Sigurd Orla-Jensen

Publiceret Juli 2001
Sigurd Orla-Jensen (1870-1949)
Figur 1. Sigurd Orla-Jensen (1870-1949).

Sigurd Orla-Jensen (indtil 1912 Orla Sigurd Jensen) var en af pionererne indenfor bioteknologi og var Danmarks første professor i bioteknisk kemi. Hans speciale var ostens kemi og bakteriologi, doktorafhandlingen fra 1904 bar således titlen Studier over de flygtige Syrer i Ost og Bidrag til Ostefermenternes Biologi. Han underviste i 40 år på Polyteknisk Læreanstalt (Danmarks Tekniske Universitet) og satte dermed sit tydelige fingeraftryk på udviklingen af dansk osteproduktion og landbrugskemisk industri i bredere forstand.

Fra kemi til biokemi

Orla-Jensen var, i følge eget udsavn, tidligt interesseret i naturfagenek, og han havde derfor ikke svært ved at beslutte sig for at studere kemi ved Polyteknisk Læreanstalt. Efter seks års studier blev hans fabriksingeniør (kemiingeniør), men han må forinden have fået øjnene op for, at hans interesser nok snarere lå inden for biokemien end inden for kemien. Han startede nemlig umiddelbart efter erhvervelsen af kandidatgraden på et omfattende studieprogram, der også førte ham udenlands. En skildring af Orla-Jensens aktiviteter giver et godt billede af, hvor og af hvem den biologiske kemi blev dyrket i slutningen af 1800-tallet i Danmark. Man bemærker også, at disciplinen i teori og praksis var bundet til landbruget, og at dens opblomstring netop i Danmark hang uløseligt sammen med omlægningen af dansk landbrug efter ca. 1870 til i langt højere grad at være mælkeproducerende - og dermed smør- og ostefremstillende.

Første punkt i programmet (der ikke lå klart på forhånd, men udviklede sig under vejs) var at lære gæringsfysiologi hos Alfred Jørgensen, der havde et privat handels- og forskningslaboratorium på Frederiksberg. Laboratoriet analyserede levnedsmidler, bl.a. gennem mikroskop, men dets store succes kom fra, at det var konsulent for flere bryggerier. Jørgensen var en nær ven af botanikeren og bakteriologen Emil Chr. Hansen på Carlsberg Laboratoriet, som i 1880erne udviklede en metode til fremstiling af ren ølgær, en metode som fundamentalt ændrede ølbrygningsprocessen. Jørgensens laboratorium kom til at agere som formidler af den nye teknik til andre bryggerier end Carlsberg, også internationalt, og det tiltrak mange interesserede. Det skønnes, at der i Jørgensens levetid blev undervist 1500 elever. Orla-Jensen fortsatte ikke overraskende fra Jørgensens laboratorium til Carlsberg Laboratoriet. Der blev han dog mere bredt interesset i gæringsindustrien og tog til Kiel for at studere mejeribakteriologi hos en professor Weigmann - kun for at opdage at han havde brug for viden om den praktiske udnyttelse af mejerilæren. Det ledte til studier hos XX. Segelcke på Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) og på flere mejerier i Danmark.

Året 1897 resulterede i de første to artikler om hhv. Mælkesyrebakteriernes Anvendelse til Flødens Syrning og De vigtigste bakteriologiske og kemiske Kendsgerninger angaaende Ostens Modning samt et nye Forsøg paa dette Omraade. Samtidig fulgte Orla-Jensen et kursus i bakteriologi hos C.J. Salomonsen, der var forstander for universitetets Laboratorium for medicinsk Bakteriologi og senere blev direktør for Statens Seruminstitut (oprettet 1902). Betalt af Landbrugsministeriet gik turen dernæst igen til udlandet for at undersøge mejeridriften i en række europæiske lande, han besøgte Pasteur Instituttet i Paris og ikke mindst Edu.. von Freudenreich i Bern, Schweitz, der skulle blive et vigtigt bekendtskab. Orla-Jensen kunne nemlig ikke finde beskæftigelse, da han vendte hjem, trods den grundige uddannelse, der må have været enestående i landet. Hverken KVL eller Landøkonomisk Forsøgslaboratorium (oprettet i 1882 i tilknytning til KVL) havde økonomiske midler (eller interesse?). Så han tog imod tilbud om at blive assistent hos von Freudenreich på det schweitziske landbrugsforsøgslaboratorium. I 1903 blev han forstander for en mælkeriforsøgsanstalt også i Bern, og her kunne forbindelsen til Danmark meget vel være stoppet. For arbejdsmulighederne var som nævnt ringe herhjemme, og stillingen i Schweitz har højst sandsynligt været både økonomisk og forskningsmæssigt tilfredsstillende.

Karikatur af Sigurd Orla-Jensen fra Polyteknikerens blå Bog 1943
Figur 2. Karikatur af Sigurd Orla-Jensen fra
Polyteknikerens blå Bog, som udkom i 1943.
Tegneren var cand. polyt. Bent Møllerhøj,
poeten stud. polyt. Jørgen Lauridsen.

Orla-Jensen var dog meget opsat på at komme tilbage. Indleveringen af en doktorafhandling til Københavns Universitet skal ses i det lys. Dens positive modtagelse fik da også øjeblikkeligt direktøren for Polyteknisk Læreanstalt, kemikeren G.A. Hagemann til at forsøge at skabe en stilling til doktoren. Hagemann plæderede over for ministeriet for, at en sådan stilling ville være af nationaløkonomisk betydning. Det var da heller ikke upåvirkeligt, hvilket Hagemann kunne meddele Polyteknisk Læreanstalts lærerråd: "[Hagemann] meddelte, at Ministeriet var villig til at søge Bevilling til en Docent i landboteknisk Kemi. Han opfattede Sagen som vigtig for Landet. De store Impulser fra Segelcke og Fjord [der var forstander for Landøkonomisk Forsøgslaboratorium] vare snart udtømte; der maatte nye til", som det står i rådets protokol. Men som en af lærerne bemærkede var det måske "tvivlsomt om Orla-Jensen kunde være tjent med denne Stilling" som docent og ikke professor, og han fortsatte med at sige, at Orla-Jensens rette virkefelt var Forsøgslaboratoriet. Dette betød, at man ikke på Polyteknisk Læreanstalt ikke gladeligt ville byde Orla-Jensen velkommen. Diskussionen var blot en understregning af, at hvis Orla-Jensen tog mod stillingen ville den betyde en væsentlig indkomstforringelse og - skulle det vise sig - og en stor forringelse i arbejdesbetingelserne, idet hans annuum var lavt og laboratorieforholdene de første år ringe.

Landboteknisk kemi

Midlerne til docenturet blev bevilget på finansloven for 1906 og Orla-Jensen acceptede betingelserne. Docenturer blev endnu på dette tidspunkt ikke betragtet som fuldtidsstillingerne, så for at opnå en rimelig indtjening blev Orla-Jensen også underviser på KVL i mejeribakteriologi. Det er ikke klart, hvornår han opsagde denne stilling, men det skete sandsynligvis, da han i 1908 blev professor i gæringsfysiologi og landboteknisk kemi på Polyteknisk Læreanstalt. Annuet var dog stadig ikke stort (nok), så han måtte fortsat, trods den nye titel, slås for assistenthjælp, rejsetilskud, inventartilskud osv. - det var dog ikke anderledes for de andre professorer ved læreanstalten eller universitetet.

Det er værd at bemærke, at undervisningen i gæringsfysiologi og landboteknisk kemi ikke blev obligatorisk for de kemiingeniørstuderende i 1906, da Orla-Jensen blev ansat, men først i 1908, da han blev professor. Indtil havde undervisningen i gæringsfysiologi i øvrigt hørt ind under professoren i teknisk kemi, N.G. Steenberg. Da han i 1913 blev pensioneret og hans efterfølger P.E. Raaschou ansat gav det anledning til en yderligere refordeling af den (bio)tekniske kemi, og Orla-Jensens stilling blev et professorat i bioteknisk kemi. På den undervisningsmæssige side kom det til at betyde, at emner som ølbrygning, gæring, eddikefremstilling og brødbagning blev lagt til de eksisterende, som inkluderede mælkens kemi, bakteriologi, produktion og anvendelse, baconfremstilling og indrettelse og funktion af andelsmejerier. Selv definerede Orla-Jensen bioteknisk kemi som "Næringsmiddel- og Gæringsindustrierne, og som nødvendigt Grundlag herfor Ernærings- og Gæringsfysiologi"; hans forelæsninger indeholdt derfor også emner som vi i dag vil kalde grundlæggende biokemi: proteiners (herunder enzymers), kulhydraters og fedtstoffers kemi og cellelære. Men det pratiske islæt var tydeligt, herunder at landbrugsindustrien havde behov for at kunne ansætte ingeniører med en vis (teoretisk) viden om blandt andet fremstilling og kemisk analyse af kød- og mælkeprodukter, chokolade og ikke mindst margarine. Eftersom man var interesseret i at kunne eksportere en så stor del af det danskproducerede smør som muligt (især til England, men også til andre europæiske lande) var der behov for at fremstille margarine til hjemmemarkedet, og man gjorde sig store anstrengelser for at få de danske husmødre til at købe margarine i stedet for smør.

Mælkeribakteriologi

Orla-Jensens eneste lærebog var monografien fra 1912 Mælkeribakteriologi, som udkom i flere oplag og blev oversat til blandt andet hollandsk, tysk og engelsk. Den blev i 1919 omarbejdet til et videnskabeligt værk og udkom på engelsk med titlen The Lactic Acid Bacteria. Den vandt hurtigt international anerkendelse. Heri gives et helt nyt ordningsprincip for bakterier, ikke som hidtil baseret på bakteriernes morfologiske kendetegn, men på bakteriernes fysiologiske reaktionsmønstre. Således blev mælkesyrebakterierne opdelt i stav- og kugleformer og i homo- og heterofermentative bakterier. "Hvad der knytter alle ægte mælkesyrebakterier sammen til en naturlig familie, er efter Orla-Jensen ikke blot deres særlige evne til at danne mælkesyre, men lige så meget deres store fordringer til N-næringen, at de er grampositive og mikroaerofile (ikke viser overfladevækst) og endelig, at de i modsætning til de fleste andre bakterier mangler katalase", som hans efterfølger Henrik Dam skrev (Dam 1950, s. 72). Bakteriernes biologiske egenskaber og næringsbehov var genstansområde for Orla-Jensens forskning i 1930erne, og i 1943 udkom et supplementsbind til The Lactic Acid Bacteria. Han viste blandt andet, at B-vitaminer er nødvendige for bakteriernes vækst, men forsøgene blev stoppet af 2. Verdenskrigs udbrud. I 1941 blev kemiingeniøren Henrik Dam (se en tidligere artikel i BioZoom) udnævnt hans efterfølger i professoratet på Polyteknisk Læreanstalt, men Dam var på det tidspunkt i USA og kom ikke hjem før krigens afslutning. Orla-Jensen fungerede derfor som professor indtil han som 76-årig kunne gå af i 1946, og han vedblev med at lave forskning indtil dette tidspunkt.

2001_3 soj-figur3.jpg
Figur 3 a+b. Undersøgelser af bakterieforekomsten i mælk i slutningen af 1800-tallet var med til at få gjort pasteurisering af mælk obligatorisk i Danmark fra 1898. Al skummet- og kærnemælk skulle opvares til minimum 80°C især for at undgå tuberkoloseepidemier blandt kalve. Først i 1943 kom der lov om, at al mælk (også den til menneskeføde) skulle pasteuriseres - undtagen var dog mælk til spædbørn. Man var nervøs for, at mælken i forbindelse med opvarmningen mistede sin næringsværdi (at vitaminerne blev ødelagde). Orla-Jensen protesterede mod dette syn blandt lægerne og udviklede et pasteuriseringsapparat til husholdningbrug (se billedet). Heri kunne husmoderen foretage en nem og skånsom lavpasteurisering, som ikke ødelagde mælkens næringsværdi. Argumentet for at mælken altid burde opvarmes understregede Orla-Jensen med skemaer som det viste, der understreger hvor hurtigt bakterierne formerer sig i et mælkeprodukt. Begge figurer fra Orla- Jensen 1916.

Privatmanden

Privat var Orla-Jensen i mange år plaget af migræne, som også påvirkede hans humør og dermed forholdet til de studerende. Han lader dog til at have været afholdt for sin hjælpsomhed og ligefremhed. Han blev i 1908 gift første gang, men ægteskabet varede kun kort. To år senere giftede han sig med den tretten år yngre Anna Dorthea Lund Gjerulff, der var kandidat fra Polyteknisk Læreanstalt (fabriksingeniør 1907) og på det tidspunkt laboratorieforstander på Teknologisk Institut; en stilling hun opgav, da hun blev gift. Men hun fortsatte inden for kemien og blev ansat som assistent på sin mands laboratorium, hvor de lavede en del arbejde sammen. Apropos kvinder, så var en anden af Orla-Jensens tidlige assistenter Betzy Meyer, en af de først uddannede kvindelige ingeniører i Danmark (fabriksingeniør 1897), som var ansat gennem det meste af 1910erne.

Udover forskningsgerningen var Orla-Jensen meget politisk interesseret og var således medlem af rigsdagen 1926-29 som uafhængig konservativ.

Orla-Jensens betydning for dansk biokemi

Orla-Jensens påvirkning af dansk landbrugs- og mejeriindustri kom primært til at ligge i den teoretiske uddannelse af kommende ansatte inden for branchen, i og med han var ansat som underviser af ingeniørstuderende på Polyteknisk Læreanstalt, der mere var et traditionelt, teoretisk baseret universitet end en praktisk, hands-on skole. Derfor blev hans direkte påvirkning af mejeriindustriens udvikling da heller ikke så stor, som han og andre måske kunne have ønsket sig eller forventet - givet Orla-Jensens brede uddannelse og hans praktiske erfaring. I 1923 blev Statens Forsøgsmejeri etableret efter flere årtiers pres fra blandt andre mejeriorganisationer og Landhusholdningsselskabet. Det nye forsøgsmejeri havde til formål at forbedre kvaliteten af danske mejeriprodukter, især smør og ost, så Danmarks status som et af Europas førende eksportlande inden for mejeriprodukter kunne fastholdes. Landbrugsindustrien var landets vigtigste kilde til udenlandsk valuta, og den var dermed central i forbedringen af den danske levestandard. Trods det, at Orla-Jensen i årevis havde været involveret i forsøgene på at få et forsøgsmejeri oprettet var det ikke ham, der blev dets første direktør. Udviklingen kom derfor måske hverken til at gå i den retning eller det tempo, som han kunne have ønsket sig. Dog skal man ikke opfatte Orla-Jensen udelukkende som en teoriens mand; han var meget interesseret i den praktisk anvendelse af sin forskning og undlod ikke at tage direkte kontakt med andelsmejerierne og andre, som kunne bruge hans kompetencer. Han var blandt andet medlem af Statens Mejeriudvalg og formand for internationalt mælkeriforbunds danske afdeling og Meludvalgets Afdeling for Bageforsøg - og for Kemisk Forening 1922-24.

Orla-Jensens professorat i bioteknisk kemi var nok den første faste stilling i biokemi i Danmark, men dermed er jo ikke sagt, at faget ikke eksisterede i landet før 1906. Som nævnt var Alfred Jørgensen en pioner på området (se også Bud 1994), men i det hele taget var Landøkonomisk Forsøgslaboratorium også et synligt bevis på en stor interesse og aktivitet. Derfor skal man ikke se Orla-Jensens stilling som et bevis for at biokemien hermed opstod i Danmark, men som bevis på at den allerede havde godt fodfæste i landet. Faste stillinger kommer først efter at en intern, videnskabelig institutionalisering har fundet stedet; en institutionalisering, der hovedsagelig afhænger af videnskabens kognitive udvikling. Når et professorat derimod skal oprettes skal der argumenteres på et helt andet plan, som ikke involverer kognitive, men økonomiske argumenter og, som Hagemann gjorde, at slå på disciplinens nytteværdi for samfundsudviklingen. Man kan i parantes bemærke, at det altså ikke er inden for de sidste par årtier, at bevillingerne til naturvidenskaben er blevet gjort afhængige af, hvad den kan producere af relevante kandidater til industrien eller samfundet i bredere forstand.

Et lille land som Danmark med et så begrænset antal akademiske stillinger er særlig påvirkeligt for enkelte individers indsats inden for et felt. Det første professorat i biokemi (fysiologisk kemi) ved Københavns Universitet kom først i 1928 ved Det lægevidenskabelige Fakultet. Derudover var der som nævnt aktiviteter på KVL og ikke mindst Carlsberg Laboratoriet med Emil Christian Hansen, S.P.L. Sørensen og senere K.U. Linderstrøm-Lang. Der var altså ?kun? en håndfuld aktive akademisk uddannede forskere i Danmark (hvoraf folkene på Carlsberg Laboratoriet kun underviste i et meget ringe omfang). Orla-Jensens indflydelse som lærer i fyrre år for et utal af kemiingeniører - og for andre undervisere i mejerilære - var der helt central for biokemiens udvikling og stilling i Danmark. Den engelske kemihistoriker Robert Bud omtaler i sin bog om bioteknologiens historie Orla-Jensen som "an expert on the microorganisms responsible for cheese making […] Still famous as a pioneer compiler of the lactic acid organisms, he is regarded as one of the great microbiologists in his own right" (Bud 1994, s. 30).

Litteratur

  • Bud, Robert (1994) The Uses of Life. A History of Biotechnology, 1st paperback ed. (Cambridge University Press).
  • Dam, Henrik (1950) S. Orla-Jensen. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Oversigt over Selskabets Virksomhed, 1949-1950, 67-75.
  • Jørgensen, O.B. (1993) Glimt af bioteknologien i Danmark. Dansk Kemi, 74, nr. 6/7, 22-27.
  • Nielsen, Anita Kildebæk (2000), The Chemists. Danish Chemical Communities and Networks 1900-1940 (Århus).
  • Orla-Jensen, Sigurd (1916) Mælkeribakteriologi, 2. udgave (København: Det Schønbergske Forlag).