Videnskab som engagement: Poul Brandt Rehberg
Poul Brandt Rehberg (1895-1989) plejede i spøg at sige, at han beskæftigede sig med studenter, øller, atomer og aviser. Han var en forsker med et usædvanligt bredt og samtidigt dybt personligt engagement i den verden, som befandt sig i og udenfor laboratoriet.
Enhver historie må tage sin begyndelse et sted. Historien her starter i Middelfart, hvor Poul Kristian Brandt Rehberg blev født i 1895. Faren, som drev en manufakturhandel, var en kunstnernatur, der aldrig rigtig forligede sig med sit borgerlige erhverv. Forældrene blev skilt og Rehberg flyttede med moren Jakobe til København, hvor familien flyttede ind hos bedsteforældrene. Moren slog sig ned som fotograf. Hun var "yderst radikal og kvindesagsforkæmper" og havde tilhørsforhold til den frisindede og moderne jødedom fra slutningen af 1800-tallet. Man fornemmer her en karakterfuld personlighed, som havde en stærk indflydelse på den unge Rehberg. Moren havde været på Askov Højskole - den eneste højskole hvor de naturvidenskabelige fag havde en meget fremtrædende position - og fik herigennem interesse for naturfagene, en interesse som hun videregav til den lille Rehberg.
Bedsteforældrenes hjem var et af den jødiske intelligentsias samlingssteder. Her mødte Rehberg i sine ungdomsår en række af dette miljøs fremtrædende radikale kulturpersonligheder og blev på den måde tidligt knyttet til den københavnske radikalisme omkring Det Radikale Venstre og dagbladet Politiken. Rehberg var hele livet tilknyttet det radikale miljø, og blev efterhånden et af dets fremtrædende skikkelser. I det radikale parti spillede han især efter Anden Verdenskrig en vis rolle bag kulisserne. Ligeledes blev han efter krigen optaget i Politikens bestyrelse, en position han beholdt til 1975.
Rehberg begyndte at læse naturhistorie i 1914 og blev i 1921 cand. mag. i naturhistorie, geografi, fysik og kemi. I studietiden blev han stærkt optaget af August Kroghs funktionelle fysiologi. Biologien var på dette tidspunkt ved at ændre karakter og arbejdsform, men endnu var den dog domineret af den naturhistoriske tradition, hvor vægten lå på klassifikation, systematik og morfologi. Kroghs interesse lå et andet sted. Hans tilgangsvinkel var eksperimentel og sigtede mod en fysisk og kemisk forståelse af fysiologiens problemer. Rehberg havde ikke interesse for biologiens systematiske aspekter og blev indfanget af Kroghs eksperimentelle fysiologi. Efter at have afsluttet sin eksamen startede han i efteråret 1921 som assistent ved Kroghs zoofysiologiske laboratorium.
Krogh havde året før fået nobelprisen for opdagelsen af kapillærernes reguleringsmekanisme og dens sammenhæng med musklernes iltoptagelsesevne under arbejde. Laboratoriet var et travlt og frugtbart sted med flere forskellige forskningsprojekter og mange fremragende udenlandske gæster - et godt sted at tage hul på en forskerkarriere. Rehberg blev hurtigt involveret i Kroghs kapillærforskning. Krogh havde brug for en af Rehbergs personlige kompetencer, idet han af sin mor havde lært at fotografere. Krogh fik ham derfor sat i gang med at filme kapillærerne. Det kom der en film ud af. Udstyret måtte de selv bygge, og det er en historie helt for sig, som i dag kan ses på Filmmuseet. Han deltog også i insulin-eventyrets indledende fase. Krogh havde i 1922 på en rejse til USA hørt, at en canadisk forskergruppe ved hjælp at udtræk af bugspytkirtlen var blevet i stand til at regulere blodsukkerniveauet hos diabetikere. Krogh kontaktede canadierne og med sig hjem fra Amerika bragte han eneretten på at udvikle metoden i Skandinavien. Hermed var grunden lagt til det, som senere udviklede sig til et regulært industrieventyr. Rehberg gled dog efterhånden ud af dette arbejdsfelt: han skulle i gang med at skrive disputats.
Indfører Kreatinin-clearance begrebet
Rehbergs emne lå i direkte forlængelse af kapillærstudierne. Han undersøgte til at starte med permeabiliteten af nyrernes kapillærnet (glomeruli) og forekomsten af protein i urinen ved nyresygdomme. Som følge af dette arbejde blev han interesseret i at måle hvor meget væske, der blev filteret gennem nyrens kapillærnet. Den moderne nyreteori - den såkaldte filtration-resorptions-hypotese - blev fremsat af englænderen Arthur Cushny i 1916. Teorien var dog i det store hele fremsat allerede i 1840erne af tyskeren Karl Ludwig, hvorfor den også kaldes Ludwig-Cushny teorien. Teorien går ud på, at der i kapillærslyngerne sker en ultrafiltrering af blodplasmaet, således at blodets proteiner bliver holdt tilbage, mens vand og alle molekyler mindre end proteiner går igennem og ud i en blære (Bowmans kapsel). Herfra løber urinen gennem 4-6 cm lange rør ud i urinbækkenet. Undervejs tilbageføres mange fysiologisk vigtige stoffer til blodet, f.eks. salte og kulhydrater. En afgørende indvending mod teorien var dog, at man ikke havde præcise tal for hvor meget væske der filtreres i glomeruli. Teorien indebar, at glomeruli hos et menneske måtte filtrere omkring 100 liter blodplasma i døgnet for at udskille den mængde urinstof, som faktisk udskilles, hvilket mange fysiologer fandt helt uantageligt. En rivaliserende teori anskuede nyren som en kirtel, hvor udskillelse og resorption sker ved aktiv sekretion, og den anskuelse havde indflydelsesrige fortalere blandt danske medicinere, som f.eks. professor J. C. Bock.
I starten af 20erne begyndte der at komme målinger, som viste, at filtrationen var ganske stor. Rehbergs bidrag var at angive meget nøjagtige tal herfor. Resultaterne blev fremlagt i disputatsen Studies in Kidney Function fra 1926. Det var i parentes bemærket første gang, at en dansk videnskabsmand fik lov at disputere på en samling af artikler. Rehberg valgte at måle på affaldsstoffet kreatinin. Dette mål for filtrationen døbte han "kreatinin-clearance" og hans beregninger viste, at de menneskelige nyrer filtrerer omkring 180 liter blodplasma i døgnet. Igennem en række forsøg kunne Rehberg også vise, at Cushnys simple teori skulle modificeres, da nyren for en række stoffers vedkommende faktisk viste sig at fungere som en kirtel, idet der for disse stoffer var tale om aktiv sekretion. Hermed var Rehberg og andre nyrefysiologer kommet i berøring med spørgsmålet om aktiv transport over cellemembraner. Dette spørgsmål var dog på dette tidspunkt yderst kontroversielt. Det lugtede af vitalisme og var derfor bandlyst på Kroghs institut, hvor man helst ville klare sig med modeller, som alene byggede på diffusion og osmose. Set med nutidens øjne fejlfortolkede derfor ikke bare Rehberg men også mange andre fysiologer længe resultaterne af deres forsøg.
Det er bemærkelsesværdigt, at Rehberg allerede i 1923 ved at regne på talværdier opgivet i litteraturen var nået frem til de afgørende resultater, som blev fremlagt i disputatsen tre år senere. En artikel blev indsendt til et amerikansk tidsskrift, som imidlertid nægtede at optage den, med begrundelsen at den ikke indeholdt egne eksperimentelle resultater. Rehberg måtte derfor hurtigst muligt se sig om efter et eksperiment, hvis han ville sikre sig prioritet. Laboratoriets ressourcer var trods Kroghs nobelpris sparsomme. At rejse penge til forsøgsdyr ville tage tid. Han besluttede sig derfor til at bruge sine egne nyrer som forsøgsorgan og lave målingerne på sine egen krop! Han udviklede meget præcist titreringsudstyr og -metoder til bestemmelse af kreatinin og Cl- og gik så i gang med at tage samhørende væskeprøver af blod og urin. Koncentrationen af de to stoffer i blodbanen kunne han variere ved injektion. Det var resultaterne af disse målinger, som dannede basis for disputatsen.
Hos August Krogh
I årene efter disputatsen arbejdede Rehberg sammen med medicinere og klinikere. Målet var blandt andet at udnytte kreatinin-clearance metoden i nyrediagnostikken. Det lykkedes i 1936 Krogh at få oprettet et lektorat til Rehberg, og i 1945 overtog han Kroghs professorat i zoofysiologi. Men der blev alligevel efterhånden længere og længere mellem de videnskabelige publikationer. Det er således ikke først og fremmest i kraft af hans egen forskningsindsats, at Rehberg i dag bliver husket. Krogh interesserede sig ikke synderligt for undervisningen og læssede i vid omfang dette arbejde over på Rehberg. Krogh var så vidt vides ikke nogen dårlig forelæser, men alligevel var det en god idé, at Rehberg overtog meget af dette arbejde. Han var, ifølge flere uafhængige kilder, nemlig en ganske fortræffelig forelæser. Han yndede at krydre forelæsningerne med helt aktuelle forskningsresultater. Rehberg brugte megen tid på at vejlede, først dem, som Krogh tabte tålmodigheden med, og senere talrige andre unge studerende og udenlandske gæster. Han havde et klart blik for talent og følte sig forpligtet til at støtte dem, der havde brug for det. Også på et andet område overtog Rehberg Kroghs forpligtelser. Som noget ganske enestående havde Rehbergs lektorat sæde i fakultetet, hvorved Krogh slap for at deltage i de ofte lange og kedelige fakultetsforhandlinger.
Både Krogh og Rehberg fungerede ofte som et slags uofficielt censorkorps ved biologiske og medicinske disputatsforsvar. Navnlig Rehberg udviklede sig efterhånden til en særdeles frygtet og beundret opponent. Især gik det hårdt ud over medicinere, som enten ikke levede op til strengt videnskabelige metodekrav eller også udviste manglende forståelse for basale fysiske eller kemiske problemer. Fysiologen Hans Ussing har fortalt om en sådan begivenhed: en dansk zoolog havde gjort den iagttagelse, at størrelsesfordelingen indenfor en bestemt dyregruppe (f.eks. rovfugle) ikke var normalt fordelt. Tog man nu logaritmerne af dyrenes længde viste det sig, at disse værdier udviste den karakteristiske klokkeform. Han undersøgte en lang række dyregrupper og konkluderede, at der var tale om en biologisk grundlov. I tilfælde af afvigelser fra dette mønster kunne det tyde på, at man betragtede en dyregruppe, som ikke naturligt hørte sammen. Undersøgelsen blev publiceret og forelagt i Biologisk Selskab, og tilhørerne lyttede andægtigt og interesseret. Efter foredraget bad Rehberg om ordet: "Jeg har læst afhandlingen med stor interesse, men efter gennemlæsningen kom jeg til at se på min datters dukker. Deres størrelse var også skævt fordelt, men logaritmerne viste sig at være normalfordelt. Så så jeg ud af vinduet og fandt, at de skorstene, som var i synsfeltet, fulgte den samme lov. De danske øer viste sig også at passe med teorien". Efter en kort kunstpause fulgte så grundskuddet for den biologiske lov: "Denne teori passer også for Færøerne". Pointen var, at normalfordeling af målinger kun kan forventes, hvis chancen for en vis afvigelse fra middelværdien er lige stor på begge sider af middel. Hvor man godt kan finde en rovfugl, der er en meter længere end en tårnfalk, vil man derimod aldrig møde en, der er en meter kortere. Arrogant? Måske, men en sådan pædagogisk belæring var meget karakteristisk for Rehberg, ligesom den belærende pegefinger var hans mest typiske gestik.
En fugl Fønix ud af besættelsestiden
Det var besættelsestiden, der for alvor ændrede Rehbergs liv, som på dette tidspunkt næppe havde adskilt sig synderligt fra den akademiske norm. Som god radikal stod han i krigens første år fuldt og fast bag den danske samlingsregering, men på grund af tyskernes stadig mere brutale fremfærd i 1943 og især under indtryk af jødeforfølgelserne blev han ført ind i illegalt arbejde. Det, der begyndte som uskyldigt bladarbejde, udviklede sig hurtigt, så han snart var nødt til skifte identitet og blev til ingeniør P. B. Rasmussen. På Rockefeller Instituttet blev han sammen med en række kolleger i efteråret 1943 involveret i koordinationen af den store jødetransport over Øresund. Sammen med biokemikeren Richard Ege var han med til at organisere hjælpearbejdet til fordel for de danske fanger i de tyske koncentrationslejre. Kombinationen af en høj position i modstandsbevægelsen og venskab med flere af de ledende radikale politikere gjorde Rehberg til et særdeles vigtigt forbindelsesled mellem de ledende politikere og modstandsfolkene i krigens sidste år.
Rehbergs illegale aktiviteter stoppede brat i februar 1945, hvor han under en razzia blev anholdt af tyskerne. Sammen med flere andre modstandsfolk blev han anbragt i Gestapos hovedkvarter, Shellhuset, og her undgik naturligvis heller ikke Rehberg forhør og tortur. Der er dem, der regner det for et mirakel, at han overlevede. Selv mente han oprigtigt, at det primært skyldtes hans store kendskab til fysiologi. Opholdet i Shellhuset blev under alle omstændigheder kortvarigt. Under Royal Air Force-angrebet på Shellhuset en måned senere lykkedes det nemlig ham og en række andre modstandsfolk at flygte. Den fremtrædende position i modstandsbevægelsen sikrede Rehberg en stærk position i offentligheden efter krigen. Han var en helt og tilhørte som modstandsmand den gruppe omkring Frihedsrådet, som efter besættelsen fremstod som en modelite - et alternativ til den etablerede politiske elite.
Efter krigen koncentrerede Rehberg sin videnskabelige arbejdsindsats på at genopbygge og reorganisere den biologiske isotopforskning, som ungareren Georg von Hevesy i samarbejde med Niels Bohr og Krogh havde pioneret i mellemkrigstiden. Hevesy - manden der introducerede brugen af radioaktive tracerisotoper i biologien - var i 1942 flygtet til Sverige og ville efter krigen ikke tilbage. Området var up for grabs, og det lå ligefor at fortsætte, der hvor Hevesy var blevet tvunget til at slippe. Det lykkedes Rehberg med Hans Ussing og Hilde Levi (der tidligere havde arbejdet tæt sammen med Hevesy) som de videnskabelige drivkræfter, og med midler bl.a. fra Carlsbergfondet og Rockefeller Foundation, at få oprettet et særskilt isotoplaboratorium, hvor især spørgsmål vedrørende iontransport over biologiske membraner blev undersøgt med held og stor dygtighed.
Videnskab og samfund
Rehberg kom ikke selv til at spille nogen aktiv forskningsmæssig rolle i dette arbejde. Han havde ifølge eget udsagn efter krigen en fornemmelse af, at han med sine 50 år efterhånden var ved at være for gammel til at udføre nytænkende frontforskning. Men der var sikkert også dybereliggende årsager. Ifølge Rehberg fik flere af de danske videnskabsmænd, der havde deltaget aktivt i modstandsarbejdet, vendt op og ned på deres indre liv i en sådan grad, at de efter krigen havde svært ved at lægge de forfærdelige oplevelser bag sig og uden videre genoptage det videnskabelige arbejde. Alt andet ville vel også være overraskende: flere af dem havde som kommunister været interneret eller på anden måde som Rehberg været udsat for uhyrligheder. Det er sandsynligt, men naturligvis langt fra sikkert, at denne beskrivelse også dækkede ham selv. Endelig er sandheden nok også den, at oplevelserne under krigen for alvor havde åbnet hans øjne for den verden af problemer, som lå udenfor laboratoriets vægge. Og der blev i årene efter krigen kaldt på Rehbergs indsats i utallige og meget forskellige sammenhænge.
Igennem hele mellemkrigstiden havde de skiftende regeringer holdt universiteterne og de højere læreanstalter på spareblusset. Videnskabsmændenes i forvejen beskedne lønninger blev i krigsårene hastigt ædt op af den galoperende inflation. Værst stod det til for de mange løst ansatte assistenter, der fristede en kummerlig tilværelse. I 1943 havde de fleste videnskabsmænd fået nok. Efter engelsk forbillede dannedes i foråret en fagforening Foreningen til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, som optog forhandlinger med statsmyndighederne med det formål at få lønninger og ansættelsesforhold forbedret. Rehberg var en af lederne i dette arbejde, ligesom han blev leder af en lille "overordentligt selvbestaltet" gruppe af videnskabsmænd, som under navnet Studiekredsen Videnskab og Samfund på samme tidspunkt satte sig for at undersøge, hvordan forskningens kår i Danmark helt generelt kunne forbedres. Idéen til studiekredsen kom fra Poul Astrup, som havde læst den engelske videnskabsmand og kommunist J. D. Bernals bog The Social Function of Science, hvori denne slog til lyd for en stærkere organisering såvel som en stor udvidelse af den videnskabelige aktivitet bl.a. gennem oprettelsen af flere forskningsråd i lighed med det medicinske forskningsråd, som man i England allerede havde. Studiekredsens arbejde fik dog hurtigt en ende, idet de fleste medlemmer efterhånden blev inddraget i modstandskampen.
Straks efter krigen blev studiekredsens arbejde genoptaget og udvidet. Blandt medlemmerne var K. U. Linderstrøm-Lang, Mogens Westergaard, Heinz Holter, Poul Astrup og Mogens Fog. Det er ikke tilfældigt, at disse personer alle havde tilknytning til biologisk og biokemisk forskning. Forskningsmulighederne var på mange biologiske fagområder (f.eks. genetikken) ved at være kritiske, hvilket, koblet med at der tilsyneladende på dette område stod forholdsvis mange talenter på spring, sikkert har animeret denne faggruppe mere end f.eks. fysikerne eller kemikerne. Gruppen gik umiddelbart efter krigen i gang med et regulært propagandaarbejde for blandt politikere, embedsmænd og i befolkningen at øge forståelsen for forskningens betydning for samfundet. Opgaven bestod dels i at promovere forskningen gennem popularisering i form af artikler i aviser og tidsskrifter, hvilket igen betød, at man måtte overbevise andre forskere om, at det var indsatsen værd. Og dels var opgaven den at overbevise politikere og embedsmænd om, at det var klog politik at skrue op for blusset. Helt grundlæggende handlede det om at skabe et for grundforskningen gunstigt opinionsklima. Gruppen fremsendte skrivelser og forsøgte at trække i trådene ad personlige kanaler. Gruppen arbejdede meget længe med en ret utopisk tanke om at få oprettet en "videnskabsklub" i Folketinget (igen efter engelsk forbillede), hvor videnskabsmændene kunne møde de folkevalgte og overfor dem fremlægge og drøfte aktuelle forsknings- og forskningspolitiske problemer. Forslaget blev faktisk diskuteret i folketinget i 1965-66, men beslutningen løb ud i sandet, da man samtidig fik oprettet Forskningens Fællesudvalg.
25 års arbejde for tanken om forskningsråd
En række af studiekredsens mærkesager blev gennemført i løbet af 50erne, men det er vanskeligt at vurdere, i hvor høj grad det skyldes studiekredsmedlemmernes indsats. På et væsentligt punkt var udviklingen dog stærkt præget af kredsens synspunkter. Allerede i 1945 begyndte gruppen at argumentere for oprettelsen af forskningsråd for grundforskningen. Den tekniske forskning fik helt uafhængigt heraf et forskningsråd året efter, men der skulle en sej kamp til for at overbevise politikerne samt adskillige videnskabsmænd om, at noget lignende var nødvendigt også på andre forskningsområder. I 1952 lykkedes det imidlertid at få oprettet Statens Almindelige Videnskabsfond, som i 1968 blev omdannet til de fem forskningsråd, som den dag i dag danner en grundstamme i den danske forskningsorganisation.
I dag, hvor statslige forskningsbevillinger som hovedregel uddeles af politisk uafhængige forskningsråd, og hvor peer review er knæsat som en af forskningsrådssystemets hellige grundpiller, er det vanskeligt at vurdere betydningen af den indsats, som Rehberg & co. leverede i disse år. Peer review princippet er nemlig forholdsvis nyt og fik sit gennembrud i Danmark i forbindelse med Statens Almindelige Videnskabsfond. Hver enkel statslige forskningsbevilling skulle før 1952 igennem hele bevillingsmøllens mange led, hvoraf Finansministeriet og Folketingets Finansudvalg havde det afgørende ord, fordi de var sidste led i fødekæden og det eneste sted hvor samtlige bevillinger passerede igennem. Skeptikerne tvivlede på, at forskerne virkelig kunne enes og klare jobbet selv. Alle kendte jo den ballade, der var ved professorkonkurrencerne. Der skulle ret opfindsomme og slagkraftige virkemidler til for at komme igennem med budskabet, men Rehberg havde under krigen lært betydningen af og kunsten at lave velorganiserede offentlige kampagner. Sammen med journalisten Børge Michelsen fra Ekstrabladet startede gruppen i 1946 uddelingen af Ekstrabladets videnskabspris på 10.000 kr, som hvert år gik til en ung talentfuld forsker. Fidusen var, at uddelingen blev forestået af et panel af videnskabsmænd, som under stor festivitas og på baggrund af demonstrativt sagligt begrundede redegørelser overbragte prisen til den heldige vinder. Der var altså tale om et årligt tilbagevendende skue, som skulle bevise, at peer review faktisk fungerede. Organiseringen af den slags demonstrative happenings var en taktik, som Rehberg virkelig mestrede og benyttede flere gange.
Forskningspolitisk var Rehberg ikke overraskende en kompromisløs fortaler for videnskabens absolutte autonomi. Uden at argumentere nærmere herfor var han overbevist om, at forskningsbevillinger internt i de forskellige fagområderne kunne uddeles efter strengt videnskabelige principper, som intet havde med politik at gøre. Forskningsrådene kunne og skulle derfor styres helt uden indblanding af økonomiske eller politiske betragtninger. Politiske betragtninger havde kun sin berettigelse når det gjaldt fastsættelsen af den overordnede fordeling mellem faggrupperne. Synspunktet er problematisk og ensidigt. Men det var formet under direkte indtryk af racebiologiens udvikling i Tyskland og lysenkoismens triumf under Stalin. Videnskaben var for Rehberg, og for utallige andre som tilhørte hans generation, den ultimative kulturelle garant mod totalitarisme og dogmatik. Og denne funktion vejede for Rehberg adskilligt tungere end videnskabens eventuelle nytte. Derfor var det at dyrke videnskab for Rehberg forbundet med et ganske særligt ansvar. Og hvis samfundet kun krævede af videnskaben, at den var nyttig, ville det i samme omfang fratage videnskabsmanden hans ansvar. Det synspunkt er nok værd at huske på i dag, hvor instrumentelle betragtninger i meget ensidig grad synes at præge forskningspolitikken.
Tordenskjolds soldat eller Janushoved?
Rehberg kom selv til at sidde i videnskabsfonden fra starten og herfra gik turen videre til Carlsbergfondets ledelse i 1960. Rehberg sad endvidere på en lang række andre indflydelsesrige poster, for eksempel i Atomenergikommissionen, hvor han blev Bohrs efterfølger på formandsposten, og medlemskaberne af NATOs Videnskabelige Komité, Forsvarets Forskningsråd, Forskningens Fællesudvalg og Sundhedsstyrelsens radioaktivitetsudvalg, for bare at nævne de mest iøjnefaldende. Det er bemærkelsesværdigt, at Rehberg tilsyneladende kunne nå alt dette samtidig med at han stadig passede sin undervisning. Peder Olesen Larsen, som gik til Rehbergs forelæsninger, kan ikke huske, at undervisningen nogen siden har været aflyst, hvilket vidner om Rehbergs usædvanlige organisatoriske talent. Han var uden tvivl den mest indflydelsesrige enkeltperson i 60ernes danske forskningspolitik. Han yndede at fremstille sig selv, som den tapre tordenskjoldssoldat, som stillede op hver gang nogen kaldte på ham, hvilket implicerede, at hele striben af tillidsposter var blevet ham tilbudt uden større sværdslag. Det kan i første omgang være svært at tro på.
Det siger dog sig selv, at en mand med så mange indflydelsesrige poster i et lille lands til tider indspiste og anarkistiske forskningssystem naturligvis ikke har kunne undgå at skabe sig fjender. Af unavngivne personer blev han af den grund i starten af 60erne, netop da hans indflydelse kulminerede, kritiseret for at spille rollen som diktator indenfor den biologiske forskning. Alligevel er det alt taget i betragtning overraskende hvor lidt ondt blod, der egentlig flød. Som helhed må det nemlig siges, at Rehberg klarede sig relativ uplettet gennem de mange slagsmål, som han måtte tage. Han havde en uforlignelig evne til at balancere på en knivsæg i principielle spørgsmål. En evne, som var parret med et veludviklet talent for at skabe kompromisløsninger. De få indgående personbeskrivelser, som vi har af ham, understreger dette indtryk. Under indviklede forhandlinger kunne han længe være tavs som graven, hvorefter han så bad om ordet og formulerede et kompromisforslag, som der i de fleste tilfælde kunne skabes enighed om. Hvis det er rigtigt, og der er intet der taler herimod, så har vi vel her en afgørende årsag til den fremgang, han fik som organisator og administrator: han kunne få folk til at arbejde sammen. På dette punkt adskilte han sig markant fra læremesteren August Krogh, som til tider kunne være usædvanlig stejl.
Rehbergs person var ikke fri for paradokser. Jeg skal nævne et par eksempler. Han forenede et demokratisk sindelag med en udpræget elitisme. Personalet i hans laboratorium blev således aldrig indviet i de forskningspolitiske diskussioner, som han deltog i. Han var stærkt optaget af international politik, og den var som bekendt rødglødende her under den kolde krigs indledende fase. Han deltog særdeles aktivt i debatten om Danmarks tilslutning til Atlantpagten. Det er i den anledning paradoksalt, at han som erklæret pacifist blev en fremtrædende modstandsmand og efter krigen lagde stor energi i at føre Danmark ud af den hævdvundne pacifistiske neutralitetspolitik og ind i Atlantpagten og endte som en af hjemmeværnets og det danske forsvars mest betroede rådgivere. Det er ret forståeligt, at mange fremtrædende venstreorienterede med nogen skepsis betragtede den "humanistiske professor", som en noget tvetydig dobbeltkarakter - et Janushoved. Han blev i starten af 50erne fremstillet med den største uelskværdighed i den kommunistiske dagspresse. Det var ramme alvor, men med til historien hører dog, at Rehberg havde mange venner blandt venstreorienterede videnskabsmænd og kulturpersonligheder.
Litteratur:
Holter, Heinz. "Videnskab og Samfund". Kronik i Politiken, 23/3 1965.
Knudsen, Henrik. "Vi mangler "action intellectuals" - om naturvidenskabens krise" i Aktuel Naturvidenskab 2002, nr. 3, s. 30-33.
Rehberg, Poul Brandt. Erindringsafsnit, exl. perioden 1940-45. Optaget på magnetbånd under medvirken af Morten Ruge, Niels Blædel og Bent Wiberg (ca. 5 timer). Det Kongelige Bibliotek, 1975.
Schmidt Nielsen, Bodil. August og Marie Krogh. Et fælles liv for videnskaben. København: Gyldendal, 1997.
Ussing, Hans H., "Poul Brandt Rehberg". Nekrolog i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Oversigt over Selskabets Virksomhed 1989-1990, s. 171-175.
Weis-Fogh, Torkel. ?Nattergal og Forsker?. Kronik i Politiken, 28/3 1965.
