Danmark i forskningens verdenselite

Publiceret Juni 2018

Med innovation, idéer og fremdrift har Danmark på mange måder det, der skal til for at være verdensledende. Men samtidig er Danmark lille og universiteterne ukendte for mange. Det kræver en anderledes strategi for at skabe miljøer, der kan levere de banebrydende opdagelser.

I Danmark findes en samfundsstruktur og en kultur, der giver særlige muligheder for tidligt i karrieren at forfølge sine forskningsidéer og gøre banebrydende opdagelser. Vi har et fladt hierarki, et trygt system der ansporer til tillid og ærlighed. Vi har en ungdom, der fra folkeskolen stimuleres til kritisk og selvstændig tankegang. Vi har relativt høj social mobilitet inden for de videregående uddannelser. Vi har succesfulde innovative virksomheder, der forstår værdien af stærk grundforskning, og vi har velhavende og velgørende fonde, der aktivt og gavmildt støtter forskningen. Kort sagt, vi har grundlaget på plads for forskningsmiljøer i absolut verdensklasse. Alligevel er det over 20 år siden, at der sidst blev tildelt en Nobelpris til en dansk forsker, professor Jens Christian Skou på Aarhus Universitet.

Det har regeringen, med den daværende uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i spidsen, besluttet sig for at gøre noget ved med sit udspil i december 2017 om at løfte forskningen i Danmark til ’Nobel-niveau’ (1). I rapporten: ’Danmark – klar til fremtiden: Regeringens mål for dansk forskning og innovation’ foreslås etablering af en dansk ’Nobel-pagt’, som skal skabe rammerne om en strategisk indsats for at fremme dansk forskning pa? Nobelpris-niveau, dvs. excellent forskning pa? allerhøjeste internationale niveau, som har potentiale til at skabe videnskabelige gennembrud til gavn for menneskeheden.

Nobelprisen

Hvorfor er det overhovedet vigtigt at vi har danske nobelprismodtagere? Uden for mit gamle gymnasium Aarhus Katedralskole hænger en tavle til minde om den tidligere elev August Krogh. Krogh modtog 1920 Nobelprisen i fysiologi og var med til at grundlægge den virksomhed der senere udviklede sig til Novo Nordisk. Jeg var netop startet på kemistudiet på Aarhus Universitet i 1997, da Jens Christian Skou modtog Nobelprisen i kemi (Figur 1). Krogh, Skou og Nobelprisen har været en konstant påmindelse om, at vi også her kan bidrage med betydningsfulde opdagelser, der kan gøre en forskel. Nobelprisen er det ultimative symbol på anerkendelse af en vigtig videnskabelig opdagelse. Den kan tjene som inspiration til yngre forskere og minde om at stræbe højt. Den er et værktøj for forskningsformidling til lægfolk, og en nobelprismodtager på holdet har en uvurderlig brand-værdi for universiteterne.

2018-02-verdenselite-01
Figur 1. Jens Christian Skou modtager sin Nobelpris af Hans Majestæt Kongen af Sverige ved Nobelceremonien d. 10. december 1997. Foto: Anders Wiklund, Pica Pressfoto AB 1997, Stockholm, Sverige.

Verdenseliten

Jeg tror, at de fleste kan blive enige om, at vi gerne ser Danmark rykke frem i forskningens verdenselite og opnå en højere frekvens af Nobelpriser. Men det er uklart, hvad visionen er, og hvordan det skal foregå. I Danmark vil vi gerne gøre som Harvard, Stanford, Cambridge, Oxford og andre top universiteter, og vi tilbyder guld og grønne skove, hvis det kan lykkes at trække en forsker fra én af disse institutioner til Danmark. Vi ønsker at spille efter deres regler og underlægge os deres systemer. Jeg vil vove den påstand, at denne strategi er baseret på flere fejlantagelser, og bedst kan sammenlignes med, at det sportslige Danmark vil være med i verdensmesterskabet inden for amerikansk fodbold ved at bruge formuer på at rekruttere amerikanske collegespillere, der ikke blev taget ud til NFL.

Topforskere foretrækker Danmark af to årsager; de har en særlig relation til Danmark eller de kommer for at være en del af et stærkt forskningsmiljø. I Danmark taler vi et mærkeligt sprog, vi har ikke verdensberømte universiteter og professorlønnen er lav sammenlignet med et amerikansk Ivy League-universitet. En lovende international forsker­profil har sjældent Danmark som det første valg, og vi kan som udgangspunkt kun få dem, der ikke overlevede selektionen på topuniversiteterne. Så hvis vi udelukkende går efter kandidater fra de bedste universiteter med flest høj impakt-publikationer uden at se på, hvilken sammenhæng de skal indgå i, vil vi altid stille med et dårligere hold.

Jeg har arbejdet på Department of Neuroscience, Mayo Clinic, Jacksonville, Florida, USA. Det er en del af Mayo Clinic, et privat akademisk medicinsk center, oprettet for 150 år siden i Rochester, Minnesota, USA, som i dag driver integreret lægebehandling, uddannelse og forskning. Udover sit flagship hospital i Rochester har Mayo Clinic to store centre i Arizona og Florida. Mayo Clinic betragtes som et af USAs bedste hospitaler og er nummer 1 i USA på ”U.S. News & World Report’s” liste i 2016-17 over de bedste hospitaler i USA, og har bevaret en stilling nær toppen i mere end 25 år. Mayo Clinic er på listen over ”100 Best Companies to Work For” i ”Fortune magazine” i de sidste 10 år (2).

Inden jeg rejste til USA havde jeg aldrig hørt om Jacksonville i Florida. Byen som har 1 mill. indbyggere, ligger i en sump i et subtropisk klima med alligatorer og myg. Den ligger isoleret, svært tilgængeligt og langt fra de store metropoler i verden. Alligevel er Department of Neuroscience på Mayo Clinic er et af verdens førende centre inden for Alzheimers, Parkinsons og beslægtede neurodegenerative sygdomme (3). De lægger vægt på translationel forskning rettet mod at udvikle behandling og forebyggelse afdisse ødelæggende lidelser. En kombination af verdenskendte eksperter, unikke ressourcer og produktive samarbejder med kliniske kolleger har gjort dem i stand til at gøre fundamentale opdagelser inden for demens og Alzheimers sygdom, og flytte denne viden med imponerende hastighed frem mod diagnose og behandling.

Det var et fantastisk miljø at være en del af. Deres strategi er simpel og går ud på at udnytte hinandens komplementerende kompetencer og ressourcer til fulde. En stor del af den faste stab på instituttet er født og opvokset i nærheden. Rekrutteringsstrategien er at finde det bedste match i verden, på både det faglige og personlige plan, som samtidig bidrager bedst til eksekvering af strategien.

Jeg er overbevist om, at danske institutioner med fordel kan følge en lignende model ved at satse på at udbygge og styrke udvalgte forskningsmiljøer, hvor vi er stærke i forvejen. De vil komme til at tjene som fyrtårne for internationale rekrutteringer og fondsbevillinger. Regeringens nye satsning på særlige Nobel-centre lægger potentielt op til dette. Jeg håber, at de kan blive enige om et andet navn, men om de bliver succes afhænger af dygtige ledere, om at lægge den rigtige strategi og skabe gode strukturelle betingelser for forskning i verdensklasse.

Begrænsninger og muligheder

I dag arbejder jeg på Aarhus Universitet. Aarhus er langt fra centrum i verden, og ligesom Jacksonville i Florida ligger byen isoleret og vanskeligt tilgængeligt i Danmark. Alligevel har Aarhus Universitet noget helt særligt, som trækker i en stor del af den fastansatte og ikke-fastansatte stab. Mange forskere ønsker at blive her, og udrejste profiler ønsker at vende hjem fra topuniversiteter for at opbygge deres forskningsgrupper på Aarhus Universitet. Dette resulterer i en uforholdsmæssig høj grad af loyalitet blandt de ansatte og et godt rekrutteringsgrundlag. Loyalitet blandt de ansatte og etablerede miljøer er vigtige at værne om og giver en væsentlig fordel i den videnskabelige konkurrence. Desværre er denne loyalitet truet og ikke prioriteret af ledelsen.

Aarhus Universitet har en lang og fornem videnskabelig tradition, der har resulteret i Danmarks sidste Nobelpris i 1997 tildelt Jens Christian Skou for hans banebrydende forskning for 50 år siden. I dag har universitetet stærke forskningsmiljøer med videnskabelig excellence og en international placering inden for læge- og naturvidenskab blandt verdens 75 bedste universiteter (4).

Jeg er overbevist om at Danmark kan blive en vinder inden for international forskning, hvis vi forstår at identificere vores helt særlige kant og fordele. Vi skal efterfølgende lægge vores egen strategi, i modsætning til at adoptere én fra institutioner, som vi ikke umiddelbart kan sammenligne os med. En vigtig forudsætning for, at det lykkes, er, at vi starter helt i top – hos forskningens topledere. Det er herfra, at vinderstrategien skal komme. Jeg mener, at det er i forskningsledelsen vi har allermest brug for internationale profiler fra top universiteter. Individer med erfaring fra topledelsen af forskningsinstitutioner i verdenseliten.

Referencer

  1. Uddannelses- og Forskningsministeriet: ”Danmark – klar til fremtiden” (2017). https://ufm.dk/publikationer/2017/filer/ufm-dk-klar-til-fremtiden-2017-final-web-0512.pdf
  2. https://en.wikipedia.org/wiki/Mayo_Clinic
  3. http://www.mayo.edu/research/departments-divisions/department-neuroscience-florida/overview
  4. https://www.topuniversities.com/university-rankings/university-subject-rankings/2018/life-sciences-medicine