Danske universiteter – Fra professorvælde til bureaukratstyre

Publiceret August 2017

De danske universiteter har været igennem en dramatisk udvikling i de sidste 50 år; fra professorvælde til studenteranarki og videre til hierarkisk topstyring. En bevægelse fra den ene grøft til den anden; og en stabil middelvej synes endnu ikke fundet.

“Vi skal kende vores rødder og vores fortid for ikke at fare vild på vej ind i fremtiden”, sagde teaterchef Morten Hesseldahl på Bornholm ved folkemødet i 2016. Det gælder oplagt også, når de danske universiteters ledelse skal diskuteres; og de sidste 50 års historie på dette område har været turbulent: professorvælde, studenteranarki og nu en hierarkisk topstyring. Vi har bevæget os fra den ene grøft til den anden. Desværre arbejdede Uddannelsesministeriet i 2016-2017 med planer om at føre os endnu længere ud i den grøft, vi allerede er i. Udgangspunktet var en rapport fra konsulentfirmaet Nextpuzzle, som hverken inddrager erfaringerne fra den danske historie eller fra andre lande. Rapporten er et af mange eksempler på dyre konsulentrapporter, der reelt er værdiløse.

Fra professorvælde til politisering

I professorvældets tid før 1968, hvor jeg studerede, var lederne medarbejdervalgte, men det var kun professorerne, der havde stemmeret og kunne vælges. Det var fagkundskaben, der havde magten, men de valgte ledere fungerede kun i kortere perioder og ville nødigt blande sig i kollegaernes dispositioner. Det var nok de faglige kapaciteter, der regerede, men de havde også frie hænder til at dyrke deres egne kæpheste. I folkeret underviste f.eks. de to koryfæer Alf Ross og Isi Foighel, men vi økonomer gik mest til de effektive manuduktører. Vor manuduktør indterpede os, hvilke spørgsmål Ross stillede, og hvad vi skulle svare, og tilsvarende for Foighel. Men det svære var de spørgsmål både Ross og Foighel stillede. “Bland for Guds skyld ikke svarene sammen, så dumper I!”, tordnede han.

Alt dette sluttede brat med studenteroprøret i foråret 1968. Oprøret, som jeg var med i, startede som et antiautoritært oprør, ikke et marxistisk. Og oprøret sejrede, studenterne fik halvdelen af pladserne i studienævnene, og studenter og kontor­personalet halvdelen af pladserne i fagråd og fakultet. Professorvældets tid var definitivt forbi.

Diskussionen i organerne blev imidlertid hurtigt politisk. Det blev en kamp mellem ”røde” og ”sorte” – for og imod det kapitalistiske system, og alt andet end en ortodoks marxisme blev betragtet som “sort”.

Jeg søgte i 1975 et lektorat. Det fagkyndige ansættelsesudvalgs flertal indstillede mig. Men når flertallet holdt på mig, måtte jeg jo være systemets mand, og de systemkritiske studenter stemte så for mindretallets kandidat. Og da lærerne altid var uenige, mens de systemkritiske studenter var en fast organiseret blok, blev mindretallets kandidat valgt. Heldigvis kom der hurtigt efter en ny stilling, og denne søgte en erfaren lektor fra CBS. Så det fagkyndige udvalgs flertal foretrak ham, men så stemte de systemkritiske studenter selvfølgelig på mig, og jeg blev ansat.

Hurtigt derefter blev jeg – nu som “sort” – valgt til formand for Det Økonomiske Studienævn. Valgene til dette studienævn endte normalt med valg af tre sorte lærer og en rød og tre røde studenter og en sort. Kunsten som formand var så at få den røde lærer til at føle sig mere som lærer end som rød, og den sorte student som mere sort end student, og så var flertallet på 5-3 etableret. På den måde kæmpede vi i 1970’erne fra ansættelse til ansættelse og fra pensum til pensum.

2017_03_Landbohojskolen_Hovedbygning
Figur 1. Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Den første hovedbygning tegnet af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll blev indviet i 1858. I 1895 blev den udvidet til den nuværende bygning efter tegning af arkitekt Emil Gnudtzmann. Hovedbygningen ligger i Landbohøjskolens smukke have, som blev projekteret af Haveselskabets gartner og havearkitekt Julius August Bentzien i 1858. http://bibliotek.science.ku.dk/life150/ Foto: Ib Rasmussen - Eget arbejde, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=1235149

Modreaktionen

Denne situation blev gradvist modificeret. Reglerne gjorde det sværere for de demokratiske organer at gå imod de fagkyndige udvalgs indstillinger, og de studerende blev fredeligere og mindre marxistiske. Men det var selvfølgelig meget forskelligt, hvordan udviklingen forløb i de forskellige fag. Nogle steder overtog marxisterne magten, andre steder nåede studenteroprøret aldrig til. På Landbo­højskolen overvejede bondesønnerne i studenterrådet f.eks. om de ikke, når Danske Studerendes Fællesråd blev for rødt, i stedet skulle melde sig kollektivt ind i Venstres Ungdom.

Det på langt sigt mest ødelæggende ved de stormfulde 1970’ere var nok, at befolkningen og politikerne mistede tilliden til universiteterne. Studenter- og ungdomsoprøret blev aldrig nogen folkesag. Det blev tydeligt ved folkeafstemningen i 1969 om nedsættelse af valgretsalderen til 18 år. Her benyttede vælgerne anledningen til at sige fra over for den vilde ungdom. Forslaget faldt med et brag; i visse jyske valgkredse var nejprocenten over 90.

Og selvom problemerne på universiteterne de fleste steder blev løst i sidste halvdel af 1980’erne, bestod mistilliden stadig. Den resulterede i 2003 i en radikalt ændret styrelseslov. At loven kom på det tidspunkt, var nok mere af landspolitiske end universitetspolitiske årsager. Med regeringsskiftet i 2001 fik Dansk Folkeparti og andre med en kritisk holdning til intellektuelle universitetskredse stor indflydelse. Samtidig havde en række af periodens fremtrædende politikere som Per Stig Møller og Bertel Haarder i deres studietid oplevet studenteraktivismens mørkere sider. Universitetsdemokratiet blev derfor afskaffet. Universiteterne bliver nu ledet af en bestyrelse med eksternt flertal, og lederne bliver ansat, ikke valgt.

Bestyrelser og ansatte ledere

Mange (også jeg) frygtede, at de eksterne bestyrelsesflertal ville styre universiteterne som private firmaer. Det gjorde de ikke. Det var ikke bestyrelserne, der blev magt­centret på universiteterne. De eksterne bestyrelsesmedlemmer har oftest – men det er selvfølgelig meget personafhængigt – været kloge nok til at erkende, at de i universitetspolitik er på udebane, og så må de støtte sig til deres administrerende direktør, dvs. rektor. Der er altså ikke meget reelt modspil til rektor fra bestyrelsernes side, og lederne under rektor, f.eks. dekanerne, er ansat af rektor. Rektorerne står således i dag ekstremt stærkt på de danske universiteter.

Når det alligevel endnu ikke er gået værre, skyldes det nok, at en stor del af de nuværende rektorer har fået deres vaner og ledelsesmæssige opdragelse i det demokratiske system fra før 2003. Per Holten-Andersen var f.eks. valgt rektor på Landbohøjskolen, før han blev ansat rektor på CBS; Ralf Hemmingsen var valgt dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, før han blev rektor for Københavns Universitet osv. De har derfor ikke helt glemt, at ledelsen bør huske på forbindelsen til den daglige produktion af undervisning og forskning. Denne forbindelse er ellers et hovedproblem på de moderne kæmpeuniversiteter.

Universiteterne, politikerne og ministeriet

Politikerne har imidlertid på trods af 2003-styrelsesloven stadig ikke tillid til universitetssystemet, og det har betydet en urimelig detailregulering. Et aktivistisk ministerium har de sidste 15 år været den danske universitetssektors største problem. Vi har set detaljerede godkendelsesprocedurer for studieordninger og meget springende signaler. For et par år siden skulle flest mulig have en højere uddannelse, nu bebrejdes universiteterne, at de uddanner for mange til arbejdsløshed. I den forrige regerings tid var det en central opgave at modvirke den sociale arv; de socialt svage grupper skulle hjælpes. Sådan er det ikke længere. Nu er det den geografiske ulighed, der skal bekæmpes; det er udkantsdanmark, der skal hjælpes. Svingende budgetter giver også jævnligt anledning til fyringsrunder. Men man kan ikke drive et universitet i verdensklasse med så svingende signaler.

Det er imidlertid klart, at universiteterne opfører sig som alle andre økonomiske agenter. Hvis de får betaling efter studietrinstilvækster, så prøver de at producere så mange som muligt og lægger ”filialer”, hvor der er mange studerende, f.eks. Aalborg Universitet i København, og opretter mange studiepladser i fag, der er moderne, f.eks. medier og kommunikation. Det skyldes ikke ledelsesproblemer på universiteterne, men forkerte incitamenter fra centralt hold.

Fra det autoritære professorvælde gik man over til et total demokrati, og da man mistede tilliden til det, fik bureaukraterne magten. For stærke ledere, specielt rektorer, med store kommunikationsafdelinger og ledelsessekretariater, et for stærkt ministerium med for svingende signaler og uigennemtænkte incitamenter og for lidt indflydelse til de faglige miljøer, det er den danske universitetssektors problemer i dag. Alle internationale erfaringer viser, at det er stabilitet og et dominerende input fra de faglige miljøer, der giver gode resultater.

Den ideelle styrelseslov

Det er næppe muligt at lave en fejlfri styrelseslov, men man kan hente mange nyttige erfaringer fra de sidste 50 års universitetshistorie. Hvornår fungerede det så bedst? I de 50 år jeg på forskellige poster har været med i universitetsstyret, var det (i hvert fald der hvor jeg har været) nok i 1990’erne. Der var ikke så mange flagrende politiske signaler. Konsistorium med et flertal af repræsentanter for de videnskabelige miljøer var en effektiv ”bestyrelse”, og 1970’ernes politiske syge var overstået. I bevægelsen fra den anarkistiske grøft til den bureaukratiske var man nok i en periode nogenlunde midt på vejen.

Det, der er brug for, er ikke et stærkere ministerium, og heller ikke bestyrelser, der er underlagt ministeriet. Alle verdens førende universiteter er præget af stor uafhængighed og akademisk stærke ledelser. Statsstyrede universiteter er noget, der med skræmmende resultat er prøvet i lande, vi ikke ønsker at sammenligne os med. Manglende uafhængighed er gift for universiteternes troværdighed.

Der er her i april indgået et bredt politisk forlig om valgmetoden af eksterne medlemmer til universitetsbestyrelserne, men hvordan det vil komme til at virke, er det svært at sige. Man kan håbe, det giver stærkere bestyrelser, som det politiske system har tillid til og vil lytte til, for det er der brug for. Men man kan også frygte, at bestyrelserne bliver mere følgagtige over for ministeriet, og det er der absolut ikke brug for.

Denne artikel er en udbygning og ajourføring af Niels Kærgårds kronik “Dansk universitetspolitik er på slingrekurs” i dagbladet Information den 18. november 2016.