|
Der var dejligt varmt i bygning 208, da dørene til SBE•DTU’s første bioteknologiske forskningssymposium åbnede
en kold november morgen. Klokken var halv ni, torsdag d. 8. November og et stort udvalg af danske biotekvirksomheder, store som små, stod klar ved
deres respektive stande til at tage imod nysgerrige studerende, potentielle
medarbejdere, samt bekendte fra branchen.
Studerende vil gerne vide hvilke fremtidsudsigter de har
mht. studier, forskning og fremtidige jobmuligheder. Forskningscentre på universiteterne
er interesserede i at trække studerende til, og virksomhederne er interesserede
i at skaffe arbejdskraft i form af forskere og dygtige studerende. Alt i alt er
der et gensidigt ønske fra alle parter om at kende til hinandens eksistens, og
det er det, vi med SBE•DTU’s symposium for
bioteknologisk forskning sigter mod at opfylde.
Lige fra morgenstunden havde SBE•DTU, med hjælp fra
sponsorer, sørget for, at ingen skulle mangle vådt eller tørt i løbet af dagen.
Allerede klokken kvart i otte var der mulighed for at forspise sig i alle
former for rundstykker og basser, mens de søvnige kunne vågne ved at drikke
kaffe ad libitum.
Dermed var der sørget for en god start og klokken kvart i
ni gik SBE•DTU’s formand Tore Dehli på talerstolen i foredragssalen for at byde alle velkommen og præsentere dagens
program - og hermed gik startskuddet for symposiets første foredragssession.
Første session omhandlede funktionelle fødevarer og
industriel bioteknologi, hvor de fire talere Steffen Ernst, Director of Food & Specialties fra Novozymes, Peter
Olesen, Chief Scientific Officer fra Chr. Hansen, Thomas Ostenfeld Larsen, Associate Professor ved Center for Mikrobiel Bioteknologi og Anne Meyer, Centerdirektør
for BioProcess Engineering præsenterede deres
forskning.
Posterkonkurrencen, hvor deltagere, i form af bachelor-,
master- og ph.d.-studerende, kæmpede om at vinde den flotte tur til en SBE
konference i USA, med alt betalt, blev afviklet sideløbende med
foredragssessionerne. Det hele foregik ved to perioder af halvanden time, hvor
de enkelte deltagere introducerede og diskuterede deres postere med
interesserede gæster, konkurrenter og dommere. Og når man blev sulten var det
muligt at få sig en bid frokost eller noget at drikke fra caféen. Alt var
gratis i løbet af dagen, takket være vores sponsorer, man skulle blot have
husket at tilmelde sig forinden.
I marts 2006 stiftede vi, en gruppe studerende ved DTU,
”Society for Biological Engineering at the Technical University of Denmark”.
Med SBE•DTU vil vi arbejde for at integrere biologi, ingeniørvidenskab og
innovation, samt skabe netværk mellem studerende, universiteterne og
industrien.
I løbet af blot halvandet år har adskillige foredrag og
arrangementer været afholdt, hver gang med henblik på, via dialog, at skabe tæt
kontakt mellem foredragsholder og lytter. Med symposiet har vi udvidet vores
arbejde, og vil med tiden skabe en messe hvor alle danske
bioteknologivirksomheder, alle biologi- og kemiinteresserede, samt de danske
universiteter vil være repræsenteret. Der vil være dannet rammer om
interessefællesskab, hvor networking og vidensdeling er i fokus.
 |
Med maven fyldt, kunne symposiets deltagere mageligt
sætte sig til rette og overvære session 2, denne gang med det overordnede tema:
Systembiologi og medicinsk bioteknologi. Denne session gav de tilhørende et
indblik i hvordan computerbaserede metoder kan anvendes i bioteknologisk
arbejde med forudsigelse af biologiske processer og hvordan disse metoder
udvikles. Foredragsholderne var professor Peter Ruhdal Jensen fra Center for Systemmikrobiologi, Irene Kouskoumvekaki fra Center for Biologisk Sekvensanalyse, CEO Martin Bonde fra NatImmunne og vores hovedsponsor Exiqon stillede med Director of Product Development, Peter Mouritzen.
Ind i mellem de tre sessioner var der rig mulighed for at
gå rundt til de mange flotte stande, der var stillet op. Det var i disse
pauser, man fik smagt rumyoghurt fra Arla og bolcher fra Christian Hansen, at man fik brochurer og
alskens merchandise fra de mange stande og man fik snuset til, hvad der rørte
sig af forskning ude i de forskellige virksomheder. Der blev snakket både stort
og småt og stemningen i bygning 208 var i løbet af dagen behagelig og hyggelig,
samtidigt med at alvorlige emner som eksamensprojekter, erhvers-ph.d.-stillinger og muligheden for ansættelse blev diskuteret.
Den sidste session, ”Bioteknologi, fra forskning til
industri”, blev afholdt om eftermiddagen og da denne var endt, var der blot
tilbage at takke af, pakke sammen og gøre sig klar til den store
middagsreception i glassalen på DTU.
Det var blevet mørkt udenfor, da forskere, HR-folk, undervisere og studerende satte sig til rette ved de runde borde
i glassalen. Inden middagen blev serveret, præsenterede Michael Sundström, administrerende direktør for Novo Nordisk fondens
Center for Protein Forskning, det nye forskningscenter, der efter planen åbner
i efteråret 2008.
Efter forretten blev vinderne af posterkonkurrencen kåret
og priserne uddelt, og da desserten blev serveret var der blot hyggesnak
tilbage på programmet.
”Med dette symposium har vi været med til at skabe rammer
for, at Danmark fastholder sin rolle som international medspiller i Know How på biotekfronten”.
Med denne afsluttende bemærkning tog Tore Dehli Ibsen, formand for SBE•DTU, fat på oprydningen efter
et meget vellykket arrangement, hvor mere end 500 mennesker besøgte symposiet i
løbet af dagen.
Vi i SBE•DTU håber, at deltagerne i symposiet har haft en
god oplevelse og fået skabt netværk, som de kan bruge i fremtiden. Symposiet
vil blive afholdt igen næste år, hvor det bliver endnu større, med flere
virksomheder, forskningscentre og deltagere. Vi håber, at de af jer der deltog
i arrangementet vil deltage igen til næste år og til de af jer der ikke deltog
– at vi ses i efteråret 2008. |