Lad os få flere Ph.D. stipendier

Publiceret Januar 2000

BioZoom vol. 2, no. 4 d. 1.11.99 er bragt et indlæg af Michael Meldgaard, Ph.D. i molekylærbiologi. Indlægget beskriver en alvorlig arbejdsløshedssituation for færdiguddannede Ph.D. kandidater. Indlægget er baseret på baggrund af de naturvidenskabelige universitetslederes henvendelse til politikerne om at give naturvidenskaben sunde vilkår i det 21. århundrede, hvor vi hævder, at en af vores 10 plager er mangel på Ph.D. stipendier. Michael Meldgaards postulat er, at der uddannes for mange.

Lad mig for det første slå fast, at en Ph.D. uddannelse ikke nødvendigvis skal føre til en forskeransættelse på universiteterne. Sektorforskningsinstitutterne kræver i dag ved fast ansættelse en Ph.D. grad, og det samme gælder for mange private firmaers forskningsafdelinger. Og Ph.D. uddannelsen behøver ikke direkte at føre til en forskerstilling, men kan også anvendes til ansættelse i ledende stillinger indenfor rådgivning og forvaltning.

Jeg har ladet undersøge ansættelsesforholdene for Ph.D. kandidater i molekylærbiologi for årgang 1991, det år Michael Meldgaard fik sin Ph.D. grad. Der var 28 Ph.D. kandidater. Af dem kender vi ansættelsesforhold for 24 i forskning, udvikling og konsulentvirksomhed. 2 har vi ikke oplysninger om, så vi ved ikke, om de er ansat eller ej. En er syg, og så er der Michael Meldgaard, der desværre, som han beskriver det, ikke har noget arbejde. I 1998 er der færdiggjort 18 Ph.D. grader i molekylærbiologi. 15 er ansat i forskerstillinger, 2 er på barsel og 1 går snart på barsel. I 1998 lavede Forskerakademiet en analyse af de nyuddannede Ph.D?ers for perioden 1995 og 1996 - i alt 356 Ph.D?ere. Analysen viste, at 4% var arbejdsløse og 5% havde ukendt ansættelsessted. Det må vist nærmest kaldes fuld beskæftigelse. Dette burde viste, at Michael Meldgaard ikke har ret i sine påstande. Tværtimod. Der er behov for flere Ph.D?ere også i molekylærbiologi.