Vi har fået hovedet for at bruge det

Publiceret Januar 2008

Kristendommen har som alle religioner etiske konsekvenser, og dem kan man være enige eller uenige i. Men der spilles dog med åbne kort, og konsekvenserne kan diskuteres på samfundsmæssig og videnskabelig vis.

I Det etiske Råd er vi 17 medlemmer. Nogle er læger og forskere og meget kloge på moderne videnskab og bioetik og alle de andre problemfelter Det etiske Råd har med at gøre og skal tage stilling til. Andre af os er knap så kloge, om end vi da gerne kloger os, hvis vi kan komme af sted med det.

Vi andre er nemlig valgt som lægfolk, som almindelige samfundsborgere i det danske samfund og mennesker, der har gjort os tanker om, hvad det vil sige at være menneske i den kultur, som er vores, og som er groet ud af hele vores vestlige kulturtradition.

Derfor sidder der både flere teologer og andet kristent godtfolk i rådet i øjeblikket. Det er vel i grunden ikke så sært, al den stund 83 % af den danske befolkning er medlemmer af Folkekirken.

Vi sidder der for at bruge hovedet, for det har Gud nu engang givet os, for at vi skulle bruge det.

Og det har vi faktisk i vores kristne kultur en god lang tradition for. Altså at bruge hovedet! Men det betyder ikke, at vi skal efterlade hjertet hjemme.

Vi er nemlig en kultur opstået ud af et fortræffeligt godt mix mellem græsk viden og jødisk - kristen tro.

Grækerne så verden som en på forhånd fuldendt skabt skønhed, helhed og harmoni. Denne helhed kaldte de kosmos og bestræbte sig på at udfinde de love, som et sådant fuldendt kosmos måtte være styret af. Deraf oprindelsen til en videnskabelig udforskning og tænkning i skrifter, som i de mange århundreder efter Romerrigets opløsning og folkevandringernes kaos heldigvis blev opbevaret i den daværende højtudviklede arabiske kultur.

Men i modsætning til grækernes harmonitanke var der i den jødisk-israelitiske skabelsestanke kaos på forhånd, og kun Guds vægtige skaberord magtede at skabe og opretholde den tilstrækkelige orden og kosmos, som mennesker trænger til, om de skal kunne leve og virke. Den jødiske tanke appellerede til lovsang og tak og ikke til udforskning og viden.

Det er det fine ved vores kultur, at der er blevet givet - og tilkæmpet - et rum for både videnskab og for lovsang og tro. Og at vi langsomt, om ikke altid hverken med kristendommens eller videnskabens gode vilje, har fået plads til begge dele.

Og det er virkelig et gode, at der i kristendommen har været strenge at trække på, hvor den videnskabelige tænkning kunne knytte an.

Det begyndte med den forkætrede Paulus, som trækkes af stalden hver gang der diskuteres kvindelige præster og synet på homoseksuelle. Men hans teologiske gennemtænkning af, hvad friheden i Kristus betyder, har været af uvurderlig betydning for vores kultur. Vi er ikke bundet til overtro og åndemagter og alt andet mærkværdigt, men Kristus har ved sin død og opstandelse sat os frie fra både alt dette og fra almindelig hovedløs og gold lovoverholdelse. Den frihed skal vi bruge til at leve i verden, fremadvendt i tro og håb.

I 1500tallet fik vi en lige så forkætret Luther. Han holdt fast i, at fyrsten og øvrigheden kunne bruge tvang alt det, de ville for almindelig ro og ordens skyld, men troen kunne kun trives i frihed og personlig afgørelse.

Grundtvig bygger videre i 1800-tallet. Han giver godt nok ikke meget for den almindelige ”drengevidenskabelighed”, hvor alt hvad der ikke kan måles og vejes bliver dømt ude, men da han ser mennesket som ”en mageløs, underfuld skabning” ikke skabt til at efterligne alle de andre abekatte, men ”et guddommeligt eksperiment, der viser hvordan støv og ånd kan gennemtrænge hinanden”, så er der hos ham også plads til en vedvarende dialog i tale og skrift om selve dette at være menneske og leve som menneske i et givet konkret samfund. Grundtvig altid taler om mennesket, som det helt konkret er til stede i tid og på sted. Og at det er en stor beskyttelse, viser alle de abstrakte og menneskefjendske samfundssystemer, kommunisme og nazisme, som opbyggedes under store forventninger i begyndelsen af det 20. århundrede.

Alt det har betydet, at vi inden for teologien igennem mange år har kunnet forske frit i kristendommens historiske oprindelse, i den historiske Jesus, i om de fire evangelister har haft fælles forlæg og skrevet af efter hinanden eller ej, og meget andet. Vi har kunnet bruge vore hoveder frit. Vi har kunnet bruge dem til videnskabelig, historisk-kritisk forskning. Sådan er præsterne i folkekirken faktisk skolede. De er skolede i at kunne forkynde den kristne tro og til at forklare historiske hændelser og dogmatiske stridigheder rent videnskabelig vis.

De er skolede til at skelne mellem tro og viden.

Og kristendommen er ren tro. Men det er så nemt at gøre grin med troen, for den har ikke meget den kan hænge sin hat på. Den er ikke effektiv, sådan som vi helst alle sammen skal være. Den får ikke en hel masse fra hånden, så vi alle kan beundre den. Den kan ikke slå om sig med fine beviser. Vil vi bevis, da er der ikke tale om tro mere.  Og argumentere kan den heller ikke, jo mere den argumenterer, desto mere utroværdig er den, og derfor har den kristne tro slet ikke anden mulighed end at leve af hvert ord, den hører fra Kristi mund.

Det er jo lidt sølle, når alle andre kan så meget.

Det er med troen som med kærligheden.  Også den må leve trofast af det, der kommer til den. Den kan ikke beskytte sig, den kan kun på nåde og unåde overgive og udlevere sig til den elskede. Den kan som troen heller ikke bevises, de nitten roser han kommer dampende med kan jo lige så godt være udtryk for dårlig samvittighed som stor veneration og kærlighed.

Kærlighed og tron ligner altså hinanden på så mange måder, men kærligheden er dog - især  i vores tid - meget mere respekteret. Der er ingen, der gør sig vittige på kærlighedens bekostning. Selv når vi siger, at kærlighed gør blind, så er det egentlig en ros, for vi ved jo godt at vi hver i sær lever af, at der er nogen, der har taget blindhedens briller på, og i kærlighed lægger et nådesslør ud over vore uvaner og skavanker.

Både tro og kærlighed grunder sig på tillid. Tillid til den og det, vi tror på og sætter vores lid til.

Begge dele giver et menneske et ståsted, hvorudfra der kan tænkes og tales også uden at tage hovedet under armen. Ståstedet har det lige som al anden form for værdigrundlag etiske konsekvenser. Men ligesom der i kærlighedens farvand ikke gives nogen facitliste til, hvad vi konkret skal gøre, så gives der heller ikke i den kristne tro nogen facitliste til, hvordan noget så kompliceret som et menneskeliv kan og skal leves. Selv næstekærligheden må anses for at være ”En bølgende lov”, således som Jakob Knudsen beskriver buddet om næstekærlighed i romanen ”Den gamle Præst” Her forsvarer han faktisk, at en præst kan opfordre til noget i 1890´erne så forfærdeligt og omstridt som selvmord. Og derfor kan man også i dag høre folkekirkepræster plædere for, at abort kan være en kærlig afgørelse, ligesom man kan høre om præster, der går i antiabortdemonstrationer.

Men selv om der ikke er en facitliste, der fastlåser de etiske konsekvenser af kristendommen, så er jeg ikke i tvivl om, at vi af samfundsmæssige grunde trænger til kristendommen. For her registreres udåden ikke bare. Det undskyldes ikke, at Kain dræbte sin bror Abel. Nej, mordet tages op for Guds ansigt og fordømmes, uanset hvilke traumatiske barndomshistorier, der kunne tale til Kains fordel.

Alle religioner har etiske konsekvenser. Dem kan man være enige eller uenige i. Men der spilles dog med åbne kort. De kan gås efter i sømmene og diskuteres på samfundsmæssig og videnskabelig vis.

Enhver vil vide, hvor jeg henter mine ressourcer. Mit ståsted. Hvor jeg hviler mit fortumlede hoved og fortabte hjerte, når jeg ikke kan finde udveje for mit liv.

Men nogen manual har jeg altså ikke. Hverken til mit eget eller andres liv. Derfor er jeg også nødt til at bruge hovedet, selv om det somme tider kniber gevaldigt.

Offentliggjort i Kristelig Dagblad d. 18.1.2008. Gengives med forfatterens tilladelse.