Niels Stensen - "STENO" - årtusindets danske læge
Ser man på hvilken dansk forfatter, som ofres mest omtale i store medicinhistoriske værker, så er det Niels Stensen (1638 - 1686). Hans videnskab har været værdsat som inspiration for nobelpristagerne August Krogh, Niels Bohr og Niels Kaj Jerne. En netop udkommet bog af Jens Morten Hansen placerer Stensen som en af de helt store i erkendelsesteori (1).
Passager i Stensens værker vidner om, at motivet til at forske var at skabe erkendelse til nytte for de syge, omend de aktuelle muligheder gav ham anledning til resignation. Sukkersyge var ikke beskrevet, og det må være vigtigt at slå fast, at associationen til Steno Diabetes Center i Gentofte skyldes grundlæggerne af dansk insulinfremstilling Krogh og H.C. Hagedorns ønske om at hædre Stensen for hans forskning. Ligeledes var det August Kroghs engagement, som førte til at Biologisk Selskabs bomærke bærer Stensens kontrafej. Men hvem var da denne i den katolske kirke salige, på forskellig vis hædrede og nylig som årtusindets danske læge kårede STENO?
Medicinsk-historisk Museum.
København - Amsterdam - Leiden
Han er født i en guldsmedefamilie i København. Hjemmet lå på hjørnet af Købmagergade og Klareboderne. Stedet er i dag markeret med en mindeplade. Alle kvarterets huse er for længst borte på nær Rundetårn, som stod færdigt i Niels' barndom. På Trinitatis kirkeloft indviedes i 1657 Universitetsbiblioteket.
Under skolegangen ved Vor Frue Skole (den senere Metropolitanskole) var en af lærerne den siden berømte professor Ole Borch. Byen blev hærget af en pestepidemi, som kostede 9.000 eller en tredjedel af byens indbyggere livet, heraf 246 af skolens elever. Også studietiden ved Københavns Universitet 1656 - 59 blev præget af voldsomme begivenheder, nemlig Københavns belejring. Niels var indrulleret i et studenterkorps. Der foreligger dog ingen vidnesbyrd om, at han var i væbnet aktion. Trods en anspændt situation kunne han studere, hvilket fremgår af meget omfattende håndskrevne noter, det nu af DNLB udgivne "CHAOS-manuskript"(2). Titlen giver i dag nye associationer, men må opfattes som forfatterens betegnelse for et rodsammen af citater og egne betragtninger, som han formentlig samlede for at medbringe på sin (livs)lange studierejse. Betegnelsen stammer fra overskriften på manuskriptets første side: In nomine Jesu, CHAOS.
Der er masser af kemi i studenternoterne. Niels har haft øjnene med sig i den hjemlige guldsmedie, hvorfra han bla. beskriver, at forgyldere, som arbejder med kviksølv, kan få lamme og kraftesløse lemmer og kramper. Med henblik på den fremtidige gerning beskriver han, at hævelse af tandkød ved skørbug kan behandles med citronsaft! Han beskriver fraktioneret urinopsamling, en leverperfusionsmodel og skitserer en ekstern pumpe til at assistere kredsløbet blot 31 år efter Harvey's endnu omdiskuterede kredsløbsbeskrivelse.
bærer Niels Stensens kontrafej
De følgende år opholdt han sig i Holland på den obligatoriske dannelsesrejse. Det var i Amsterdam under den første dissektion på egen hånd, at han opdagede ørespytkirtelens udførselsgang. Opdagelsen har gjort hans navn kendt som eponym i den ganske lægeverden. Omstændighederne for opdagelsen er beskrevet i breve til Stensens lærer, professor Thomas Bartholin, hjemme i København. Niels Stensen måtte nemlig forsvare sig, da hans lærer i Amsterdam, Blasius, gjorde krav på opdagelsen og tilmed beskyldte eleven for plagiat. Han rejste hurtigt til Leiden, som havde det betydeligste universitet i Nordeuropa, hvor han studerede og stiftede venskab med Jan Swammerdam og Reinier de Graaf. Blandt lærerne var en af tidens betydeligste "iatrokemikere", anatomen FranVois de le Boë Sylvius.
Interessen for kirtelstudier var vakt. Under de fortsatte studier i Leiden beskrev Stensen også tårekirtlernes udførselsgange. Fra den gamle anatomi kendte man kirtlerne, men ikke deres funktion. Den kom først med beskrivelsen af udførselsgangene. Han beskrev også, at ørevoks kommer fra små kirtler i øregangen, og at kirtelsekreter og mælk er filtrater fra arterielt blod. Og han startede på at beskrive musklernes struktur og erklærede kategorisk, at hjertet er alene en muskel.
Det var således en mere end lovende videnskabsmand, som med international anerkendelse vendte tilbage til fødebyen. Her fik han udgivet en sammenfatning af denne forskning i en bog med dedikation til kongen, Frederik III - i sandhed et skulderklap til en 26 årig. Ved denne som ved en senere lejlighed forsømte Københavns universitet dog at få ham knyttet til sig.
Paris - Firenze
I omtrent et år 1664-65 opholdt Stensen sig som gæst hos en videnskabsmæcen i Paris. Hans dissektioner vakte opmærksomhed i de videnskabelige kredse, og det er derfra hans berømte hjerneforedrag Discours sur l'anatomie du cerveau stammer(3). Kun omkring 1/3 af stoffet er hvad vi forstår ved anatomi, resten en yderst læseværdig udredning af videnskabelige metoder specielt med henblik på at udforske hjernen. Et punkt, som bla. August Krogh kom til at lægge vægt på, var, at man kan udforske det samme forhold ved forskellige dyrearter og dermed opnå større sikkerhed og forståelse.
Det er også i Paris, at han dissekerede et dødfødt barn med en række misdannelser, blandt andet de for Fallots tetralogi karakteristiske hjerteforandringer.
De følgende år tilbragte Stensen som videnskabsmand ved storhertugen af Toscana, Ferdinando II's hof i Firenze. Fra denne periode har hans grundlæggende arbejder med indførelse af en kronologi inden for geologi, palæontologi og krystallografi hidtil været mest omtalt - interesserede henvises til Jens Morten Hansen.
Imidlertid har biomekanisk forskning den sidste snes år af årtusindet skabt fornyet aktualitet omkring Stensens muskellære(4). Disse arbejder har ellers været ringeagtede eller forbigået i tavshed i Stensenlitteraturen, på trods af at muskelteorien udtrykkeligt var forfatterens yndlingsteori.
Det viser sig nemlig, at den i Firenze 1667 beskrevne struktur af muskler som lige lange, parallelt forløbende muskelfibre i begge ender vinklet til parallele seneflader, virkelig er den mest udbredte i naturen, nu betegnet som en actuator. Medens Stensen brugte strukturbeskrivelsen som argument for at muskelkontraktionen kan foregå uden volumenændring (hvorved den bliver en teori!), så indgår strukturen i dag som et grundelement ved analyser og beregninger af den sammensatte muskels egenskaber. Stensen udstrakte muskelbeskrivelsen til også at omfatte hjertemuskulaturen og kom dermed ganske på tværs af samtidens begreber, som foretrak Descartes' fejl frem for Harvey(5). Thi langt ind i 1700-tallet herskede den opfattelse, at muskler - det være sig hjerte- såvel som skeletmuskler - under kontraktion forkorter sig ligesom en ballon, der kan løfte et lod, når der blæses luft ned i den.
En væsentlig, men upåagtet opdagelse fra Firenzetiden er opdelingen af organismens væskerum i et internt, hhv. intra- og ekstravaskulært rum, samt et externt rum. I sidstnævnte rum kan dannes galdesten og blæresten - i virkeligheden tager den geologiske interesse et udgangspunkt i interessen for hvordan krystaller dannes ved pålejring og ikke ved at vokse indefra. Endvidere påvisningen af at den kvindelige pattedyrs gonade er et ovarium og ikke en rudimentær testikel, "testis mulierum".
Midt under hele denne intense forskning konverterede Niels Stensen som 29-årig til den katolske lære. Det betød samtidig, at han definitivt fraskrev sig selv muligheden for at opnå tilknytning til Københavns Universitet, som var en erklæret lutheransk institution - af samme grund blev de Graaf ikke professor i Holland.
Innsbruck - København
I 1669 drog Stensen på en lang rejse gennem Europa, antagelig med København som mål. Han blev modtaget som den berømte videnskabsmand og foretog flere steder dissektioner, bl.a. ved hoffet i Innsbruck. Det kom der en lille artikel ud af med beskrivelsen af patogenese og patofysiologi ved kongenit hydrocephalus hos en kalv, herunder med den første beskrivelse af at liquor cerebro-spinalis flyder fra hjerneventriklen ud til hjerneoverfladen gennem åbninger i hjernen længe før disse åbninger var beskrevet i anatomien. Hos kalven var passagen af liquor blokeret af en svulst i føtallivet. Hidtil havde det været opfattelsen, at føtale malformationer skyldtes moderens vrangforestillinger, en forestilling, som langt op mod vores tid har været genstand for undersøgelser(6). Stensen stillede polemisk spørgsmålet om moderen, i dette tilfælde en ko, havde haft slige vrangforestillinger, et synspunkt han let kunne have opretholdt, hvis han altså ikke lige havde åbnet kalvens kranium og undersøgt forandringerne i dens hjerne. Turen endte ikke i København men tilbage i Firenze, hvor Stensen blev morallærer for storhertugen, Cosimo III's (uvorne) søn.
om Niels Stensen.
I 1672 var tiden moden for en rejse tilbage til København, nu med religionsfrihed sikret af kongens kansler, den få år ældre borgersøn Griffenfeldt. Som "Kongelig Anatom" foretog Stensen dissektioner af en lang række dyr. En enkelt dyredissektion blev publiceret, nemlig den af en ørn. Værket beskrives som enestående i den komparative anatomi.
Højdepunktet under det toårige ophold var en dissektion af et kvindelig. Beskrivelsen af selve dissektionen er overleveret som et håndskrevet referat ved en af de studerende, Holger Jacobæus. Heri finder vi en skitse af de såkaldte Peyer-ske plaques i tyndtarmen benævnt efter en schweizisk forfatter, som beskrev dem tyve år senere. Inden dissektionen startede i det anatomiske teater på Frue Plads, holdt Stensen en "Indledningsforelæsning". Den blev publiceret af Thomas Bartholin i hans Acta medica & philosophica. Det er her vi finder de berømte ord: "Skønt er det vi ser, skønnere er det vi ved, men langt det skønneste er det vi ikke fatter".
Indledningsforelæsningen er en videnskabsfilosofisk essay af stor skønhed. I denne formulerer forfatteren, hvordan han søger at nå erkendelse ved at afdække dele af en grænseløs uvidenhed. Jo mere der gås i detaljer, des mere går det ud over overblikket over helheden. Den virkelige verden, res ut sunt, adskilte han fra fornuftens begreb om tingene, som svarer til menneskenes begrænsede vilkår. Erfaringen viste ham, at overleveret erkendelse også fra berømte mænd er fuld af fejl. Han var bevidst om, at han også selv begik fejl gennem sansernes fejlbarlighed samt ved et utilstrækkeligt eller fejlagtigt grundlag for at drage konklusioner. Han advarede mod forudindtagethed (bias!) og mod konklusioner ud fra enkeltobservationer. Analogier bruger han som eksempler men ikke som bevis. Han afviser imaginære kræfter såsom en spiritus animalis ved muskelbevægelser og en vis formans som forklaring på geologiske dannelser.
Eksplicit formulerede han flere teorier som conjecturae, dvs. gæt eller gisninger, som han beskriver sine forsøg på at falsificere. Sikkerhed opnåede han gennem gentagne undersøgelser på forskellige steder, med forskellige omstændigheder, arter og synsvinkler. Herved tilnærmede han sig sandheden. Faktisk bruger han ordet verosimiliter, som i engelsk version blev et nøgleord hos den filosof, som ubevidst kom tæt på Stensens videnskabsmetode: Karl R. Popper (7).
Opholdet i København blev af to års varighed. Som grund til dets afslutning angives religiøse skærmydsler og mangel på interesse for Stensens videnskab. Sidstnævnte vil jeg dog betvivle. Listen over dissektioner er nemlig ganske imponerende og fine ting er publiceret. Endnu en faktor må med. Af breve fremgår det, at Stensen nærede ønske om at virke for den katolske kirke. Det havde han ingen mulighed for i København, og det tog han konsekvensen af.
Firenze - Hannover - Münster - Hamburg - Schwerin
"Hjemme" i Firenze gik Stensen i præstelære og lod sig som 37 årig præstevie. Hermed afsluttedes et videnskabeligt forfatterskab, som havde gjort ham til en af sin tids mest ansete videnskabsmænd, hvis forsøg blev gentaget og hvis arbejder genudgivet, oversat og anmeldt i London og Paris - den eneste dansker som i så henseende vil kunne måle sig med Stensen er Niels Bohr. Det efterfølgende teologiske forfatterskab når omtrent samme størrelse, men savner fortsat en egentlig analyse. Stensens skudsmål som præst i Firenze gav hans overordnede, kardinal Nerli: En bønnens mand forenet med Gud, uselvisk og helt opfyldt af kærlighed til sine medmennesker, især de syge og fangerne.
I 1677 blev Stensen kaldet til biskop i Hannover og udnævnt til apostolisk vikar for Nordtyskland og Danmark-Norge. Her mødte han Leibniz, som interesserede sig for Stensens geologi. Endnu en af tidens berømte filosoffer Spinoza havde Stensen tidligere mødt under opholdet i Leiden (8). Efter få år døde den katolske fyrste i Hannover. Da afløseren var lutheransk, måtte Stensen flytte og kom til Münster. Her gerådede han i en voldsom strid med domkapitlet om emner som salg af embeder mm. Det hele endte med, at Stensen nærmest måtte flygte derfra til Hamburg. Her fortsatte han sin asketiske livsform, nu som en almindelig sjælehyrde.
Under Hamburgperioden søgte Stensen om pavens tilladelse til at vende tilbage til Toscana, hvilket blev bevilget. Forinden havde dog den katolske fyrste af Mecklenburg fra sin residens i Paris anmodet ham om at komme til Schwerin, en lille katolsk udpost i et luthersk domineret område, hvor præsten var alvorligt syg. Efter et halvt år døde denne præst. Kort tid efter blev Niels Stensen selv akut syg og døde, efter egen beskrivelse at dømme, måske af en obstruerende sten i urinvejene. Det var i året 1686.
Storhertugen af Toscana bekostede, at det afsjælede legeme med skib førtes fra Hamburg til Livorno og derfra til gravsættelse i San Lorenzo kirken i Firenze.
Niels Stensen er saligkåret af pave Johannes Paul II d. 25. oktober 1988 i Peterskirken i Rom (9).
Referencer:
- Hansen, JM. Stregen i sandet, bølgen på vandet. Stenos teori om naturens sprog og erkendelsens grænser. Fremad, København 2000.
- Chaos. Niels Stensen?s manuscript Copenhagen, 1659. Complete edition with introduction, notes and commentary by August Ziggelaar. Acta hist scient nat med 1997, vol. 44. (En kort version på dansk og engelsk er ligeledes udgivet af DNLB).
- Stensen N. Foredrag om hjernens anatomi. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København 1997.
- Kardel T. Steno on muscles. Trans Amer Philos Soc 1994, 84: pt.1.
- Kardel T. Function and structure in early modern muscular mechanics. Four episodes and a dialogue between Stensen and Borelli on two chief muscular systems. Acta anat 1997; 159: 61-70.
- Kardel T. Steno on hydrocephalus. Introduction and Stensen's letter "On a calf with hydrocephalus". J Hist Neurosci 1993; 2: 171-202.
- Kardel T. Steno; Life, science, philosophy. Acta hist scient nat med 1994; vol. 42.
- Niels Stensens korrespondance I-II udgivet af Harriet M Hansen. DSL, København 1986/87.
- Kermit H. Niels Stensen - Naturforsker og helgen. Ravnetrykk, Tromsø 1998.
