Om sprogforbistring blandt biokemikere og den slags

Publiceret Oktober 1999

Kirsten Paludan (KP), Center for Naturfagenes Didaktik, AU, har i BioZoom (1) på underholdende vis gjort opmærksom på, hvordan biologistuderende kan få ødelagt deres evne til at udtrykke sig forståeligt ved at blive udsat for en massiv påvirkning fra ‘det videnskabelige sprog’. Det må hilses velkomment at der fra sprogfaglig side råbes vagt i gevær over for den slendrian der ofte udvises, når biokemikere og den slags giver sig i kast med at formidle deres fag, hvad enten det sker i forbindelse med undervisning eller ved meddelelse til ligesindede, fx her i bladet.

I sin artikel beskriver KP ‘videnskabssproget’ som et bestemt fremmedsprog man betjener sig af ‘i videnskabsland’, og som foruden ved nødvendige fagtermer især adskiller sig grammatisk fra det hverdagssprog vi mest naturligt udtrykker os på.

Det kan undre at KP ikke går et spadestik dybere og får afdækket at det store problem vi slås med her, er at der ikke findes nogen dansk videnskabssproglig standard, hvorfor vi hver for sig - med varierende succes - hutler os igennem på en eller anden afart af den internationale udgave. Desværre kniber det ofte gevaldigt med den sproglige agtpågivenhed over for den angelsaksiske dominans, hvilket kan resultere i vidtgående uforståelige meddelelser som fx "- risikoen for bi-effekter af accidentel chromosomal integration.", eller: "Ingen autoimmun medieret patologi — er endnu observeret." (2). Så hellere skrive på engelsk - eller slet ikke skrive!

Langt hyppigere er der tale om mindre grader af anglicisme, hvor man ‘glemmer’ at det ikke er nok at oversætte teksten; der skal også et minimum af redaktionel virksomhed til for at teksten bliver til naturligt dansk. Eksempelvis har vi på dansk en udmærket tradition for ordsammenskrivninger (evt. med bindestreg), hvor man på engelsk lidt for respektfuldt behandler et ord som en selvstændig enhed der ikke sådan kan påtvinges nærkontakt med et andet. Det er utrolig hyppigt at støde på sådanne anglicistiske tekster, hvor ens øjne må løbe hækkeløb gennem en staccato opremsning af fritstående gloser som ville vinde umådeligt ved at blive ordnet efter tilhørsforhold. Eksempel: ‘en biotek virksomhed der fra kuvøse stadiet når sin teknologi platform og grundet molekylær biologisk forskning kan udbyde service ydelser - fx gen ekspressions profiler ved bryst cancer - med basis forskeren i entreprenør rollen.’ (3). Eksemplet er i dets helhed konstrueret, men de enkelte moduler er alle taget fra artikler i BioZoom.

Undertiden råber udtrykkene yderligere på fordanskning, fx ‘kapillar elektroforese’. Udtrykket ‘kapillærelektroforese’ kan næppe være forfatteren ubekendt.

Denne uvane med at hakke ordene i stykker (eller undlade at samle dem) sættes ofte i relief af det paradoksale ledsagefænomen at samme forfatter sammenskriver pæredanske udtryk som ifølge god sprogtradition og dansk retskrivning skal skrives i to ord (indtil videre i hvert fald), fx: i dag, i alt, i øvrigt, i stedet, til stede (‘tilstede’ findes i ét ord, men som verbum med tryk på første stavelse). Usikkerheden over for modersmålet kommer også til udtryk ved brugen af de hyppigt optrædende forbindelser af adverbium (biord) og præposition (forholdsord) som skrives i toord når præpositionen har en styrelse, ellers i ét. Eksempler: ‘Hun arbejder inden for biokemi.’, men ‘Hun blev budt indenfor i laboratoriet.’; ‘Det ligger uden for universitetets rammer.’, men ‘Mikroskopet står udenfor.’ I BioZoom skrives der i over 90% af tilfældene i ét ord, hvor det ifølge dansk retskrivning skulle have været i to.

Udviklingen inden for molekylærbiologi og -genetik har givet anledning til særlige terminologiske vildskud ved fordanskningen af flere ny udtryk. Dette må bl.a. skyldes et manglende kendskab til den latinske oprindelse af de pågældende ord. Der er således fremkommet nogle uhyrlige gloser som bør bekæmpes aktivt, da bedre og rigtigere alternativer haves. Jeg tænker på så skrækkelige udtryk som ‘ekspressere’ og ‘transfektere’. Der er tydeligvis tale om fordanskede former af de engelske infinitiver ‘express’ og ‘transfect’, men de rigtige former er selvfølgelig ‘eksprimere’ (hvis man absolut vil undgå ‘udtrykke’) og ‘transficere’.

Man kan blive helt ‘depresseret’ over at så mange er ‘infekteret’ med denne særlige engelske sproggalskab! De pågældende ords grundformer burde ikke komme bag på nogen, og derfor er det så meget mere irriterende at hybridformerne ikke alene har set dagens lys, men også i et vist omfang trives rundt omkring.

Jeg håber at BioZoom, bl.a. ved at stille spalteplads til rådighed for indlæg som dette, kan medvirke til at højne den sproglige bevidsthed blandt biokemikere - og den slags.

  1. K.Paludan. Fødesøgningsadfærdsindlæringsmulighed - om studerendes sprog og videnskabens. BioZoom 1999; 2: 26-8.
  2. J. Hansen. DNA-Vaccination: Fremtidens profylakse? BioZoom 1999, 3: 18-22.
  3. Korrekt: "en biotekvirksomhed der fra kuvøsestadiet når sin teknologiplatform og grundet molekylærbiologisk forskning kan udbyde serviceydelser - fx genekspressions-profiler ved brystcancer - med basisforskeren i entreprenørrollen."