Danmarks Naturfredningsforening (DN) har siden begyndelsen af 1990erne beskæftiget sig med gensplejsede organismer. Vores interesse har især drejet sig om de GMOer, som sættes ud på landbrugsjorden og i meget mindre grad om den indesluttede anvendelse.

Først og fremmest har vi behandlet enkeltansøgninger til forsøgsudsætninger af bl.a. foderroer og raps. DN har i perioden 1992 - 1998 forholdt sig meget nuanceret til disse ansøgninger. Når der ikke var indvendinger ud fra et miljø- eller naturfagligt synspunkt, indstillede vi til godkendelse. Når vi derimod kunne se ulemper for naturen (f.eks. spredning af indsplejsede egenskaber til vildtvoksende planter) indstillede vi til afslag. Det viste sig dog hurtigt, at alle ansøgninger blev imødekommet af Miljøministeriet, uanset vores indstilling, og vi besluttede derfor at lave en mere overordnet politisk indsats for at sikre miljø-, natur- og forbrugerinteresser og især for at sikre valgfrihed for de forbrugere og landmænd, der ikke ønsker at spise eller dyrke de gensplejsede afgrøder.

Det seneste år har vist, at debatten om genetisk modificerede organismer er blevet flyttet fra kun at foregå mellem de ansvarlige myndigheder og de bioteknologiske virksomheder, til at foregå i fuld offentlighed. Udviklingen hen imod store arealer med genetisk modificerede afgrøder på de europæiske marker, som syntes uundgåelig bare sidste forår, er pludselig blevet meget usikker. De europæiske forbrugere vil ikke påduttes fødevarer, de ikke kan gennemskue konsekvensen af at spise. De europæiske miljøorganisationer vil ikke stiltiende finde sig i, at miljø- og naturværdier trues af, at økosystemernes stabilitet forrykkes.

Den officielle danske holdning har været, at vi ikke kunne stille meget op herfra, fordi GMO-området er domineret af EU-lovgivning, nærmere bestemt ved direktiv 90/220, som nu er under revision.

Forvaltningen af direktiv 90/220 har hidtil været præget af, at ansøgninger om udsætninger, hvad enten det drejede sig om forsøg eller kommerciel udnyttelse, har været behandlet enkeltvist og uden det overblik, der skal til for at sikre mod utilsigtede konsekvenser.

Det oprindelige direktiv indeholder en del definitioner og formuleringer, hvis intentioner er rettet mod at forhindre uheld. Men det har vist sig, at intentioner og formuleringer ikke gør det alene.

Langt de fleste af de tilladelser, der er givet for nogle af de almindeligste landbrugsafgrøder, majs, foder- og sukkerroer, raps, er for to egenskaber:

eller

Begge disse egenskaber indebærer risiko for at bringe økosystemet ud af balance. Det er der flere forskellige årsager til - både direkte og indirekte.

Direkte konsekvenser
Herbicidresistens kan spredes til vilde arter, der bagefter kan optræde som ubekæmpeligt ukrudt. Raps er f.eks. i familie med mange vildtvoksende arter, hvor egenskaberne let udveksles. Agersennep er et godt eksempel på en art, der i forvejen optræder som ukrudt og som meget vanskeligt vil kunne bekæmpes, hvis den bliver herbicidresistent. For at gøre ondt værre er raps og dens vilde slægtninge i stand til at overleve mange år i jorden p.g.a. deres høje olieindhold. Man kan derfor forestille sig en situation, hvor en ny ejer får problemer, som vedkommende dels ikke selv er ansvarlig for og dels ikke nødvendigvis kan forudsige.

Når en plante selv producerer insektgift, som den ikke har kunnet producere før, svarer det til, at man sprøjter konstant. Konsekvensen heraf er, at insektet, som skal bekæmpes, meget hurtigt udvikler resistens over for giftstoffet. Udvikling af resistens overfor sprøjtemidler er et udbredt fænomen, som altid vil forekomme. Men under normale omstændigheder tager det lang tid, fordi der ikke sprøjtes konstant. Men når giften findes i afgrøden selv, er den til stede hele tiden og resistens kan udvikles på ganske få år. Der er allerede konstateret resistens hos sommerfuglelarver i USA, hvor man har dyrket majs med bt-toxin i et par år. Resistensen er nu så udbredt, at man skal plante normal majs imellem sin GMO-majs for at undgå, at resistensen breder sig for hurtigt. Problemet er dobbelttydigt, dels kan man ikke længere dyrke disse majsplanter og skal til at opfinde nye egenskaber. Dels kan Bt-toxin ikke længere bruges til at bekæmpe sommerfuglelarver, fordi de er blevet resistente. Det er ærgerligt, fordi Bt-toxin kan være et udmærket, økologisk acceptabelt, bekæmpelsesmiddel.

Når en plante producerer insektgift, som den ikke har kunnet producere før, kan det komme til at ramme insekter, som er beslægtede men, som ikke er skadelige. Den insektdræbende egenskab findes i alle dele af planten og kan derfor spredes med pollen over lange afstande. I USA har man gennemført forsøg, der viste, at den fredede sommerfugleart, Monarch, ville kunne slås ihjel af majspollen, som var blevet spredt i naturen.

Indirekte konsekvenser

Udvaskning af giftstoffer
Insektgift, der produceres af hele afgrøden, vil, både i vækstsæsonen og efter høst, forekomme i jorden, hvor der er en risiko for udvaskning. Fordi giften er bundet i det organiske stof, som efterlades på marken efter høst, i stubben, vil den være tilstede på tidspunkter, hvor udvaskningsrisikoen er større end når giften udsprøjtes på afgrøden.

Antibiotikaresistens
I udviklingen af nye egenskaber, er det nødvendigt i laboratoriet at kunne følge hvilke planter, der har egenskaben og hvilke der ikke har. Til denne proces bruger man et såkaldt markørgen og antibiotikaresistens har vist sig at være meget effektiv egenskab til at bruge i denne sortering. Desværre følger antibiotikaresistensen med hele vejen igennem, således, at de landbrugsafgrøder, der i sidste ende skal spises af dyr eller mennesker, indeholder denne resistens. Det ultimative skrækscenarie er, at dyr og mennesker kan udvikle denne resistens og derfor ikke kunne blive behandlet for selv banale infektioner.

Disse direkte og indirekte negative konsekvenser er velkendte. DN og alle de øvrige natur- og miljøorganisationer i Europa har gjort opmærksom på dem i flere år. Men direktivet har altså i sin nuværende form vist sig ikke at yde tilstrækkelig beskyttelse af hverken sundhedstilstand, miljø eller natur.

Derfor har vi, i samarbejde med vores europæiske kolleger, været meget aktive med henblik på at få indføjet nogle minimumskrav i direktivet. Disse minimumskrav er desværre ikke blevet imødekommet, hverken af Europaparlamentet eller af ministerrådet og det betyder, at vi nu bliver nødt til at arbejde på, at Danmark kan indføre sine egne regler på området.

DN har tre hovedkrav til lovgivningen, der skal regulere udsætningen af gensplejsede organismer i naturen:

1. Etablering af en forsikringsordning til dækning af skader forårsaget af GMOer. Herunder ansvarsplacering, der suppleres med krav om erstatningsansvar.

Vi skal kunne placere både det juridiske og det økonomiske ansvar for skader forårsaget på miljø, sundhed og natur ved GMO-udsætninger. Eventuelle skader vil ofte være irreversible og meget kostbare.

Det er derfor fuldstændig afgørende for vores accept af GMO-udsætninger, at der gives utvetydig mulighed for ansvarsplacering. Ansvaret bør gælde på både det korte og det lange sigt, f.eks. 30 år, som det netop er vedtaget i Schweiz.

2. Forbud mod resistensgener for antibiotika, der anvendes i medicinsk og veterinær behandling.

Som redegjort for tidligere er det risikabelt, at stort set alle tilladelser, der hidtil er givet, er for organismer som har indsat antibiotika-resistensgen som markør. Denne praksis må ikke fortsætte.

3. Hindring af gen-overførsel fra GMOer til andre organismer. Vi har allerede på nuværende tidspunkt set eksempler på genoverførsler, f.eks. fra raps til beslægtede ukrudtsplanter. En af de største risici ved at udsætte gensplejsede planter eller andre organismer i naturen er, at deres egenskaber kan spredes til andre organismer, som derefter kan sprede sig uhæmmet.

Kravet om, at overførsel af egenskaber mellem udsatte og vilde organismer skal forhindres er derfor et af de vigtigste at få igennem.

Der er to betingelser, som ud over de ovennævnte, skal være til stede for at sikre forbrugernes og landmændenes valgfrihed.

En er mærkningen af varerne. Som det er nu er det kun produkter, der indeholder mere end 1% gensplejset materiale, der skal mærkes. Dvs. at de animalske produkter som mælk, æg og kød ikke skal mærkes. Disse produkter vil næsten altid, med mindre de er økologiske, være fremstillet af foder, der indeholder gensplejset majs eller soja. Men selve det færdige produkt indeholder ikke længere gensplejsede organismer. Det betyder, at forbrugeren kun kan fravælge (eller tilvælge!) vegetabilske produkter, men ikke kan fravælge de produkter, som lægger beslag på langt de største landbrugsarealer i verden, nemlig de animalske.

Vi anser det for helt nødvendigt, at det er produktionsformen der mærkes og ikke bare produktet

Den anden betingelse er afstandskrav mellem gensplejsede og almindelige afgrøder. Spredning af egenskaber fra udsatte til vildtvoksende eller konventionelt fremavlede organismer, sker ofte gennem krydsbestøvning. Pollen fra især majs, men også raps og andre planter, kan spredes over lange afstande. I værste fald 12 km. I et land som Danmark vil det derfor være helt umuligt at godkende nogen som helst form for gensplejset majs, hvis vi også skal respektere økologernes regler (som er sanktioneret af EU) om ikke at tillade GMOer i deres afgrøder eller produkter.

Gensplejsning og verdens fødevareforsyning
Hovedsynspunktet for de fleste af de forskere og andre, der ønsker at få de gensplejsede afgrøder ud på markerne er, at man ikke vil kunne løse verdens sultproblemer uden denne teknologi. Det er naturligvis et meget følsomt synspunkt at tilbagevise. Hvem, ved deres fulde fem, ønsker at spille hasard med verdens fødevareforsyning? Vi vil ikke påstå, at vi har opskriften på, hvordan man i fremtiden skal mætte både de nuværende og de kommende milliarder af mennesker. Det er muligt, at gensplejsede afgrøder kan spille en rolle. Men grundlæggende mener DN, at der er så mange andre uprøvede muligheder, der vil kunne forøge netto-udbytterne langt mere end de gensplejsede afgrøder kan. F.eks. forsvinder en meget stor del af afgrøderne før de når frem til folks køkkenborde p.g.a. mangelfuld oplagring. Dette problem vil kun marginalt blive løst gennem at forøge udbytterne og det er et reelt spørgsmål, hvor stor en udbyttestigning, der virkelig kan forventes gennem udplantning af gensplejsede afgrøder.

Der er et dansk projekt, der ofte bliver fremhævet som et eksempel på, hvor stor rolle GMOer kan spille i fødevareforsyningen, nemlig en cassavaplante uden giftige cyanid forbindelser. Cassavaen er en vigtig afgrøde i mange lande med tørkeproblemer, men cassavaen har den ulempe, at den p.g.a. giftige indholdsstoffer skal varmebehandles længe, før den kan spises, hvilket er både besværligt og tidskrævende (brænde skal ofte hentes langt fra folks boliger). Projektet går ud på at fjerne det eller de gener, der styrer cyaniddannelsen. Pointen er, at det at fjerne gener ikke kan sammenlignes med at indsplejse f.eks. et gen for pesticidresistens. Ved at fjerne en egenskab, vil man gøre planten mindre konkurrencedygtig i naturen og det vil sige, at risikoen for, at den spreder sig uhensigtsmæssigt, ikke vil være tilstede. I modsætning til f.eks. pesticidresistens, som gør afgrøden mere konkurrencedygtig.

Når man diskuterer noget så følsomt som GMOer og verdens sultproblemer, er det vigtigt for diskussionens lødighed og for sandhedsværdien, at man ikke prøver at sælge sine synspunkter ved at pakke dem ind i altruistiske motiver, som modparten ikke kan modsige uden at sværte sig selv til.

Debatten om GMOerne er langt fra slut. De bioteknologiske virksomheder, især de som beskæftiger sig med landbrugsafgrøder, har fået skrammer i renommeet. Nogle af dem har truet med at trække produktionen væk fra Europa, hvis reguleringen vedbliver at være restriktiv. Der står penge, prestige og videnskabelig meritering på spil, men det skal ikke forhindre debatten i at tage udgangspunkt i det, der tjener til det fælles bedste.

DN og vores kolleger er ikke maskinstormere. Vi er også interesseret i en landbrugsproduktion, der tager hensyn til miljø, natur og sundhed og samtidig sikrer, at verdensbefolkningen kan få nok at spise. Vi har imidlertid andre visioner for at udvikle det bæredygtige landbrug. F.eks. det økologiske. Men det er en helt anden historie.