Niels Ole Kjeldgaard

Just Justesen, lektor, Institut for Molekylær og Strukturel Biologi, Aarhus Universitet

Portræt af Niels Ole Kjeldgaard

Niels Ole Kjeldgaard blev født den 2. juni 1926 på Sortedams Dossering i København, og han voksede op på skiftende jernbanestationer. Det havde den simple baggrund, at Niels Ole Kjeldgaards far arbejdede for statsbanerne i mange år. De vigtigste perioder var på Rungsted, Klampenborg, Holte og Lillerød (Allerød) stationer. Siden har tog og jernbaner i Europa været en af Niels Ole Kjeldgaards store interesser. 

Efter studentereksamen fra Østre Borgerdyd i 1944 startede studierne på Københavns Universitet, men på grund af krigen blev undervisningen aflyst indtil befrielsen. Som nogle få andre unge havde Niels Ole Kjeldgaard fundet frem til, at det var livets molekyler, man skulle kende nærmere. Det førte til en uddannelse som magister i biokemi, hvor sammensætningen af fagene kemi, biologi, fysik og matematik var nogenlunde som biokemi i dag. Det var fremsynet. Man kendte jo endnu ikke til nukleinsyrernes egenskaber som informationsbærere.

København - Paris

I København var der et miljø på Cytofysiologisk Institut omkring Hermann Kalckar, hvor Niels Ole Kjeldgaard i 1948 søgte hen for at arbejde med enzymer. Han fandt blandt andet ud af, at stoffet antabus hæmmede alkohol dehydrogenase; herved blev den senere meget kendte anvendelse etableret. Niels Ole Kjeldgaard fik et stipendium til at studere i Frankrig, og i oktober 1949 ankom en ung forsker til Gare du Nord i Paris. Sammen med et par veninder kom han med toget, ligesom mange af os siden er kommet, og turen tog i øvrigt noget længere tid end i dag, idet det var vanskeligt at passere det ødelagte Tyskland. Han blev modtaget af et par (ældre) danske damer (bl. a. Edith Rohde), som inviterede på Restaurant Des Beaux Arts lige over for kunstakademiet i sjette arrondissement på venstre seinebred. Her kan man stadig få snegle og anden god fransk mad, som Niels Ole Kjeldgaard siden har været en stor kender af. Niels Ole Kjeldgaard gik hurtigt i gang med arbejdet hos André Lwoff på Pasteur Instituttet, hvor man helt naturligt udforskede virus (bakteriofager). Lwoff havde observeret, at enkelte bakterier i små vanddråber en gang i mellem forsvandt, og at der netop i en sådan vanddråbe var mange fager. Sammen med canadieren Louis Siminovitch studerede Niels Ole Kjeldgaard denne induktion af endogene bakteriofager i Bacillus megaterium. De to meget unge mennesker opdagede, at ud af mange opfindsomme behandlinger kunne netop UV lys inducere bakteriofagens livscyclus. Dette brugte man senere, da man isolerede det første virus med et transgen: b-galactosidase. Hermed var den første kloning af et gen en realitet. Dette gen har siden været det vigtigste element i den molekylære biologi og i DNA teknologien. Dette banebrydende arbejde lykkedes i et miljø, hvor man frit kunne vælge emne og metode, samt havde tid til at gennemføre en række forsøg, som var meget usikre. I hvert fald vidste de unge ”parisere” ikke, at man 30 år senere ville bruge netop b-galactosidase i stort set alle gensplejsningseksperimenter. Og det bruges stadig, selv om nutidens unge forskerspirer nok mener, det hedder en blå-hvid screening. Niels Ole Kjeldgaard fortryder stadig, at han ikke tog imod et tilbud fra Lwoff om at blive i Paris for at lave en disputats og arbejde sammen med François Jacob, som netop var kommet til laboratoriet.

Niels Ole Kjeldgaard måtte hjem til København for at tage sin eksamen. Han blev magister i 1951, fik et stipendium til et ophold i USA hos Ephraim Racker, men det kunne ikke blive til noget, for Niels Ole Kjeldgaard erklærede åbent, at han havde deltaget i venstrefløjsaktiviteter, hvorfor han ikke kunne få et visum til USA. I København fulgte en kort ansættelser hos Erik Zeuthen, som blev afbrudt af civilforsvarstjeneste fra maj 1953. Efter et år med brandbiler gik det til Løvens Kemiske Fabrik. Fra hundredevis af liter urin indsamlet på nordsjællandske kaserner isolerede Niels Ole Kjeldgaard et underligt proteolytisk enzym, urokinase, senere kendt som plasminogen aktivatoren uPA. Men Løven var ikke interesseret i at videreudvikle noget med enzymer, som ifølge fabrikken ikke ville kunne give det samme væsentlige salg, som antibiotika. Niels Ole Kjeldgaard mener, at de har fortrudt - eller at de i hvert fald burde have fortrudt - denne negative holdning.

Jytte og Niels Ole Kjeldgaard til karneval hos Måløes

Det største spring fulgte efter et foredrag af Jacques Monod på besøg i København. Han foreslog efter foredraget  Ole Måløe, at han skulle ansætte Niels Ole Kjeldgaard på laboratoriet på seruminstituttet.

Her hos Ole Måløe og Niels Kaj Jerne var der opstået et miljø, der var optaget af de muligheder, der var opstået i kølvandet på Måløes deltagelse i et kursus i USA, hvor bakteriofager (virus) var emnet. Det var en ganske lille kreds af forskere, som deltog (the Phage Group). De er alle blevet kendt siden hen for at have skabt grundlaget for den moderne genteknologi. I København var der også mange gæster. Der var ligefrem gæsteforskerstillinger, en luksus, som nu desværre er umulig. Der var blandt andre Günther Stent og James Watson, som arbejdede med opformering af bakteriofager. Niels Ole Kjeldgaard videreudviklede her sammen med Ole Måløe dette unikke miljø, som for en generation af danske forskere står som idealet. De første centrale observationer var, at bakteriernes størrelse varierede med væksthastigheden. Det centrale tema var herefter en ide om, at celler (E. coli bakterier) var indrettet således, at alle komponenter, proteiner, metabolitter, gener, var del i et autoregulatorisk system. Ribosomerne var i centrum, idet de blev betragtet som det centrale maskineri i cellen; det som bestemte cellens vækstpotentiale. Antallet af ribosomer bestemte, hvor hurtigt cellerne kunne vokse. At forstå hvordan mængden af ribosomer kontrolleredes, var at forstå kontrollen af cellens vækst og dermed af livsprocessen.

Niels Ole Kjeldgaard’s doktordisputats ”Analysis of Bacterial Growth” står stadig på bogreolen og er et unikt eksempel i molekylærbiologien på et bogværk, som stadig kan studeres med udbytte. En standard som kun få har levet op til.

Niels Ole Kjeldgaard grundlagde molekylærbiologien i Danmark

Den afgørende udvikling kom, da Niels Ole Kjeldgaard blev tilbudt et professorat i Mikrobiologi på Aarhus Universitet i 1967. Niels Ole Kjeldgaard havde nøje fulgt udviklingen i udlandet, hvor det især var i Cambridge i England, at dagsordenen blev sat, begyndende med Crick og Watsons beskrivelse af dobbelt helixen i 1953. Tidskriftet Journal of Molecular Biology blev startet, og det gav navn til faget. Niels Ole Kjeldgaard havde samtidig taget kontakt med Kjeld Marcker, som havde arbejdet i Cambridge siden først i tresserne. Hans hovedindsats var identifikationen af startcodon AUG på mRNA og at det kodede for Methionin. I Aarhus slog de to kræfterne sammen og dannede Institut for Molekylær Biologi, det første i Danmark. Samtidig fik de Staffan Magnusson til instituttet for at dække proteinområdet. Med skabelsen af dette forskningsmiljø bidrog Niels Ole Kjeldgaard afgørende til, at Aarhus fik en stærk position i forskning og uddannelse i Molekylær Biologi. At stavemåden ikke er den korrekte, molekylærbiologi, skyldes ifølge Niels Ole Kjeldgaard, at ordet kom fra England.

I sit eget laboratorium fortsatte Niels Ole Kjeldgaard med at undersøge kontrol af bakteriers vækst. Der var i de første år en strøm af gæster efter Københavnermodellen. Højdepunkterne blev Niels Ole Kjeldgaards arrangement af EMBO-symposiet på Scanticon i Højbjerg i 1972 og af Benzon-symposiet i København i 1977 om Ribosomet. Her hørte man om alle aspekter af ribosomet og om mærkelige nukleotider, Magic spots (ppGpp og pppGpp), der laves af Stringent Factor. Det var ved at være slut med nyheder, men kort efter kom det egentlige gennembrud for bioteknologien med brugen af restriktionsendonukleaser og DNA sekventering. Ribosomstrukturen var dog ikke løst endnu. Det skete først forrige år, men med folk uddannet på instituttet på forfatterlisterne. 

Niels Ole Kjeldgaard skiftede til eukaryote systemer. Mangelen på økonomiske ressourcer blev mere og mere alvorlig. Nedskæringerne var begyndt og samtidig blev forskningen dyrere. Der skulle udstyr til og der skulle materialer af høj kvalitet til. I kræftforskningen fandt Niels Ole Kjeldgaard et emne, der elegant forenede interessen for grundforskning i cellevækst med den type anvendt forskning, som EU (dengang EF) og interesseorganisationer som Kræftens Bekæmpelse ville finansiere.  Retrovirus blev ved Finn Skou Pedersens hjælp introduceret som modelsystem, hvorved mikroorganismerne blev forenet med mammale celler (fra mus og mennesker).

Niels Ole Kjeldgaard bidrog i de følgende år med en afgørende indsats for instituttet med skabelsen af det bioregulatoriske forskningscenter, som har givet bioteknologisk forskning i Aarhus et godt skub, som stadig er millioner værd.

Niels Ole Kjeldgaard bidrog også i mange år til administrationen af forskningen i Danmark og i Europa. Han startede i 1971 et tiår i Statens naturvidenskabelige forskningsråd (muligvis en rekord i rådet). Niels Ole Kjeldgaard deltog i denne egenskab i en rejse til det lukkede Kina sammen med blandt andre Ben Mottelson, som i Bangkok fik besked om, at han, sammen med Aage Bohr, havde fået Nobelprisen i fysik 1975 (ill). I det europæiske deltog Niels Ole Kjeldgaard i flere organisationer, hvoraf hans indsats som generalsekretær for EMBO 74-80 var af stor betydning for EMBO, men også for Danmarks deltagelse i EMBO og EMBL. Niels Ole Kjeldgaards interesse for cancerforskning viste han som medlem af Kræftens Bekæmpelses forretningsudvalg 81-90 og som chef for Sektor for Kræftbiologi 93-94, efter at han gik på pension fra universitetet i 1993. Et par gange tog Niels Ole Kjeldgaard på sabattical i Paris hos Josette Yaniv, hvor han blandt andet arbejdede med det histonlignende protein Hu fra E. Coli. Niels Ole Kjeldgaard var en drivende kraft i indførelsen ekstern evaluering af forskningen af udenlandske specialister, som siden hen er blevet indført i de fleste forskningsinstitutioner i Danmark. Barnelærdommen om jernbanedrift må have været til stor hjælp; forskningsledelse er nogenlunde samme sværhedsgrad.

Besøg i Kina 1975 fra det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Regeringspaladset på Tian an Men, Peking.

Hjemme i Århus i lejligheden nær universitetet og i sommerhuset på Samsø fortsætter Niels Ole Kjeldgaard med at forske. Jeg har været så heldig, at få hans hjælp til arbejdet med 2’5’ oligoadenylat synthetaserne, en gruppe interferoninducerede enzymer, som i mammale celler medvirker til interferoners antivirale og andre effekter. Nu gælder det ”tørre” forsøg ved hjælp af computer og databaser krydret med laboratorieforsøg, som lige kan bidrage med det afgørende bevis. Det fineste ved dette arbejde er dog det store bidrag, som Niels Ole Kjeldgaard kommer med til det videnskabelige miljø. Det er i høj grad disse mange bidrag til videnskabelige miljøer, der gør en forskel.

Niels Ole Kjeldgaard har også bidraget med en lang række artikler til Den Store Danske Encyklopædi. Han har her sat nogle ekstra spor, som vidner om, at han ikke alene er en fin videnskabsmand men også en kulturperson, der har en fin indsigt i musik, dansk sprog og litteratur ud over de franske interesser for mad og vin og den franske kultur.