"Det ufattelige liv. Tanker om biologi og erkendelse"
af Bent Foltmann, Gyldendal 2000.
 |
Er der liv på Mars? Billeder fra Mars Global Surveyor
Mars Orbiter Camera tyder på, at der er kilder med flydende vand
under overfladen af den kolde planet. I en artikel i Science 30
Juni 2000 offentliggøres de nye fund. Vandet er frosset ved temperaturen
-70 til -100 C på overfladen, men fordamper i den tynde luft på
Mars. Men er der vand, er der liv. Det viser vore erfaringer fra
undersøgelser på jorden. Spørgsmålet om livets oprindelse i Universet
har optaget menneskeheden i årtusinder. Skabelsesberetningen er
et fælles tema for alle kulturer. I de sidste 100 år har naturvidenskaben
afløst forestillingerne om guddommelige kræfter bag dyre- og plantelivets
opståen. Fra en irrationel og religiøs beskrivelse har vi udviklet
en rationel og empirisk hypotese om livet i universet. I dag befinder
vi os i et spændingsfyldt rum hvor naturvidenskabsmænd udfordrer
de dogmatiske religiøse forestillinger. Biologien har indtil nu
kunnet beskrive de enkle og generelle livsprocesser, som er grundlaget
for levende organismer, mens komplekse fænomener som bevidsthed,
hukommelse og tro ikke kan beskrives i biologiske termer. Trods
100 års forskning har vi ikke en molekylær biologisk forståelse
af vor hjernes intellektuelle og emotionelle funktioner. Studier
i lavere dyrearter har givet indblik i de molekylære processer
bag simple hjernefunktioner. Det biokemiske grundlag for tanker,
associationer og analyser, som karakteriserer den menneskelige
hjerne er imidlertid ukendt.
Bent Foltmann er professor emeritus i biokemi indenfor
specialet proteinkemi, et fag, som har gennemgået en eksplosiv
udvikling i løbet af Bent Foltmann’s aktive forskerliv. Han har
oplevet de kolossale fremskridt, som har kendetegnet molekylær
biologien i de sidste 50 år. Han er skolet af de store biokemikere
i 50’erne i Danmark, Kaj Linderstrøm-Lang og Hermann Kalckar og
er samtidig med andre store danske forskere, Hans Klenow og Ole
Maaløe. Efter et liv med de enkelte molekyler og celler opstår
ønsket om at forstå helheden og få svar på de grundlæggende spørgsmål
sig. Hvordan opstår liv? Hvor blev mennesket udviklet? Hvad er
baggrunden for bevidsthed? Hvordan forklares spirituelle fænomener
som religion?
Bent Foltmann er ikke alene om denne interesse, hvilket
en forhåbentlig stor læserskare vil bekræfte. I de store internationale
naturvidenskabelige tidskrifter Science, Nature og Cell har artikler
om disse emner en fremtrædende plads, hvilket afspejler den generelle
interesse i forskerverdenen for de grundlæggende spørgsmål i biologien.
Bogen "Det ufattelige liv" røber allerede
i titlen, hvad det gælder. De store spørgsmål fra livets opståen
til menneskets udvikling. Undertitlen "Den menneskelige bevidsthed
og naturvidenskaben" understreger, at det ikke alene drejer
sig om molekylær biologi og dyrearters udvikling, men også om
det tænkende menneske. Bent Foltmann tager udgangspunkt i filosoffen
C.P. Snow’s opdeling af det menneskelige i to kulturer, den naturvidenskabelige
og åndelige, en dualisme, som har præget videnskaben i mere end
100 år. Hertil føjer Foltmann en tredje kultur, den religiøse.
Inddragelsen af religionen i en analyse af livets
biologi er et af bogens mest spændende og overraskende træk. Det
drejer sig ikke om "kreationismen", som udfolder sig
i nutidens USA med sin fanatiske og irrationelle fornægtelse af
naturvidenskabens fremskridt i de sidste 100 år, som har ført
til en forståelse af livets og menneskets oprindelse. Derimod
handler det om iagttagelsen, at alle menneskelige kulturer har
opbygget religioner og at tro er et fællestræk for alle mennesker.
Vi taler ikke alene om det tænkende, men også om det religiøse
menneske. Baggrunden er Bent Foltmann’s møde med religionshistorikeren
Vilhelm Grønbech og hans beskrivelse af de såkaldt primitive religioner.
Guder og troen på overnaturlige kræfter er en del af menneskets
historie. Nulevende naturfolk som aboriginals i Australien har
en højtudviklet åndelig kultur med beskrivelse af de grundlæggende
kræfter i naturen, som styrer alt liv. Det fører til Bent Foltmann’s
hypotese, at menneskets hjerne udover sproget og bevidstheden
har genetisk information for religionen. En plausibel model, så
længe vi kun forstår funktionen af det simple nervesystem i lavere
dyrearter, som søanemoner, snegle og orme, mens komplekse hjernefænomener
som tanker, følelser og associationer er uforklarede.
Bogens helhed er enestående på dansk med sin samlede
beskrivelse af det naturvidenskabelige grundlag for liv, dyrearternes
udvikling, menneskets sprog og bevidsthed. I udenlandsk litteratur
findes flere bøger indenfor genren skrevet dels af fremtrædende
forskere, dels af videnskabelige journalister (science writers).
Bent Foltmann er i selskab med flere Nobelpristagere, bl.a. Jacques
Monod, Peter Medawar, Francis Crick og Gerald S. Edelman, som
har analyseret nogle af naturvidenskabens fundamentale spørgsmål.
I udlandet har videnskabelige journalister ved de store internationale
nyhedsmedier, som New York Times og The Economist, og videnskabelige
tidsskrifter, som Science og Nature skrevet om disse emner, som
optager alle med interesse for biologi. "Det ufattelig liv"
har en fin placering blandt disse konkurrenter med sine klare
og forståelige fremstilling, underholdende form og indholdsrige
beskrivelse af de mange store emner. Forskernes dybtgående viden
krydret med journalisternes letfattelige form. Bogen er en fornøjelse
at læse med sine mange indfaldsvinkler, spændende emner, historiske
baggrund, videnskabelige fakta, anekdoter, personlige betragtninger
og levende fremstilling. Bogen er velkomponeret og afbalanceret
mellem det historiske, det naturvidenskabelige og det erkendelsesmæssige
stof. Med udgangspunkt i Darwin’s udviklingsteori gennemgås det
biologiske grundlag for livets skabelse, arvemassen, dyrearternes
udvikling, menneskets afstamning, nervesystemets funktion, den
menneskelige bevidsthed, sprogevnen og den religiøse disposition.
Bent Foltmann er god forfatter, som skriver om de mange svære
emner på en let og forståelig form. Bogen er fuld af anekdoter
og små fortællinger, som gør læsningen underholdende.
Udgangspunktet for bogens omtale af de tre kulturer
er forfatteren C.P. Snow’s foredrag i 1959 "De to kulturer
og den videnskabelige revolution". Snow mente, at afstanden
mellem naturvidenskaben på den ene side og de litterære intellektuelle
på den anden side var så stor, at de i praksis ikke kunne tale
med hinanden. Denne opfattelse er imidlertid forankret i første
halvdel af det 20’ende århundrede, som var præget af udviklingen
indenfor kemien og atomfysikken og må anses for forældet. Indenfor
de sidste 30 år har vi oplevet yderligere to videnskabelige revolutioner
i form af bioteknologien og informationsteknologien, som har påvirket
samfundet afgørende. Nu taler åndsvidenskaberne og naturvidenskaberne
sammen. De litterære intellektuelle interesserer sig for udfordringerne
indenfor etik, livskvalitet, naturens mangfoldighed, kloning og
arvelige sygdomme, som Bent Foltmann gennemgår i bogens sidste
kapitel. Naturvidenskabsmænd er optaget af kunst og litteratur.
I den årlige rundbordsamtale efter uddelingen af Nobelpriserne
i 1985 blev prismodtagerne spurgt om deres råd til en ung forsker.
Harold Varmus, som fik Nobelprisen for opdagelsen af de cellulære
onkogener, anbefalede at læse litteratur, lytte til musik og se
på billedkunst udover det hårde arbejde i laboratoriet.
Har "Det ufattelige liv" ingen mangler?
Indholdet er så rigt og omfattende, at det føles urimeligt, at
omtale udeladelser. Jeg savner imidlertid tre vigtige emner. Det
første er bioinformatikken med databaserne over biologiske informationer,
de neurale netværk for analyse af protein modifikationer og de
biologiske eksperimenter in silico, som er ved at ændre biologien.
Det andet er sekventeringen af det humane genom med opdagelsen
af de mange gener uden kendt funktion og single nucleotid polymorfier
(SNP’er). Denne viden vil få stor betydning for den molekylære
cellebiologi og lægemiddelfremstilling. Det tredje er revisionen
af det menneskelige racebegreb som følge af viden om det humane
genom. Race er ikke længere et naturvidenskabeligt baseret fænomen.
DNA undersøgelser af forskellige etniske grupper har vist at den
genetiske variation mellem enkelte individer er væsentlig større
end variationen mellem forskellige racer. I modsætning til perioden
for 50.000-100.000 år siden, hvor Neanderthal mennesket og nutids
mennesket levede samtidigt findes i dag kun et menneske, Homo
sapiens på jorden. I den igangværende sekvensering af det humane
genom indgår DNA fra både kaukasier, hispanier, afrikanere og
asiater af begge køn.
Til slut vil jeg varmt opfordre til at "Det ufattelige liv"
oversættes til engelsk, så den kan nå ud til det store publikum
den fortjener. Hermed ville bogen få sin rette placering blandt
den række af fremragende bøger, som anlægger et helhedssyn på
nutidens specialiserede og fragmenterede biologiske viden og erkendelse.