Ole Maaløe (1915-1988)

Publiceret Januar 2000

I marts 1975 gav Ole Maaløe et oplæg i Videnskabernes Selskab, hvor han diskuterede mulighederne for en kunstig ændring af de arvelige egenskaber og hvilke konsekvenser dette kunne få. At han for 25 år siden tog dette stadig uhyre aktuelle emne op til diskussion, er vigtigt for forståelsen af Ole Maaløes betydning for den danske og international forskning.

Ole Maaløe i laboratoriet i 1966
Ole Maaløe i laboratoriet i 1966, sidste
gang han blev spottet med en pipette i
hånden - og en cigar i den anden hånd
(Foto: Niels Fiil).

Ole Maaløe var københavner, født på toppen af Valby bakke. I 1939 afsluttede han medicinstudiet og påbegyndte sin turnus. Her gjorde han nogle iagttagelser over spædbørns immunresistens, der førte til, at han startede som ulønnet lægeassistent på Statens Seruminstitut. Sådan noget gjorde man altså dengang, når man var grebet af den hellige ild. I 1942 blev han ansat på Seruminstitutet og i 1946 forsvarede han disputatsen "On the Relations between Alexin & Opsonin". Som immunolog kom Ole Maaløe i 1946 til Standardiserings- afdelingen på Seruminstitutet, hvor han i 1948 blev afdelings-forstander.

En videnskabelig karriere og i særdeles en succesfuld karriere afhænger naturligvis af personens evner og energi, men den bestemmes nok i lige så høj grad af det videnskabelige miljø, som på det rette tidspunkt omgiver denne person. Det biokemiske forskningsmiljø, der fandtes i København i tiden efter den anden verdenskrig, fik således stor betydning for Ole Maaløe videnskabelige løbebane. Et centralt element i dette var Carlsberg Laboratoriet, hvor chefen for dets kemiske afdeling Kaj Linderstrøm-Lang (1896-1959) havde skabt et levende miljø med besøg af talrige internationale forskere. En anden vigtig person var Herman Kalckar (1908-1991). Denne havde midt i 30erne arbejdet med fosforylering hos Einar Lundsgaard på Universitetets fysiologiske Laboratorium, og var efter disputatsen i 1939, taget på studieophold i USA. Da krigen brød ud hurtigt derefter strandede Kalckar derovre, arbejdede på forskellige laboratorier, og fik et meget tæt forhold til talrige amerikanske forskere. Kalckar vendte tilbage til Københavns Universitet i 1946, som leder af det nyetablerede Cytofysiologisk Institut. Dette blev hurtigt et internationalt centrum, hvor talrige unge biokemikere fra Danmark og udlandet mødtes. Herman Kalckar udgjorde sammen med Linderstrøm-Lang og genetikeren Mogens Westergaard (1912-1975), den kerne af forskere, som prægede udviklingen herhjemme indenfor biokemien.

I 1949 skulle Ole Maaløe til USA på et Rockefeller Travel Grant for i løbet af fire måneder at besøge en række mikrobiologiske laboratorier. Det var gennem Kalckar, at der blev skabt kontakt til Max Delbrück på Caltech i Pasadena og til bakteriologen Cornelis van Niel i Pacfic Grove. I anledning af besøget i Pasadena arrangeret Max Delbrück et specielt bakteriofag kursus med kun to deltagere , Ole Maaløe og fysikeren Jean Weigle. Dette førte Ole Maaløe ind i den omfattende "Phage Group", som gav ham en uhyre stor international kontaktflade, hvad der blev vigtigt for Maaløe?s videre forskning. I foråret 1950 kom to unge amerikanske postdocs Günther Stent og Jim Watson til København for at arbejde hos Herman Kalckar. Forholdene på Cytofysiologisk Institut var imidlertid af diverse grunde, blevet ret kaotiske, så efter kort tid blev de to amerikanere knyttet til Ole Maaløes laboratorium, hvor de påbegyndte arbejdet med bakteriofager, og ved hjælp af 32P-fosfat analyserede betydningen af fagernes nukleinsyre for infektionen. Samtidig husede Standardiseringsafdelingen også lægen Niels Jerne, der arbejdede på sin disputats, og laboratoriet havde således fornøjelsen af at have to kommende Nobelpristagere som medarbejdere. I 1951-52 var Maaløe tilbage i Pasadena på studieophold hos Max Delbrück, hvor han fortsatte arbejdet med bakteriofager. Især var han betaget af, at bakteriofag produktionen forgår synkront i hele bakterie- populationen, hvad der tillader en analyse af rækkefølgen af hændelser under infektionens forløb. Da Ole Maaløe i 1953 atter var i København ankom en ny amerikansk postdoc, Gordon Lark, som forsøgte at overføre dette synkrone forløb til ikke inficerede bakteriekulturer. Det lykkedes delvis at synkronisere celledelingen ved gentagne temperaturskift. Herved startede Ole Maaløe sin livslange indsats for at beskrive sammenhængen mellem de talrige biologiske processer i den "hele" bakterie. I 1956, da den amerikanske postdoc Elio Schaechter og undertegnede kom til laboratoriet, startedes undersøgelsen af syntesen af DNA, RNA og protein i kulturer af Salmonella typhimurium, som voksede med forskellige væksthastigheder. Dette skete under det, der kaldes balanceret vækst, hvor bakteriekulturen har vokset eksponentielt i talrige generationer, under konstante vækstbetingelser. Den balancere vækst var kravet for at kunne undersøge bakteriernes biokemi og molekylære biologi. Ved disse forsøg viste der sig tydelige lovmæssigheder mellem væksthastigheden og bakteriernes kemiske sammensætning, hvad der for første gang gav indblik i nogle af de kontrolmekanismer, som styrer bakteriers vækst. På denne måde blev de strenge krav til kvantitativ tænken og eksperimentel nøjagtighed, der havde præget arbejdet med bakteriofager, overført til arbejdet med bakterier. I 1955 blev Ole Maaløe kaldet til professoratet i mikrobiologi ved KU. og i 1958 flyttede laboratoriet fra Seruminstitutet til Mikrobiologisk Institut i Ø.Farimagsgade på etagen over Mogens Westergaards Genetisk Institut. Laboratoriet voksede, mange ny studenter og talrige udenlandske forskere kom på studieophold, både hos Maaløe og Westergaard, hvad der gjorde disse laboratorier uendeligt spændende og levende. Ole Maaløe var her altid den inspirerende intiativtager til diskussionerne af de seneste forsknings resultater. I løbet af de 25 år som Maaløe ledede Mikrobiologisk Institut arbejdede der omkring 60 udenlandske forskere på institutet, foruden talrige danske studenter. Her blev bakteriernes DNA replikation, RNA og protein syntese undersøgt i alle detaljer ved uhyre omhyggelige målinger, hvor Ole Maaløe især blev optaget af de generelle kontrolmekanismer for proteinsyntesen.

2000_1 maaloe_2s.jpg
Portrætfoto af Ole Maaløe. Portrættet hænger indrammet på Institut for Molekylær Cellebiologi, (tidligere Mikrobiologisk Institut), Københavns Universitet, Øster Farimagsgade 2A (Kopi: Berthe Marie Willumsen).

Ole Maaløe var internationalist. Standardiseringsafdelingen på Seruminstitutet var tilknyttet WHO og i mange år var han medlem af WHOs eksertpaneler, og knyttede herigennem mange kontakter. Han elskede at rejse og gjorde det tit og ofte. Han var en kendt og værdsat gæst i videnskabelige kredse over hele kloden, og i denne meget åbne epoke af molekylær biologiens historie betød dette, at laboratoriet konstant var underrettet om alle enkeltheder ved de nyeste forsøg i alle de førende laboratorier.

I 1963 var Maaløe en af initiativtagerne til oprettelsen af EMBO, og han havde en stor del af æren for, at EMBL blev oprettet i Heidelberg i 1973. Hans engagement i opretholdelsen af menneskets værdighed og freden i verden førte til, at han fra 1962 var med i arbejdet i "Pugwash Conference on Science and World Affairs", og han var formand for den danske Pugwash komité. I 1968 blev han medlem af "Det sagkyndige udvalg vedrørende dansk sikkerhedspolitik", som regeringen på dette tidspunkt havde nedsat.

At Ole Maaløe var en connaisseur af gode cigarer, og kendte de bedste restauranter i mange af verdens byer, er blot endnu et tegn på hans store åbenhed overfor verden i alle dens former.