Krise?

Publiceret April 1999

Naturvidenskaben er i krise. Det indtryk kan man i hvert fald nemt få, hvis man følger med i medierne. De unge svigter de teknisk-naturvidenskabelige fag, hvilket udløser færre taxameter-kroner til uddannelsesinstitutionerne, så dén undervisning man kan tilbyde forringes. Således forstærkes den skæve udvikling tilsyneladende i en ond cirkel.

En del af miseren har øjensynlig at gøre med tidsånden - intet mindre; vi ser den samme tendens i landene omkring os. Op gennem århundredet har de associationer folk forbinder med naturvidenskab ændret sig, i takt med at atombomber og miljøproblemer er dukket op på arenaen - fra optimisme og fremskridtstro til kynisme og mangel på forståelse for naturens sammenhænge. Med det resultat, at de uddannelsessøgende i dag i stor stil orienteres mod de humanistiske fag.

Imidlertid er teknikken omkring os kommet for at blive, og vi har som aldrig før brug for viden om naturvidenskab. Ikke blot konkret i form af højtuddannede folk, der kan varetage de stadig mere teknisk-betonede funktioner i industrien, men også hvis vi som samfundsborgere skal diskutere komplekse problemstillinger som gensplejsede fødevarer eller biomedicinsk etik.

Den første forudsætning for at gøre noget ved problemet er at politikerne tager sig sammen og lægger nogle flere penge på bordet. Det er absurd at Men flere penge gør det ikke alene. Det er også et spørgsmål om hvilket billede af os selv som forskere, vi vælger at udsende. I dag har mange så travlt med deres karriere, at de forsømmer at deltage i den offentlige debat. Undervisning er tit noget, der bare skal overstås. Det er vigtigt at vi viser flaget, og ikke overlader scenen til populisterne med de nemme løsninger. At vi tør indrømme, når der er ting vi ikke ved. Og samtidig viser at vi også er stolte af vores fag. Kun på den måde kan vi vinde den troværdighed, som er forudsætningen for at folk igen gider beskæftige sig med naturvidenskab.

Et universitet er i følge sagens natur en elitær institution, hvis formål det må være at drive forskning og undervisning på det højest mulige niveau. Dette kræver en stærk og visionær ledelse, som har evnen og viljen til at skille skidt fra kanel, som kan prioritere og sadle om når det er nødvendigt. Den netop overståede nedskæringsrunde på K.U. Naturvidenskab har vist at ledelsen på dagens universiteter ikke er klædt på til dette. I forbindelse med en revision af styrelsesloven må ambitionen først og fremmest være at skabe en ledelsesform som kan sikre kvaliteten i forskning og undervisning. Det kan diskuteres om en eksternt udpeget bestyrelse er det der skal til. Under alle omstændigheder er det væsentligt at holde sig for øje, at styringen bliver videnskabelig funderet og ikke overlades til bureaukraterne. En fri og uafhængig forskning af høj kvalitet er den bedste krisemedicin universiteterne kan levere.