Jørgen Lehmann – den kliniske biokemiker

Publiceret April 2005

På Institut for Medicinsk Biokemi i Århus hænger der i biblioteket et portrætfoto af en yngre mand med bølger i håret og glimt i øjet (fig. 1). Det er Jørgen Lehmann, instituttets første professor som han så ud i 1938. Ikke mange biokemikere eller læger ved i dag hvem Jørgen Lehmann var, eller hvad han stod for. Men det Lægevidenskabelige Fakultet i Århus glemte ham ikke umiddelbart. I 1968 udnævnte Århus Universitet Jørgen Lehmann til æresdoktor i medicin.

Jørgen Lehmann 1938
Fig. 1: Jørgen Lehmann 1938.

I 1998 udgav nobelpristageren og biokemikeren Max Perutz sine læseværdige erindringer (1). I refleksioner over nobelprisen og biokemiens betydning for bl.a. tuberkulosebekæmpelsen, nævner Perutz Jørgen Lehmann som en forsker, der burde have haft nobelprisen (2). Så selvom prisen til patologen Johannes Fibiger var et fejlskud (3), neutraliseres det i national selvforståelse måske af at en anden dansker og læge ligeså påfaldende blev forbigået.

Kendskabet til Jørgen Lehmann havde selvsagt været større i Nobelbelysning. Nu er han næsten glemt. I det mindste i Danmark. Serien om danske biokemikere i Biozoom er derfor en velkommen lejlighed til at fortælle om Jørgen Lehmanns liv (4-6) og forskning (6-9). Også selvom hovedparten foregik i Sverige.

Liv og ansættelser

Jørgen Erik Lehmann blev født i København d. 15. januar 1898. Hans liv som akademiker og forsker var næsten prædestineret. Faderen, Johannes Edvard Lehmann, var religionshistoriker med to doktorgrader, dr. theol. et phil. Moderen, Karen Marie Wiehe, var en anerkendt billedhugger. Lehmann er en kendt dansk slægt. Det bedst kendte medlem er den karismatiske jurist og politiker Orla Lehmann, der spillede en nøglerolle i nationalliberalismens opståen og enevældens afskaffelse i 1849. Familien tæller udover faderen, Edvard, også bemærkelsesværdige forskere som kusinen, den internationalt kendte seismolog, Inge Lehmann, der opdagede jordens indre kerne, og medicinske forskere som øjenlægen Georg Carl Lehmann og hygiejnikeren Julius Christian Lehmann.

Jørgen Lehmann fik en privilegeret opvækst i Klampenborg. Men i 1910 blev faderen kaldet til et professorat i religionshistorie ved Kejser Wilhelm Universitetet i Berlin, og Jørgen måtte på kostskole med sin bror, Henrik (Herlufsholm, 1911-14). Familien undslap imidlertid 1. verdenskrig, da faderen i 1913 fik et nyt professorat i religionshistorie, denne gang ved Lunds Universitet. Jørgen flyttede derfor over sundet, blev svensk student i 1917, og begyndte umiddelbart efter at læse medicin i Lund. Jørgen blev hurtigt grebet af fysiologisk kemi, dvs. biokemi, og blev sideløbende med lægestudiet i 1920 amanuensis ved Institutionen för Fysiologi i Lund, hos professor Torsten Thunberg, der blev hans vejleder og senere gode ven. Thunbergs forskning i oxidationsenzymer inspirerede Jørgen Lehmann til allerede i 1922 at publicere sine første arbejder (10-12). I 1927 blev Lehmann læge og avancerede til assistent på Thunbergs institut. Herfra forsvarede han i 1929 sin doktorafhandling ”Zur Kenntnis biologischer Oxydations-Reduktionspotentiale” (13). Disputatsen gav ham en docenttitel, som han beholdt til 1. januar 1937, hvor han blev professor i biokemi ved Århus Universitet. Det hører med til forståelsen af Lehmanns senere så åbenlyse kliniske interesse, at han i årene 1928-36 i perioder også var vikarierende provinsiallæge i flere skånske distrikter. Før tiltrædelsen i Århus var Lehmann dog i mere end et år i New York hos Herbert Gasser, i hvis laboratorium på Rockefeller Instituttet han undersøgte aktionspotentialer i pattedyr-nerver. Historien fortæller (14), at Lehmann frabad sig den kendte neurofysiolog og senere nobelpristager, Gasser, som medforfatter på sine arbejder fra New York (15-17). Han begrundede det bl.a. med at han skulle bruge dem i ansøgningen til professoratet i Århus. Og han mente, at stå stærkere til det formål som eneforfatter.

Opholdet i Århus blev imidlertid kort. I april 1938 rejste Lehmann til Göteborg for at blive chef for et nyt biokemisk hospitalslaboratorium, Centrallaboratoriet på Sahlgrenska Sjukhuset. Göteborg havde dengang ikke et universitet, endsige en lægeskole. Det hurtige skift var derfor påfaldende. Årsagen skal søges i flere samspillende faktorer (18). Lehmann var først og fremmest forsker. Han erkendte hurtigt, netop returneret fra et ”center of excellence” som Rockefeller Instituttet, at det ville tage tid og mange kræfter, at få den biokemiske forskning i Århus på international højkant. Den nye lægeskole krævede først og fremmest opbygning af studenterundervisning, og studenterundervisning interesserede ikke Lehmann. Stillingen i Göteborg gav væsentlig større forskningsmuligheder. I forhandlingerne med Sahlgrenska Sjukhuset havde Lehmann netop betinget sig og fået ganske betydelige forskningsfaciliteter med bl.a. veludstyrede dyrestalde. Angiveligt aflønnedes stillingen i Göteborg også væsentligt bedre. Det spillede desuden en rolle, at hustru og børn var født og opvokset i Sverige. Hertil kom, at Lehmann var ligeglad med akademiske titler. Kun forskningsmulighederne talte. Han blev aldrig ordinær professor i Göteborg selvom et universitet med lægevidenskabeligt fakultet blev oprettet i 1951. Ironisk nok blev han dog i sin aktive emeritus-tid på det farmakologiske institut i Göteborg udnævnt til adjungeret professor i farmakologi. Jørgen Lehmann forblev med andre ord i Göteborg til sin død d. 26. december 1989 – få uger før 92 års dagen.

Om sit skift fra Århus til Göteborg har Lehmann senere med et skævt smil bemærket, at ligesom hans far nåede at flytte fra Tyskland til det neutrale Sverige før 1. verdenskrig, nåede han at flytte fra Danmark til neutrale Sverige før 2. verdenskrig.

Forskning

Jørgen Lehmanns forskning er udover sin originalitet og betydning kendetegnet af flere usædvanlige træk. Den strækker sig over hele 62 år og dækker en del forskellige områder, der i nogen udstrækning svarer til hans ansættelser: Oxidations-reduktionsenzymer (Lund 1920-35); aktionspotentialer i pattedyrs nervefibre (New York 1935-36); B-avitaminoser (Århus 1937-38); thrombose-forskning herunder måling af prothrombin, og, anvendelse af dikumarol til behandling af thromboser (Göteborg 1939-43); design af paraaminosalicylsyre (PAS) og erkendelse af dets muligheder ved behandling af tuberkulose (Göteborg 1943-63); i den sidste periode desuden undersøgelse af tryptofanmangel ved neuropsykiatriske sygdomme og behandling af stupor og demens med tryptofan (Göteborg 1964-82). Hertil kommer, at Lehmann sideløbende med sin egentlige forskning i alle årene som chef på centrallaboratoriet på Sahlgrenska Sjukhuset (1938-63) var engageret i at udvikle nye analysemetoder og forbedre den daglige biokemiske diagnostik. Han byggede selv et flammefotometer, udviklede elektrometriske mikrometoder, undersøgte holdbarheden af blodprøver under transport, konstruerede automatiske pipette-maskiner og diffusionskamre til hurtiganalyse af kuloxid i plasma for praktiserende læger, komponerede opløsninger til afprøvning af pipetters renhed - og meget mere (19). Herudover interesserede han sig levende for sin afdelings og sit speciales organisation og funktion (20, 21).

Lehmanns publikationsliste opregner 129 videnskabelige artikler, hvoraf 75 er egentlige originalartikler (19). Langt hovedparten er trykt i skandinaviske tidsskrifter på tysk, engelsk, svensk eller dansk. Det er slående, at Lehmann kun har medforfattere på fjorten publikationer. Medforfattertallet indskrænkede sig oftest til en eller to, og Lehmann var altid førsteforfatter. Alt i alt fortæller det om en usædvanligt stor personlig indsats. Men måske også om en tid, hvor en talentfuld biokemiker selv kunne beherske alle de nødvendige teknikker. Hertil kommer, at Lehmann åbenhjertigt har medgivet, at han foretrak at jage som en enlig ulv (6).

Grunden til stadigvæk at beskæftige sig med Jørgen Lehmann og hans forskning er hans enestående indsats på to områder, thrombose og tuberkulose, med behandling med hhv. dikumarol og PAS. De skal derfor beskrives mere udførligt. Lehmann blev kort efter sin ansættelse i Göteborg interesseret i det nyopdagede vitamin K og blodets koagulation. Det vides ikke om interessen skyldes, at vitamin K blev opdaget af landsmanden Henrik Dam (Henrik Dam var i øvrigt Lehmanns medansøger til det nye professorat i biokemi i Århus, og også genansøger til Lehmanns efterladte professorat) eller om Fritz Schønheyders studier af det vitamin-K-afhængige prothrombin inspirerede (Schønheyder var også ansøger til professoratet og fik det efter Lehmann, mens Dam og en tredje ansøger, Fritz Lippmann fik Nobelprisen i hhv. 1943 og 1953). Gennem koagulationslitteraturen erfarede Lehmann, at kvæg der havde indtaget fordærvet kløver fik svære blødninger. Gæret kløver måtte derfor indeholde en faktor, der interfererede i koagulationsprocessen. Lehmann indså hurtigt, at kløver-faktoren måtte kunne anvendes i thrombosebehandlingen, og gik i gang med at ekstrahere kløver i centrallaboratoriets kælder. Ekstraktionen lykkedes et stykke af vejen. Koagulationstiden blev forlænget hos kaniner behandlet med Lehmanns kløver-ekstrakt. Men det lykkedes hverken at renfremstille eller identificere faktoren. Lehmanns svoger, der var plantegenetiker i Uppsala, fortalte imidlertid Lehmann, at kløver indeholder en kraftig aromatisk substans, kumarin, som normalt afholder kvæg fra at spise den pågældende kløver. Lehmann slog kumarin-strukturen op, og - voila - den var næsten identisk med vitamin K’s. Lehmann forestillede sig derfor at kumarin var den toksiske faktor i gæret kløver. Men han kunne ikke få kumarin til at påvirke koagulationen. Samtidigt offentliggjorde en amerikansk gruppe (Link et al.), strukturen af den toksiske kløver-faktor som det beslægtede dikumarol. Lehmann fik prompte chefkemikeren på Ferrosan i Malmø, Karl-Gustav Rosdahl, til at syntetisere dikumarol. Lehmann testede toksititeten af det syntetiske dikumarol på sig selv, og gik derefter i gang med at behandle patienter med svære thromboser, bakket op af en entusiastisk kirurg på Sahlgrenska. Dikumarol virkede. Succesen var i hus. Thrombose-behandling med dikumarol kunne begynde og Lehmann havde fået sit første større internationale gennembrud (22, 23). Et afgørende skridt i processen var Lehmanns hurtige erkendelse af, at dikumarol kunne være en kompetitiv hæmmer af vitamin K. Kompetitiv hæmning af enzymer kendte Lehmann særdeles godt fra sin tidlige forskning i oxidationsenzymer hos Thunberg i Lund. Lehmann fulgte området op med flere kliniske undersøgelser og forbedringer af målemetoderne for prothrombin (se ref. 19).

Strukturen af salicylsyre og PAS
Fig. 2: Strukturen af salicylsyre og PAS.

Jørgen Lehmanns afgørende ”claim to fame” fulgte umiddelbart efter og har paralleller med dikumarol-historien. Under sit Rockefeller-ophold lærte Lehmann biokemikeren Frederick Bernheim fra Duke University at kende. Det blev et livsvarigt venskab. Bernheim undersøgte i 1939-40 tuberkelbacillens stofskifte, og opdagede at salicylsyre fordoblede bakteriens iltoptagelse (24). Han undersøgte også en række beslægtede stoffer, som ikke ændrede salicylsyre-effekten påfaldende (25). For venskabs skyld sendte Bernheim sin første Science-artikel (24) til Lehmann. Og Lehmann indså med sin særlige intuition, at der i Bernheims observation af salicylsyre-effekten lå en nøgle til behandling af tuberkulose, og at nøglen måtte være paraaminosalicylsyre PAS (Fig. 2).

Det var langtfra blot et godt gæt. Det var en næsten genial og sjældent klarsynet deduktion baseret på Lehmanns viden om 6-ledede ringstrukturers kemi, om kompetitiv hæmning af oxidationsenzymer, og om amino- og amidgruppens betydning for den baktericide virkning af de på den tid så tiljublede sulfonamider. Lehmann vidste således fra sulfonamid-litteraturen, at modifikationer i meta- og ortopositionerne ofte var uden større baktericid effekt, men at netop parapositionen skulle modificeres, og at det skulle være med en aminogruppe. Bortset fra enkelte kontroller så Lehmann ingen grund til at syntetisere og afprøve salicylsyre-analoger i større omfang. Han var så sikker på sin deduktion, at han igen skrev til Ferrosan. Denne gang om hjælp til at syntetisere PAS. Brevet fra 3. marts 1943 eksisterer endnu i Ferrosans arkiver, som dokumentation af Lehmanns kontante klarsyn (se reference 6, plate 5).

At Lehmann først skrev til Ferrosan om PAS i 1943 skyldes, at han i 1941-42 som enlig ulv havde hænderne fulde af arbejde med dikumarol og thrombose. Han indså derfor efter den initiale erkendelse af PAS muligheder i kølvandet på Bernheims artikel (24), at han ikke magtede to store projekter samtidigt. Men Ferrosans direktion var imidlertid bekymrede. Det var krigstider, økonomien var stram, og Ferrosan havde lidt store tab på sanocrysin, et guldpræparat, som viste sig uvirksomt til behandling af kvægtuberkulose. Sanocrysin var foreslået af den danske veterinær, Holger Møllgaard. Endnu et fantasifuldt forslag om tuberkulosemidler fra en dansk professor tændte derfor advarselslamperne. Men Karl-Gustav Rosdahl på Ferrosan, der tidligere havde hjulpet med syntese af B-vitaminer og dikumarol, troede på Lehmann. Rosdahl fik overtalt direktør John Ryné, og Lehmann fik PAS til afprøvning på tuberkelbaciller. Det virkede! PAS blokerede væksten af tuberkelbakterier i minimale koncentrationer. Lehmann afprøvede derefter PAS toksititeten på sig selv. Der var ingen bivirkninger men blot lidt dyspepsi af store, orale doser. Og så begyndte patientbehandlingen i Göteborg i samarbejde med den garvede tuberkuloselæge, Gylfe Vallentin. PAS viste sig at virke på al slags tuberkulose. Men det var næsten for godt til at være sandt. Der havde i tidens løb været så mange uvirksomme tuberkulosebehandlinger, at de fleste tuberkuloselæger habituelt udviste stor skepsis overfor nye tiltag. De initiale resultater og kravet fra patienterne og deres familier banede imidlertid vejen for PAS.

På grund af krigen, på grund af Ferrosans vanskeligheder med at få patent på PAS og for at samle et stort patientmateriale, ventede Lehmann med at publicere resultaterne af PAS’ virkning på tuberkelbakterien in vitro og på den humane tuberkulose til begyndelsen af 1946 (26-28). Det kan synes rimeligt, legitimt og endda hensynsfuldt. Men i bagkundskabens lys var det uheldigt for Lehmann. Selv om PAS de facto var det første virksomme tuberkulosemiddel, der blev afprøvet (6-8).

Næsten sideløbende med PAS introduktion i tuberkulosebehandling kom amerikanerne med streptomycin isoleret af den unge ph.d.-studerende, Albert Schatz, i Selman Waksmanns laboratorium på Rutgers College i New Jersey. Og fra Gerhard Domagks krigshærgede Bayer-laboratorium i Eberfelde i Tyskland kom Conteben (thiomicarbazon), designet og syntetiseret af kemikeren Robert Behnisch med assistance af Hans Offe (6). Flere år senere blev isoniazid og analoger heraf fundet næsten samtidigt i flere medicinalfirmaer i USA og Europa. På grund af tuberkelbacillens udtalte evne til at udvikle resistens mod det enkelte antibiotikum, blev antibiotika-kampen mod tuberkulose i den vestlige verden først vundet op gennem 1950’erne og 1960’erne ved kombinationsterapi. I begyndelsen med PAS og streptomycin, siden med isoniazid og andre nye stoffer. I 1960’erne blev anvendelsen af PAS efterhånden begrænset. Men PAS-historien er måske endnu ikke slut. PAS er et effektivt og billigt præparat. Og med den udbredte tuberkulose i den tredje verden er der stadig brug for kemoterapi. Ikke mindst i lyset af de sidste årtiers dræbende alliance mellem tuberkulose og AIDS i Afrika syd for Sahara, i Sydøstasien og i Latinamerika. I den forbindelse må det heller ikke glemmes, at tidligere var tuberkulose også i den vestlige verden mere frygtet end kræft. Det skønnes, at tuberkulose gennem tiderne har kostet flere milliarder menneskeliv (6).

Nobelprisen for tuberkulose-behandling

Bekæmpelsen af infektionssygdomme med antibiotika og vaccinationer er måske lægevidenskabens største succes. Den ændrede betingelserne for menneskets liv her på kloden, og har formentlig reddet hundreder af millioner liv. Og med større solidaritet med befolkningerne i den tredje verden kunne der reddes endnu flere af de liv, der nu slukkes af infektioner. Læger verden over fra 1930’erne, 40’erne og 50’erne, talte med god grund om tiden før og efter antibiotika. Det var derfor oplagt, at den medicinske nobelpris før eller siden måtte gives til antibiotika-pionerer. Og da tuberkulose var - og stadig er - blandt de værste infektionssygdomme, måtte også tuberkulosemidlernes frontløbere komme i betragtning.

I 1939 blev den tyske læge, Gerhard Domagk, tildelt den første antibiotika-nobelpris for opdagelse af ”den antibakterielle virkning af Prontosil”, det første sulfopræparat. Det udløste - i parentes bemærket – et voldsomt raseri hos Hitler for utilstedelig indblanding i Tysklands krigsforberedelser. Domagk blev derfor arresteret af Gestapo og nægtet udrejsetilladelse, så han først i 1947 kunne hente sin pris i Stockholm. Domagk arbejdede under krigen i øvrigt målrettet videre med antibiotika, og kom også til at spille en central rolle for udviklingen af de tyske tuberkulosemidler, Conteben og Neoteben (6). I 1945 delte Alexander Fleming, Howard Florey og Ernst Chain den næste antibiotika-nobelpris for opdagelsen og renfremstillingen af penicillin. Og med gennembruddet i tuberkulosebehandlingen i efterkrigsårene rumlede det snart med rygter om en tredje antibiotika-pris til PAS og streptomycins opdagere.

Rygterne begyndte i 1952 at tage form. Det blev en almindelig opfattelse, at Jørgen Lehmann og ukrainsk-amerikanske Selman Waksman måtte være selvskrevne kandidater for opdagelsen af henholdsvis PAS og streptomycin. Nobelprisen kan højst tildeles tre personer. Som tredje kandidatmulighed cirkulerede derfor også navne som Frederick Bernheim, Albert Schatz og den amerikanske læge Corwin Hinshaw, der først afprøvede streptomycin i klinikken. Til manges overraskelse gik 1952-prisen imidlertid ubeskåret til Selman Waksman. Den iøjnefaldende forbigåelse af Lehmann har siden foranlediget mange spekulationer. Ikke kun hos Max Perutz, som nævnt i indledningen (1). Men også hos Jørgen Lehmanns efterfølger i Göteborg, Sven Lindstedt. Under forberedelserne til denne biografi skrev Sven Lindstedt således, ”Jörgen borde ha fått sitt Nobelpris för PAS. Waksman telegraferade och gratulerade. Han (Jörgen) höll ju också på med antikoagulation och isolerade dicumarol från sötklöver. Därmed konkurrent till Erik Jorpes, inflytelsesrik på Karolinska Institutet. Dessutom (var Jörgen) dansk och verksam i Göteborg, som då inte hade universitet”. Adskillige svenskere deler angiveligt Sven Lindstedts opfattelse (29).

I den angelsaksiske verden rumler det i øvrigt stadigvæk med spekulationer om den medicinske Nobelpris anno 1952. Specielt om Waksmans monopol på æren for streptomycin (30, 31). Ingen anfægter, at Waksman og det laboratorium han havde opbygget på Rutgers College var en afgørende forudsætning for streptomycinets opdagelse og identifikation. Men det var faktisk den unge, arbejdsomme Albert Schatz, der fandt streptomycinet og renfremstillede det til dyre-eksperimentel afprøvning (30, 32). Schatz måtte endda i 1950 trække Waksman i retten for at få anerkendt sin andel i opfindelsen og patentet. Det gav dog samtidigt Schatz et renommé som besværlig, og ødelagde hans videre videnskabelige karriere (30, 33).

Jørgen Lehmann på ældre dage.
Fig. 3: Jørgen Lehmann på ældre
dage.

Personen

Banebrydende kreativitet i kunst, litteratur og forskning er baseret på enkeltpersoner med særlige evner og talenter. I moderne natur- og lægevidenskab, hvor produktet af forskningen, den videnskabelige publikation, ofte har mange forfattere kan det undertiden være svært at udpege det enkelte talent bag en større opdagelse, jf. blot Schatz-Waksman-kontroversen om streptomycin (30-33). Men det gælder ikke for Jørgen Lehmann, der publicerede alene. Det hævdes ofte og vel med rette, at det kreative værk og personen bag det ikke kan adskilles. Forståelsen af Jørgen Lehmanns videnskabelige indsats kan måske derfor øges med indblik i hans person, som angiveligt var usædvanlig og farverig. Eller med Sven Lindstedts ord, ”Det finns hur mycket roligt som helst att berätta om Jörgen” (personlig meddelelse).

Jørgen Lehmann refererede ikke sjældent til sin far (6). Beskrivelsen af religionshistorikeren Edvard Lehmanns person i et ældre svensk leksikon kan måske derfor også kaste lidt lys også over sønnen (34). ”Lehmann… var en glänsande föreläsare med geniala infall och med äkta dansk kvickhet. Hans interesse omspände praktisk taget allt mänskligt, och han kunde utan egentlig förberedelse populärföreläsa över nästan vilket teologiskt eller humanistiskt ämne som helst. Hans betydelse som förmedlare av dansk kulturtradition torde ha varit mycket stor. Som… Valdemar Vedel och Vilhelm Andersen var han en lysande essäist. I katedern och i det personliga umgänget utvecklade han en charm och en suverän älskvärd nonchalans, som gjort honom till medelpunkten för en oerhört rik anekdotflora”.

Træk af den karakter genfindes også i Frank Ryans portræt af sønnen. Ryans billede var baseret på omfattende interviews med familien, venner og en lang række kolleger. De fleste fandt sted mens Jørgen Lehmann endnu levede. Ryan skriver ”No medical scientist of the twentieth century was ever more unorthodox, more impulsive creative than this charming Scandinavian doctor, Jorgen Lehmann. Gifted with a deductive ability and speed that in his own lifetime became legendary, yet nevertheless handsome and witty in so many aspects of his life and personality, Lehmann seemed the very embodiment in real life of Conan Doyle’s fictitious genius Sherlock Holmes”. Ryan fortsætter “… his genius inhabited a wild spirit, untamable with the mundane academic conventions. Rebellious, eccentric, brilliant, he didn’t care a jot for the hierarchical posturing of his more conventional colleagues. (He had) a stubborn independence… (and) a fantastic imagination, which was apparent even as a child. Later on he would joke about his over-developed imagination, realizing how vital a part it would play in his life” (6).

Til billedet af Lehmann og hans danskhed hørte også, at han det meste af sit liv ikke alene cyklede til arbejde. Han brugte også en gammel cykel i arbejdstiden, når han styrtede rundt i de lange kældergange under Sahlgrenska Sjukhuset for at se til patienter i behandling med dikumarol eller PAS. Hans Göteborg-kolleger fandt hans cykel-adfærd ejendommelig, for ikke at sige upassende for en midaldrende overlæge. Men de forklarede det med, at han jo var en excentrisk dansker (6). Lehmann forstod sig imidlertid ikke alene på stålheste, men også på rigtige heste. Efter at PAS havde gået sin sejrsgang verden over blev Lehmann bl.a. inviteret til Argentina, hvor man for at hædre ham havde arrangeret et hestevæddeløb i hans navn. Lehmann fik forevist hestene, og blev opfordret til at spille med i løbet. Lehmann satsede på en ”dark horse”. Til værternes overraskelse vandt den. De vidste ikke, at Lehmann var vokset op nær galopbanen i Klampenborg.

Selv når den løse snik-snak, anekdoter og heroiserende overtoner trækkes ud, efterlader beskrivelserne indtrykket af en usædvanlig kreativ, arbejdsom, charmerende og ganske storsindet enspænder. Det sidste illustreres af Lehmanns adfærd hin aften i oktober 1952, hvor Sveriges Radio offentliggjorde tildelingen af Nobelprisen i medicin. Hans gode ven, mikrobiologen Olof Sievers var netop kommet hjem til ham med champagne for at fejre den oplagte pris til Lehmann. Skuffelsen over forbigåelsen må have været svær at bære. Meget svær. Og spot blev føjet til skade da en dagbladsjournalist umiddelbart efter ringede og bad Lehmann skrive om Waksman. I stedet for blot at smække røret på, satte Lehmann sig eftertænksomt ned, tømte champagneflasken sammen med Sievers, og skrev så et smukt indlæg om Waksmans indsats med streptomycin.

Afslutning

Man skal værne om sin historie og sine rødder. Det gælder også dansk biokemi og den del af den, der hedder klinisk biokemi. Der er derfor vigtigt, at historien om Jørgen Lehmann og hans indsatser ikke glemmes. Han var måske nok en enspænder og en undtagelse. Men han er også god at tage ved lære af. Hans kompromisløse forskning gennem hele livet; hans brug af basal biokemi i væsentlig diagnostik eller terapi; hans udnyttelse af eksisterende viden til at planlægge afgørende forsøg frem for fantasiløs og uigennemtænkt haglbøsse-forskning med utallige forsøg; hans sikre intuition; og hans foragt for tomme konventioner og formalia – alt det er værd at erindre hver eneste dag. At han angiveligt praktiserede de nævnte egenskaber med uopstyltet, respektløs munterhed gør ham ikke mindre efterlevelsesværdig (Fig. 3.).

I hundredeåret for Jørgen Lehmanns fødsel (1998) mindedes Göteborgs Kommune PAS’ opfinder ved at kalde en gangsti op mod Sahlgrenska Sjukhuset ”Doktor Lehmanns Backe”. Måske danske biokemikere skulle tage en tur op ad ”bakken” og lade sig inspirere af Lehmann.

Efterskrift

En sommerdag i 1980 dukkede en slank ældre mand op på Institut for Medicinsk Biokemi i Århus med sin kone og bad på fejlfrit dansk om at tale med professoren. Fritz Schønheyder var trådt fra og Rolf Brodersen var på ferie, så de måtte nøjes med mig. Den ældre gentleman ville vise sin kone instituttet og det billede der her skulle hænge af ham. Først da gik det op for mig, at den nydelige herre var Jørgen Lehmann og jeg eskorterede ham til biblioteket. Han var lidt skuffet over billedets beskedne størrelse og indramning, og sikkert også over min åbenlyse uvidenhed om ham og hans forskning. Ærgerligt, at jeg ikke vidste mere dengang. Der havde været meget at tale om. Men jeg nåede trods alt at få hilst på ham, og håber med artiklen her at have kompenseret lidt, så hans indsats i biokemien ikke helt glemmes i hans fødeland.

Stor tak til sekretær Christina B. Fleischer for renskrivning af manuskriptet; til ledende bibliotekar Birgit Høgsbro (Rigshospitalet) for fremskaffelse af leksikalt materiale og for kopier af en del af Jørgen Lehmanns videnskabelige artikler; til professor emeritus Sven Lindstedt (Göteborg), for artikler, personlige oplysninger om Jørgen Lehmann og nobelprisen og for henvisning til Frank Ryans bog (6); til professor Søren Kragh Moestrup (Århus) for kopi af fotografiet af Jørgen Lehmann fra Institut for Medicinsk Biokemi; samt til Desiré og Niels Ydes Fond for fred til gennemlæsning af materialet og sammenskrivning af manuskriptet i Golfe-Juan.

Referencer

  1. Perutz M. I wish I’d made you angry earlier. Essays on science, scientists and humanity. Cold Spring Harbor Laboratory Press, USA, 1998;pp. 1-354.
  2. Ibid, pp. 157-158.
  3. Nielsen AK, Thorling E, Johannes Fibiger (1926): Backing the wrong horse. I Nielsen H & Nielsen K (eds). Neighbouring Nobels: The history of thirteen Danish Nobel Prizes. Aarhus University Press 2001:pp. 461-493.
  4. Lindstedt S. Jörgen Lehmann er död. Utvecklade det första läkemedlet mot tuberkulos. Dagens Nyheter. 4. jan.1990.
  5. Öberg L. Jörgen Lehmann – en av våra stora medicinska forskara. Nordisk Medicinhistorisk Årsbok. 1991;pp. 135-140.
  6. Ryan F. Tuberculosis: The greatest story never told. Swift Publishers, Bromsgrove, Worcestershire, England. 1992;pp.130-147, 242-277, 366-370.
  7. Lehmann J. Twenty years afterward: Historical notes on the discovery of the antituberculosis effect of paraaminosalicylic acid (PAS) and the first clinical trials. Amer Rev Resp Dis. 1964;90:953-956.
  8. Dubovsky H. The history of para-aminosalicylic acid, the first tuberculosis antimicrobial agent, and streptomycin: a comparative study. Adler Museum Bull. 1988;14:7-11.
  9. Lindstedt S. PAS. Det första läkemedlet mot tuberkulos. Sv. Läkartidn. 1998.
  10. Lehmann J. Über die Hemmungswirkung der Barium-Strontium- und Calciumchloride bei der Blutgerinnung. Skand Arch Physiol 1922;42:35.
  11. Lehmann J. Über das Verhalten der Muskulatur verschiedener Tiere gegenüber D-Weinsaure bzw L-Weinsaure. Skand Arch Physiol 1922;42:266.
  12. Lehmann J. Über die Einwirkung verschiedener Faktoren auf Oxidationsenzyme im samen von Phaseolus vulgaris. Botaniska Notiser, Lund 1922.
  13. Lehmann J. Zur Kenntnis biologischer Oxydations-Reduktionspotentiale. Messungen in System Succinat-Fumarat-Succino-dehydrogenase. Skand Arch Physiol 1930;58:173.
  14. Ref. 6, p. 133.
  15. Lehmann J. The effect of changes in pH on the action of mammalian A nerve fibers. Amer J Physiol 1937;118:600-612.
  16. Lehmann J. The effect of changes of the potassium-calciumbalance on the action of mammalian A nerve fibers. Amer J Physiol 1937;118:613-616.
  17. Lehmann J. The effect of asphyxia on mammalian A nerve fibers. Amer J Physiol 1937;119:11-15.
  18. Ref. 6, pp. 135-137.
  19. Lehmann J. Förteckning över vetenskapelige publikationer 1922-1982 (nos. 29, 33, 35, 50, 58, 75, 76, 78).
  20. Lehmann J. Centrallaboratoriets organisation, uppgifter och möjligheter. Nord Med 1946;32:2444.
  21. Lehmann J. Om bruk och missbruk av laboratorieanalyser. En återblick på 10 års vercksamhet på Sahlgrenska Sjukhusets centrallaboratorium. Nord Med 1951;46:1415.
  22. Lehmann J. Hypo-prothrombinemia produced by methylene - bis (hydroxycoumarin) and its use in thrombosis. Lancet 1942;I:318.
  23. Lehmann J. Hypo-prothrombinemia produced by 3,3’-methylene – bis (4-hydroxycoumarin) and its use in the treatment of thrombosis. Science 1942;96:345.
  24. Bernheim F. The effect of salicylate on the oxygen uptake of the tubercle bacillus. Science 190;90:204.
  25. Saz AK, Bernheim F. The effect of 2,3,5 tri-iodobenzoat on the growth of tubercle bacilli. Science 1941;93:622-623.
  26. Lehmann J. Determination of pathogenicity of tubercle bacilli by their intermediate metabolism. Lancet 1946;I:14.
  27. Lehmann J. Para-aminosalicylic acids in the treatment of tuberculosis. Lancet 1946;I:15.
  28. Lehmann J. Kemoterapi av tuberkulos: p-Aminosalicylsyra (PAS) och närstående derivats bakteriostatiska effekt på tuberkelbacillen jämta djurexperimentella och kliniska försök med PAS. Svenska Läkartidn 1946;43:2029-2041.
  29. Ref. 6, p.433.
  30. Wainwright M. Streptomycin: Discovery and resultant controversy. History Philos Life Sciences 1991;13:97-124.
  31. Waller J. Leaps in the dark: The making of scientific reputations. Oxford University Press, Oxford and New York. 2004;pp.243-266.
  32. Schatz A, Bugie E, Waksman S. Streptomycin, a substance exhibiting antibiotic activity against Gram-positive and Gram-negative bacteria. Proc Soc Exp Biol Med 1944;55:66-69.
  33. Ref. 6, pp.214-223, 230-236, 335-339, 366-376.
  34. Biografisk uppslagsbok: Svenska män och kvinnor. Albert Bonniers Förlag, Stockholm, 1948;4:pp.509-510.