Niels M.G. Harboe 28.3.1918 – 4.5.2006

Publiceret Juli 2006

Et i særklasse bemærkelsesværdigt menneske, vores gamle mentor og ven gennem mange år, dr.med.h.c. Niels Harboe, er død 88 år gammel efter et langt og begivenhedsrigt liv.

Niels Harboe
Niels Harboe. Foto: Mik Eskestad.

Harboe fattede tidligt i sin ungdom interesse for fysik og kemi, og fik i sit barndomshjem i præstegården indrettet et kælderlaboratorium til sine forsøg, ligesom han i gymnasietiden i Sorø fik lov at bruge fysiklokalerne i fritiden, hvor han dog også dissekerede kalvehoveder. Splittet mellem kemi og biologi valgte han at blive læge, en uddannelse han betegnede som en god, bred basis for at finde og løse vigtige problemer og ”gøre nytte”. Efter turnus tilbragte han årene 1946-49 hos K.O.Pedersen og nobelpristagerne The Svedberg og Arne Tiselius i Uppsala, hvorfra han kunne hjemtage helt moderne proteinanalyse og fraktioneringsmetoder.

I 1949 grundlagde Harboe Proteinlaboratoriet i nogle små kælderlokaler i  Institut for Almen Patologi ved Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet, hvor han begyndte at anvende og tilpasse de ny metoder til at løse klinisk relevante problemstillinger. Hans idérigdom, originalitet og flid var stor, og han arbejdede selv i laboratoriet i hele sit liv, i lange perioder uden assistance. Efter at have fundet en idé bæredygtig overlod han det kvit og frit til en medarbejder at videreudvikle idéen og publicere resultaterne.  Dette førte til et blomstrende institut, hvor yngre medarbejdere flokkedes og trivedes i den helt specielle ”Harboe-ånd”, hvor man fra første færd lærte at stå på egne ben, fik næsten ubegrænset frihed, og af Harboe blev behandlet som en ligeværdig kollega og ”legekammerat”. Intet glædede ham mere end at se medarbejderne udvikle sig og opnå succes ved egen kraft. Han fandt det ikke umagen værd at skrive disputats, og universitetets akademiske liv interesserede ham mildt sagt ikke.

I 1961 blev Harboe oprykket til afdelingsleder efter bl.a. i et år at have arbejdet uden løn. Senere blev han tilbudt et professorat, men afslog da han ikke ville bruge sin tid på prægraduat undervisning; han blev herefter opnormeret lønmæssigt uden denne titel. I 1966 måtte Proteinlaboratoriet pludselig fraflytte sine lokaler, som skulle anvendes til den ekspanderende studenterundervisning, uden at der blev anvist andre lokaler. Efter at have sundet sig lejede og indrettede han for egen regning og risiko en nedlagt saneringsmoden brødfabrik i Ryesgade, hvor laboratoriet overlevede indtil rektor Mogens Fog greb ind og gav ham en officiel næse for denne utilstedelige disposition. Samtidig drog Mogens Fog omsorg for at universitetet refunderede de private udgifter og overtog lejemålet; endvidere at laboratoriet blev opnormeret til et selvstændigt institut med flere stillinger, og at det i 1969 kunne flytte ind i nyindrettede lokaler i Rådmandsgadekomplekset, hvor Proteinlaboratoriet endte med at fylde hele den 4-etager store bygning i Sigurdsgade.

I 1965 forstod Harboe øjeblikkeligt at der var store perspektiver i et af svenskeren Carl-Bertil Laurell netop udviklet princip, hvor proteiner ved elektroforese føres gennem en agarosegel indeholdende antistoffer. En helt ny verden af muligheder åbnede sig, og i mange år herefter arbejdede Proteinlaboratoriet med at videreudvikle denne immunkemiske metodologi og udvide dens anvendelsesområde, hvilket førte til en strøm af publikationer og betydelig international anerkendelse. Efter 1964 publicerede Harboe kun to videnskabelige artikler, hvoraf den ene blev en af tidens mest citerede danske biomedicinske publikationer.

Meget usædvanligt for en universitetsforsker, og ugleset i det akademiske miljø som dengang havde stor berøringsangst over for erhvervslivet, grundlagde Harboe i 1966 den familieejede virksomhed Dakopatts (nu DAKO-Cytomation), baseret på den udviklede immunkemiske metodologi. Nogle år senere stod han også bag udviklingen af virksomheden ALK-Abello. Disse to succesrige forskningsbaserede danske selskaber har nu tilsammen over 2000 medarbejdere, og havde næppe eksisteret i dag uden Harboes mangeårige utrættelige indsats. De to virksomheder havde i en lang indkøringsperiode medarbejdere udstationeret i Proteinlaboratoriet, som således var en bioteknologisk forskerpark mange år før dette begreb blev moderne i Danmark.

Niels Harboe var tillige bestyrelsesmedlem/formand i Chr.Hansens Laboratorium (1958-92), Lundbeckfonden (1978-93) og H.Lundbeck (1985-92), og fik således alt i alt stor  indflydelse på  den forskningstunge del af dansk erhvervsliv.

I sin formandsperiode i Lundbeckfonden (1987-93) øgede Harboe i betydelig grad støtten til dansk universitetsforskning. I 1981 oprettede han Harboefonden.

Niels Harboe grundede dybt over livet og dets tilskikkelser, og havde en horisont der rakte langt ud over de faglige og erhvervsmæssige interesser. Han vil blive husket af usædvanlig mange mennesker, som han på sin venlige, humoristiske og imødekommende måde inspirerede eller hjalp. Selv om han blev meget velhavende, levede han beskedent. Ydre tegn på personlig succes interesserede ham ikke, bortset fra den æresdoktorgrad som Københavns Universitet tildelte ham i 1989 i anerkendelse af hans store og fremsynede indsats for universitetet.

Han satte sig dybe spor. Æret være hans minde.