Videnskab som engagement: Poul Brandt Rehberg

Publiceret Januar 2004

Poul Brandt Rehberg (1895-1989) plejede i spøg at sige, at han beskæftigede sig med studenter, øller, atomer og aviser. Han var en forsker med et usædvanligt bredt og samtidigt dybt personligt engagement i den verden, som befandt sig i og udenfor laboratoriet.

Rehberg i laboratoriet, taget i 1926
Et af de sjældne billeder af Rehberg i laboratoriet, taget i 1926. På bordet ses et eksemplar af en såkaldt "Rehberg-burette", anvendt til mikrotitrering i forbindelse med disputatsarbejdet. (Kilde: Det videnskabshisto­riske Billedarkiv, Institut for Videnskabshistorie, Aarhus Universitet.)

Enhver historie må tage sin begyndelse et sted. Historien her starter i Middelfart, hvor Poul Kristian Brandt Rehberg blev født i 1895. Faren, som drev en manufakturhandel, var en kunstnernatur, der aldrig rigtig forli­gede sig med sit borgerlige erhverv. Foræl­drene blev skilt og Rehberg flyttede med moren Jakobe til København, hvor fa­milien flyttede ind hos bedsteforældrene. Moren slog sig ned som fotograf. Hun var "yderst radikal og kvindesagsforkæmper" og havde tilhørsforhold til den fri­sindede og moderne jødedom fra slutningen af 1800-tallet. Man fornemmer her en karakterfuld per­son­lighed, som havde en stærk indflydelse på den unge Rehberg. Moren havde været på Askov Høj­skole - den eneste højskole hvor de natur­videnskabelige fag havde en meget fremtræ­dende position - og fik herigennem interesse for naturfagene, en interesse som hun videre­gav til den lille Rehberg.

Bedsteforældrenes hjem var et af den jødiske intelligentsias samlingssteder. Her mødte Rehberg i sine ungdomsår en række af dette miljøs fremtrædende radikale kulturperson­ligheder og blev på den måde tidligt knyttet til den københavnske radikalisme omkring Det Radikale Venstre og dagbladet Politiken. Reh­berg var hele livet tilknyttet det radikale miljø, og blev efterhånden et af dets fremtræ­dende skikkelser. I det radikale parti spillede han især efter Anden Verdenskrig en vis rolle bag kulis­serne. Ligeledes blev han efter krigen optaget i Politikens bestyrelse, en position han beholdt til 1975.

Rehberg begyndte at læse naturhistorie i 1914 og blev i 1921 cand. mag. i naturhisto­rie, geo­grafi, fysik og kemi. I studietiden blev han stærkt optaget af August Kroghs funktionelle fysiologi. Biolo­gien var på dette tidspunkt ved at ændre karakter og arbejds­form, men endnu var den dog domineret af den naturhistoriske tradition, hvor vægten lå på klassifikation, systematik og morfologi. Kroghs interesse lå et andet sted. Hans til­gangsvinkel var ekspe­rimentel og sigtede mod en fysisk og kemisk forståelse af fysio­logiens problemer. Rehberg havde ikke inte­resse for biologiens systemati­ske aspekter og blev indfanget af Kroghs eksperi­mentelle fysiologi. Efter at have afsluttet sin eksamen startede han i efter­året 1921 som assistent ved Kroghs zoofy­siologiske labo­ratorium.

Krogh havde året før fået nobelprisen for op­dagelsen af kapillærernes reguleringsmekanisme og dens sammenhæng med musklernes iltoptagelses­evne under ar­bejde. Labo­ratoriet var et travlt og frugtbart sted med flere forskellige forskningsprojekter og mange fremragende udenlandske gæster - et godt sted at tage hul på en forskerkarriere. Reh­berg blev hurtigt involveret i Kroghs kapillærforskning. Krogh havde brug for en af Rehbergs personlige kompetencer, idet han af sin mor havde lært at foto­grafere. Krogh fik ham derfor sat i gang med at filme kapillæ­rerne. Det kom der en film ud af. Udsty­ret måtte de selv bygge, og det er en historie helt for sig, som i dag kan ses på Filmmuseet. Han del­tog også i insulin-eventyrets indledende fase. Krogh havde i 1922 på en rejse til USA hørt, at en ca­nadisk forskergruppe ved hjælp at udtræk af bugspytkirtlen var blevet i stand til at re­gulere blodsuk­kerniveauet hos diabetikere. Krogh kontaktede canadierne og med sig hjem fra Amerika bragte han eneret­ten på at udvikle metoden i Skandinavien. Hermed var grunden lagt til det, som senere udvik­lede sig til et re­gulært industrieventyr. Rehberg gled dog ef­terhånden ud af dette ar­bejdsfelt: han skulle i gang med at skrive dis­putats.

Indfører Kreatinin-clearance begrebet

Rehbergs emne lå i direkte forlængelse af kapillærstudierne. Han undersøgte til at starte med per­meabiliteten af nyrernes ka­pillærnet (glomeruli) og forekomsten af protein i urinen ved nyresyg­domme. Som følge af dette ar­bejde blev han interesseret i at måle hvor me­get væske, der blev filteret gennem nyrens kapillærnet. Den moderne nyreteori - den så­kaldte filtration-resorptions-hypotese - blev fremsat af englænderen Ar­thur Cushny i 1916. Teorien var dog i det store hele fremsat alle­rede i 1840erne af ty­skeren Karl Ludwig, hvorfor den også kaldes Ludwig-Cushny teo­rien. Teorien går ud på, at der i kapillærslyn­gerne sker en ultrafiltrering af blodplasmaet, således at blodets proteiner bli­ver holdt til­bage, mens vand og alle mole­kyler mindre end proteiner går igennem og ud i en blære (Bow­mans kapsel). Herfra lø­ber urinen gennem 4-6 cm lange rør ud i urinbækkenet. Undervejs tilba­geføres mange fysiologisk vigtige stoffer til blodet, f.eks. salte og kulhydrater. En afgø­rende indven­ding mod teorien var dog, at man ikke havde præcise tal for hvor meget væske der filtreres i glome­ruli. Teorien indebar, at glomeruli hos et menneske måtte filtrere om­kring 100 liter blodplasma i døgnet for at udskille den mængde urinstof, som faktisk udskilles, hvil­ket mange fysiologer fandt helt uantageligt. En rivaliserende teori anskuede nyren som en kirtel, hvor udskillelse og re­sorption sker ved aktiv sekretion, og den anskuelse havde indflydelsesrige fortalere blandt danske medicinere, som f.eks. professor J. C. Bock.

I starten af 20erne begyndte der at komme målinger, som viste, at filtrationen var ganske stor. Reh­bergs bidrag var at angive meget nøjagtige tal herfor. Resultaterne blev frem­lagt i disputatsen Studies in Kidney Function fra 1926. Det var i parentes bemærket første gang, at en dansk videnskabsmand fik lov at dispu­tere på en samling af artikler. Rehberg valgte at måle på affaldsstoffet kreatinin. Dette mål for filtrationen døbte han "kreati­nin-clea­rance" og hans beregninger viste, at de men­neskelige nyrer filtrerer omkring 180 liter blodplasma i døgnet. Igennem en række forsøg kunne Rehberg også vise, at Cushnys simple teori skulle modificeres, da nyren for en række stoffers vedkommende fak­tisk viste sig at fungere som en kirtel, idet der for disse stoffer var tale om aktiv sekretion. Hermed var Reh­berg og andre nyrefysiologer kommet i berø­ring med spørgsmålet om aktiv trans­port over cellemembraner. Dette spørgsmål var dog på dette tidspunkt yderst kontrover­sielt. Det lug­tede af vitalisme og var derfor bandlyst på Kroghs institut, hvor man helst ville klare sig med mo­deller, som alene byggede på diffu­sion og osmose. Set med nutidens øjne fejlfortolkede derfor ikke bare Rehberg men også mange andre fysiologer længe resultaterne af deres forsøg.

Det er bemærkelsesværdigt, at Rehberg alle­rede i 1923 ved at regne på talværdier opgi­vet i litteratu­ren var nået frem til de afgø­rende resultater, som blev fremlagt i disputat­sen tre år senere. En artikel blev indsendt til et ameri­kansk tidsskrift, som imidlertid nægtede at optage den, med begrundelsen at den ikke indeholdt egne eksperimentelle resultater. Rehberg måtte derfor hurtigst mu­ligt se sig om efter et eksperiment, hvis han ville sikre sig prioritet. Laboratoriets ressour­cer var trods Kroghs no­belpris sparsomme. At rejse penge til forsøgsdyr ville tage tid. Han besluttede sig derfor til at bruge sine egne nyrer som forsøgs­organ og lave målin­gerne på sine egen krop! Han udviklede me­get præ­cist titrerings­udstyr og -metoder til bestemmelse af kreati­nin og Cl- og gik så i gang med at tage sam­hørende væskeprøver af blod og urin. Koncentrationen af de to stoffer i blodbanen kunne han variere ved injektion. Det var re­sultaterne af disse målinger, som dannede basis for disputatsen.  

Hos August Krogh

I årene efter disputatsen arbejdede Rehberg sammen med medicinere og kli­nikere. Målet var blandt andet at udnytte krea­tinin-clearance metoden i nyrediagno­stikken. Det lykkedes i 1936 Krogh at få oprettet et lektorat til Rehberg, og i 1945 overtog han Kroghs professorat i zoofysiologi. Men der blev alligevel efter­hånden længere og længere mellem de viden­skabelige publikationer. Det er såle­des ikke først og fremmest i kraft af hans egen forskningsindsats, at Reh­berg i dag bliver hu­sket. Krogh interesserede sig ikke synderligt for undervisningen og læssede i vid omfang dette ar­bejde over på Rehberg. Krogh var så vidt vides ikke nogen dårlig forelæser, men alligevel var det en god idé, at Rehberg over­tog meget af dette arbejde. Han var, ifølge flere uafhængige kilder, nemlig en ganske fortræffelig forelæ­ser. Han yndede at krydre forelæsningerne med helt aktuelle forsknings­resultater. Rehberg brugte megen tid på at vejlede, først dem, som Krogh tabte tålmodigheden med, og senere talrige andre unge stu­derende og udenland­ske gæster. Han havde et klart blik for talent og følte sig forpligtet til at støtte dem, der havde brug for det. Også på et andet område overtog Rehberg Kroghs forpligtelser. Som noget ganske ene­stående havde Rehbergs lektorat sæde i fa­kultetet, hvor­ved Krogh slap for at deltage i de ofte lange og kedelige fakultets­forhand­linger.

Både Krogh og Rehberg fungerede ofte som et slags uofficielt censorkorps ved biologi­ske og medi­cinske disputatsfor­svar. Navnlig Rehberg udviklede sig efter­hånden til en særdeles frygtet og beun­dret opponent. Især gik det hårdt ud over medici­nere, som enten ikke levede op til strengt videnska­belige me­todekrav eller også udviste manglende forstå­else for basale fysiske eller kemiske proble­mer. Fysiologen Hans Ussing har fortalt om en sådan be­givenhed: en dansk zoolog havde gjort den iagttagelse, at størrelsesfor­delingen indenfor en bestemt dyregruppe (f.eks. rovfugle) ikke var normalt fordelt. Tog man nu logaritmerne af dyrenes længde viste det sig, at disse vær­dier udviste den karak­teristiske klokkeform. Han undersøgte en lang række dyregrupper og konkluderede, at der var tale om en bio­logisk grundlov. I tilfælde af afvigelser fra dette mønster kunne det tyde på, at man betrag­tede en dyregruppe, som ikke naturligt hørte sam­men. Undersø­gelsen blev publiceret og fore­lagt i Biologisk Selskab, og tilhørerne lyttede andægtigt og interesseret. Efter foredraget bad Rehberg om ordet: "Jeg har læst afhandlingen med stor interesse, men efter gennemlæsnin­gen kom jeg til at se på min datters dukker. Deres størrelse var også skævt fordelt, men loga­ritmerne viste sig at være nor­malfordelt. Så så jeg ud af vinduet og fandt, at de skor­stene, som var i synsfeltet, fulgte den samme lov. De danske øer viste sig også at passe med teorien". Efter en kort kunstpause fulgte så grund­skuddet for den bi­ologiske lov: "Denne teori passer også for Færøerne". Pointen var, at normalforde­ling af målinger kun kan for­ventes, hvis chancen for en vis afvigelse fra middelværdien er lige stor på begge sider af middel. Hvor man godt kan finde en rovfugl, der er en meter længere end en tårnfalk, vil man der­imod aldrig møde en, der er en meter kortere. Arrogant? Måske, men en sådan pæ­dago­gisk belæring var meget karakte­ri­stisk for Rehberg, ligesom den belærende pe­gefinger var hans mest typiske gestik.

Rehberg og hund interviewes i årene efter krigen
Rehberg og hund interviewes i årene efter krigen. Under modstandskampen lærte Rehberg betydning af PR og efter krigen benyttede han ofte det han havde lært i kampen for at forbedre videnskabens vilkår. (Foto venligst udlånt af Ally Brandt Rehberg.)

En fugl Fønix ud af besættelsestiden 

Det var besættelsestiden, der for alvor ænd­rede Rehbergs liv, som på dette tidspunkt næppe havde adskilt sig synderligt fra den akademi­ske nor­m. Som god radikal stod han i krigens før­ste år fuldt og fast bag den danske sam­lingsregering, men på grund af tyskernes sta­dig mere brutale fremfærd i 1943 og især un­der indtryk af jødeforfølgelserne blev han ført ind i illegalt arbejde. Det, der begyndte som uskyldigt bladarbejde, udviklede sig hurtigt, så han snart var nødt til skifte identi­tet og blev til inge­niør P. B. Rasmussen. På Rockefeller Instituttet blev han sammen med en række kol­leger i efteråret 1943 involveret i koordinationen af den store jødetransport over Øresund. Sammen med biokemike­ren Richard Ege var han med til at organi­sere hjælpe­arbejdet til fordel for de danske fanger i de tyske koncentrationslejre. Kom­binationen af en høj position i modstandsbe­vægel­sen og venskab med flere af de ledende radikale poli­tikere gjorde Rehberg til et sær­deles vigtigt for­bindelsesled mellem de le­dende politikere og modstandsfolkene i kri­gens sidste år.

Rehbergs illegale aktiviteter stoppede brat i februar 1945, hvor han under en razzia blev anholdt af tyskerne. Sammen med flere andre modstandsfolk blev han anbragt i Gestapos hovedkvarter, Shell­huset, og her undgik naturligvis heller ikke Rehberg forhør og tortur. Der er dem, der regner det for et mirakel, at han overlevede. Selv mente han oprigtigt, at det primært skyldtes hans store kendskab til fysiologi. Opholdet i Shellhuset blev under alle omstændig­heder kortvarigt. Under Royal Air Force-angrebet på Shellhuset en måned senere lyk­kedes det nemlig ham og en række andre modstandsfolk at flygte. Den fremtrædende position i modstandsbevægelsen sikrede Rehberg en stærk position i offentlighe­den efter krigen. Han var en helt og tilhørte som modstandsmand den gruppe omkring Friheds­rådet, som efter besættelsen fremstod som en modelite - et alternativ til den etable­rede poli­tiske elite.

Efter krigen koncentrerede Rehberg sin videnskabelige arbejdsindsats på at genop­bygge og reorgani­sere den biologiske isotop­forsk­ning, som ungareren Georg von Hevesy i samarbejde med Niels Bohr og Krogh havde pio­neret i mellemkrigstiden. Hevesy - manden der introducerede brugen af radio­aktive traceriso­toper i biologien - var i 1942 flygtet til Sverige og ville efter krigen ikke tilbage. Området var up for grabs, og det lå ligefor at fortsætte, der hvor Hevesy var blevet tvunget til at slippe. Det lykkedes Rehberg med Hans Ussing og Hilde Levi (der tidligere havde arbejdet tæt sammen med Hevesy) som de videnskabelige drivkræf­ter, og med midler bl.a. fra Carlsbergfondet og Rockefeller Founda­tion, at få oprettet et særskilt isotoplabora­torium, hvor især spørgsmål vedrørende iontransport over biologi­ske membraner blev undersøgt med held og stor dyg­tighed.

Videnskab og samfund

Rehberg kom ikke selv til at spille nogen aktiv forskningsmæssig rolle i dette arbejde. Han havde ifølge eget udsagn efter krigen en for­nemmelse af, at han med sine 50 år efter­hån­den var ved at være for gammel til at udføre nytænkende frontforskning. Men der var sik­kert også dybereliggende årsa­ger. Ifølge Reh­berg fik flere af de danske viden­skabsmænd, der havde deltaget aktivt i mod­standsar­bejdet, vendt op og ned på deres indre liv i en sådan grad, at de efter krigen havde svært ved at lægge de forfærdelige oplevelser bag sig og uden videre genoptage det videnskabelige arbejde. Alt andet ville vel også være overra­skende: flere af dem havde som kommunister været interneret eller på an­den måde som Rehberg været ud­sat for uhyrligheder. Det er sandsynligt, men naturligvis langt fra sikkert, at denne beskri­velse også dækkede ham selv. Endelig er sandheden nok også den, at ople­velserne under krigen for alvor havde åbnet hans øjne for den verden af problemer, som lå udenfor laboratoriets vægge. Og der blev i årene efter krigen kaldt på Rehbergs indsats i utallige og meget forskellige sammenhænge.

Rehberg i samtale med undervisningsminister K. Helveg Petersen (i midten) og departementschef i finansministeriet Erik Ib Schmidt.
Enmandsrådet Rehberg i samtale med undervisningsminister K. Helveg Petersen (i midten) og departementschef i finansministeriet Erik Ib Schmidt. Billedet er taget under den første danske konference om forskningspolitik, som fandt sted den 24. februar 1964. (Foto venligst udlånt af Ally Brandt Rehberg.)

Igennem hele mellemkrigstiden havde de skiftende regeringer holdt universiteterne og de højere læ­reanstalter på spareblusset. Vi­denskabsmændenes i forvejen beskedne løn­ninger blev i krigsårene hastigt ædt op af den galoperende inflation. Værst stod det til for de mange løst ansatte assistenter, der fristede en kummerlig tilværelse. I 1943 havde de fleste videnskabsmænd fået nok. Efter engelsk for­billede dannedes i foråret en fagforening For­eningen til Beskyttelse af Videnskabeligt Ar­bejde, som optog forhandlinger med stats­myn­dighederne med det formål at få lønnin­ger og ansættelsesfor­hold forbedret. Rehberg var en af lederne i dette arbejde, ligesom han blev leder af en lille "overor­dentligt selvbestaltet" gruppe af videnskabsmænd, som under nav­net Studie­kredsen Videnskab og Samfund på samme tidspunkt satte sig for at undersøge, hvordan forskningens kår i Danmark helt generelt kunne forbedres. Idéen til studie­kredsen kom fra Poul Astrup, som havde læst den engelske videnskabs­mand og kommunist J. D. Bernals bog The Social Function of Science, hvori denne slog til lyd for en stær­kere organisering såvel som en stor udvidelse af den videnska­belige aktivitet bl.a. gennem op­rettelsen af flere forskningsråd i lighed med det medicin­ske forskningsråd, som man i England alle­rede havde. Studiekred­sens arbejde fik dog hurtigt en ende, idet de fleste medlemmer efterhånden blev inddraget i modstandskampen.

Straks efter krigen blev studiekredsens arbejde genoptaget og udvidet. Blandt medlemmerne var K. U. Linderstrøm-Lang, Mogens Westergaard, Heinz Holter, Poul Astrup og Mogens Fog. Det er ikke til­fældigt, at disse personer alle havde tilknytning til biologisk og biokemisk forsk­ning. Forsknings­mulighederne var på mange biologiske fagområder (f.eks. genetikken) ved at være kritiske, hvilket, koblet med at der tilsyneladende på dette område stod for­holds­vis mange talenter på spring, sikkert har ani­meret denne faggruppe mere end f.eks. fysi­kerne eller kemikerne. Gruppen gik umiddelbart efter krigen i gang med et re­gulært propa­gandaarbejde for blandt politi­kere, embeds­mænd og i be­folkningen at øge forståelsen for forskningens betydning for samfundet. Opga­ven bestod dels i at promo­vere forskningen gennem popularisering i form af artikler i aviser og tidsskrif­ter, hvilket igen betød, at man måtte overbevise andre forskere om, at det var indsatsen værd. Og dels var opgaven den at overbevise politikere og embeds­mænd om, at det var klog politik at skrue op for blusset. Helt grundlæggende handlede det om at skabe et for grundforsk­ningen gunstigt opinions­klima. Gruppen frem­sendte skrivel­ser og forsøgte at trække i trå­dene ad personlige kanaler. Gruppen arbejdede meget længe med en ret utopisk tanke om at få oprettet en "vi­denskabsklub" i Folke­tinget (igen efter engelsk forbillede), hvor vi­denskabsmændene kunne møde de folkevalgte og overfor dem fremlægge og drøfte aktuelle forsknings- og forskningspolitiske problemer. Forslaget blev faktisk diskuteret i folketinget i 1965-66, men beslutningen løb ud i sandet, da man samtidig fik oprettet Forskningens Fællesud­valg.

25 års arbejde for tanken om forskningsråd

En række af studiekredsens mærkesager blev gennemført i løbet af 50erne, men det er van­skeligt at vurdere, i hvor høj grad det skyldes studiekredsmed­lemmernes indsats. På et  væsentligt punkt var udviklingen dog stærkt præ­get af kredsens synspunkter. Allerede i 1945 be­gyndte gruppen at argu­mentere for opret­telsen af forskningsråd for grundforskningen. Den tekniske forskning fik helt uaf­hængigt heraf et forskningsråd året efter, men der skulle en sej kamp til for at overbevise politikerne samt ad­skillige videnskabs­mænd om, at noget lig­nende var nødvendigt også på andre forskningsom­råder. I 1952 lyk­kedes det imidlertid at få oprettet Statens Al­mindelige Viden­skabsfond, som i 1968 blev omdannet til de fem forskningsråd, som den dag i dag danner en grund­stamme i den danske forskningsorganisation. 

Karikaturtegning af Herluf Bidstrup fra Land og Folk.
Karikaturtegning af Herluf Bidstrup fra Land og Folk. Det kostede at deltage i debatten under den kolde krig. (Kilde: Land og Folk, 2/6 1950.)

I dag, hvor statslige forskningsbevillinger som hovedregel uddeles af politisk uafhængige forsknings­råd, og hvor peer review er knæsat som en af forskningsrådssystemets hellige grund­piller, er det van­skeligt at vurdere betydningen af den ind­sats, som Rehberg & co. leverede i disse år. Peer review princip­pet er nemlig forholdsvis nyt og fik sit gennem­brud i Dan­mark i forbindelse med Statens Al­minde­lige Videnskabsfond. Hver enkel statslige forsk­ningsbevilling skulle før 1952 igennem hele bevillingsmøllens mange led, hvoraf Fi­nans­ministeriet og Folketingets Fi­nansudvalg havde det afgø­rende ord, fordi de var sidste led i føde­kæden og det eneste sted hvor samt­lige bevil­linger passerede igennem. Skepti­kerne tviv­lede på, at forskerne vir­kelig kunne enes og klare jobbet selv. Alle kendte jo den ballade, der var ved professorkonkurren­cerne. Der skulle ret op­findsomme og slag­kraftige virkemidler til for at komme igennem med budskabet, men Reh­berg havde under krigen lært betyd­ningen af og kunsten at lave velor­ganiserede offentlige kampagner. Sam­men med journalisten Børge Michelsen fra Ekstrabladet startede gruppen i 1946 uddelin­gen af Ekstrabladets videnskabs­pris på 10.000 kr, som hvert år gik til en ung talentfuld for­sker. Fidusen var, at uddelingen blev fore­stået af et panel af viden­skabsmænd, som under stor festivitas og på baggrund af demonstrativt sag­ligt be­grundede redegørelser overbragte pri­sen til den heldige vinder. Der var altså tale om et årligt tilbage­vendende skue, som skulle be­vise, at peer review faktisk fungerede. Orga­niserin­gen af den slags demonstrative happe­nings var en taktik, som Rehberg virkelig me­strede og benyttede flere gange.

Forskningspolitisk var Rehberg ikke overra­skende en kompromisløs fortaler for viden­skabens abso­lutte autonomi. Uden at argu­mentere nærmere herfor var han overbevist om, at forskningsbevillinger internt i de for­skellige fagområderne kunne uddeles efter strengt videnskabelige principper, som­ intet havde med politik at gøre. Forsk­ningsrådene kunne og skulle derfor styres helt uden ind­blanding af økonomiske eller politi­ske be­tragtninger. Politiske betragt­ninger havde kun sin berettigelse når det gjaldt fastsættelsen af den overordnede fordeling mellem fag­grup­perne. Synspunktet er pro­blematisk og ensi­digt. Men det var formet under direkte indtryk af racebiologiens ud­vikling i Tyskland og ly­senkoismens triumf under Stalin. Videnska­ben var for Reh­berg, og for utallige andre som tilhørte hans generation, den ultimative kultu­relle garant mod totalitarisme og dogmatik. Og denne funktion vejede for Rehberg adskilligt tungere end videnskabens eventuelle nytte. Derfor var det at dyrke vi­denskab for Reh­berg forbundet med et ganske særligt ansvar. Og hvis sam­fundet kun krævede af videnskaben, at den var nyttig, ville det i samme omfang fratage vi­denskabsmanden hans ansvar. Det synspunkt er nok værd at huske på i dag, hvor instrumentelle betragtninger i meget ensidig grad sy­nes at præge forsk­ningspolitikken.             

Tordenskjolds soldat eller Janushoved?

Rehberg kom selv til at sidde i videnskabs­fonden fra starten og herfra gik turen videre til Carlsberg­fondets le­delse i 1960. Reh­berg sad endvidere på en lang række andre indflydel­sesrige poster, for eksempel i Atomenergikommissio­nen, hvor han blev Bohrs efterfølger på formandsposten, og med­lemska­berne af NATOs Viden­skabelige Komité, Forsvarets Forskningsråd, Forskningens Fæl­lesud­valg og Sundhedssty­relsens radioaktivi­tetsudvalg, for bare at nævne de mest iøjnefal­dende. Det er bemærkelsesværdigt, at Rehberg tilsyneladende kunne nå alt dette samtidig med at han stadig pas­sede sin undervisning. Peder Olesen Larsen, som gik til Rehbergs forelæs­ninger, kan ikke huske, at undervisningen no­gen siden har været aflyst, hvilket vidner om Rehbergs usædvanlige organisatori­ske talent. Han var uden tvivl den mest indflydel­sesrige enkelt­person i 60ernes danske forsk­ningspo­litik. Han yn­dede at fremstille sig selv, som den tapre tordenskjoldssoldat, som stil­lede op hver gang no­gen kaldte på ham, hvilket implicerede, at hele striben af tillidsposter var blevet ham tilbudt uden større sværdslag. Det kan i første omgang være svært at tro på.

Det siger dog sig selv, at en mand med så mange indflydelsesrige poster i et lille lands til tider ind­spiste og anarkistiske forsk­ningssy­stem naturligvis ikke har kunne undgå at skabe sig fjender. Af unavngivne personer blev han af den grund i starten af 60erne, netop da hans indflydelse kulmine­rede, kritiseret for at spille rollen som diktato­r indenfor den biologiske forskning. Allige­vel er det alt taget i betragt­ning overraskende hvor lidt ondt blod, der egentlig flød. Som helhed må det nemlig siges, at Reh­berg klarede sig relativ uplettet gennem de mange slagsmål, som han måtte tage. Han havde en uforlignelig evne til at balancere på en knivsæg i principielle spørgsmål. En evne, som var parret med et veludviklet talent for at skabe kompromisløsninger. De få indgå­ende personbeskrivel­ser, som vi har af ham, under­streger dette indtryk. Under ind­viklede for­handlinger kunne han længe være tavs som graven, hvorefter han så bad om ordet og for­mulerede et kompromisforslag, som der i de fleste tilfælde kunne skabes enig­hed om. Hvis det er rigtigt, og der er intet der taler herimod, så har vi vel her en afgørende årsag til den fremgang, han fik som organisator og admini­strator: han kunne få folk til at ar­bejde sam­men. På dette punkt adskilte han sig markant fra læremesteren August Krogh, som til tider kunne være usædvanlig stejl.  

Rehbergs person var ikke fri for paradokser. Jeg skal nævne et par eksempler. Han for­enede et demo­kratisk sindelag med en udpræ­get elitisme. Personalet i hans laboratorium blev således aldrig indviet i de forskningspoli­tiske diskussioner, som han deltog i. Han var stærkt optaget af internatio­nal poli­tik, og den var som bekendt rødglødende her un­der den kolde krigs indledende fase. Han del­tog sær­deles ak­tivt i debatten om Danmarks tilslutning til Atlantpagten. Det er i den anledning paradoksalt, at han som erklæret pacifist blev en fremtrædende mod­stands­mand og efter krigen lagde stor energi i at føre Danmark ud af den hævdvundne pacifi­stiske neutralitetspolitik og ind i Atlant­pagten og endte som en af hjemme­værnets og det danske forsvars mest betroede rådgivere. Det er ret forståe­ligt, at mange fremtrædende ven­streorienterede med nogen skepsis betrag­tede den "humanistiske profes­sor", som en noget tvetydig dobbeltkarakter - et Janusho­ved. Han blev i starten af 50erne fremstillet med den største uelskværdighed i den kom­munistiske dagspresse. Det var ramme alvor, men med til histo­rien hører dog, at Rehberg havde mange venner blandt venstreorienterede viden­skabs­mænd og kul­turper­sonligheder.

Litteratur:

Holter, Heinz. "Videnskab og Samfund". Kro­nik i Politiken, 23/3 1965.

Knudsen, Henrik. "Vi mangler "action intel­lectuals" - om naturvidenskabens krise" i Aktuel Naturvi­denskab 2002, nr. 3, s. 30-33.   

Rehberg, Poul Brandt. Erindringsafsnit, exl. perioden 1940-45. Optaget på magnetbånd under med­virken af Morten Ruge, Niels Blæ­del og Bent Wiberg (ca. 5 timer). Det Konge­lige Bibliotek, 1975. 

Schmidt Nielsen, Bodil. August og Marie Krogh. Et fælles liv for videnskaben. Køben­havn: Gylden­dal, 1997.

Ussing, Hans H., "Poul Brandt Rehberg". Nekrolog i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Oversigt over Selskabets Virksomhed 1989-1990, s. 171-175.

Weis-Fogh, Torkel. ?Nattergal og Forsker?. Kronik i Politiken, 28/3 1965.