Tanner Lectures on Human Values, Yale University, 1999b

Pinker, S: The Blank Slate, London, Allen Lane, 2002

Radcliffe, Richards, Janet: Human Nature after Darwin, London, Routledge, 2000.

Segerstråle, Ullica: Defenders of the Truth, Oxford, Oxford University Press, 2000

Winterhalder, B og Smith E.A.: Analyzing Adaptive Strategies: Human Behvarioral Ecology at Twenty-Five i Evolutionary Anthropology 9:51-72 (2000).

Øvrige kilder:

Edge.com: "Animal minds - interview med Marc. D. Hauser" om B29-kurset på Harvard. www.edge.org/3rd_culture/hauser/hauser_index.html - kurset kan ses på www.courses.fas.harvard.edu/~scib29

Human Behavior and Evolution Society - se www.hbes.com

www.stanford.edu/dept/anthroCASA/about.html

www.stanford.edu/dept/anthsci/

Denne artikel er en lettere revideret version af en artikel bragt i Samfundsøkonomen nr 4, maj 2002.

Den sociale Sherlock Holmes

Løs følgende opgaver:


A: Du er udsmider på en bar og skal efterse om reglen "alle over 18 år må drikke alkohol" bliver overholdt. Foran står der fire personer:

  • En øldrikker
  • En coladrikker
  • En 22 årig
  • En 16 årig
Hvilke af disse personer, skal du undersøge nærmere for at se, om reglen bliver overholdt?

Svar: Stort set alle kan uden problemer pege på, at man skal checke øldrikkerens alder og se, hvad den 16-årige har i glasset. Enhver kan se, at kun dumme udsmidere vil checke den 22-årige eller coladrikkeren.

B: Foran dig står fire retter mad. Se på reglen "alle chiliretter brænder på tungen".

Undersøg om den bliver overtrådt ved at se på: Hvilke af disse retter skal checkes nærmere for at se, om reglen holder?

  • En chiliret
  • En tomatret
  • En brændende stærk ret
  • En mild ret

Her kniber det gevaldigt for de fleste mennesker - selv personer, der er universitetsuddannet i logik med at svare. Godt nok er næsten alle med på at checke, om chiliretten nu også lever op til reglen. Men der er også mange, der ønsker at undersøge, om den brændende ret faktisk indeholder chili. Det svarer til i spm. A at undersøge den 22-årige. Kun meget få checker det logisk korrekte, nemlig om den milde ret indeholder chili. Hvis det viser sig, at en mild ret indeholder chili, så har man modbevist reglen, at chili altid brænder.

Forskellen på de to test antyder, at den menneskelige hjerne er knivskarp, når det gælder om at opdage brud på sociale regler. Når vi stilles over for præcis den samme logiske opgave, men uden sociale regler, tøver eller fejler de fleste fordi de instinktivt leder efter bekræftelser på ikke-sociale regler. De amerikanske evolutionære psykologer Leda Cosmides og John Tooby (Cosmides og Tooby, 1992) ser dette som et udtryk for, at et blandt mange adaptioner vi har for at leve et socialt liv med dets regler og konflikter.

Miraklet i Managua - et nyt sprog fødes

De fleste sprog, som f.eks. dansk udvikler sig langsomt ved påvirkning udefra. Men det hænder at helt nye sprog, f.eks. de caribiske creol-sprog og en række døvetegnsprog, pludseligt springer frem. Hvem er sprogopfinderne og hvad får dem til at lave nye sprog?

For første gang nogensinde er det lykkedes et forskerhold at følge fødslen af et helt nyt sprog. Det skete i 1980erne i en skolegård i Nicaraguas hovedstad Managua. Forældrene til det nye sprog var børnehavebørn, der kun havde én ting tilfælles. De var alle døve og havde der intet sprog til at begynde med.

Indtil sandinisterne overtog magten i Nicaragua i 1979 levede de døve børn totalt isoleret fra hinanden. De kommunikerede med nogle få primitive fagter, de havde udviklet sammen med deres forældre. Sandinistregeringen åbnede en døveskolen, hvor det officielle pensum var mundaflæsning og spansk. Noget som ingen af skolebørnene reelt lærte. Men i skolegården bragte børnene deres hjemmelavede fagter med og det lykkedes for skolebørnene - uden nogen form for voksenbistand - i løbet af et par år at udvikle et primitivt tegnsprog. Det er ikke særligt præcist eller hurtigt. Hver enkelt bruger har flere private tegn, som ikke alle andre forstår.

Men så begyndte skolen at optage børn helt ned til fire års alderen. Og mens pensum i klasserne stadig var mundaflæsning og spansk, tog de små børn fat i de større børns primitive tegnsprog - stadig uden nogen form for voksenbistand. Mens de små børn lærte og brugte sproget, standardiserede de det samtidigt, så alle begyndte at bruge tegnene på samme måde. De indførte en systematisk og kompleks grammatik og fordoblede tegne-tempoet. I løbet af et par år havde de små børn udviklet et nyt ekspressivt og grammatisk komplet tegnsprog. Nu kan de fortælle vittigheder, digte, genfortælle surrealistiske tegneserier osv. Et helt nyt sprog er født.

I dag regner man med at de caribiske creol-sprog er opstået på samme måde. Voksne fra alle dele af verden blev hyret til at arbejde i plantagerne, hvor de sammen udviklede primitive pidgin-sprog. Deres børn blev så udsat for et primitivt pidgin-sprog og udviklede i børneflokken i løbet af få år sproget til et komplet og udtryksfuldt creol. Denne enestående sprogdannelsesevne er et stærkt indicie for, for at hjernen er særligt tilpasset til lynhurtigt at opsnappe afgørende bidder og regler fra det omgivende sprog og derefter uden instruktion at bruge disse regler.

Kilde: Pinker, 1994