Videnskabelig Integritet og UVVU

Publiceret Juli 2015

Alvorlige tilfælde af ”fraud in science” dukkede op for 35 år siden bl.a. i de amerikanske massemedier, og udløste en intens diskussion i den videnskabelige verden om hvad årsagen kunne være til denne slags ”fraud”, og hvordan man skulle reagere på fænomenet. Diskussionen har stået på lige siden, da den handler om brud på forskningens interne basale værdier, d.v.s. brud på forudsætningerne for at forskere kan opbygge tillid til hinanden og den videnskabelige litteratur, og dermed også om grundlagt for at offentligheden kan have tillid forskningsverdenen.

Fra begyndelsen har der været massiv enighed om at fænomenet er helt uacceptabelt, og at der skal etableres forholdsregler for at håndtere det, da tilfælde var blevet fejet under guldtæppet, eller håndteret kritisabelt. Denne opfattelse blev i 1987 klart udtalt i en editorial af den højt ansete forsker og chefredaktør for Science, Daniel Koshland, som fortsatte: ”Having acknowledged that, we must recognize that 99.9999 percent of reports are accurate and truthful..”(1). Denne opfattelse af at ”bad apples” er uhyre sjældne, og at stort set alle andre forskeres integritet er ulastelig, er stadig vidt udbredt i forskerkredse, selvom der i 1987 ikke fandtes evidens for Koshland’s procentangivelse.

Der var tidligt i USA enighed om at det vil lægge uoverstigelige hindringer i vejen for forskningens dynamik, hvis ”fraud in science” blev et anliggende for retsvæsenet. Fænomenet blev omdøbt til ”Research Misconduct” (RM), og i begyndelsen af 1990’rne etableredes et federalt system (først inden for biomedicin) til sikring af at mistanker om RM blev professionelt undersøgt, og at der kunne gives passende sanktioner. Systemet gælder dog kun forskning udført for federale forskningsmidler.

I slutningen af 1980’rne var man i USA, til trods for Koshland’s procentangivelse, klar over at der i spektret af forskeradfærd, og i lige forlængelse af RM, er en gråzone af afvigelser fra ”Responsible Conduct of Research” (god videnskabelig praksis, også kaldet ansvarlig forskningspraksis); disse afvigelser, som underminerer forskningens troværdighed kaldes nu ”Questionable Research Practices” (QRP). Det diskuteredes i en årrække intenst i USA om QRP skulle omfattes af den federale definition af RM, og være en bred definition, men resultatet blev en snæver definition): ”Fabrication, falsification, or plagiarism in proposing, performing or reviewing results, or in reporting research results”.

En overraskelse kom i 2005, hvor 2% af biomedicinske forskere anonymt havde indrømmet, at have gjort sig skyldige i mindst ét tilfælde af RM inden for de sidste 3 år, og 33% indrømmede at være skyldige i mindst ét tilfælde af QRP i den mørkegrå ende af QRP-spektret (2). De adspurgte forskere havde modtaget bevillinger fra ”National Institutes of Health”, og tilhørte derfor den biomedicinske elite i USA. Tallene er konservative, da spørgsmålene var meget nærgående, og da kun 50% af de 6.000 adspurgte forskere besvarede dem.

En meta-analyse af sådanne studier af selvrapporteret RM og QRP viste i 2009 de samme tal, og yderligere at procenterne var 14 for RM og 72 for QRP, hvis de samme spørgsmål blev stillet om forskerkollegers adfærd (3). Lignende forhold er nu også beskrevet f.eks. inden for psykologi, samfundsvidenskab, og økonomisk videnskab. Når der en sjælden gang er publiceret dybtgående undersøgelser af de forskningsmiljøer hvor der er påvist RM, er der tillige fundet omfattende QRP og institutionel svigt (4,5). I et tilfælde, Stapel-undersøgelsen (4), satte påvisningen af omfattende QRP et massivt spørgsmålstegn ved troværdigheden af hele den pågældende forskningsdisciplin, hvilket med god grund gav stof til selvransagelse, også i andre forskningsdiscipliner.

Omfattende analyser af troværdigheden af biomedicinske publikationer bekræfter og udbygger ovenstående billede. I 2005 viste Ioannidis at de fleste publicerede fund ikke er korrekte (6). Chalmers & Glasziou fandt i 2009 at QRP er årsag til at op mod 85 % af al medicinsk forskning må anses som spild (7). Disse og mange andre studier af det biomedicinske område er i 2014 resumeret i Lancet under overskriften ”Biomedical research: increasing value, reducing waste” (8-13; findes samlet på http://www.thelancet.com/series/research). Begley & Ioannidis har i 2015 resumeret forholdene inden for præklinisk forskning (14), og det anslås at der alene i USA årligt anvendes 28 milliarder USD til præklinisk forskning, der ikke kan reproduceres (15). Det understreges i disse publikationer, at RM kun er årsag til en lille del af problemerne, men at man naturligvis som hidtil også skal være på vagt overfor RM.

Daniel Koshland’s rosenrøde billede fra 1987 af forskningens troværdighed er derfor for længst skudt i sænk, og de anførte referencer indeholder stærke budskaber til hele forskningsverdenen og dens interessenter. Ingen kan efterlades i tvivl om hvad god, respektive dårlig empirisk forskning er, og at der må ydes en massiv indsats for at rette op på forholdene i en meget vigtig samfundssektor der synes i færd med at underminere sig selv. Pladsen her tillader ikke at gå ind på hvad der bør gøres, og bliver gjort, eller hvilke faktorer, ”perverse incentives”, der er identificeret som årsag til tingenes tilstand; men dette behandles også i referencerne, og det kan anbefales Biozooms læsere at studere referencerne, og drøfte dem i forskningsmiljøerne.

I globalt perspektiv er indsatsen overfor RM stigende i disse år fordi der i stigende grad dukker RM sager op overalt i verden. Sagerne beslaglægger ret store resurser i forskningsinstitutionerne, som næsten over alt skal håndtere dem alene (dog ikke i Danmark), og ofte uden tilstrækkelig professionelt beredskab (dog ikke i USA). Institutionerne skal samtidig stå model til massemediernes forargelse og indgående kritik af institutionernes mangel på evne og vilje til at holde orden i eget hus. I 2010 fremkom derfor et en-sides globalt konsensus dokument, ”Singapore Statement on Research Integrity” (16), som beskriver hvem der har ansvar for hvad på hele området; dette dokument har haft stor international gennemslagskraft, bl.a. ved indskærpe institutionernes pligter, og at der er tale kollektivt ansvar i forskningsverdenen.

Efter at have sonderet den internationale situation (17), blev UVVU (Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed) oprettet på forsøgsbasis allerede i 1992 af Statens Sundshedsvidenskabelige Forskningsråd, med det formål at styrke dansk sundhedsvidenskabelig forsknings troværdighed. For at sikre eventuelle anklagedes retssikkerhed blev en landsdommer formand for udvalget. Målet for UVVU var imidlertid bredere end det amerikanske, der kun drejede sig om RM. Den danske definition af RM, som på dansk kaldtes videnskabelig uredelighed, omfatter derfor, foruden ”Fabrication, falsification, or plagiarism in proposing, performing or reviewing results, or in reporting research results”, andre alvorlige afvigelser fra god videnskabelig praksis, dvs. QRP i den mørke ende af gråzonen. UVVU blev godt modtaget overalt, og internationalt omtalt som en efterlignelsesværdig institution. Andre lande i Europa, og Australien og Canada har også valgt en bred definition af RM for at kunne påtale andet end ”Fabrication, falsification, or plagiarism”. Begrebet RM bruges dog ikke mere i Canada.

UVVU fandt allerede i starten af sin funktionsperiode QRP i en del af sagerne om RM. Baseret på denne erfaring udgav UVVU, i samarbejde med andre forskere, ”Vejledninger i God Videnskabelig Praksis”, og det stod klart at denne del af UVVUs arbejde var væsentligt for at opfylde målet for UVVU. Vejledningerne blev godt modtaget, også internationalt. Efter nogle år blev UVVU udvidet hvorved hele forskningsspektret blev dækket, og UVVU blev lovfæstet.

UVVU udtalte i de første 10 år i nogle af sagsafgørelserne, at der ikke var påvist RM, men afvigelse fra god forskningspraksis. I Lomborg-sagen blev en sådan udtalelse desværre mistolket til at Lomborg havde gjort sig skyldig i RM, og udtalelsen vakte protest fra ca. 300 forskere, især fra samfundsvidenskaberne, hvoraf nogle ønskede UVVU nedlagt. Som svar herpå blev UVVU bakket op af 600 lægevidenskabelige og naturvidenskabelige forskere på mindst PhD niveau, med Jens Christian Skou i spidsen. Regeringen var imidlertid utilfreds med UVVUs afgørelse, hvilket endte med at UVVU ikke længere måtte beskæftige sig med god videnskabelig praksis, og specielt måtte UVVU ikke længere udtale sig om QRP i konklusionerne. Dette var en lidet hensigtsmæssig beslutning i lyset af, at QRP er hovedårsag til alvorlige troværdighedsproblemer i flere og flere forskningsdiscipliner.

Det ville have været en stor fordel for dansk forskning hvis UVVU kunne have fortsat arbejdet med at fremme ansvarlig forskningspraksis i samarbejde med universiteterne. For 15 år siden kunne dette have ført til en bred indsats mod QRP i form af bedre oplysning og obligatorisk undervisning i ”Responsible Conduct of Research”. Jeg anser det f.eks. for sandsynligt at Penkowa-sagen og dens udløbere i så fald kunne have være undgået. Bortset fra etableringen af UVVU er Danmark først vågnet op (igen) som følge af Penkowa-sagen, og har nu fået en ”Danish Code of Conduct for Research Integrity”. Men ”window dressing” er ikke tilstrækkeligt; vi mangler at se udmøntningen af disse retningslinier effektivt efterlevet af forskningsverdenen.

UVVU har for nylig i en udløber af Penkowa-sagen fået omstødt en afgørelse i Østre Landsret, som ikke mente at UVVU havde ført tilstrækkeligt bevis for en udtalelse om videnskabelig uredelighed. Dette har ført til et igangværende ministerielt ”serviceeftersyn” af UVVU, herunder af den danske definition af RM, og vel i det hele taget om UVVU bør nedlægges. At der ind imellem foretages eftersyn af udvalg er yderst rimeligt. Men hvis konsekvensen bliver at UVVU nedlægges overføres samtlige problemer vedrørende RM til individuel løsning på de enkelte forskningsinstitutioner, ligesom tilfældet er de fleste steder i udlandet; og med heraf følgende risiko for manglende erfaring og beredskab, habilitetsproblemer, manglende overblik og uigennemskuelige lokale variationer, og uden UVVUs internationale samarbejde og opdatering som er nødvendig på dette svære område. At nedlægge UVVU vil derfor være et dårligt signal at sende omverdenen fra et lille homogent land som Danmark, der oven i købet skilter kraftigt med at være i fronten af den internationale forskningselite. For at UVVU bedre kan bidrage til den samlede indsats for at styrke forskningens troværdighed bør definitionen af RM forsat være bred, og UVVU må igen kunne påtale QRP i de sager der forlægges UVVU, også selvom der ikke påvises RM. Der ventes i løbet af dette efterår en redegørelse om forholdene i USA fra ”National Academies of Science”. Mange amerikanere med stor indsigt og erfaring mener at USA har været utilstrækkeligt hjulpet af fokuseringen på RM, og den snævre definition af RM.

Referencer

  1. Koshland DE. Fraud in Science (Editorial). Science 1987, 235, 141.
  2. Martinson B et al. Scientists behaving badly. Nature 2005,435, 737-738.
  3. Fanelli D. How many scientists fabricate and falsify research? A systematic review and meta-analysis of survey data. Plos One 2009, 4(5):e5738. doi:10.1371/journal.pone.0005738.
  4. Levelt WJM, Drenth P & Noort E (Eds). 2012. Flawed Science: The fraudulent research practices of social psychologist Diederik Stapel. http://pubman.mpdl.mpg.de/pubman/faces/viewItemFullPage.jsp?itemId=escidoc:1569964
  5. Report from the Investigation Commission appointed by Rikshospitalet-Radiumhospitalet MC and the University of Oslo January 18, 2006. http://www.ous-research.no/general/docs/ekbom/Report_Investigation_Commission.pdf
  6. Ioannidis PA. Why most published research findings are false. PLoS Medicine, 2, 8: e124.doi:10.137/journal.pmed.0020124.
  7. Chalmers I, Glasziou P. Avoidable waste in the production and reporting of research evidence. Lancet 2009, 374, 86-87.
  8. Macleod MR et al. Biomedical research: increasing value, reducing waste. Lancet 2014, 383, 101-104.
  9. Chalmers I et al. How to increase value and reduce waste when research priorities are set. Lancet 2014, 383, 156-165.
  10. Ioannidis JA et al. Increasing value and reducing waste in research design, conduct, and analysis. Lancet 2014, 383, 166-175.
  11. Salman RA et al. Increasing value and reducing waste in biomedical research, regulation and management. Lancet 2014, 383, 176-185.
  12. Chan A-W et al. Increasing value and reducing waste: addressing inaccessible research. Lancet 2014, 383, 257-266.
  13. Glaziou P et al. Reducing waste from incomplete or unusable reports of biomedical research.Lancet 2014, 383, 267-276.
  14. Begley CG, JPA Ioannidis. Reproducibility in Science: Improving standard for basic and preclinical research. Circ. Res, 116, 116-126.
  15. Freedman LP, Cockburn IM, Simcoe TS. The economics of reproducibility in preclinical research. PLoS Biology 2015, 13(6):e1002165. doi:10.1371/journal.pbio.1002165
  16. Singapore Statement on Research Integrity. www.singaporestatement.org.
  17. Andersen D, Attrup L, Axelsen N, Riis P. Scientific Dishonesty & Good Scientific Practice. Danish Medical Research Council, 1992. ISBN 0-820-07831-4.