Universiteter og utopier

Publiceret August 2017

Johan Fynbo, professor, DARK, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, jfynbo@nbi.ku.dk

Temaet ”Universiteternes Krise” er genstand for diskussioner om ­universiteternes politiske og økonomiske styring såvel i dag som i Peter Naurs debatbog fra 1967. Indholdet og formen har dog ­ændret sig dramatisk.

Jeg hørte for nogle år siden følgende vits fortalt af en strålende amerikansk postdoc, Kristian Finlator, vi havde fornøjelsen af at have ansat på Dark kosmologicenteret ved Niels Bohr Institutet, hvor jeg arbejder: Den finske komponist Sibelius havde engang indbudt en samling musikere og bankfolk til middag. På den ene side af middagsbordet satte han bankmændene og på den anden side musikerne. Selv satte han sig hos bankfolkene. Musikerne spurgte, hvorfor han satte sig hos bankfolkene, hvortil Sibelius svarede, at det var fordi, at det eneste musikere taler om er penge.

2017_03_Johan-Fynbo-Fig-1
Figur 1: Forside af Peter Naurs "Utopier: Tanker og forslag omkring universiteterne, forskningen og magten", som udkom på Teknisk Forlag i 1967.

Nogle gange finder man samme problem med forskere – det eneste, vi taler om, er penge. Det er der ikke noget nyt i. For 50 år siden, i 1967, skrev Peter Naur (1928-2016) bogen ”Utopier”, som jeg har været heldig at finde på et antikvariat (Figur 1). Peter Naur begyndte sin karriere som astronom, mit eget fag, men skiftede i 1960’erne over til det fremspirende nye fag datalogi. Han blev en af datalogiens store pionerer og har leveret store bidrag til dette fag. Bl.a. modtog han den prestigefyldte Turing pris i 2005. Han døde i fjor. I ”Utopier” skriver Peter Naur, at bogen er ”Tilegnet de af mine medborgere, som har bevaret håbet om at forældede love kan erstattes af bedre”.

Emnet for bogen er Universiteternes krise og særligt en diskussion af, hvordan forskningsmidler fordeles, og hvordan universitetsstudier er opbygget. Peter Naur havde nogle ret radikale forslag til forandring, som ingen syntes at have taget notits af. Peter Naur mente, at forskningsmidlerne den gang gik til de forkerte, og universitetsstudier handlede mere om ”vidensindpumpning” end om udvikling af selvstændig tænkning. I det hele taget mente han, at universiteterne burde nedlægges, og at forskningen og undervisningen skulle gå hver til sit. Forskningsmidlerne burde i Peter Naurs utopi fordeles efter et system, hvor alle forskere havde kontrakter direkte med staten, med et bevillingssystem, der afspejlede den enkelte forskers formåen inden for forskning og undervisning (efter nogle nøjere principper diskuteret i bogen) de seneste få år.

Store ændringer på universiteterne

Siden Peter Naur skrev ”Utopier”, er universitetet fuldstændig forandret. Professorvældet blev afskaffet med styrelseslovene fra 1970/73, sikkert til Peter Naurs store glæde. Forvandlingen af universitetet til et masseuniversitet, hvor en lang større andel af ungdomsårgangene optages på universitetsuddannelser – en udvikling, der allerede var kraftigt i gang i 1967 – er tiltaget. Til eksempel var der ved Københavns Universitet i 1958 4.700 studerende, i 1968 21.500 og i dag ca. 41.000. Samtidig er størrelsen af ungdomsårgangene givetvis faldet fra situationen i 1960’erne. Hvad Peter Naur mente om denne udvikling, tør jeg ikke gætte om.

Mange af de problemer Peter Naur påpegede i 1967 findes stadig. I 60’erne var der ifølge Peter Naur en stor klasse af amanuenser med ringe indflydelse og helt prisgivet professorenes gunst. Problemet findes stadig om end stillingsbetegnelserne er ændrede. Der findes stadig et stort prekariat af løst-/kortansatte postdocs og TAP’er med ringe indflydelse og undertiden med stor jobusikkerhed. Med universitetsloven fra 2003 er professorvældet om ikke fuldt genindført så nok delvist. Magten ligger ikke hos professorerne, men i det mere forretningslignende ledelseshierarki med sektionsledere, institutledere, dekaner og rektor med deres mange viceledere (i øvrigt typisk professorer).

Selvforstærkende prioritering af excellence

Tildelingen af forskningsmidler er meget anderledes end i 1967 og næppe på en måde Peter Naur ville bifalde. Det er min fornemmelse, at de tilrådighedværende forskningsmidler per forsker på universitetet er faldet signifikant siden 1960’erne. Succesraten for ansøgninger til Det Frie Forskningsråd (fra i år omdøbt til Den Frie Forskningsfond) er omkring 10%. En anden markant udvikling er, at de eksterne bevillinger i stigende grad tynges af både direkte og indirekte ”overhead” som er blevet en helt uundværlig del af institutternes økonomi.

Samtidig er det meste af forskningsverdenen præget af det modelune, at den bedste forskning opnås ved at tildele et meget lille mindretal af forskerne meget store bevillinger (i Danmark i 40-100 millioner kroner-klassen) i store forskningscentre. Forskerne slipper ofte af sted med næsten ikke at undervise, da dette jo ikke er muligt givet deres store ansvar. Dette modelune er baseret på en forestilling om det vigtige i at støtte ”excellence”, men jeg savner dokumentation for, at der faktisk findes en sådan gruppe af særligt excellente forskere og at en så ujævn fordeling af forskningsmidler faktisk giver den bedste forskning per investeret krone. Det er jo ikke overraskende, at folk med multimillionbevillinger gør det godt, og deres status som ”excellente” bliver hurtigt en selvopfyldende profeti.

Spørgsmålet er, om ikke en mere jævn fordeling samlet set ville give en bedre, mere sprudlende, kreativ og mangfoldig forskning. Det er jeg ret sikker på. Et andet problem med de store centre er, at de både producerer mange løst-ansatte og i høj grad bestemmer, hvem der faktisk vinder de ret få faste stillinger på universiteterne – i hvert fald der, hvor jeg færdes.

Utopier for fremtiden

Hvis jeg her til afslutning skulle formulere en lille utopisk drøm, skulle det være denne: modsat Peter Naur er jeg stor tilhænger af den tætte forbindelse mellem forskning og undervisning. Jeg ønsker mig en situation, hvor alle forskere bidrog i rimelig grad til undervisningen og hvor det var muligt for alle forskere med en rimelig undervisnings- og forskningsindsats at hjemhente forskningsmidler til dækning af rejser, udstyr og en enkelt postdoc og/eller PhD-studerende ca. hvert tredje år. Dette burde foregå på en måde, hvor vi ikke konstant er nødsaget til at genopfinde vores forskning og bilde hinanden ind, at vi er meget mere paradigmebrydende, high-risk/high-gain-agtige og excellente end de andre.

Vi er også nødt til at finde en bedre løsning for de mange kort-/løstansatte, således at det tidligt (max. 3 år efter PhD’en) afgøres, om man er ”inde eller ude”, f.eks. via tenure track-programmer. Jeg er overbevist om, at løsningen på dette problem også vil være et stærkt bidrag til at gøre universitetsstillinger attraktive for en bredere skare og ikke mindst forbedre kønsfordelingen.

Endelig drømmer jeg om en struktur, hvor institutterne kunne have en stabil økonomi, der ikke fuldstændig var hængt op på behovet for indhentning af store mængder overhead fra eksterne bevillinger. Det forekommer mig paradoksalt, at vi har opbygget disse bizarre systemer med overhead, inddækning osv. Pengene kommer jo i sidste ende fra de samme skatteyderlommer, så kunne vi ikke lave et simplere system, der samtidig kunne frigøre de store mentale resurser, som en masse forskere bruger på at tænke over penge. Måske Sibelius næste gang så ville overveje at sætte sig på den anden side af bordet.