I brechen for gensplejsningen: Kjeld Adrian Marcker

Publiceret Juli 2004

For molekylærbiologen Kjeld Marcker var tiden på det berømte MRC laboratorium i Cambridge højdepunktet i hans karriere. Men de efterfølgende år kom også til at byde på spændende og til tider uventede udfordringer for den nu afgåede professor, der i sit forskningsmæssige virke har været vidne til store ændringer i molekylærbiologiens arbejdsmetoder og i den enkelte forskers forpligtelser uden for laboratoriet.

Kjeld Marcker
Kjeld Marcker justerer højeletroforeseapparaturet
på Institut for Molekylærbiologi, der fik indrettet
rummet som en kopi af et tilsvarende rum i
MRC- laboratoriet i Cambridge.

Det er svært at sammenfatte en forskers liv og levned i en biografi. Især når forskeren stadig er aktiv - om end på andre måder end tidligere i karrieren. Dette er tilfældet med molekylærbiologen Kjeld Marcker, der i 2002 gik af som professor ved Aarhus Universitet. Selvom han ikke længere står i spidsen for sit personlige forskningsprojekt, er det dog sværere end som så at sætte et endegyldigt punktum i biografien om forskeren, der stadig er at finde ved sin computer i forskerparken, og som undertiden gør sig gældende i den offentlige debat om gensplejsning.

Det er derimod langt nemmere at begynde historien om Kjeld Adrian Marckers liv, der indledtes i Nyborg, hvor han blev født den 27. december 1932. Det var ligeledes her han begyndte sin tidligste skolegang og fortsatte på gymnasiets matematiske linie. Under gymnasietiden besluttede Marcker sig for at læse biokemi ved Københavns Universitet. Der fandtes dengang ingen lærestol i biokemi ved universitetets Naturvidenskabelige Fakultet, og selv om en sådan eksisterede på Det Lægevidenskabelige Fakultet, var det ikke ensbetydende med oprettelsen af en selvstændig biokemisk studielinie. Faget blev nærmere betragtet som et specialområde indenfor den medicinske uddannelse, og måske var det grunden til, at hans lærere på Nyborg Gymnasium i første omgang frarådede Kjeld Marcker en karriere indenfor biokemien. Da han annoncerede sine fremtidsplaner, blev han prompte kaldt ind til skolelægen, der ud over at tilse gymnasieelevernes helbred også varetog stedets studievejledning. Skolelægen mente, at biokemistudiet ville være den direkte vej til arbejdsløshed og anbefalede i stedet Marcker at læse til kemiingeniør.

Til alt held ignorerede Marcker denne advarsel og påbegyndte ufortrødent sit biokemistudium på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet, der på dette tidspunkt havde tilrettelagt et egentligt og sammenhængende studium i faget. Omtrent ti studerende havde tilmeldt sig studiet, men kun Peder Olesen Larsen og Marcker fuldførte og tog magisterkonferens i 1958. Samme år fik fakultetet sit første egentlige professorat og institut for biokemi, da professor H.H. Ussing indtog nogle nyindrettede lokaler i Biologisk Central Institut.  Ussing, Brandt Rehberg og Ditlev Møller var blandt Marckers undervisere i fag som biokemi, zoofysiologi og kemi mm, men Marcker valgte at skrive sit speciale om ATP-molekylet indenfor den fysiske kemi. Efter magisterkonferencen fik han arbejde ved universitetets Fysisk-Kemisk Institut, indtil man i 1961 oprettede en biokemisk afdeling på Københavns Tandlægehøjskole. Her fik Marcker en adjunktstilling i den nyudnævnte professor Egon Hoff Jørgensens videnskabelige stab.

En billet til molekylærbiologiens højborg

På et tidspunkt under denne ansættelse hørte Marcker et foredrag af proteinkemikeren Frederick Sanger, der i 1958 havde modtaget nobelprisen i kemi for sit arbejde med kortlægning af insulins kemiske struktur. Foredraget blev holdt på Nordisk Insulin, og Marcker, der selv havde ”puslet” med strukturen af proteinet, blev voldsomt interesseret i Sangers arbejde. Han skrev derfor til Sanger og forhørte sig om muligheden for at få en postdoc-stilling i nobelpristagerens laboratorium i Cambridge. Sanger var imødekommende overfor forslaget, og dermed var vejen banet til det berømte Medical Research Council Laboratory for Molecular Biology.

Laboratoriet havde fostret den britiske strukturorienterede tradition indenfor molekylærbiologien, og med Cambridge forskerne Watson og Cricks opdagelse af DNA-molekylets struktur i 1953 var laboratoriets berømmelse og status for alvor blevet cementeret i videnskabelige kredse. Op gennem 1960’erne forblev laboratoriet et knudepunkt for molekylærbiologisk forskning, hvor man kæmpede for at afsløre, hvordan den genetiske information i form af DNA’ets baserækkefølge blev omsat til en bestemt rækkefølge af forbundne aminosyrer i et protein. Ved et lykketræf kom Marcker til stedet i netop denne spændende periode, hvilket var en karrieremæssig mulighed, der var meget få beskåret. Opholdet i Cambridge blev muliggjort af et legat fra Carlsberg-Wellcome.

Især forståelsen af mekanismerne bag proteinsyntesen bød forskerne problemer. Man havde svært ved at forstå den specificitet, hvormed sammenkoblingen af aminosyrer til proteinkæder forløb i cellernes ”proteinfabrikker” - ribosomerne.  Allerede i starten af 1960’erne havde man opdaget en slags ”stop-signal” i mRNA’et, som signalerede, at proteinkæden ikke skulle være længere, men der syntes ikke at være et tilsvarende ”start-signal”.  Initieringen af syntesen blev derfor af mange opfattet som en ligefrem proces, hvor første basetriplet i mRNA simpelthen medførte, at den rette aminosyre blev transporteret til ribosomet ved hjælp af et bestemt tRNA-molekyle. Kjeld Marckers forskning skulle dog komme til at vende op og ned på denne opfattelse, da han og Sanger i 1964 indledte arbejdet på et nyt projekt. Sanger var på dette tidspunkt gået væk fra arbejdet med proteiner, og han ønskede i stedet at sekvensere RNA, der så at sige var tidens ”hotte” molekyle. Marcker, der efter to år i laboratoriet var blevet fastansat, var med på ideen og blev hurtigt interesseret i tRNA-molekylet, der med sin begrænsede størrelse var en oplagt kandidat til at blive sekvenseret. Problemet var blot, at der var frygteligt mange forskellige slags tRNA, da proteinsyntesens specificitet blandt andet blev sikret ved, at specifikke tRNA-molekyler transporterede den relevante aminosyre til ribosomet, hvor syntesen fandt sted. Der fandtes dog dengang ingen separationsmetode, der kunne sikre, at Marcker og Sanger fik den ønskede type tRNA i ren form.

I stedet foretog de to forskere enzymatiske undersøgelser af koblingen af aminosyren methionin og dens specifikke tRNA. De undersøgte også nedbrydningsprodukterne, der fremkom ved enzymatisk kløvning af denne forbindelse (methioninacyl-tRNA), og her stødte de på overraskende resultater, der fik dem til at konkludere, at der foruden en almindelig methioninacyl-tRNA også fandtes en methioninacyl-tRNA, hvor methioningruppen var formyleret. De overvejede, om den formylerede udgave kunne være involveret i selve initieringen af den bakterielle proteinsyntese, da formyleringens placering på methioninens aminogruppe forhindrede, at denne gruppe kunne danne peptidbinding med en anden aminosyres carboxylgruppe. Den formylerede methioninacyl-tRNA kunne med andre ord ikke findes midt i et protein. Den kunne kun være den absolut første aminosyre i proteinet. Marcker og Sanger havde dermed opstillet en model, der viste, at proteinsyntesens initiering afhang af en helt anden mekanisme end forventet, idet alle proteiner syntestiseres ved hjælp af en formylerbar methioninacyl-tRNA, den såkaldte initiator-tRNA.

De to forskeres resultater blev hurtigt verificeret af andre grupper, og Marcker og Sanger kan derfor tilskrives æren for at have afdækket den mest basale mekanisme bag initieringen af en af biologiens vigtigste processer. Marcker forskede videre i emnet sammen med den britiskfødte Brian F. C. Clark. Tiden i Cambridge gav således Marcker en plads i forskningseliten, men selvom det videnskabelige miljø på stedet var spændende, var der også meget stor konkurrence og tilsvarende lidt plads at udfolde sig på. Selv nobelpristagere måtte nøjes med beskeden plads i laboratoriet, og havde man drømme om professorat og eget institut, var det en god ide at se sig om efter nye jagtmarker. Marcker fandt disse jagtmarker, da vennen Niels Ole Kjeldgaard tilbød ham et professorat ved Aarhus Universitet.

Professor i Århus

Hjemme i Danmark var det unge Naturvidenskabelige Fakultet under opbygning på Aarhus Universitet, der havde set sit snit til at udnytte den naturvidenskabelige forsknings nye og gunstige kår fra midten af 1950’erne. Fra politisk side blev der postet store summer penge i en oprustning af dansk naturvidenskab, og Aarhus Universitet brugte sin del af kagen på at få etableret et længe ønsket Naturvidenskabeligt Fakultet. Udbygningen af fakultets faggrupper skete dog gradvist. Først sikrede man oprettelsen af lærestole i de eksakte videnskaber og visse klassiske biologiske fag. Dernæst fulgte oprettelsen af eksperimentelle biologiske fag som genetik, biokemi og molekylærbiologi. I 1967 udnævntes den tidligere afdelingsleder på det københavnske Mikrobiologiske Institut, Niels Ole Kjeldgaard, til professor i molekylærbiologi. Året efter fik han tilmed oprettet Institut for Molekylær Biologi, der skulle blive landets første af slagsen.

Den trinvise udbygning af biofagene på fakultetet betød, at det unge institut og dets ansatte ikke blev oversvømmet med studerende i den første tid. Man kunne derfor hente dygtige forskere til stedet, hvor de kunne koncentrere sig om deres forskning uden at blive bebyrdet med undervisningspligter. De var naturligvis vigtigt at få ansat de rette forskere, da de i høj grad ville være med til at forme det unge institut og molekylærbiologien i Århus. Det var med disse tanker in mente, at Kjeldgaard foreslog fakultetet at indstille Kjeld Marcker til et professorat i biokemi. Kjeldgaard tilhørte selv den amerikansk/franske bakteriofag-tradition inden for det brede molekylærbiologiske felt, og ansættelsen af Marcker ville derfor ikke alene tilføre fakultetet en forsker af international standard. Det betød også, at den britiske molekylærbiologiske tradition ville blive repræsenteret i Århus. For nok var professoratet en lærestol i biokemi, men efter sin ansættelse på molekylærbiologiens højborg i Cambridge kunne Marcker knapt kaldes andet end molekylærbiolog. Marcker, der havde kendt Kjeldgaard siden tiden på Fysisk-Kemisk Institut, accepterede at søge professoratet, og pr. 1. januar 1970 blev han udnævnt som professor i biokemi.

Da et nyt Institut for Biokemi ville blive placeret i samme bygning som Institut for Molekylær Biologi, blev Marcker og Kjeldgaard hurtigt enige om at slå de to institutter sammen. Fordelen ved fusionen var af økonomisk og praktisk karakter. Tilsammen ville fagene opnå flere midler ved at være sammen om stillingsbevillinger samt om indkøb og brug af det dyre apparatur, som den molekylærbiologiske forskning krævede. Desuden ville sammenlægningen bringe institutterne i fysisk forbindelse med hinanden, hvilket ville lette det daglige samarbejde meget. Fra juni 1970 fungerede de sammenlagte institutter under navnet Institut for Molekylær Biologi. Også Clark søgte på Marckers opfordring til Århus, hvor han blev tildelt et professorat i biostrukturkemi, men han blev først efter mange års forsinkelse placeret på det molekylærbiologiske institut. Grunden til dette var en langvarig fagpolitisk strid på fakultets niveau, der blandt andet medførte, at Clarks professorat i mange år fandt plads på Kemisk Institut, mens Institut for Molekylær Biologi blev placeret blandt de biologiske fag. Mange forskere fra de traditionelle biofag var af den overbevisning, at molekylærbiologien overvejende var et biologisk fag, og derfor ikke burde samarbejde med eksakte videnskaber som kemi og fysik. Instituttets placering mellem biologiske fag skulle dog senere vise sig at være fordelagtigt for Marcker, da sammenlægningen af det molekylærbiologiske og det tilstødende plantefysiologiske institut i 1976 gav anledning til et retningsskifte i hans forskning.

Planterne og den rekombinante genteknologi

I begyndelsen af 1970’erne indså mange molekylærbiologer, at studiet af bakteriers molekylærbiologi ikke længere bød på de samme udfordringer eller finansieringsmuligheder som tidligere. Flere begyndte derfor at forske i mammale cellers molekylære biologi i stedet. Marcker og hans gruppe fulgte dog ikke denne udvikling. De besluttede sig i stedet for at kaste sig over et hidtil uopdyrket videnskabeligt felt – planters molekylære biologi. Kun nogle få toneangivende molekylærbiologer havde foretaget skiftet fra bakterieforskning til plantemolekylærbiologi på internationalt plan, men fusionen mellem Plantefysiologisk Institut og Institut for Molekylær Biologi på Aarhus Universitet gjorde skiftet oplagt for Marcker. Plantefysiologerne kunne stille med stor faglig ekspertise og rimelige faciliteter i form af klimakamre og drivhuse, mens Marcker og de andre molekylærbiologer kunne bidrage med noget helt andet – gensplejsningen.

I 1972 publicerede amerikaneren Paul Berg og hans kolleger en artikel, der var med til at lægge grunden for den rekombinante DNA-teknologi (gensplejsning). Ved at trække på andre forskeres arbejder med restriktionsenzymer, ligaser mm. viste Berg, at man nu var i stand til at overføre et stykke bakterielt DNA til en mammal celle ved hjælp af forskellige vira og et batteri af de førnævnte enzymer.  Den nye teknologi, som anvendt i eksperimentet, åbnede op for muligheden af at ændre en given organisme genetisk. Det var således ikke utænkeligt, at man ved hjælp af gensplejsning kunne få bakterier til at syntetisere klinisk vigtige menneskelige proteiner som fx insulin. Året efter publikationen af sine resultater omtalte Berg kort den nye teknik i et 15 minutters langt oplæg på en konference i New England, USA. Blandt konferencedeltagerne sad Kjeld Marcker, og oplægget blev hans første møde med gensplejsningen, der dog ikke umiddelbart vakte større begejstring på konferencen. Nogle molekylærbiologer var bekymrede over de potentielle farer ved Bergs blanding af genetisk materiale, der måske kunne resultere i dannelsen af nye patogene organismer. Andre var blot endnu ikke overbevist om teknologiens gennemslagskraft i det videnskabelige samfund, og de undlod ligesom Marcker at tage den med sig hjem til deres respektive laboratorier.

Fra midten af 1970’erne blev gensplejsningen dog til stadighed sværere at komme udenom, og professor ved DTU O.B. Jørgensen indkaldte herhjemme Marcker og andre repræsentanter fra de eksperimentelle biovidenskaber til en uformel diskussion af, hvordan man i Danmark skulle forholde sig til sagen. På mødet blev det foreslået, at man indledningsvist skulle introducere teknologien på Institut for Molekylær Biologi ved Aarhus Universitet, men planerne blev ikke realiseret førend i slutningen af 1970’erne, hvor Marcker på eget initiativ benyttede teknikkerne i sit arbejde med planters molekylære biologi. Det forløb dog ikke uden problemer, da de fornødne redskaber i form af diverse renfremstillede enzymer var meget dyre og svære at få fat på, indtil teknologien senere blev kommercialiseret og tilgængelig i en samlet pakke. Indtil da deltes man om de beskedne enzym-doser ved universitetet.

Selve den eksperimentelle fremgangsmåde tillærte Marcker og kollegerne sig gennem den videnskabelige litteratur, og de besluttede sig for at undersøge de molekylære mekanismer, der var involveret i den biologiske nitrogenfiksering i bælgplanters rodknolde. Planterne dannede rodknolde ved infektion med bakterien Rhizobium, og i rodknoldene fandtes et protein ved navn leghæmoglobin. Marcker og hans kolleger ønskede at klone genet for dette protein i håbet om at finde ud af, om det evolutionært set var relateret til de animalske globiner. Det havde længe undret Marcker, at leghæmoglobinet kun fandtes i plantens rodknolde og ikke i planter generelt. Det viste sig, at proteinet spillede en rolle i det symbiotiske samspil mellem rodknolde og bakterien, som resulterede i nitrogenfiksering. Hvor bakterien omdannede luftens frie nitrogen til ammoniak, der var anvendelig som nitrogenkilde for planten, tilførte plantens leghæmoglobin ilt til den aerobe bakterie. Ved at tage den nye teknologi i brug, blev Marckers gruppe den første, der isolerede, klonede og sekvenserede genet for leghæmoglobin. Dette gen var samtidig det første plantegen, der blev sekvenseret i verden. Sekvensen afslørede, at genet indeholdt hele tre ikke-kodende sekvenser, hvor de animalske globiner til sammenligning kun indeholdt to. Da det imidlertid viste sig, at to ud af de tre sekvenser var placeret på nøjagtigt samme sted som i det mammale gen, fastslog Marcker og hans kolleger, at de to gener evolutionært set måtte tilhøre samme familie. I 1981 blev resultaterne publiceret i Nature.

Marckers engagement i gensplejsningen strakte sig ud over universitetets mure. Siden Marckers skifte til planteforskning havde hans gruppe opnået sponsering af Danisco, og samtidig indledte han et samarbejde med Novo, der til at begynde med ikke troede fuldt ud på gensplejsningens muligheder. Efter nogen overtalelse fra Marckers side blev firmaet dog interesseret, idet den nye teknologi syntes at byde på en løsning af den varslede verdensomspændende mangel på animalsk produceret insulin. Marcker indgik således en aftale med Novo om at indføre gensplejsning i firmaets laboratorier ved, at firmaet aftog gensplejsningstrænede kandidater fra Marckers gruppe mod en delvis finansiering af gruppens forskning ved Aarhus universitet. Marcker kom i perioden 1979-1982 tillige til at fungere som konsulent for Novo, der ønskede at maksimere udbyttet af den nye rekombinante teknologi. Det kan derfor ikke bestrides, at Marcker tilhører den lille gruppe af foregangsmænd, der kan tilskrives æren for at have indført gensplejsningen i såvel industrielle som akademiske kredse herhjemme. Men ikke kun Marckers gruppe kunne levere gensplejsningsekspertise til Novo.

Siden ansættelsen af John Collins i 1974 havde Ole Maaløes Mikrobiologiske Institut ved Københavns Universitet ligeledes trænet forskere til Novo, og mange andre af landets forskningsinstitutioner indførte gensplejsningen op gennem 1980’erne, hvor forskningsrådenes store bioteknologiske programmer blev søsat med blandt andre Kjeld Marcker ved roret.  Regeringen og forskningsrådene (SNF, SSVF, SJVF & STVF) besluttede i 1986 at iværksætte det første bioteknologiske forsknings- og udviklingsprogram (BIOTEK 1), som løb i årene 1987-1990.  Samtidig blev Marcker optaget som medlem af Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd, og han blev i kraft af sin faglige ekspertise udpeget som rådets repræsentant i en komite, der varetog fordelingen af de mange millioner af kroner, som var postet i BIOTEK 1 for at fremme den bioteknologiske forskning i landet.  Han var ligeledes involveret i lanceringen af programmets efterfølger, BIOTEK 2. Derudover stod han i begyndelsen for at undersøge sikkerheden i laboratorier, som arbejdede med genmodificerede organismer (GMO). Marcker fulgte således med i genspeljesningens udbredelse i kraft af sin forskning, gennem sin rolle som bevillingsgiver i SNF og via sit midlertidige hverv som sikkerhedsinspektør.  Måske var det netop Marckers meget brede engagement, som gjorde ham til en central skikkelse i debatten om den rekombinante genteknologi. Rent forskningsmæssigt blev han udmærket med den norske Anders Jahre pris i 1971og med Novo-prisen i 1973, men dertil kom hans omfattende udvalgsarbejde og medlemskaberne i utallige foreninger, råd og komiteer, såsom Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, ATV og EMBO Council.

H.H. Ussing overrækker Novo-prisen til Kjeld Marcker.
H.H. Ussing overrækker Novo-prisen til Kjeld Marcker.

Ud af elfenbenstårnet

Forskernes nye redskab til at ændre organismers genetiske konstitution tiltrak sig stor opmærksomhed i befolkningen. Så stor, at hele skoleklasser henvendte sig på universiteterne for at høre mere om den nye teknologi. En studietur til det århusianske universitet blev endda skemalagt på Danmarks Journalisthøjskole, og fra tid til anden kunne den voldsomme interesse blive for meget for Marcker og kollegerne, der i nogen grad blev sinket i deres arbejde på grund af den store tilstrømning af interesserede. Men gensplejsning var et varmt emne i mange kredse uden for universiteterne, og der opstod gradvist et behov for, at forskere som Marcker deltog i debatten om teknologiens anvendelse og udbredelse. Marcker tog denne opgave på sig og fortalte vidt og bredt om teknologien i medierne. Med formidlingsarbejdet havde Marckers rolle som forsker ændret sig drastisk i forhold til tiden i Cambridge og de første dage som professor ved AU, hvor de ansatte end ikke blev pålagt undervisning.

Selvom dialogen med befolkningen for Marckers vedkommende var helt frivillig, kendetegnede den dog et generelt skifte i forskernes rolle og forpligtelser overfor samfundet. Man kunne ikke forvente, at en teknologi, som kun med tøven blev accepteret af landets førende forskere og industri, uden videre ville blive budt velkommen af lægfolk, der stod uden tilstrækkelig information om dens fordele og ulemper.  Pressionsgrupper, der satte sig imod legalisering af diverse aspekter af teknologien, kunne udøve stor effekt på politikerne, hvilket i sidste ende kunne skyde et lovende videnskabeligt forskningsområde i sænk. Men Marcker og de andre forskere, som med ildhu havde været med til at føre gensplejsningen til landet, ville slå et slag for at undgå, at den revolutionerende teknologi skulle strande på grund af noget sådant. Marcker blev derfor bedt om at tale på offentlige møder, hvor fx spørgsmålet om legalisering af genmodificerede fødevarer blev taget op til diskussion. På disse møder blev Marcker ofte mødt med megen modstand overfor brugen af genetisk forbedrede fødevarer, men han blev efterhånden vidne til, hvordan den offentlige accept af teknologien langsomt voksede sig større efter 1980’erne. Hvor mange i begyndelsen forsagede gensplejsningen og al dens væsen, er tendensen over de sidste 25 år blevet den, at de fleste ikke længere har skrupler ved at bruge genteknologisk fremstillede lægemidler. I Danmark gjaldt accepten dog ikke brugen af genmodificerede fødevarer, og for forskere som Marcker forblev dette noget af et paradoks.

Forskning, frygt og forbedrede fødevarer

I april 2002 gik Marcker af som professor. Debatten om gensplejsning er dog langt fra afsluttet. Herhjemme er der blandede meninger om brugen af de genetisk modificerede fødevarer, og Marcker gør sig stadig tanker om fremtiden for den teknologi, han har viet en stor del af sin karriere til. Udviklingen af gensplejsningen, dens udbredelse og anvendelse er gået så stærkt, at den enkelte måske ikke har haft tid til at vænne sig til tanken. Ifølge Marcker bunder meget af befolkningens uvilje mod teknologien og den nye type fødevarer derfor i frygt for forandring og i en noget forvirret opfattelse af, hvad ”natur” og ”naturlighed” er for noget. Trods sin videnskabelige baggrund er han ikke i tvivl om, at forskere skal tage denne frygt alvorligt. Man kan ikke vinde accept af en ny teknologi ved at hive videnskabelige fakta ned over hovedet på folk. Hvis man ikke taler samme sprog, hjælper oplysning ikke.

Efter mere end 20 års arbejde med gensplejsningen, er Marcker derfor af den opfattelse, at nye strategier må tages i brug, før videnskaben kan komme nogle af de ofte følelsesbetonede indvendinger til livs. Ifølge Marcker må det være en af de udfordringer, som fremtidens forskere står overfor, i en erkendelse af at ikke alle gensplejserens arbejdsopgaver findes inden for laboratoriets fire mure. På den anden side set er man som forsker altid i fare for at få for mange opgaver uden for laboratoriet, da især forskernes oprettelse af private bioteknologiske firmaer kan få menigmand til at sætte spørgsmålstegn ved forskernes engagement i den genteknologiske debat. Den enkelte forsker bør med andre ord ikke have for mange forskellige ”kasketter” på, og her overlader Marcker så roret til den næste generation forskere, i håbet om at de kan styre mellem disse naturvidenskabens Skylla og Karybdis.

Litteratur:

K. A. Marcker & F. Sanger: ”N-formyl-methionyl-s-RNA”, Journal of Molecular Biology, 8, (1964), pp. 835-840.

K. A. Marcker et al.: ”Laboratorium for genekspression”, i 25 År. Institut for Molekylær Biologi., Aarhus Universitet, 1993.

Jan Markussen: Human insulin fremstillet ved gensplejsning, upubliseret skrift.

Marie Louise Thomsen: Den tidlige molekylærbiologis udvikling og institutionalisering i Danmark (1932-1970)”, 2004. http://www.ivh.au.dk/hosta/hosta017.pdf.

Aarhus Universitet: Årsberetning 1969-1970, Aarhus Stiftsbogtrykkeri, 1970.