Uredelighed og ’dishonesty’

Publiceret Juli 2015

En dom for videnskabelig uredelighed internationalt forstået som ’dishonesty’ gør forskeren fredløs for altid i det internationale videnskabelige samfund!

Den nu afsluttede sag om professor Bente Klarlund Pedersens påståede videnskabelige uredelighed afslørede for mig at se flere fundamentale problemer, som gør reglerne for og processerne i UVVU ganske uacceptable i de ellers prisværdige forsøg på at dæmme op for videnskabelig uredelighed. De to centrale spørgsmål er: Hvad er videnskabelig uredelighed, og hvordan skal der reageres på den? Vi kan kun håbe på at den igangsatte udredning af UVVU systemet giver os brugbare løsninger på disse problemer.

Da jeg første gang læste om den påståede uredelighed i professor Bente Klarlund Petersens artikler, slog det mig umiddelbart at UVVU var på vej med en dom, der åbenlyst var helt ude af proportion med de påståede forseelser. En dom for videnskabelig uredelighed, afsagt af et ministerielt organ, oversat til engelsk som ’dishonesty’, og udbredt via ministeriets website til den ganske verden, ville være det samme som når en person blev dømt fredløs i de middelalderlige samfund.

Det gav mig den tanke, at der her var behov for et opråb, som det Emile Zola gav med overskriften ’J’accuse’ til en stort opsat artikel i et dagblad i den ophedede debat i Frankrig i den berømte Dreyfus affære i 1898. Den franske jødiske officer, Alfred Dreyfus, var blevet offentligt ydmyget med en degradering og dømt til livsvarigt fængsel på Djævleøen ud for Fransk Guyana i Sydamerika for hvad der viste sig at være en falsk påstand om spionage baseret på en fabrikeret diplomatisk note. Zola’s artikel blev fulgt af sagens genoptagelse, som endeligt efter flere år endte i en tilbagevisning som justitsmord og fulgtes af fuld rehabilitering af Dreyfus.

2015-3-artikel06-figur1
Emile Zola: J'Accuse...! Forsiden af L'Aurore d. 13. januar 1898.

 

 

Der er skrevet rigtigt meget i mange medier om Bente Klarlund Pedersens sag, og ikke mindst yderst skarpsindigt og kraftfuldt af nyligt afdøde, pensionerede advokat, ekstern lektor, dr.phil., Jens Ravnkilde, som kunne påvise en række juridiske svagheder og brist i dommen og dens præmisser. Jeg har selv bidraget med et par indlæg i dagbladene med udgangspunkt i min umiddelbare tvivl om UVVU’s dom, men jeg har også været i tæt og for mig yderst lærerig dialog med Jens Ravnkilde om problemstillingerne, der har overbevist mig om nødvendigheden af en grundlæggende revision af UVVU systemet. Som bekendt anlagde Bente Klarlund Pedersen sag mod UVVU og fik fuldt medhold i Østre Landsret. Forløbet har sammen med andre problematiske UVVU sager fået ministeriet til at igangsætte et yderst velkomment udredningsarbejde med henblik på en revision af UVVU systemet.

For mig at se er det, der står tilbage to helt centrale spørgsmål: Hvad er videnskabelig uredelighed, og hvordan skal der reageres på den? Hvis man vil fastholde muligheden for at dømme en forsker for uredelighed oversat til ’dishonesty’, er der for mig at se ingen tvivl om at så skal beviserne være uafviselige og processen frem til en sådan dom må bero på størst mulig retssikkerhed for den anklagede. ’Dishonesty’ vil utvivlsomt af alle blive opfattet som regulært svindel i det videnskabelige arbejde, og ikke mindst i publiceringen af de videnskabelige resultater. Uanset argumenterne bag dommen, vil dette i realiteten udelukke forskeren for altid fra det videnskabelige samfund, både nationalt og i udlandet.

Debatten om denne sag har kredset om en afgørende skelnen mellem forsætligt fusk og uforsætligt sjusk. Anklagen mod Bente Klarlund Pedersen var ikke forsætligt fusk, men påstand om sjusk grundet uagtsomhed, som af anklageren og UVVU på nogen punkter blev opfattet som så alvorligt sjusk, at man ville tilskrive det grov uagtsomhed. Sagen kompliceredes yderligere af, at der i brede forskerkredse blev rejst stor tvivl om det påståede sjusk overhovedet var sjusk eller blot en anden videnskabelig praksis end UVVU mente man skulle følge, og om det havde nogen som helst betydning for det videnskabelige budskab i artiklerne.

Det nuværende UVVU system gør det muligt at erklære en forsker uredelig for hvad der kaldes grov uagtsomhed, og det var grundlaget for at påstå at Bente Klarlund Pedersen var uredelig. Den mulighed efterlader selvfølgelig den yderst vanskelige men afgørende opgave at skelne mellem uagtsomhed og grov uagtsomhed. Da forskningen meget ofte beror på et samarbejde mellem flere, nogle gange rigtig mange forskere, avler det yderligere det problem at der skal skelnes mellem hvem der har ansvar for hvad i et sådant samarbejde. Det vil næsten altid være meget vanskeligt, at beskrive konkret, og det var også et yderst problematisk forhold i den aktuelle sag. For mig er der ingen tvivl om, at det er helt urimeligt uden videre at sidestille formodet grov uagtsomhed med svindel, og at kalde begge dele for uredelighed, der medfører at forskeren er ’dishonest’ i det videnskabelige samfund.

I min dialog med Jens Ravnkilde kom vi kort før hans død frem til, at der var brug for en juridisk afklaring af en hidtil dårligt belyst kategori af forskeradfærd, som måske i meget sjældne tilfælde ville kunne ligestilles med svindel, nemlig forsætlig grov uagtsomhed. En forsker, der har udført et forskningsarbejde alene eller sammen med andre, beslutter undervejs – måske af tidnød eller utøjlet ambition om at komme ud med resultaterne – at undlade at sikre sig at det hele er i orden, selvom vedkommende godt kunne have sikret sig dette under de givne forhold. Hvis det medfører så alvorlige fejl i de meddelte videnskabelige resultater, at de påvirker konklusionerne, kunne det måske berettige at kalde det uredeligt.

Kernen i anklagen mod Bente Klarlund Pedersen var nok en påstand om, at hun med forsæt havde undladt at sikre sig at en række specifikke forhold i hendes videnskabelige artikler var i orden, at hun burde have været i stand til at gøre det, og at hun burde have gjort det. Uagtet at det blev tilbagevist i den aktuelle sag, er det oplagt, at hvis denne kategori skal lede til muligheden for at idømme uredelighed vil det stille meget store og måske oftest uoverstigelige krav til bevisførelsen.

For en forsker, der arbejder i en forskergruppe, eventuelt som leder af en sådan gruppe, med mange forskellige delprojekter og videnskabelige artikler på bedding, vil det selvfølgelig være yderst vanskeligt at skelne mellem påstået sjusk med forsæt og oversete fejl i den praktisk implementerede arbejds- og ansvarsfordeling. Den er selvfølgelig baseret på tillid til at alle i gruppen hver for dig gør deres arbejde så godt som de kan under de givne forhold. Hvis dette alligevel medfører primært oversete fejl i arbejdet er det selvfølgelig en ledelsesopgave, at rette op på fejlene internt og eksternt når de opdages. Hvis påstået sjusk i en sådan situation skal føre til en dom for uredelighed skal bevisførelsen i mine øjne være af samme karat som ved påstand om svindel.

Vi må håbe på at ministeriets udredningsarbejde vil ende i en afklaring af de to centrale spørgsmål: Hvad er videnskabelig uredelighed, og hvordan skal der reageres på den, og at der på det grundlag kan skabes et nyt UVVU system, der er bedre end det hidtidige. Et fornyet system skal medvirke til at bekæmpe uredelighed, og kun dømme uredelighed, hvor den med sikkerhed er til stede i en form, der kan kaldes ’dishonesty’ i det internationale forskersamfund.