Henrik Dam - Nobelprismodtager og ernæringsforsker

Publiceret Januar 2001
Henrik Dam, 1946. Foto taget i forbindelse med hans optagelse i Videnskabernes Selskab.
Henrik Dam, 1946. Foto taget i
forbindelse med hans optagelse i
Videnskabernes Selskab.

Henrik Dam, modtager af nobelprisen i medicin for 1943, er formentlig Danmarks mindst kendte nobelprismodtager. Men han var en pioner i dansk biokemi og en ledende skikkelse, nationalt som internationalt, i den nye ernæringsforskning. Om end han var uddannet som kemiingeniør, arbejdede han især i biokemiske områder, men med en fysiologisk og ernæringsmæssig (snarere end en snæver biokemisk) tilgang. Med opdagelsen af vitamin K i 1935 indskrev han sig i ikke blot i biokemiens og fysiologiens historie, men også i den kliniske medicins historie. Dam har betydet meget for dansk biokemi, ikke mindst på grund af sit arbejde på Danmarks Tekniske Højskole. Han er en forsker, der fortjener at være bedre kendt.

Opvækst og uddannelse

Carl Peter Henrik Dam blev født i København i 1895. Hans far, Emil Dam, var en kendt apoteker og farmacihistoriker, der sammen med Aage Schæffer forfattede det autoritative værk om De Danske Apotekers Historie. Unge Henrik Dam gik dog ikke i faderens fodspor. Efter sin studentereksamen fra Schneekloths Skole overvejede han at studere medicin, men opgav tanken. I stedet startede han i 1914 på uddannelsen som kemiingeniør på Polyteknisk Læreanstalt, der dengang var landets ledende institution i kemisk uddannelse og forskning. Efter sin afgangseksamen i 1920 blev Dam en kort periode vikarassistent under Niels Bjerrum, den fremragende kemiker og professor ved Veterinær- og Landbohøjskolen. Tre år senere - efter et mellemspil som teknisk assistent på et patentbureau - skiftede han til en assistentstilling ved universitetets fysiologiske laboratorium, hvor han arbejdede under Valdemar Henriques, professoren i fysiologi. Først på denne tid begyndte han sin løbebane som biokemiker. Interessen for området blev  yderligere styrket af et ophold i 1925 hos den østrigske fysiolog og kemiker Fritz Pregl, hvor han lærte den organisk-mikroanalytiske teknik som Pregl havde fået nobelprisen for i 1923. Efter sin hjemkomst var Dam klar til at starte sin karriere som biokemisk forsker, idet han på Henriques opfordring begyndte at studere sterolmetabolismen.

Det må være tilladt at spekulere, at Dams interesse for biokemiske spørgsmål stod i gæld til den optagethed, der omkring 1920 var for fysiologisk kemi, mejerikemi og gærings- og proteinkemi. København var på dette tidspunkt et stærkt centrum for disse forskningsområder, der blev dyrket på især Polyteknisk Læreanstalt, Veterinær- og Landbohøjskolen og Carlsberg-laboratoriet. Ikke mindst på Polyteknisk Læreanstalt havde man en stærk tradition i mejerikemi og -bakteriologi, og det er tænkeligt, at Dam har været inspireret af denne.

Døde kyllinger og hvad deraf fulgte

Med penge fra Rockefeller-fonden blev der i 1928 oprettet Danmarks første institut for biokemi eller fysiologisk kemi, nemlig Biokemisk Institut under universitetets medicinske fakultet. Dam fik fra starten en stilling som assistent for professoren, Richard Ege, og i 1931 avancerede han til amanuensis. Han fortsatte sine studier af steroler, især metabolismen af kolesterol som han bl.a. undersøgte under et studieophold hos Rudolf Schönheimer i Freiburg. Det var på denne tid almindelig anerkendt, at kyllinger ikke kan syntetisere kolestorol, men Dam kunne gennem en række forsøg vise, at denne opfattelse var forkert. Hans omfattende arbejde med sterolers ernæringsmæssige betydning resulterede i 1934 i tildelingen af doktorgraden under det naturvidenskabelige (og ikke det medicinske) fakultet.

I forbindelse med sine forsøg med kyllingers ernæring observerede Dam, at blodets koagulationsevne var stærkt nedsat hos dyr der blev holdt på en næsten sterolfri diæt. De forekommende blødninger havde været forklaret som forårsaget af C-avitaminose, men Dams resultater pegede en anden vej. I 1933-34 koncenterede han sig om at finde årsagen til blødningerne gennem en række systematiske forsøg med ændring af kyllingernes føde. Sammen med den unge læge - og  senere professor i biokemi - Fritz Schønheyder kunne han konkludere, at årsagen måtte skyldes mangel på en fedtopløselig "faktor" i den sterolfattige kost. Derimod modvirkede svinelever og hampefrø blødningerne. Disse resultater blev publiceret i The Biochemical Journal i 1934, men uden at det upræcise begreb "faktor" var blevet omsat til det centrale ord "vitamin."

Erkendelsen af forekomsten af et nyt vitamin i visse fødemidler skete formentlig gradvis og blev klargjort i en artikel af Dam i Nature den 27. april 1935. Heri foreslog Dam betegnelsen vitamin K for den nye faktor, bl.a. fordi  bogstavet K refererede til ordet koagulation (på tysk og i de skandinaviske sprog). Eksistensen af vitamin K blev prompte bekræftet af udenlandske forskere, der havde været på sporet uafhængigt af Dam. I USA havde Herman Almquist således nået samme konklusion, tilsyneladende lidt før Dam, men han offentliggjorde først sine resultater to måneder efter Dams artikel. Studier af steroler og blødende kyllinger havde ført til et nyt vitamin. Men hvad var vitaminets struktur og egenskaber, og hvordan var dets fysiologiske virkninger? Opdagelsen førte til et veritabelt kapløb for at besvare disse spørgsmål, et kapløb hvor Dam stedse lå i front og hvor han også blev den endelige vinder.

Strukturformler for vitamin K, sådan som Dam præsenterede dem i sin nobelforelæsning i Stockholm i december 1946.
Strukturformler for vitamin K, sådan som Dam præsenterede dem i sin nobelforelæsning i Stockholm i december 1946.

Konsolidering og fremskridt

Dam var ikke blot ambitiøs, han var også noget af en arbejdsnarkoman og stærkt opsat på at udnytte sin opdagelse til det yderste. Der var nok at gøre: Hvad var vitaminets fysiologiske funktion i blodets koagulation? Hvad var de fysisk-kemiske egenskaber af det rene vitamin? Hvordan kunne vitaminet anvendes medicinsk? Og hvad var stoffets kemiske struktur? Blandt disse fire spørgsmål valgte Dam at fokusere på de tre første, mens han gav det sidste lav prioritet. Det omfattende og succesrige arbejde fra 1935 til 1939 var kun muligt, fordi Dam etablerede samarbejde med forskere både i Danmark og udlandet og var i stand til at styre dette arbejde.

Hovedtrækkene i K-vitaminets virkning i koagulationsprocessen blev i 1936 klarlagt i samarbejde med Schønheyder og Erik Tage-Hansen, begge fra Biokemisk Institut i København. De viste, at mangel på vitamin K vil forhindre dannelsen af prothrombin og dermed det thrombin, der er nødvendigt for at blodet kan koagulere. Dette var kun en begyndelse på en forståelse af den komplekse koagulationsmekanisme, men det var en vigtig begyndelse. Isolering af vitaminet var afgørende både af videnskabelige og kliniske grunde, og i dette arbejde indgik Dam partnerskab med den svejtsiske kemiker og vitaminforsker Paul Karrer, der i 1933 havde modtaget nobelprisen i kemi netop for sine undersøgelser af vitaminer. Dam og Karrer fremstillede vitamin C i næsten ren form, undersøgte dets absorptionsspektrum og fandt en næsten korrekt værdi for den støkiometriske sammensætning.

Den kemiske del af undersøgelserne stod dog klart tilbage for det arbejde, amerikanske biokemikere lavede. Dam og Karrer erkendte ikke, at der var tale om to forskellige vitaminer og de bestemte ikke strukturformlerne. Dette blev til gengæld gjort i 1939 af amerikaneren Edward Doisy, der yderligere var i stand til at syntetisere begge hovedtyper af vitaminet, K1 og K2 (figur 2). Med Doisys og andres arbejder blev de kemiske aspekter af vitamin K hurtigt afklaret. Set ud fra et "taktisk" synspunkt har det nok været klogt af Dam at koncentrere sig om de ikke-kemiske aspekter. Organisk syntese og strukturanalyse krævede apparatur og laboratoriefaciliteter, Dam ikke rådede over, og han var ikke selv specialist i disse områder.

De medicinske aspekter havde til gengæld Dams store interesse. Sammen med Johannes Glavind, Preben Plum og andre viste han, hvordan injektioner med vitamin K førte til forøget koagulationsevne hos patienter med visse slags blødersygdomme. Danske og amerikanske forskere viste, at nyfødte børn ofte fødes med mangel på vitamin C og at deres blod derfor har ringe evne til koagulation. I 1939 kunne Dam og hans medarbejdere vise, at koagulationsevnen blev stærkt forbedret når de nyfødte fik injektioner med vitamin K umiddelbart efter fødslen. Dette var selvsagt en vigtig erkendelse og den førte hurtigt til, at tilskud af vitaminet blev standard på mange hospitaler og fødeklinikker. Resultatet var et markant fald i antallet af dødsfald blandt nyfødte. Blandt de første nyfødte, der i Danmark fik vitamin K, var vores nuværende dronning, Margrete II.

Nobelprisen

Opdagelsen af vitamin K gav Dam en høj status i det internationale samfund af biokemikere. I starten af 1940 blev han inviteret på en foredragsturné i USA og Canada, men på grund af den tyske besættelse kom han først af sted senere på året. Før hans planlagte hjemrejse havde USA erklæret Tyskland krig, hvilket betød, at han måtte opholde sig i USA indtil krigens slutning. Han brugte tiden effektivt som forsker ved amerikanske hospitalslaboratorier, især University of Rochester og Rockefeller Institute for Medical Research. Under sit ufrivillige udlandsophold var han, i 1941, blevet udnævnt som professor ved Polyteknisk Læreanstalt, idet han skulle afløse Sigurd Orla-Jensen, der siden 1904 havde været pofessor i "Bioteknisk Kemi" og i øvrigt var en af bioteknologiens pionerer.

I slutningen af oktober 1944 fik Dam at vide, at han var blevet tildelt nobelprisen i medicin, idet han dog skulle dele prisen med Doisy. I realiteten havde han allerede fået prisen i 1941. I dette år blev han for første gang indstillet, og nobelkomiteen ved Karolinska Institutet anbefalede ham enstemmigt og entydigt til prisen. Jeg skal ikke her gå nærmere ind på hele den noget komplicerede proces, der er redegjort for andetsteds (Kragh og Møller 2001). Det væsentlige er, at Dam blev indstillet hvert år mellem 1941 og 1944 og at der aldrig var uenighed om hans pris. Den eneste grund til, at han først fik prisen i 1944, var politisk: På grund af krigen var den medicinske pris blevet ophævet (1941-42) eller indefrosset, og den blev først frigivet i 1944. Den pris, han blev tildelt i 1944, var den indefrossede pris for 1943. Det synes at have været lidt af en tilfældighed, at han måtte dele prisen med Doisy. Men selv om det halverede pengebeløbet, gjorde det jo ikke æren mindre.

Dams publikationer, 1924-75
Dams publikationer, 1924-75. Gengivet efter Møller (1999).

Den væsentligste grund til nobelkomiteens støtte til Dams kandidatur var ikke så meget selve opdagelsen af vitamin K som det store arbejde, han havde udført i årene 1935-39. Specielt spillede Dams bidrag til den klinisk-medicinske behandling en stor rolle. Det var trods alt et slagkraftigt argument, at hans undersøgelser både havde afklaret vitaminets fysiologiske mekanismer og havde ført til at hundredevis af spædbørn havde reddet livet. På grund af krigen kunne den traditionelle nobelceremoni ikke afholdes i Stockholm, så Dam modtog sin pris ved en mere improviseret forestilling i New York. Efter han var vendt hjem til Danmark i 1946, holdt han sin nobelforelæsning i forbindelse med overrækkelsen af prisen dette år.

Tilbage i Danmark

Sædvanligvis betyder modtagelsen af en nobelpris, at modtagerens videnskabelige produktivitet daler stærkt. Dette var på ingen måde tilfældet med Dam, der modtog prisen i en ret ung alder og langtfra havde indfriet sine videnskabelige ambitioner. Han vendte først tilbage fra USA i 1946, idet han ikke var overbevist om, at forholdene ved Danmarks Tekniske Højskole (den gamle Polytekniske Læreanstalt) var, som de burde være. På trods af sine betænkeligheder, og en vis bitterhed mod det danske forsknings- og bevillingssystem, overtog han dog i sommeren 1946 sit professorat ved Højskolen. Her gik han straks i gang med at reformere Orla-Jensens noget forældede kursus i bioteknisk kemi til et moderne kursus i biokemi. Dams professorat var oprindeligt i biokemi, men ændredes i 1951 til "biokemi og ernæring." Navneskiftet reflekterede Dams øgede interesse for ernæringsforskning, som han fokuserede på resten af sin karriere.

Som professor på den Tekniske Højskole fortsatte Dam med at være særdeles produktiv som forsker. Gennem sin lange karriere affattede han næsten 400 videnskabelige arbejder, hvoraf de ca. 300 var originale forskningsartikler (figur 3). Mens han tidligere især havde publiceret i biokemiske og medicinske tidsskrifter, vendte han sig nu mod tidsskrifter orienteret mod ernæringsforskning, især Zeitschrift für Ernährungswissenschaft. Han fortsatte sine undersøgelser af vitamin K, men fokuserede snart på et andet vitamin, E-vitaminet. Blandt andet lavede han vigtige arbejder om vitamin E som antioxidant og om virkningerne af E-avitaminose.

I betragtning af, at Dam var nationens ypperste ekspert i ernæringsforskning - en status der i dag næsten påtvinger en høj grad af offentlighed - er det bemærkelsesværdigt, at han nærmest gjorde en dyd af ikke at være en offentlig person. Han var interesseret i ernæringsforskning som videnskab, ikke i at fortælle befolkningen, hvordan den skulle leve. Næsten hele hans literære produktion var af videnskabelig art, rettet mod fagfolk og ikke mod bredere kredse. Denne uvilje mod offentlighed var utvivlsomt en af grundene til, at han selv i sin levetid forblev ret ukendt uden for forskerverdenen. Senere gled han nærmest ind i anonymitetens glemsel. Hvem kender i dag Henrik Dam? Et opslag i Gyldendals Danske Encyclopædi bekræfter kun anonymiteten: Her optræder nobelpristageren Dam med sølle 13 linjer, langt mindre end f.eks. skuespilleren Per Pallesen og forfatteren Carsten Jensen.

Henrik Dam - forsker og menneske

For Dam var hans forskning i biokemi og ernæringsvidenskab en meget stor del af hans liv. Han identificerede sig i høj grad med sin forskning og syntes ikke, at hans liv i øvrigt kunne være af offentlig interesse. Meget havde han lært i USA, men ikke at markedsføre sig selv. Sådan iscenesættelse stred mod hans noget reserverede og jævne personlighed. Han havde en pragmatisk, jordbunden holdning til tilværelsen og hverken illusioner eller håb om, at hans videnskabelige succes ville føre til social og intellektuel succes. Karakteristisk nok betragtede han sin nobelpris som en noget tilfældig, om end behagelig, hæderspris. Modsat mange andre nobelpristagere fristede det ham ikke at bruge sin status som nobelprismodtager til at opnå status som offentlig kendt person. Tværtimod, han afviste kategorisk at modtagere af nobelprisen var specielt begavede og fortjente at blive hørt ud over deres fagområde. Som forsker og menneske tilhørte Dam måske sidste generation, der besad den slags klassiske dyder.

Yderligere information om Henrik Dam kan findes i nedenstående skrifter:

  • Kragh, H. og Møller, M. K., "Henrik Dam, vitamin K og nobelprisen i medicin," Dansk Kemi 81: 6/7 (2000), 25-27.
  • Kragh, H. og Møller, M. K., "The anonymous laureate," in H. Nielsen and K. Nielsen, eds., Neighbouring Nobel: The History of Thirteen Danish Nobel Prizes (Århus: Aarhus University Press, 2001).
  • Lundquist, F., "Henrik Dam," Bibliotek for Læger 176: 1 (1984), 102-117.
  • Møller, M. K., Dam og de Blødende Kyllinger (speciale, Aarhus Universitet, 1999).
  • Snelders, H., "Dam, Henrik," Dictionary of Scientific Biography 17 (1990), 196-200.
  • Ussing, H. H., "Henrik Dam," Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Oversigt (1977), 99-103.