Den forjættede pris

Publiceret Juli 2004

Saml en flok Nobelprismodtagere og bed dem om at fortælle om, hvordan de tror, videnskaben udvikler sig i fremtiden. Det var opskriften på symposiet: ”Life, a Nobel story”, der blev arrangeret af Belgiens svar på Medicon Valley.

At lokke nogle videnskabsmænd i verdensklassen til at snakke om fremtidens forskning kan nemt medføre et problem: de snakker om lige præcis det, de selv vil. Selv om det udstukkede emne er indskrænket til ”fremtiden inden for bioteknologi”, tager hver især deres tråd op og sørger for, at promovere deres forskningområde, eller person. Sidney Altman, der modtog Nobelprisen i 1989 for sin forskning i tRNA, starter sit oplæg en smule rebelsk med at gøre rede for, hvor tåbeligt og uvidenskabeligt det er at skulle forudsige, hvad der forskes i fremtiden.

Det slår dog ikke de mange unge ph.d.-studerende og forskere ud, der er mødt frem til denne samling af creme de la creme-forskere. Den belgiske biotekforening, Royal Flemish Chemical Society, har inviteret 8 videnskabsmænd, samt en enkelt kvinde, der enten havde modtaget Nobelprisen eller som måske kunne tænkes at få den, som talere på symposiet: ”Life, a Nobel Story”. Spændingen er stor, for nu skal en samling af biokemiens ’ping’er fortælle om, hvad de regner med, vil være fremtidens forskning.

Ikke alle forskere deler Sidney Altmans pessimisme, men kommer gerne med anekdoter og historier fra deres forskningshverdag. Craig Venter, der er kendt fra blandt andet shot-gun sekventering af hele genomer, bruger sin time på et lille lysbilledforedrag om noget der ligner en ferietur rundt i verdenshavene for at finde genomer, som han med sit team kan sende gennem sine shotgun-maskiner.

I den tilsyneladende mere seriøse ende er Ehud Shapiros ganske nye DNA-computere, der trods ringe computerkraft kan leve i biologiske miljøer. En potentiel intelligent medicin, foreslår han.

Et lille krydderi på symposiet er Kary Mullis fortælling, hvordan han opdagede PCR-teknikken: ”Ja, der stod jo en masse ting i bøgerne om, hvad man absolut ikke må gøre. Jeg har altid været fascineret af eksplosioner og den slags, så jeg gjorde alt det forbudte. Hæld aldrig sukker, klorid og nitrat sammen og lad for guds skyld være med at varme det op. Så det gjorde jeg, og ud kom – stort set - PCR-metoden. Temmelig sejt, hva’?”, fortalte han begejstret som en lille dreng, der har opdaget, hvor kagedåsen står. De mange fans rundt om i den store sal med plads til 2000, griner og satte salen i svingning. Forskere kan sørme også være sjove.

Hårdt job

Men det er tilsyneladende ikke alle forskerne, der føler sig bekvemme med den stjernestatus de pludselig har fået ved at blive Nobelprismodtager. Christiane Nüsslein-Volhard fik Nobelprisen i 1995 for sin forskning i embryoudvikling hos zebrafisk og bananfluer. For hende har Nobelprisen styrket hendes områdes popularitet. ”Man får en masse opmærksomhed, og pludselig får man også et ansvar for at forsvare f. eks stamcelleforskning (der er Nüsslein-Volhards felt) politisk. Og man skal deltage i konferencer som denne, hvor man ikke kan få lov til at snakke om det, som virkeligt interesserer en”, fortæller hun.

Sidney Altman, der arbejder med tRNA, har også haft det svært med at omstille sig: ”Det var jo først spændende med en masse offentlig opmærksomhed. Men i længden var det hårdt med al det arbejde, der fulgte i kølvandet. For eksempel en masse arrangementer som det her, og jeg var ved at dræbe mig selv med det”, forklarer Altman.

Og penge er ikke brugt til dyre biler, vilde fester og rejser som andre normale kändisser. Christiane Nüsslein-Volhard har købt et hus og sparet lidt op, mens amerikaneren Sidney Altman har betalt for sine to børns uddannelser.

Hvordan får man den?

Måske er det et naivt spørgsmål, men mon ikke der er mange af Biozoom’s læsere, der har haft en drøm om den forjættede Nobelpris? Men hvad skal der til? Skal man være fokuseret på forskning fra man begynder i folkeskolen, eller er der andre ting der er vigtigere? Richard Roberts, der fik prisen i 1993, dumpede et fysik-kursus på universitetet, Kary Mullis gjorde tilsyneladende alt, hvad der kunne få ting til at springe i luften, mens Christiane Nüsslein-Volhard var doven i folkeskolen og gymnasiet.

”Ja, jeg var lidt af en joker. Jeg var ikke så flittig, men jeg var meget tidligt interesseret i biologi. Man er selvfølgelig også nødt til at være intelligent for at kunne få Nobelprisen. Jeg tror nærmest det må være et spørgsmål om tid, for hvis man ikke er intelligent, tager det simpelthen for lang tid at få resultaterne. Men det vigtigste er fokus og interesse”, mener Nüsslein-Volhard.

Stedet for forskningen kan også have en indflydelse. Sidney Altman kom under Sidney Brenners vinger på Cambridge University i 60’erne. Et sted der emmede af liv efter blandt andet opdagelsen af DNAs dobbelt helix struktur.

”Det var et meget energisk sted, der i den grad tillod dig at lave god forskning. Unge blev traditionelt behandlet ligeværdigt med de gamle forskere. Men så blev det også forventet af en, at man arbejdede meget hårdt. Og så var det i øvrigt her, jeg startede med at arbejde med RNA. Det var som for en fysiker at have arbejdet på Niels Bohrs laboratorium i 30’erne.”, slutter han.

Symposiet “Life - a Nobel Story” havde gode kvaliteter som et relativt bredt symposie.

En blanding af ”kändis”-forskere, et rimeligt overskueligt tema og et enormt auditorium kan være med til at trække folk til, som måske ikke tager til videnskabelige konferencer. Samtidig møder de lidt mere etablerede forskere op af nysgerrighed.

Et lignende symposium kan også arrangeres i Norden.  Måske Medicon Valley kunne tænkes at holde noget lignende? Det må dog anbefales lige at stikke en finger i jorden hos forskerne først og finde ud af, om de har lyst til at snakke om det emne der foreslås og om de formidler af pligt eller lyst. Ellers kan det godt blive en halvpinlig affære.

 

Life, a Nobel Story

Symposiet "Life, a Nobel Story" er et symposium med ingredienserne: Nobelprismodtagere og andre top-forskere, unge tilskuere, medicinalindustrien som sponsor og den kendte britiske videnskabsformidler, Vivienne Parry, som ordstyrer. Hermed rakte symposiet, der var arrangeret af Koninklijke Vlaamse Chemische Vereniging, http://www.kvcv.be/, ud over det flamske. Symposiet foregik den 28. april, 2004 i Det berømte auditorium 2000, i Brussel's EXPO-bygning. Symposiet var anrettet til at være åbent og let forståeligt for det brede publikum.

Oplægsholderne var Nobelprismodtagerne Richard Roberts, Christiane Nüsslein-Volhard, Kary Mullis og Sidney Altman samt forskerne Leroy Hood, Craig Venter og Ehud Shapiro. Læs mere på symposiets hjemmeside: http://www.kvcvbiotech.be/lifeanobelstory/home.html. Måske idéen kan vække inspiration i den danske forskningsformidling...