Forskningspolitikkens nødvendighed

Publiceret April 1999

Som al politik i et demokratisk samfund har forskningspolitik to dimensioner. Den første er prioritering af sit politikområde. Det område er forskningen og især rammerne og støtten til dens udøvelse, uanset om denne sker ved en enkelt forsker, på et moderne masseuniversitet, i en lille selvstyrende gruppe eller i store styrede miljøer med klart definerede mål. Den anden dimension er en kritisk debat og dialog mellem de forskelligartede aktører om forskningens og forskningspolitikkens rolle og målsætning.

Dagens forskningspolitiske debat afspejler denne forskelligartede virkelighed. Debatten antager imidlertid oftest karakter af illusion, fordi dens præmisser bygger på en myte, der som alle myter ikke kan verificeres videnskabeligt: myten om forskning som unfettered serendipitous research, som en fuldstændig frigjort og interesseløs evne til at gøre nye erkendelser. Ud fra den myte afledes direkte den lineære model med fri grundforskning som den eneste betydende motor i et innovationssystem, der ganske automatisk og umiddelbart også fører til optimal økonomisk vækst og sociale fremskridt.

Hvis denne model for forskning var gyldig, ville forskningspolitikkens to dimensioner - prioritering og debat - være helt overflødig. Uden at bekymre os om indhold skulle f.eks. forskningsrådenes samlede bevillinger jo blot deles ud i 1000 lige store portioner til de mest talentfulde lykkejægere i videnskabsland (1)

Videnskabssystemets selvrefererende og ideale selvforståelse, med unfettered forskning som den hellige gral og med politikerstyring som det onde imperium, er den virkelighed, som forskningspolitikken i dag udføres i. "For forskningsprogrammer øremærkes, og politikere sætter for kraftige fingeraftryk inden for områder, som de slet ikke har forstand på!"

Forskningens tendens til selvrefererende isolering forstærkes yderligere, da kun peers kan bedømme kvaliteten af forskningen. Den nødvendige fornyelse kan heller ikke planlægges, fordi serendipity er dén overordnede mekanisme, som med sikker usynlig hånd åbner naturen. H.C. Ørsted, én af Danmarks store videnskabsudøvere, udtrykte disse synspunkter klart: nytteværdi, dvs. videnskabseksterne forhold, var interne forhold underlegne (2) 

Allerede det peger imidlertid på, at diskussionen har (mindst) to aspekter, en intern akademisk og en ekstern samfundsmæssig. Den interne diskussion tiltrækker sig stor opmærksomhed i medierne. Men Donald Stokes (3)  har her analyseret problemet og for mig at se placeret the unfettered research i sit rette perspektiv, nemlig som ét element i en kompleks innovativ proces, der har mange andre ligeså vigtige elementer, herunder opfinderen og entreprenøren. Det vil for så vidt være forkert at sige, at den lineære model er død, fordi den har aldrig reelt eksisteret!

De eksterne forhold er vigtige at forstå. Hvorfor? Jo, lad os følge tankegangen om unfettered forskning. Tilhængerne af den ubetingede frihed hævder, at en forskning, der ikke er underlagt andre rammer end de, den blå himmel sætter, producerer gennembrud til gavn for samfundet. Men at tale om gavn betyder jo netop, at der må være en vekselvirkning mellem forskning og samfund - en vekselvirkning der som bekendt virker begge veje, fra forskning til samfund og fra samfund til forskning. Det er præcis i denne grænseflade mellem forskning og samfund, at det forskningspolitiske rum er placeret. I den lineære model og i grundforskningens haller har man blændet døren til dette rum, men det svarer til, at man skulle kunne nøjes med at få de gode gaver fra Pandoras æske. Det kan ikke lade sig gøre – dertil er både forskningens natur, samfundets natur og naturens natur alt for kompleks.

Forskningens første Pandoras æske var kvantemekanikken. Den har revolutioneret det liv, vi i dag kender: elektronik, computere og det digitale rum. Dens første store triumf var imidlertid atomteknologien. Men selv med en vunden Verdenskrig i bagagen kunne den teknologi ikke definere sin interne identitet uafhængigt af det samfund, som skulle leve med en viden, der var stærkere end tusind sole.

Som ung post-doc arbejdede jeg i USA i netop det laboratorium, der var ansvarlig for den første atommile på Chicago´s stadium. I gruppen var seniores, som var med i 1942. De døde senere af leukæmi, men those nukes were good for you var stadigvæk det tema, som samlede frokostbordet. Døren var måske blændet, men det lukkede ikke Pandoras æske hermetisk - heller ikke for de allierede.

I dag er de eksterne begrundelser for forskning nogle andre. Fjenden er ikke så let at identificere. Måske fordi den, som dengang, stadigvæk er i os selv, men i dag i forklædning. Den anden Pandoras æske indeholder ikke stråling, men måske stadig kræfter som udviklingen hidtil har styret. Bioteknologien med dens tilknyttede videnskaber som biologi, mikrobiologi og biokemi udvikler sig hastigt med individuelt designet medicin som et udtryk for en proces, der grundlæggende vil ændre livsvilkår.

Nu som dengang er kernen i problemet, at videnskaben hverken kan isolere sig eller lade sig spænde for en vogn med udvikling for enhver pris. Der må og skal defineres mellemveje, der på samme tid sikrer videnskabens nødvendige uafhængighed og varetager samfundets tarv, der kan sikre en sammenhæng mellem erkendelse og interesse. Formidling er her et begreb, der forvirrer. Formidling er et envejs begreb, der netop er udviklet af en videnskab, der ønsker at fastholde sig selv i en specialistrolle, med accept fra det samfund, der ærbødigt betaler herfor. Men en ægte dialog er der ikke tale om. Dialog som netop er en af forskningspolitikkens grunddimensioner, og dialog som vel at mærke skal sikre mere end udspekulerede mekanismer til økonomisk suboptimering.

Det er ikke en let proces af to grunde. For det første fordi videnskabssystemet har udviklet sit eget sprog, der forholder sig til videnskabens interne forhold, herunder metodik, reproducerbarhed, publiceringsetik, kollegial adfærd og peer-systemet. Dette sprog indeholder ikke ord, der beskriver videnskabens eksterne relationer, herunder etik og værdier (risici) for samfundet. Videnskabssystemets udvikling er drevet af søgen efter sandhed. Denne endimensionale indre værdifastsættelse er beslægtet med det økonomiske marked, der er drevet af vækst, der er knyttet til velstand og købekraft med en indbygget incitamentstruktur, og som ikke favoriserer problemløsning.

Men for det andet fordi videnskaben også minder om markedet på en anden måde. Videnskaben søger derhen, hvor midlerne er flest, hvor velstanden er højest. Det koster jo penge at forske! Dette står i kontrast til videnskabens påståede problemløsende natur al den stund, at problemer jo er ulige fordelt i verden og ikke korreleret med økonomisk vækst.

De to markeder, hvor forskellige i natur de end er, deler i form den samme ideologi: begge optimerer på interne værdier, henholdsvis sandhed og vækst. Taberen i det spil kan blive løsningen af de komplekse problemer, som vi står over for.

EU´s femte rammeprogram adresserer netop disse problemer gennem nøgleaktioner. En nøgleaktion er ikke et forskningsprogram, men et redskab hvor forskning indgår i en ansvarlig rolle som problemløser i en tæt dialog med det omgivende samfund. Problemer, der ikke alene er knyttet til økonomisk vækst og produktivitet, men som også forholder sig til samfundsmæssigt vigtige problemer. Skal disse redskaber udvikles, forudsætter det nye tilgange til begrebet forskning. Forskning skal ikke være en aktivitet, hvor kun himlen sætter rammerne, men derimod en regnbue med et fuldt spektrum af discipliner, der vekselvirker. Naturvidenskab, teknik og samfunds- humanvidenskaberne kan ikke længere undgå hinanden, men må søge sammen om at løse problemer, der af natur ikke er reduktionistiske. Science(4)  har optalt antallet af artikler, der anfører ordet new paradigm i titlen. Væksten svarer til mere end en 10-dobling over de sidste 10 år, dog uden at titlerne dækker over indholdet af artiklerne. Videnskabens accelererende specialisering underminerer ellers veldefinerede ord - her paradigme - og giver dem en ny og forvirrende mening (5).  Men det centrale er, at det også er et tegn på en voksende tværdisciplimær og problemorienteret tilgang i forskerverdenen.

Forskningspolitikkens fornemmeste opgave i de kommende år vil være at skabe sammenhæng i et videnskabssystem, der gennem knopskydning har udviklet en tyngde, som det ikke længere selv kan bære. Mange forhold skal her i spil. Diversiteten i forskningens monokultur skal øges, og reduktionismen skal suppleres med en bedre forståelse af sammensatte systemer, såvel fysiske som ikke-fysiske systemer. Hvor uskyldigt dette end lyder, forudsætter det en bevidst ændring af det videnskabssystem, vi har i dag. Ethvert system har sine egne tidskonstanter, som skal respekteres. Forskningens tidskonstanter er lange. Netop derfor skal den langsigtede kurs udstikkes løbende for ikke at komme ud af kurs, eller det der er værre, helt at sejle uden kurs i et farvand, der er isoleret fra verdens problemer.

Regeringens redskab til kursfastsættelse er den nationale strategiproces, som indeholder begge de forskningspolitiske grunddimensioner: dialogen og prioriteringen. Den involverer såvel forskerverdenen som de kræfter i samfundet, der efterspørger god forskning. Det er en forpligtende proces, der indeholder prioriteringer af såvel intern som ekstern natur, og med krav om strukturelle tilpasninger for at nå strategiens målsætninger. I Danmark afspejles diskussionen mellem interne og eksterne prioriteringer tydeligst i dialogen mellem universiteter og sektorforskning, mellem universiteter og universitetshospitaler og mellem universiteter og industri. Sektorforskningen blev jo netop etableret, fordi det etablerede videnskabssystem ikke ville forholde sig til nye tværgående problemstillinger som miljø og transport.

Adskillelsen i et internt og et eksternt begrundet videnssystem er usund, for de hænger uløseligt sammen, dels gennem uddannelsen, der lider under opsplitningen, dels gennem fælles problemer. Samtidigt svækkes det samlede forskningssystem, fordi det er et hus med indbyggede konflikter. Et stærkt forskningssystem forudsætter en øget diversitet på mange planer, herunder mere fleksible ledelsesformer, en bredere rekruttering, en bevidst afvejning af interne og eksterne interesser samt ikke mindst et grundlæggende ændret syn på de herskende paradigmer, der ellers vil slå over i en mytisk natur.

  1.  M. Polanyi, The Republic of Science: Its Political & Economic Theory, Minerva 1, 54-73 (1962)
  2.  K. Jelved & A.D.Jackson, Naturens Verden, 82, 14-19 (1999)
  3.  D. Stokes, Pasteurs Quadrant- Basic Science and Technological Innovation, Brookings Institute, Washington (1998)
  4.  J. Cohen, Science, 283, 1998-99 (1999)
  5.  T.S. Kuhn, The Structure of Scientific Revolutions, UCP, Chicago (1962,1995