Fødevareproduktionen mod år 2025

Publiceret Oktober 2000

En kommentar til hvorledes fødevareproduktionen og fødevaresituationen vil forme sig de næste par årtier må nødvendigvis tage udgangspunkt i den nuværende situation. På hvilke områder vil vi satse på forbedringer? Hvilke ulykker er det vi skal prøve at undgå? Og hvilke redskaber skal vi betjene os af, for at opnå den samlet set bedste situation i 2025? Og så må ens kommentarer afspejle den store dybe fascination og ydmyghed der rammer én, når man  gennem arbejde med nogle enkelte projekter inden for dette meget komplekse område afdækker visse lag og skaffer sig en punktvis forståelse.

Befolkningstilvækst og fødevareforsyning

Det store antal mennesker vi nu er på Jorden er økologisk set helt abnormt. Det forventes, at vi bliver godt 200.000 flere mennesker på Jorden hver eneste dag i perioden indtil 2025. Af denne befolkningsstigning, vil 98% ske i udviklingslandene. En trediedel af denne vækst vil finde sted i blot to lande: Kina og Indien. De næste 50 år vil der derfor skulle produceres lige så meget mad, som der hidtil er produceret, siden landbruget blev opfundet af mennesket for omkring 10.000 år siden. Og det stigende behov for fødevareproduktion vil ligge i udviklingslandene. Vi har i dag mad nok til at brødføde alle Jordens 6 milliarder mennesker, men alligevel må hvert syvende menneske hver dag gå sulten i seng! 160 millioner børn under 5 år lider i dag af underernæring. Vi har altså et fordelingsproblem, hvor mangel på mad og vand forhindrer en milliard absolut fattige mennesker i at leve et værdigt liv. Et beskedent mål for os må derfor klart være at undgå, at de fattige lande kommer endnu længere bagud i forhold til os.

Hvordan forventes behovene så at være år 2025? Ja, det samlede forbrug af kød i udviklingslandene er i dag tre gange så højt, som det var for 20 år siden og forventes at blive mere end fordoblet i de næste 25 år. Tilsvarende vil forbruget af vegetabilske produkter også blive fordoblet i udviklingslandene. Globalt set vil der derfor i 2025 blive spist omkring 40% mere korn og 60% mere kød i forhold til i dag. Landbrugsarealet med korn forventes kun udvidet med 20%, så der skal betragtelige udbyttestigninger til, for at denne produktion kan opnås. Selv med sådanne dramatiske produktionsstigninger, vil en indbygger i et udviklingsland i 2025 forbruge mindre end halvdelen af den mængde korn og omkring en trediedel af den mængde kød, der forbruges per indbygger i den Vestlige Verden. Og der vil så stadig være 135 millioner underernærede børn under fem år! Kød og mælk vil i forhold til kornprodukter udgøre en stadig større del af kalorieindtaget. I udviklingslandene vil en begrænset stigning i forbruget af kød og mælk forbedre ernæringssituationen, da det delvis vil kunne afhjælpe mangelen på protein og mineraler. Da majs er bedre som dyrefoder end ris og hvede, vil den øgede animalske produktion medføre, at majs i 2025 nok vil være den vigtigste kulturplante. Fødevareproduktionen forventes at stige kraftigere i udviklingslandene sammenlignet med de industrialiserede lande, således at over 60% af plante- og kødproduktionen i 2025 kommer fra udviklingslandene. Alligevel forventes udviklingslandene i 2025 at skulle importere dobbelt så meget korn og otte gange så meget kød som i dag for at dække forsyningsbehovet. Stigende verdensmarkedspriser på landbrugsprodukter vil derfor ramme udviklingslandene hårdt.

Klimaforandringer, ozonhuller, og andre naturlige fænomener har med mellemrum og i nogle tilfælde måske endog i løbet af meget korte tidsrum ændret levevilkårene på Jorden primært fordi det så ikke længere var muligt at dyrke de sædvanlige afgrødeplanter. Hvis de nævnte eller andre uforudsete fænomener ikke får afgørende negativ betydning på planteproduktionen, forventes fødevarepriserne at blive nogenlunde konstante i de næste par årtier. Menneskets aktivitet kan nu også bidrage til sådanne fænomeners opståen. Hvis vi forventer, at sådanne fænomener får stor betydning i de kommende årtier, så er det nu, at de prioriteringer, der skal sikre brugbare operationelle løsninger omkring år 2025 skal på plads og finansieres. Så er det nu, vi skal intensivere udvikling af kulturplanter, der kan vokse under ændrede temperaturforhold, under påvirkning af større doser ultraviolet lys og under tørke. Det gælder hvad enten sådanne planter ønskes udviklet ved hjælp af klassisk forædling eller ved brug af genteknologi.

Udfordringerne

Hvordan kan vi  i den Vestlige rige del af verden hjælpe til med at nå de ovenfor beskrevne samlede produktionsmål?  Eller er det en problemstilling, vi ingen egeninteresse  har i, og som nok løser sig selv, hvis vi blot overlader det til udviklingslandene? Moralsk set har vi et klart ansvar. Men det er ikke de ovenstående overordnede problemstillinger og sammenhænge, der præger den danske debat om fødevarer og vores forhold til udlændinge. I stedet beskæftiger vi os med de problemer, vi synes at mærke på vores helt egen krop og sjæl. Hvis maden som det    ofte anføres i visse tilfælde smagte bedre "i gamle dage" kan det være et resultat af, at vi i dagligdagen typisk ikke selv ønsker at bruge megen til på at fremskaffe de bedste råvarer og på selve madlavningen. Denne udvikling forstærkes af, at det er muligt industrielt at fremstille billige fødevarer af lav kvalitet, og at det store befolkningsflertal i Vesten ikke ønsker at betale ret meget for mad, men hellere vil bruge pengene til noget andet. Vi kræver også at vores fødevarer skal være 100% sikre. Det bruges der mange resourcer på, men lige meget hvilke produktionsformer vi vælger, vil det mål aldrig kunne nås. Men selvfølgelig skal vi satse på at vores fødevarer er så sunde og sikre, som det med rimelighed er muligt.

Et andet emne, der diskuteres, er at opnå en fødevareproduktion, hvor vi belaster det omgivende miljø mindst muligt. Her har økologien fået en naturlig central position. Og økologerne lover os i dag løsning på alle problemer. Samtidig har mange politikere med stor dygtighed formået at udnytte den økologiske bevægelse politisk. Det har medført, at de økologiske løsningsmodeller, der arbejdes med, i nogen grad er blevet til en kult, der, løsrevet fra de reelle problemstillinger vedrørende krav til fødevareproduktionens størrelse og reduceret miljøbelastning, snarere retter sig mod politisk bestemte mål. Et vigtigt led i en sådan strategi er at udelukke teknologier, som ikke passer med disse politiske mål. Derfor lægges brug af bekæmpelsesmidler og brug af genteknologi i dette politiske system og af disse opinionsdannere for had i en grad, der ikke har noget med virkelighedens verden at gøre og fører til et unødigt stort spild af ressourcer.

Når denne propaganda for tiden har vind i sejlene skyldes det i høj grad, at der i den brede befolkning er et forståeligt ønske om, at romantikken bringes tilbage i jordbrugserhvervet og her ses økologien som et redskab. Grundtanken er, at hvis vi forstår at udnytte naturens egen robusthed og potentiale til at løse problemerne, så får vi samtidig en natur, hvor vi i større omfang bevarer dennes  egenværdi. Jeg har personlig meget stor sympati for denne tankegang. Men som tidligere nævnt er antallet af mennesker på Jorden økologisk set helt abnormt. Hver sjette af de mennesker der nogensinde har eksisteret på Jorden er i live i dag og skal have noget at spise. Jeg kan derfor ikke se, hvorledes det på globalt niveau er muligt at føre disse principper ud i rendyrket praksis uden at det vil medføre sult og elendighed. Påstanden om, at vi f. eks. ved at gå tilbage til de vilde forstadier til vores kulturplanter, kunne udvikle nye kulturplanter, der aldrig blev syge, blot de dyrkedes økologisk, er absurd. Naturen er benhård og ikke nødvendigvis indrettet til at bevare alle arter. Der er et evigt biologisk kapløb mellem planterne og de mikroorganismer, insekter, dyr og mennesker, der ønsker at spise dem. Mennesket har forædlet sig frem til kulturplanter, der giver et højt udbytte og som så vidt muligt ikke er giftige for os samtidig med at de er modstandsdygtige mod så mange sygdomme som muligt. Men derved bliver de også et hurtigt, lækkert måltid for mikroorganismer, insekter og dyr. Det er simpelt hen uundgåeligt.

Jordbrug og genteknologi

For at sikre fødevarer af bedst kvalitet og i tilstrækkelige mængder er det som jeg ser situationen vigtigt i fremtiden at kombinere de bedste sider af konventionelt jordbrug, økologisk jordbrug og brugen af genteknologi. Vi skal så løbende vurdere, hvorledes vi på basis af vores værdibaserede holdninger og med produktionskravene for øje bedst tilrettelægger den samlede produktion. I Vesten skal vi påtage os at hjælpe udviklingslandene med uddannelse og oplysning inden for alle discipliner i jordbrugserhvervet og imødekomme de financielle krav, der er nødvendige for praktisk opfølgning. Vi skal undervise om økologiske driftsformer baseret på lokale sorter og organisk gødning. Men vi skal også fortælle om konventionelle produktionssystemer baseret på højtydende sorter tilpasset til de gældende klimatiske og jordbundsmæssige forhold samt om brug af kunstgødning for samlet set at opnå så god en forvaltning af jord- og vandressourcer som muligt. Det er selvfølgeligt vigtigt, at småbønderne i udviklingslandene ikke tvinges i armene på de store multinationale firmaer. Men vi taler ikke så tit om, at det er endnu vigtigere at de ikke er fuldstændig i lommen på lokale korrupte karteller og klaner. Det vigtigste er at oplyse og give dem lejlighed til efter deres eget valg at kombinere det bedste fra hvert af produktionssystemerne, også selv om det involverer brug af gensplejsede kulturplanter for at sikre f. eks. tilstrækkelig modstandsdygtighed mod tørke eller saltstress. I den politiske diskussion vi har i Vesten, er det vigtigt at vi ikke tager småbønderne i udviklingslandene som gidsler.

Hvad kan klassisk forædling og genteknologi bidrage med?

På hvilke områder kan klassisk planteforædling kombineret med brug af genteknologi så tænkes at komme med væsentlige bidrag inden 2025? Jeg vil her nævne syv centrale og konkrete områder:

  1. Forøget udbytte. Dette kan opnås dels ved at maksimere det genetiske potentiale af hver enkelt art, dels ved at forbedre planters sygdomsresistens og deres evne til at modstå stresspåvirkninger f.eks. i form af tørke, kulde, varme og salt. Det kan også opnås ved f.eks. at forlænge den periode i hvilken stivelsesindlejring i kartoffelknolde eller kornsorternes aks foregår.
  2. Udvide antallet af betydende kulturplanter. Dette kan gøres ved at fjerne giftstoffer og allergener fra vilde planter og samtidig forøge udbyttet af disse, så nye plantearter kan inddrages som kulturplanter og gøre basis for fødevareforsyningen bredere. Hvis bare én af vores allervigtigste kulturplanter hvede, ris eller majs i dag ramtes af en sygdom vi ikke kan bekæmpe, vil vi have et fødevareforsynings-problem. Et udvidet antal kulturplanter vil også gavne biodiversiteten i kulturlandskabet umådeligt.
  3. Kvalitetsforbedring af eksisterende kulturplanter. Dette kan bestå i øget indhold af vitaminer, mineraler eller proteiner, af proteiner med større ernæringsindhold eller i udvikling af planter der danner cancer-hæmmende stoffer. Det kan tilsvarende opnås ved at fjerne giftstoffer og allergener.
  4. Reduceret brug af indsatsfaktorer (f. eks. kunstgødning og bekæmpelsesmidler). Dette kan opnås dels ved at forbedre planters evne til gennem rodhårene at optage næringssalte eller ved at få planterne til at udskille stoffer der tiltrækker kvælstoffixerende mikroorganismer. Optimeret vandbalance og forbedret sygdomsresistens vil virke i samme retning.
  5. Mindre arbejdskrævende fødevareproduktion. Dette kan opnås f. eks. ved dyrkning af planter med forbedret sygdomsresistens, herbicidresistens og vandhusholdning.
  6. Mindsket brug af petrokemiske produkter (olie-, naturgas- og kulbaserede produkter). Dette kan f. eks. opnås ved produktion af kostbare finkemikalier i planters mælkesaft, produktion af stivelser med nye funktionelle egenskaber samt produktion af biopolymerer med skræddersyede egenskaber i planters cellevæg.
  7. Sikrere produktion af medicinske præparater. Ved at producere vacciner og væksthormoner i planter i stedet for f. eks. at isolere væksthormon fra afdøde menneskers hypofyser eller blodplasma reduceres risikoen for tilstedeværelse af smitsomme stoffer i præparaterne. Nogle præparater kan i dag ikke fremstilles i de mængder der er behov for uden brug af genteknologi.

Udvikling af sådanne planter kræver kombineret brug af genteknologiske metoder og klassisk planteforædling for at sikre udvælgelse af netop de linier hvor den ønskede egenskab kommer til udtryk og ikke er ledsaget af andre uønskede karaktertræk såsom nedsat udbytte. Klassisk planteforædling vil ikke bliver overflødiggjort af genteknologien, tvært  i mod.

Jeg forventer, at der på de ovenstående områder inden for de næste 20 år blandt andet ved hjælp af genteknologiske metoder vil blive gjort fremskridt, der langt overstiger hvad vi oplevede under den Grønne Revolution i halvfjerdserne. Er det så inden for områder, der overhovedet er vigtige for os i den vestlige verden? Her er svaret ja. Selv om vi i Vesten har rådighed over eller fra udviklingslandene kan købe os til de fødevarer vi har brug for, så har vi en direkte interesse i, at der under behørig hensyntagen til miljøet opnås et højt udbytte per arealenhed. Samlet set, er det denne udvikling af fødevareproduktionen, der skal gøre det muligt for udviklingslandene at opnå bare et beskedent løft i levestandarden. Samtidig er det den eneste mulighed for, at vi fremover kan friholde arealer, hvis opdyrkning ellers ville give miljømæssige problemer eller føre til tab af vigtige naturområder. Det er her, der opstår problemer med en udelukkende økologisk tankegang.

Økologisk dyrkning af korn medfører nemlig et fald i udbyttet på 35-40%, bl.a. dokumenteret ved Landsforsøgene i Danmark. Dette forhold gør, at de økologiske dyrkningsprincipper ikke isoleret kan anvendes globalt uden at føre til sult og yderligere fattigdom. Hvis den økologiske tankegang skal vinde gehør, må den nødvendigvis kombineres med de bedste sider af konventionelt jordbrug og også inddrage genteknologi. Det er tragisk, at de Vestlige lande, på trods af at de i det tyvende århundrede har gennemgået den største velstandsvækst der nogen sinde har fundet sted på Jorden, alligevel har accepteret at millioner af mennesker på Jorden stadig lever i dyb fattigdom og elendighed. Den fejl må vi undgå at gentage, når vi prøver at høste fordelene ved genteknologien.

Fornybare ressourcer

Et endnu større pres på planteproduktionen kommer der, fordi vi, i de årtier der ligger foran os, også bør satse på gradvis at erstatte brugen af fossile brændstoffer som olie, kul og naturgas med fornybare ressourcer dvs. plantebaserede produkter. Det var de udgangsmaterialer, vi før 1850 baserede tilværelsen på. De biologiske råmaterialer, der skal erstatte udgangsmaterialerne fra den petrokemiske industri, har imidlertid en meget mere kompleks og uensartet sammensætning. Det var jo netop en af grundene til, at den petrokemiske industri så hurtigt vandt indpas med produkter overalt. Det bliver altså vigtigt at kunne fremstille et mere ensartet og lettere udnytteligt plantemateriale. En primitiv model er udvikling af hurtigvoksende pil, poppel og eucalyptus, der kan afbrændes i stedet for fossile brændstoffer. Hvis disse energiplanter samtidig gøres mere modstandsdygtige over for stress og sygdomme opnås en yderligere reduktion af miljøbelastningen forbundet med dyrkningen. Mere raffineret vil det imidlertid være at udvikle gensplejsede planter, der producerer mere cellulose i cellevæggen. Hvis der samtidig, i en anden del af plantecellen produceres cellevægsnedbrydende enzymer vil der fra sådanne planter være basis for en direkte produktion af alkohol eller andre ønskede organiske forbindelser efter høst.

Gummitræer vil ved hjælp af gensplejsning kunne anvendes til produktion af mange kostbare finkemikalier og enzymer, idet disse blot tappes af træet som en ekstra bestanddel af den saft (latex), der i dag tappes til brug for fremstilling af naturgummi. Planter, der producerer bionedbrydelig plastik, vil også blive udviklet. Der er i dag allerede udviklet gensplejsede rapsplanter, hvor 8% af tørvægten udgøres af en bionedbrydelig plastik. Som et kuriosum vil der sandsynligvis i denne periode også blive udviklet transgene bomuldsplanter, hvor denne plastik indlejres direkte i bomuldsfibrene. Dette vil give disse fibre udvidet styrke og bedre isolerende egenskaber. Disse bomuldsplanter vil måske samtidig kunne designes til samtidig at producere forskellige farvestoffer, der indlejres i fibrene, således at en efterfølgende kemisk farvningsproces undgås. Vi vil også se træer med en ændret opbygning af lignin, med det formål at undgå at ligninen bindes så tæt til cellulosen. Det giver mulighed for en langt mere miljøvenlig papirproduktion end vi kender fra vore dages cellulosefabrikker.

Fødevarer og kvalitet

Så er der kvalitetsproblematikken. Der er bred enighed om, at frisk frugt er sundt. Opiniondannende forbrugere i Vesten ønsker i det hele taget at spise mindre forarbejdede produkter. Det kan jeg kun være enig i. Dog med den bemærkning, at 99.99% af alle de giftstoffer vi spiser, er naturligt forekommende giftstoffer i vores fødevarer, hovedsageligt fra planter. Og mange forarbejdningsprocesser har faktisk den positive side, at de fjerner naturligt forekommende giftstoffer, f. eks. allergener, der giver overfølsomhedsreaktioner. Langt de fleste planter indeholder så store mængder giftstoffer eller allergener, at de slet ikke kan bruges til menneskeføde. Hver femtende dansker er allergisk over for kiwifrugter. Selv ris, én af vore allervigtigste kulturplanter, giver mange mennesker allergi. Jordnødder kan i nogle mennesker fremkalde allergiske reaktioner med dødelig udgang. De egenskaber, der fører til den allergiske reaktion, er nu kendte. Ved hjælp af klassisk forædling og gensplejsning vil mange sådanne allergener kunne fjernes specifikt. Det betyder, at vores kulturplanter vil blive gjort mere sikre, og at planter, vi tidligere slet ikke kunne spise, fremover vil kunne inddrages som kulturplanter. I det hele taget vil der, baseret på genteknologiske analysemetoder, blive udviklet on-line kvalitetskontrol af fødevarer, der sælges fra alle større forretninger. Dette vil med stor sikkerhed kunne afgøre, om forbrugeren får et friskt produkt, hvad vitaminindholdet er og give oplysning om andre kendte kvalitetsparametre og om produktet samtidigt er frit for visse sygdomsfremkaldende bakterier og svampetoxiner. Den enkelte forbruger vil så også have denne viden, når det afgøres hvad der skal ned i indkøbskurven.

På samme måde, som det ved hjælp af genteknologi er muligt at fjerne et bestemt giftigt indholdsstof fra en plante, er det også muligt at få udvalgte kulturplanter til at producere stoffer, der er gavnlige for vort helbred. Det kan f. eks være at få de stoffer i broccoli, hvorom vi nu ved, at de hæmmer fremkomsten af brystcancer, produceret i andre kulturplanter f. eks. kål og radiser. Det kan også være at fremstille planter med et øget indhold af vitamin A og C. Her ved årtusindskiftet får 125 millioner børn for lidt A vitamin og mellem 1 og 3 millioner børn dør hvert år på grund af A vitaminmangel. Ved brug af genteknologi er der nu udviklet ris, der fremover vil kunne være med til at afhjælpe dette problem.

Miljømæssige udfordringer og regulering

Al menneskelig aktivitet også dyrkning af jorden påvirker miljøet i større eller mindre grad. Det gælder om at råde bedst mulig bod på de skader, der allerede er sket og om at sørge for, at de fremtidige påvirkninger bliver så begrænsede som muligt. Det må være en hovedhjørnesten, når der træffes beslutninger vedrørende fremtidens dyrkningssystemer. I forhold til de udenlandske firmaer på forædlingsområdet, er de danske firmaer små og få. Det er vigtigt, at vi støtter disse virksomheder, således at vi selv er med til at præge den fremtidige udvikling og på tæt hold kan følge med i hvad der foregår. Specielt rettet mod danske forhold, er det lykkedes danske virksomheder at udvikle en gensplejset foderroe, hvis dyrkning ifølge forsøg udført af Danmarks Miljøundersøgelser samtidig synes at være en klar miljømæssig gevinst. Det slår benene væk under sådanne små virksomheder, når den danske miljøminister så efter at alle krav er opfyldt, alligevel går i spidsen for at få dyrkningen forbudt. En sådan politisk holdning har det resultat, at vi fra dansk side overlader den videre udvikling af de genteknologiske metoder såvel som brugen af dem til store multinationale selskaber med sæde i udlandet. Og alle er jo netop enige om, at det er én af de negative sider ved genteknologien, at den i så stor grad er udviklet af og knyttet til de store multinationale firmaer. Dette er i modsætning til den Grønne Revolution, hvis resultater næsten udelukkende blev opnået af forskere ansat på universiteter og offentlige forskningsinstitutioner.

Det er vigtigt, at vi har danske firmaer på banen og parate til at anvende genteknologien, når de patenter, der i øjeblikket i et vist omfang sikrer de store firmaer eneret til teknologien, om få år løber ud. Ellers kommer vi i den situation, at de patenter der hjemtages på det genteknologiske område i fremtiden også kommer til at tilhøre de selv samme multinationale firmaer. Eller alternativt, at genteknologien uden nogen form for kontrol bringes i anvendelse i lande som Kina, hvor de internationale patentlove ikke håndhæves og hvor behovet for en øget fødevareproduktion allerede nu er stort. Det skulle nødig ende med at vi af kvalitets og prismæssige grunde ender med blot at måtte dyrke afgrøder og importere produkter, der er udviklet uden for Danmarks og Europas grænser.

Det er nødvendigt fra politisk hold at regulere brugen af genteknologien. Teknologien er så stærkt et redskab, at den kan være utrolig gavnlig men også give uønskede bivirkninger. Det skal illustreres med følgende eksempel. Der er udviklet gensplejsede majsplanter, der ikke angribes af majsmøl fordi majsplanterne producerer et protein, kaldet Bt-toxin, der er giftigt for majsmøllets larve. Det har medført nedsat forbrug af insekticider. Når majskolberne ikke gennembores af gnavende orme, bliver det også sværere for svampe at få adgang til kernerne. Vi får altså et produkt, der samtidig typisk har et reduceret indhold af skadelige svampetoxiner. Et af problemerne her er, at landmænd i bl. a. USA meget hurtigt har taget denne teknologi til sig, således at de dyrkede arealer med denne resistensegenskab har vundet indpas i et omfang ingen for bare fem år siden havde forestillet sig. Dette er sket, fordi der ikke har været lige så effektive alternative dyrkningsstrategier til rådighed. Det vil med al sandsynlighed medføre, at majsmøllets larver udvikler resistens mod Bt-toxin tidligere end de ellers havde gjort. Den rigtige fremgangsmåde havde været at få brugen af denne ellers fremragende teknologi integreret i dyrkningssystemer, hvor der de enkelte år dyrkedes afgrøder med forskellige resistensfaktorer indbygget. Det kunne der fra politisk hold have været opstillet regelsæt for. Et sådant regelsæt havde sikret en landbrugsproduktion baseret på almindeligt godt landmandsskab og været garant for, at de store miljømæssige fordele ved den udviklede teknologi blev udnyttet fuldt. Oven i købet havde et sådant regelsæt haft den samtidige gavnlige virkning at åbne op for, at andre mindre firmaer blev givet et incitament til at udvikle lige så miljøvenlige alternative resistensmekanismer.

På miljøfronten vil vi også se forsøg på at få udviklet gensplejsede planter, der fra rødderne udskiller stoffer, som tiltrækker mikroorganismer, der er i stand til at binde atmosfærens kvælstof. På samme måde vil vi se udvikling af gensplejsede planter, der er i stand til at udskille signalstoffer, der tiltrækker bestemte svampe, der ved deres tilstedeværelse forøger plantens evne til at optage fosfat fra jorden. På denne måde reduceres behovet for tilførsel af kvælstof og fosfat således at udvaskning af disse næringssalte reduceres og miljøbelastningen derved minimeres. Til rensning af forurenet jord er der planter under udvikling, som gennem rødderne kan optage tungmetaller. Jeg forventer at der i det næste årti kommer gensplejsede poppelplanter på markedet, der er i stand til at optage kviksølv fra den jord de vokser i uden selv at blive forgiftede. Tilsvarende vil vi kunne dyrke sennepsplanter, der optager cadmium fra jorden. Jorden kan da renses ved høst af planterne.

Planten som en grøn fabrik

Mange af eksemplerne ovenfor kan lyde som vilde fremtidsdrømme. Men selv om det er komplekse biologiske problemstillinger det drejer sig om, så er det sandsynligt at vi kan fremskaffe den nødvendige punktvise viden der gør det muligt. Og det er faktisk ikke så svært at forstå, hvorfor det er muligt. Allerede ved hjælp af klassisk planteforædling har vi udviklet planter, der slet ikke ligner deres forfædre. I modsætning til dyr kan planter ikke løbe væk, når det bliver for varmt, for koldt, for tørt eller for vådt. Fra det sted, hvor frøet tilfældigvis er spiret, skal de kunne vokse ved hjælp af sollys, vand, luftens kuldioxid og uorganiske salte. Samtidig skal de fra samme sted kunne forsvare sig mod angreb fra virus, bakterier, svampe og dyr. Ligeledes skal de danne kampstoffer, der holder skadelige insekter på afstand og duftstoffer, der tiltrækker de insekter, der er nødvendige for plantens bestøvning. Det gør planter ved at producere et stort arsenal af kampstoffer og duftstoffer, især når de bliver angrebet af sygdomme eller gnavende insekter. Mere end 200.000 forskellige naturstoffer er allerede kendte selvom det kun er en lille procentdel af de plantearter der vokser på Jorden der overhovedet er blevet undersøgt. Derfor er planter naturens bedste syntesekemikere og utrolig fleksible med hensyn til hvilke stofskifteprodukter de danner. De store genom programmer vil kombineret med den efterfølgende langsommelige og arbejdskrævende afklaring af de forskellige geners funktion samt bedre viden om de biokemiske sammenhænge i planternes stofskifte, give os de redskaber, der gør det muligt at bruge planternes store fleksibilitet, bl. a. som beskrevet ovenfor. Min spådom er, at det vil være muligt at udvikle planter, hvor noget nær 20% af tørstoffet udgøres af sådanne finkemikalier eller nye biopolymerer og at planterne i de fleste tilfælde ikke vil have problemer med at oplagre disse forbindelser. Det er i dette perspektiv, at jeg tror, at det på konkurrencedygtige præmisser vil vise sig muligt at reducere brugen af fossile brændstoffer.

Forskerens rolle i beslutningsprocesserne

Som alle andre nye teknologier bliver genteknologien mødt med sund skepsis. De første produkter på planteområdet har været prototyper uden særlig appeal til den enkelte forbruger. Når genteknologien debatteres, skal løfter om fremtidige fordele altså afvejes mod fremtidige risici og fremmanede skrækvisioner. Da genteknologien samtidig fra politisk hold er blevet tættere koblet til de multinationale industrier end den nødvendigvis er, har det været nemt at så stor tvivl om teknologiens berettigelse. I denne sammenhæng er det et meget stort problem, at forskerne fra politisk hold hele tiden afkræves praktiske resultater af deres arbejde. Det kommer bl. a. til udtryk i at en stor del offentlige forskningsmidler kun kan søges, når der ansøges sammen med en industrivirksomhed eller foreligger medfinanciering fra en sådan. Når forskere så står frem og taler om positive sider af genteknologien, er der intet så nemt som straks at sætte et spørgsmålstegn ved vedkommendes uafhængighed og egne kommercielle interesser. Hvis forskere af politikere og samfund ønskes benyttet i sager af denne karakter må der snarest gøres noget ved dette troværdighedsproblem.  

I vore dage øver videnskaben direkte eller indirekte indflydelse på næsten alle samfundsforhold. Ved højtidelige lejligheder henvises til videnssamfundet, som om vi i alle forhold burde og rent faktisk også drog fordel af den viden, der er til rådighed et eller andet sted. Især forskerne inden for naturvidenskaberne forventes i denne sammenhæng at levere svar, løsninger og teknologi og udvise handlekraft. I medierne interviewes den enkelte forsker om hvornår den næste store opdagelse (f. eks. løsningen af kræftens gåde) er en realitet og hvornår der så kommer en effektiv behandling (f. eks. medicin). Men der spørges ikke om den metode og de bevidste og ubevidste fravalg, der ligger til grund for den enkelte forskers arbejde. Tvivl og nuancerede holdninger er der ikke tid til eller interesse for. Dette er faktisk i direkte modstrid med selve forskningens egen natur hvor kritiske spørgsmål og tvivlen indgår i forskerens tankesæt som de elementer, der bringer ny viden frem. Videnskab har ingen mening når tvivlen ikke erkendes. Der findes ikke en eneste biologisk proces, som vi forstår i alle detaljer. I modsætning hertil står religiøs overbevisning som er karakteriseret ved hverken at tåle eller rumme tvivl. Når videnskaben imidlertid formidles uden tvivl og uden at en ny opdagelse ses i sammenhæng med anden viden bliver resultatet, at videnskab i den almene befolkning forbindes med noget absolut. Så bliver videnskaben enten frygtet for det absolut værste og som førende os direkte i afgrunden eller som det absolut bedste og fejlfrie. Forskeren bliver til en person med magiske evner. Når det hele fremstilles enten sort eller hvidt opstår der på nogle områder nemt en opdeling mellem de kloge og hårde på den ene side og de følelsesbetonede og gode på den anden. Menneskets hjerne bliver umenneskelig og adskilt fra de sanser og følelser der udspringer fra "hjertet". Videnskab og sandhed bliver sat i modsætning til moral.

Det der i virkelighedens verden sker er, at vi på få enkeltområder i nogle meget komplekse biologiske systemer punktvis får nok indsigt til også at kunne anvende den ny viden i praksis. Mennesket får altså på områder, hvor det før har måtte lade tilfældighederne råde og været i vilkårenes vold, nu nogle valgmuligheder, som med større eller mindre sandsynlighed fører til et bestemt resultat, men som samtidig pådrager det menneske der vælger, en form for ansvar. Det volder derfor ubodelig skade, når den biologiske forskning af enkeltforskere, politikere, statsmænd og medier konstant fremstilles som marcherende frem med stormskridt. Derved fremstilles mennesket mere og mere som skabende end som værende skabt. Hos lægfolk opstår tvivl om,  hvorvidt udviklingen er hellig eller om det levende er helligt. Kritikken af forskerne baseres derfor på intuition og følelser og ikke på viden og forstand. I denne situation er det ikke muligt at komme til en forstandig, gennemtænkt og etisk forsvarlig forvaltning af den viden vi faktisk har. Og det er brugen af viden, der ændrer verden.

Genteknologiens muligheder

Jeg har en forventning om, at vi fremover kan håndtere genteknologien på en måde, så den bliver et godt redskab blandt mange andre. Produktionsomkostningerne vil falde dramatisk, når det i løbet af det kommende årti bliver muligt med meget høj effektivitet at sætte nye gener ind i cellens DNA, nøjagtig hvor vi ønsker det. DNA chip teknologi vil give os bedre overblik over, hvilke gener der udtrykkes i en given transgen plante under forskellige dyrkningsforhold og påvirkninger. Det vil være et uvurderligt redskab i den fremtidige planteforædling og kvalitetskontrol. Nye gensplejsede produkter vil være fri for antibiotikaresistensgener, enten fordi transformationseffektiviteten bliver så høj at det slet ikke er nødvendigt at have noget selektionsgen eller fordi der allerede er udviklet alternative teknikker baseret på positiv selektion. Placering af inducerbare og vævsspecifikke styreenheder foran de enkelte gener vil betyde, at en bestemt egenskab, f. eks. forsvar mod angreb fra et bestemt insekt, kun kommer til udtryk, når dette angreb forekommer. Og det kun i den del af planten, der angribes. Kombineret med muligheden for at behandle meget store informationsmængder vil disse forhold langsomt men sikkert ændre både biokemi og molekylærbiologi fra videnskaber, der ser på enkeltprocesser til bedre at give billeder af helheder. Når disse videnskaber traditionelt har haft et reduktionistisk udgangspunkt, skyldes det, at de problemstillinger, der studeredes, var så komplekse, at alt ikke kunne studeres på en gang. Når genernes struktur og manges funktion bliver opklaret, smelter alle disse videnskaber mere eller mindre sammen og nye videnskaber som kemisk biologi og kombinatorisk biologi vil kunne påvise hidtil ukendte sammenhænge og i langt højere grad kunne anvise løsningsmodeller også på komplekse problemstillinger f. eks. i økologiske dyrkningssystemer. Det er helt klart, at der i udviklingen af disse produkter og den store omlægning af produktionen, der ligger foran os, vil ske fejl. Men de nuværende produktionsformer er heller ikke uden risici, slet ikke hvis de skal bruges til at mætte endnu flere munde. Det er risici ved forskellige fremgangsmåder og produktionsformer, der skal afvejes mod hinanden, når vi skal prøve at nå størst mulig grad af bæredygtighed. Jeg vil håbe, at der kan opstilles regelsæt, der gør at alle går til opgaven med største ydmyghed. Men selv da vil der akkurat som nu også i fremtiden være negative sider forbundet med alle valg.

Risikovurdering

Genteknologi må forventes at vinde indpas på planteområdet i mange forskellige sammenhænge. I hver enkelt tilfælde må den egenskab der ønskes indført eller fjernet vurderes. Hvilken positiv effekt opnås og hvilke eventuelle negative effekter kan tænkes? Det er endvidere i hvert enkelt tilfælde vigtigt at se på, hvilken planteart der er tale om. I Danmark har kartoffel og hvede for eksempel ingen vilde slægtninge som egenskaben fra en gensplejset plante vil kunne spredes til. I modsætning hertil har raps sådanne vilde slægtninge. Det vil derfor alt andet lige være rimeligt at stille strengere krav til de egenskaber der tillades indført i raps end i kartoffel. På tilsvarende vis må der, hvis vi ønsker at indføre en egenskab vi absolut ikke ønsker spredt i naturen f. eks. i forbindelse med fremstilling af medicin til mennesker i planter, sikres biologisk indeslutning ved dyrkning i lukkede klimakamre, brug af terminator-teknologi eller maternel nedarvning, således at egenskaben ikke spredes i naturen. Som i al anden landbrugsproduktion er det alfa og omega at brugen af genteknologi kombineres med godt landmandsskab. Dyrkningen af gensplejsede planter indbefatter derfor selvfølgelig også, at der gøres brug af velgennemtænkte sædskifter, der i sig selv også tjener til at afgrænse problemer med pollenspredning.

Når spørgsmål om risici og etik diskuteres i forbindelse med gensplejsede planter og især i forbindelse med efterfølgende anvendelse af disse planter til fødevarer, så kan der opstilles en række firkantede kriterier om, hvorvidt denne eller hin anvendelse er etisk korrekt eller udgør en risiko. Spørgsmålet om etik dukker især op, når det gen der ønskes overført til en plante kommer fra et dyr, en svamp, en bakterie eller et virus, dvs. når vi ved brug af genteknologien ønsker at overføre et gen fra et rige til et andet. En etisk målestok kunne derfor tage sit udgangspunkt i, hvor det pågældende gen kom fra. En sådan diskussion kan være en god øvelse som baggrund for diskussioner mellem forskere fra forskellige fagdiscipliner. Men en sådan øvelse tjener ikke noget formål med mindre de etiske problemer, der er forbundet med alternative fremgangsmåder inddrages og afvejes mod hinanden, inden vi tager vores endelige beslutning om hvilken vej vi skal gå. Etiske grænser er endog meget svære at definere ud fra naturvidenskabelige kriterier, idet der ikke fagligt set er nogen speciel risiko forbundet med at bruge et gen fra en virus i stedet for fra en plante. Ud fra objektive naturvidenskabelige kriterier er det derimod egenskaben, som det gen der ønskes overført giver, der er forbundet med forskellige grader af risici. Og et gen der kommer fra en plante vil i mange tilfælde kunne kode for en langt farligere egenskab end et gen der stammer fra f. eks. en bakterie. Oven i disse samlede lag af vurderinger bliver så ofte lagt yderligere lag der f. eks. kan være begrundet i afvejninger af hvor nyttig den pågældende egenskab er for mennesket. Endvidere er det nødvendigt at skelne mellem om de gensplejsede planter anvendes direkte som fødevarer eller foder eller om der i stedet oprenses et produkt fra dem, som kan opnås i kemisk ren form. I det sidstnævnte tilfælde burde der ikke være problemer forbundet med brug af selve produktet, som ikke også ville have eksisteret, hvis produktet var blevet fremstillet på en anden måde.

Den danske befolkning forventer, at der fra politisk hold træffes beslutninger, der sikrer at genteknologien anvendes på fornuftig vis. Risici skal afvejes mod de fordele vi i løbet af nogle år vil kunne have af teknologien. Risikoforskningen skal bruges til at give politikere, forskere og almindelige borgere et overblik hvor de centrale problemer ligger. Formidlingen af usikkerhed bør på en eller anden måde forenes med en skabelse af tryghed f. eks. ved at riskoen ved alternative fremgangsmåder også fremdrages. Risikoforskning skal som al anden forskning være original og have høj kvalitet, ellers er pengene givet dårligt ud. Det er bevillingsgivernes opgave at sikre dette. Økonomiske betragtninger må også indgå i beslutningsgrundlaget, idet danske industrivirksomheder selvfølgelig kun i meget begrænset omfang vil foretage langsigtede investeringer i en teknologi, som der i Danmark ikke hersker tillid og tiltro til eller direkte oppiskes en stemning imod. Danske forskere, der arbejder med at løse de langsigtede problemer vi har i fødevareproduktionen i Danmark men ikke mindst globalt, har ligeledes en forventning om at der udstikkes pejlemærker. Danske forskergrupper både i det offentlige og i industrien har tradition for at være gået i spidsen med at tage samfundsrelevante problemstillinger op også på det genteknologiske område. Fra visse sider forsøges rejst tvivl om de positive muligheder i brugen af genteknologi på fødevareområdet. Det ville være synd og skam, hvis det betyder, at vi fra dansk og måske endnu værre fra europæisk side ikke aktivt involverer os i dette område og således er med til at sætte dagsordenen. For at bringe debatten ud af det dødvande og det ufrugtbare leje den er havnet i, kunne jeg godt tænke mig, at der blev lavet en samlet redegørelse over hvad det egentlig er for nogle problemstillinger på fødevareområdet, som danske forskere arbejder med at løse ved brug af genteknologi. Lad os så ud fra denne redegørelse få en konkret debat af , om der er nogle af de projekter vi samlet set ikke synes bør nyde fremme. Jeg er overbevist om, at en diskussion af konkrete problemstillinger, hvor alternative løsninger stilles op mod hinanden og hvor de valg og beslutninger forskere på området har taget som led i arbejdet, ville løfte debatniveauet. Som det er nu, har myter, tro og løsrevne følelser alt for stor indflydelse på de beslutninger der tages.  Lad os få trukket nogle grænser og genskabt nogle muligheder i planteproduktionen.

Fremtidens jordbrug

Når der akut opstår et behov for at kunne bekæmpe sygdomme og truende hungersnød, er det ofte naturvidenskabens lod at fremskaffe en løsningsmodel. De politiske systemer, filosofien og humanismen tilbyder ikke på samme måde som naturvidenskaben konkrete løsningsmodeller. Vi taler godt nok om, at naturvidenskaben har mistet terræn i det sidste årti, men den del af humaniora og filosofi, der så burde være trådt ind i stedet med indsigt og leveregler, nyder faktisk heller ikke megen opmærksomhed. Vi ligger derfor i alt for høj grad under for et følelses- og stemningsdemokrati. Grundet mangel på egentlige visioner opstår et tomrum, der sædvanligvis fyldes med en debat om en tilfældig enkeltsag styret af medierne og interesseorganisationer med ringe medlemstal. En overordnet stillingtagen finder sjældent sted. Det var f. eks. mekaniseringen i den Vestlige verden for blot tre generationer siden, der tillod os at afskaffe det børnearbejde, vi nu så hæftigt kritiserer udviklingslandene for at praktisere og som vi nu frejdigt blot betragter som en unfair konkurrenceparameter. Vi må ikke være så bange for fremtiden, at vi lader en forstenet jammer-elite sætte udviklingen i Europa i stå. Vi må ikke komme derhen, hvor vi laver Danmark om til et frilandsmuseum, hvor den enkelte økologiske landmand kun kan dyrke så mange roer, som hans kone kan overkomme at hakke. Eller i sin nød må lave en kontrakt med den nærmeste folkedanserforening om, hvor mange der kan stille og hakke roer derfra, fordi unge mennesker ikke vil beskæftige sig med den slags. Vi må heller ikke forledes til at tro, at problemerne ved den økologiske driftsform kan overkommes blot ved hjælp af superintelligente robotstyrede radrensere fordi vi så blot køber os til resten. Det ville være en utrolig selvisk og kynisk fremgangsmåde over for de mennesker, der så bliver ramt af manglende forsyninger. Vi må heller ikke komme i den situation, at vi bygger en Kinesisk Mur rundt om hele Europa for at holde de produkter og teknologier ude, som vi i disse år på vores bedste universiteter uddanner bl. a. et stort antal superintelligente kinesere i at bruge. Det vil ikke være et kys fra en ung smuk prins, der blidt fjerner Muren og får os til at vågne op fra en sådan Tornerosesøvn. Lad os derfor se udfordringerne i øjnene og lad os inddrage det bedste fra konventionelt, økologisk og genteknologisk jordbrug i de løsningsmodeller vi vælger. 

Litteratur

  • Oversigt over Landsforsøgene 1998, 1999, Skejby
  • Proceedings of National Academy of Sciences USA 96: 5903-5977 (1999)
  • Annals of Botany 84: 269-277 (1999)
  • International Journal of Food Science and Technology 33: 205-2134 (1998)
  • World Food Prospects: Critical Issues for the Early Twenty-First Century. International Food Policy Research Institute, Washington, D.C. (1999)
  • Aktuel Naturvidenskab no 3, pp. 14-21 (1999)
  • Genvejen til bedre mad, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (1998)
  • Gitte Meyer: De andres viden. Høst og Søn, 2000 ISBN 87-14-29585-7

På følgende web adresser kan findes oplysninger og debatindlæg om gensplejsede planter og fødevarer:

De følgende patentdatabaser er et godt udgangspunkt for at skaffe sig et overblik over hvilke nye gensplejsede produkter vi kan vente os i fremtiden: