§ 1 Navn
Foreningens navn er Biokemisk Forening, overfor udlandet Danish
Society for Biochemistry and Molecular Biology.
§ 2 Formål
Foreningens formål er at skabe kontakt mellem biokemikere og at
fremme interessen for biokemien ved at afholde møder og diskussionsaftener
over emner af biokemisk interesse. Sådanne møder afholdes fortrinsvis
i regionerne København, Odense og Århus. Biokemisk Forening formidler
kontakt til internationale biokemiske organisationer.
§ 3 Medlemskab
Stk. 1
Medlemskab er åbent for biokemisk interesserede. Anmodning om optagelse
indsendes til bestyrelsen og bekendtgøres for medlemmerne. Optagelse
finder sted, såfremt ingen efter bestyrelsens skøn berettigede indvendinger
er fremsat inden 14 dage efter bekendtgørelsen. Firmamedlemskab
kan tegnes af industrivirksomheder og private institutioner kollektivt
for deres medlemmer.
Stk. 2
Alle medlemmer betaler fuldt kontingent.
Stk. 3
Udmeldelse sker ved skriftlig meddelelse til bestyrelsen.
§ 4 Generalforsamling
Stk. 1
Ordinær generalforsamling afholdes i oktober måned (fortrinsvis
i forbindelse med foreningens årsmøde) og indkaldes med mindst 3
ugers varsel. Dagsorden udsendes samtidig med indkaldelsen. På generalforsamlingen
aflægger formanden og kassereren beretning. Stemmeafgivning skal,
såfremt ét medlem ønsker det, være hemmelig, og der kræves simpelt
stemmeflertal, dog kræver vedtægtsændringer mindst 2/3 af de på
generalforsamlingen tilstedeværende medlemmers stemmer. Stemmeret
kræver mindst 1 års medlemskab. Firmamedlemskab berettiger til én
stemme. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset deltagerantal.
Stk. 2
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen ønsker
det, eller hvis mindst 25 medlemmer indsender skriftlig begæring
herom, indeholdende dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes
senest 30 dage efter begæringens modtagelse, dog ikke i månederne
juli og august. Reglerne for afholdelsen af ekstraordinær generalforsamling
er som anført i stk. 1.
Stk. 3
Generalforsamlingen kan udnævne æresmedlemmer af foreningen efter
indstilling fra bestyrelsen. Forslag til udnævnelse af nye æresmedlemmer
skal være bestyrelsen i hænde inden det i mødeindkaldelsen fastsatte
tidspunkt. Udnævnelsen markeres ved et særligt arrangement, som
afholdes inden næste generalforsamling. Udnævnelsen indebærer kontingentfritagelse.
§ 5 Bestyrelse
Stk. 1
Bestyrelsen består af otte medlemmer, fortrinsvis én fra hver region
samt én studenter- repræsentant. Valg til bestyrelse gælder for
en 3-årig periode, for studenter dog 1-årig. På den årlige generalforsamling
vælges desuden tre bestyrelsessuppleanter (hvoraf én er studenterrepræsentant),
en revisor og en revisorsuppleant
Stk. 2
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær,
kasserer, IUBMB- og FEBS-repræsentant og repræsentant i Nordisk
Komité for Biokemi. Foreningens protokol føres af sekretæren, der
modtager kopi af alt materiale vedrørende foreningen.
Stk. 3
Foreningen tegnes udadtil af formanden, som tildeler andre bestyrelsesmedlemmer
prokura i fornødent omfang.
§ 6 Regnskab
Foreningens regnskabsår løber fra 1/9 til 31/8. Medlemskontingent
fastsættes hvert år på generalforsamlingen. Er et medlem i restance
ved regnskabsårets afslutning, kan vedkommende slettes af medlemslisten.
Genoptagelse kan ske, når restancen er betalt.
§ 7 Møder
Foreningens møder er lukkede, dog kan adgang for gæster opnås ved
henvendelse til bestyrelsen, hvem det desuden står frit for at udsende
invitationer.
§ 8 Ophævelse
Stk. 1
Ophævelse af foreningen kan kun ske ved to på hinanden følgende
ordinære generalforsamlinger, hvor i begge tilfælde mindst 2/3 af
de tilstedeværende medlemmer stemmer for ophævelsen.
Stk. 2
Ophæves foreningen, foretager revisor en opgørelse af foreningens
midler. En eventuel formue anvendes efter den sidst siddende bestyrelses
skøn til fremme af § 2.
Oktober 1997
|