Leder: Mod stjernerne

Publiceret Juni 2018

Hvis man skal nævne én institution inden for viden og videnskab, som de fleste kender, ligger Nobelprisen højt på listen. Som en anerkendt blåstempling af et forskningsområde eller en opdagelse har Nobelprisen fået karakter af en golden standard for den ultimative forskning og nybrud (1). Hvert år i den første uge af oktober venter vi med spænding på offentliggørelsen af årets tre Nobelpriser i fysik, kemi, og fysiologi eller medicin. Det er en festlig uge med billeder af overraskede og glade forskere, omtale i nyhedsmedierne, kommentarer fra andre forskere og analyser i fagtidsskrifter. I mere end 100 år er Nobelprisen uddelt til forskere, som har bidraget med banebrydende opdagelser inden for natur- og lægevidenskab.

Siden prisen uddeltes for første gang i 1901, er amerikanske forskere løbet med hovedparten af priserne. Nobelpriserne er et af kendemærkerne for amerikansk forsknings førende position i verden. De bedste amerikanske universiteter er åbenlyst stolte af deres mange Nobelpristagere og skilter med det på deres hjemmesider. Dansk forskning har kun modtaget to Nobel priser i de sidste 25 år ud af i alt 9 priser i Nobelprisens 116-årige historie. For den sidste pris vedkommende blev den banebrydende opdagelse gjort for 60 år siden i Aarhus af Jens Christian Skou.

Det var en periode, der kunne betegnes som dansk naturvidenskabelig forsknings guldalder. Forskningen var koncentreret på fire universiteter og et par private forskningsinstitutter. Inden for naturvidenskab var forskningen præget af flere store personligheder, bl.a. August Krogh, Kaj Linderstrøm-Lang og Ole Maaløe, som var internationalt anerkendte og tiltrak forskere fra udlandet. Forskningen var samlet om enkelte fremtrædende forskere, som havde den nødvendige originalitet, engagement, udsyn og produktivitet (Figur 1).

2018-02-leder-01
Figur 1: Synergien af gode idéer og dygtige forskere kan give store resultater. Her ses i 1950 Ole Maaløe i midten med pibe. Ole Maaløe var læge og molekylærbiolog og bidrog signifikant til forståelsen af bakteriel fysiologi og syntesen af DNA, RNA og protein. Stående bagest er Niels Kaj Jerne, som studerede antistoffer. Han var med til at opdage pricippet bag monoklonale antistoffer og fik Nobelprisen for sit arbejde i 1984. Foran Jerne sidder James Watson, som var med til at bestemme dobbelt helix-strukturen af DNA og fik Nobelprisen i 1962. Foto: Wikipedia Commons.

I 2018 blev grunden under Det Svenske Akademi og uddelingen af Nobelprisen i litteratur rystet af skandalehistorier, som er blæst ud i mediemøllen (2). Det stærke image krakelerede. Det er en paradoksal illustration af, hvor vigtig en position, Nobelprisen har fået på verdensplan. Det Svenske Akademi blev grundlagt i 1786 af den svenske kong Gustav III. Akademiet består af 18 medlemmer, hvis embedsperiode er for livet. Kendt som ”de atten” omfatter akademiets medlemmer anerkendte svenske forfattere, lingvister, litteraturforskere, historikere og en fremtrædende jurist. Dets arbejdsorgan er

2018-02-leder-02
Figur 2: NOD/SCID-mus genmodificeret til at udtrykke 'green fluorescent protein' (GFP), som lyser grønt under ultraviolet belysning. Foto: Ingrid Moen og kolleger, DOI:10.1186/1471-2407-12-21, tilgængeligt hos Wikipedia Commons.

Nobelkomitéen, som består af seks medlemmer, udvalgt blandt ”de atten” for en treårig periode (3).

Den 4. maj 2018 udsendte Nobelfonden en pressemeddelelse, at det Svenske Akademi ikke vil udpege en modtager af Nobelprisen i litteratur i 2018, og at uddelingen er udsat til 2019. Beslutningen skyldes en skandale inden for egne rækker – en ”sexmisbrug” skandale, selvom det saftige udtryk både overspiller og underspiller det stormfulde forløb, der har ført til dette dødvande. Krisen i det Svenske Akademi har haft negative virkninger på Nobelprisens renommé, men vil ikke påvirke uddelingen i 2018 af Nobelprisen i de andre priskategorier.

Nobelpagten

I december 2017 fremlagde Regeringen med daværende uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i spidsen den nye strategi og vision for dansk forskning og innovation (4). Selvom hele strategien er et større materiale med mange aspekter, var der især ét, som blev fremhævet: Danmark skal have forskning i Nobel-klasse. En dansk ’Nobelpagt’ skal skabe rammerne om en strategisk indsats for at fremme dansk forskning pa? Nobelpris-niveau, dvs. excellent forskning pa? allerhøjeste internationale niveau. Som centralt initiativ i pagten vil regeringen arbejde for at etablere særlige ’nobelpriscentre’. Nobelpriscentrene skal have ambitiøse økonomiske rammer og en lang tidshorisont til at skabe forskningsresultater, der kan konkurrere med den absolut bedste internationale forskning.

Et eksempel på banebrydende forskning er opdagelsen af ’green fluorescent protein’ (GFP), som lyser grønt under ultraviolet belysning. Det glødende GFP, blev først opdaget og isoleret i 1962 fra vandmænd, Aequorea victoria, som svømmer i Stillehavet ud for Californien. Siden er mange fluorescerende proteiner kommet til og har revolutioneret den biokemiske og cellebiologiske forskning. Med hjælp fra GFP har forskere udviklet måder til at se processer, der tidligere var usynlige, såsom udvikling af nerveceller i hjernen eller hvordan kræftceller spredes (Figur 2). I 2008 modtog Osamu Shimomura, Martin Chalfie og Roger Tsien Nobelprisen i kemi for deres opdagelse og udvikling af GFP (5).

Regeringens udspil var til at forstå: Med det danske fokus på innovation, forskning og teknologi, vil vi helt oppe i den højeste klasse – deroppe hvor alle i verden kan forstå kvaliteten af vores arbejde. Der lød et mindre ramaskrig fra forskningsverdenen. En Nobelpris kan ikke sådan planlægges. Og hvis den kan, kræver den et helt andet, højt ambitionsniveau. For der fulgte ikke økonomisk opbakning med. Men er udmeldingen bare tomme ord og buzz-words for at få medietaletid? Er der overhovedet indhold i forslaget?

Nobel-satsning i BioZoom

BioZoom har inviteret fire topforskere til at give deres bud på, hvad det vil sige at arbejde på Nobel-niveau – hvad der skal til i princippet, og hvad man kan gøre i praksis. Mats Larsson er medlem af Nobelkomitéen i fysik og Kungliga Vetenskapsakademien i Stockholm, Sverige og fortæller, hvordan massive satsninger og store investeringer tidligere har kunnet give Nobelpriser – på den lange bane. Det er Kristian Helin, leder af Biotech Research & Innovation Centre (BRIC) på Københavns Universitet, enig i. Store investeringer skal der til, men vi skal også kigge på den danske model for forskning og investering. Heldigvis involverer fondene sig og gentænker fordelingen af forskningsmidler. Thomas Sinkjær, Forskningsdirektør i Lundbeckfonden, har idéer til, hvordan man løsner op for traditionelle bevillingsmodeller. Endelig reflekterer Simon Glerup, lektor på Aarhus Universitet, over vores rolle som et lille land i konkurrence med mastodonter som Oxford, Cambridge og Harvard Universiteter.

Referencer

https://www.wired.com/2014/10/whats-nobel-prize-become-biggest-award-planet/

https://www.newyorker.com/culture/cultural-comment/the-swedish-academy-sex-scandal-and-the-illusions-of-the-nobel-prize-inliterature

https://www.nobelprize.org/nobel_prizes/literature/prize_awarder/

https://ufm.dk/publikationer/2017/filer/ufm-dk-klar-til-fremtiden-2017-final-web-0512.pdf

https://www.nobelprize.org/nobel_prizes/chemistry/laureates/2008/