Overflødige udvalg

Publiceret Juli 2015

Videnskabelig forskning tager ofte fejl; det skyldes, at forskning hele tiden gør os klogere, så vi kan se, at tidligere resultater var mangelfulde eller direkte forkerte. I fag hvor man anstiller eksperimenter, afprøves resultaters kvalitet ved, at andre forskere udforer samme eksperiment, og får samme resultater. I fag, der behandler en selvstændigt foreliggende empiri, som det er typisk i humaniora og i samfundsvidenskaberne, udvikles forskningens viden principielt ved, at nve forklaringsmodeller er bedre til at vise sammenhænge eller ligefrem årsager, end tidligere teorier var. Disse videnskabelige kontrolmekanismer har fungeret i flere århundreder, undertiden bedre end ved andre lejligheder, undertiden hurtigere end ellers, men i det store billede ganske upåklageligt. Forudsætningerne for, at denne videnskabens kollektive selvjustits kan finde sted, er naturligvis for det første offentlighed og ytringsfrihed omkring forskningen, og for det andet forskernes politiske uafhængighed eller i det mindste diversitet i, hvem de er afhængige af. Forskningen ligner enhver anden konkurrencepræget aktivitet i det frie, demokratiske markedssamfund, hvis model og forløber den for så vidt også er.

Uredelighed indenfor forskningen frembyder derfor fuldkommen samme problemer som uredelighed i andre afdelinger af samfundet. Hvis forskere lyver og bedrager, hvad angår deres resultater, adskiller denne forbryderiskhed sig ikke det mindste fra bedrageri i andre af samfundets grene. Løgn er løgn. Hvis man siger, at man har gjort vældige opdagelser om hjernens sundhed og sygdom ved at dissekere en hærskare af rotter, når ingen af ens angivelige medarbejdere kan bekræfte det, ja så er det fuldkommen som fabrikanten af redningsflåder hævder, at hans produkt kan holde nødstedte varme og tørre i 72 timer, når ingen nogensinde har kunnet få genstanden til at holde sig vandtæt i mere end 45 minutter. Det er løgn, som fremføres forsætligt for at tilvende sig fordele på andre menneskers bekostning.

Er der således ingen som helst grund til at tro, at snyderi og bedrageri i videnskabelige aktiviteter adskiller sig fra andre former for bedrageriskhed, kan man undre sig over hvad Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) egentlig er sat i verden for at bestille? Det nuværende lovgrundlag fra Helge Sanders dage gør ikke borgeren klogere; dér defineres videnskabelig uredelighed akkurat, som man ville beskrive anden uredelighed; “forfalskning, fabrikering, plagiering” (...) “begået forsætligt eller groft uagtsomt”. Nedenunder forklares i syv punkter, hvordan man for eksempel kan lyve. Det adskiller sig heller ikke fra, hvordan bedrageri andre steder i samfundet bedrives.

Simpelthen at melde forskere til politiet, hvis de begår dokumentfalsk, turde være noget enklere end at indkalde professorer og landsdommere til at sidde og læse artikler med henblik på at finde ud af, om det er løgn, hvad der står i dem. Erfaringerne de senere år med disse udvalgs selvforståelse og praksis er da også, at de har svært ved at finde deres ben på den umulige platform, man har opfundet til dem. De synes at springe forskræmte fra den ene, drakoniske yderlighed – Bente Klarlund, uforsætlig uredelighed, hvabehar! en afgørelse, som fik tæsk i retssystemet – og til den mest nøjeregnende overforsigtighed – Milena Penkova, “man kan ikke fuldkommen udelukke” – at alle vidnerne husker galt.

Almindelig fornuft synes altså at pege på, at UVVU ikke er egnede til at erstatte almindelige domstole i afgørelser om snyd, bedrag og løgnagtighed. Det er da heller ikke nemt at se, hvorfor det ikke er retssystemet, der afsiger domme i sager, der som Penkowas handler om dokumentfalsk. Og, som rimeligt er, holder sig fra at udsige domme om, hvad folk hellere skulle have skrevet, end det, de faktisk skrev.

Uredelighed er i virkeligheden et marginalt problem i forskningen. Langt mere problematisk er det, at vi i Danmark har indrettet os, så forskernes uafhængighed kan bringes i tvivl. Staten har de seneste årtier fået tiltagende kontrol med, hvem der får forskningspenge til hvad; en meget mere effektiv styringsmodel end den altid mere kontroversielle personalepolitik. Dét medfører, at der på universiteterne er folk, der har en ganske umådelig magt til ensretning; de sidder i de afgørende bevillingssystemer. En værre fare end alverdens plumpe bedrageriforsøg.

Offentlliggjort i Weekendavisen d. 3. juli 2015. Gengives med forfatterens ­tilladelse.