Omkring Linnés system og den bevidste binære nomenklaturs fødsel

Sven-Erik Sandermann Olsen, Vejdammen 8, 2840 Gl.Holte. evase@post.tele.dk

Figur 1. Carl Linnæus - Carl von Linné født d. 23. maj 1707, død d. 10. januar 1778.

Organismeverdenen frembyder to hovedproblemer for den biologiske videnskab. Det ene er problemet om livet, d.v.s det, der karakteriserer de levende organismer overfor den uorganiske natur. Det andet problem er mangfoldigheden i den organiske natur, således som den manifesterer sig i eksistensen af langt over 1 million kendte dyre- og plantearter.

Det er systematikerens opgave at beskrive denne mangfoldighed i de såkaldte systemetiske kategorier, art, slægt, familie o.s.v. Hvis organismeverdenen udgjorde et kontinuum uden nogensomhelst skarpe grænser mellem individerne, måtte en klassifikation baseres på kunstige kriterier, valgt af systematikeren. Alle er imidlertid nu enige om, at mangfoldigheden i den organiske natur ikke udgør noget kontinuum, men at den er sammensat af diskontinuerte grupper. Det er derfor muligt at opstille kategorier, som ikke er baseret på vilkårlige kriterier, men på den i naturen faktisk forekommende diskontinuitet mellem grupperne.

Arten - den mindste enhed

Det, som er grundlaget for al beskrivelse af den organiske mangfoldighed, er den naturhistoriske art. Det er tillige den mindste naturlige enhed, som betinger opretholdelsen under skiftende naturforhold af denne mangfoldighed, og således grundlag for en drøftelse af årsagerne til mangfoldighedens opståen.

Det var Linné som opdagede de naturhistoriske arter i moderne betydning. Før ham dækkede artsbegrebet over grupper af meget forskelligt indhold, arter i Linnés betydning, varieteter, monstrositeter etc., og for mange var det blot et logisk begreb, der betegnede et mindre omfang end det ligeledes logiske slægtsbegreb.

Linné startede med planterne

Linnés enorme forfatterskab er et imponerende monument over et langt livs rastløse arbejde, der med ensidighedens styrke var viet mangfoldigheden i naturen.

Linnés udgangspunkt var planterne, som havde hans brændende interesse fra hans barndom. Han samlede planter omkring hjemmet i Råshult og læste, hvad han kunne komme over af botanisk litteratur, især gamle svenske Urtebøger. I gymnasietiden i Växiø fik han støtte og undervisning af rektoren og ikke mindst af lektor Rothman, som underviste ham i fysiologi og i Tourneforts plante-system. Der er bevaret flere manuskripter fra årene før 1730, hvor Linné beskriver floraen i flere lokalområder, forsøger at sætte planterne ind i et system, retter mange misforståelser hos de forfattere han citerer og ændrer på beskrivelsen af detaljer i i blomsternes bygning.

Træernes bryllup

Den 23. december 1729 forsvaredes på Uppsala Universitet en akademisk afhandling med titlen Nuptiæ Arborum (Træernes bryllup). Forfatteren og præses var Upsala-bibliotekaren Jöran Wallin, og respondenten, forsvareren, studenten Petrus Ugla, Dalekarlicus (fra Dalarne). Ingen af de herrer havde egentlige botaniske forkundskaber, så intet i dissertationen hvilede på egne iagttagelser, men på titelbladet angives da også “dissertatio philologica-critica”.

Figur 2. Præludia Sponsaliorum Plantarum 1729. Titelside til Linnés første udkast til sit ”system”. Manuskriptet er bevaret, men ikke trykt før 1908.

Wallin blev senere biskop i Uppsala. Han havde ry af polyhistor og udgav talrige skrifter, hvoriblandt “Gothländska Samlingar” er de mest kendte. Ugla endte som præst i Hedemora. Han var mere uheldig i sit videnskabelige liv. Ved en anden lejlighed end ved førnævnte dissertation, gav han ubevidst stødet til en større afhandling af Linné, nemlig Flora Dalicarlica 1734, først udgivet af Áhrling i 1873. Her skriver Linné i forordet: “Det förnämste som mig drifwit att uptekna de Dalska örter, är den Disputation, som Magister Petr.Ugla hållit de Præfectura Næsgardensi Dalekarlicæ. Ups.1734, i hwilken Auctor wist ett ohördt exempel, allom  okunnigom till warning att ej illotis manibus angripa någon science.[advarsel til alle ukyndige om aldrig uforberedt (med urene hænder) at anvende nogen videnskab]. Han har tagit sig för att recencera alla de örter, som finnas inom samma rå, citerandes allestädes Tournefortium, att ingen wäg måtte finnas öppen till ursächt; skulle de örter fås i Dalarne, som han upteknat, woro sannerligen ingen ort i Europa denne att förlikna [- hvorefter med fede typer nævnes en lang række planter], hwilka örter äro merendels sådana, som wäxa i orangerier, men aldrig i Swerige wilda, aldrig i någon Dalsk Trägård.”            

Men tilbage til Wallins dissertation, så viser det sig, at er forfatteren omend uden botaniske kundskaber, så vidner den om hans uhyre belæsthed, og han har med stor flid af ældre forfatteres skrifter fundet en mængde stof og ytringer frem, som handler, ikke blot om Nuptiae, men også om træers lighed med mennesker, såvel indre som ydre ligheder [ifølge Platon er mennesket en  planta inversa - en omvendt plante],  om planternes sjæl, sindelag, talefærdighed, følsomhed og meget andet. Der følger udførlige redegørelser for kønsforskelle, hvilket antages at findes hos flere planter, idet nogle individer er hunner, andre hanner. Eksempler herpå er fyrren, hvor han træet har større, mere stikkende og mere krumme blade, et mere lurvet udseende og et stærkere farvet, hårdere og grimmere ved end huntræet. Lønnen, hvis han helst vokser på åben mark, blomstrer tidligere og har hårdere og mere året ved end hunnen og enen, hvis hanner bærer frugt og hvis hunner bærer blomster, som om foråret danner et fint gult pulver. Nogen form for befrugtning tænker man ikke på kan forekomme hos de nævnte, men sikkert hos palmerne, hvor man mener at have iagttager både amores og connubia, altså både kærlighed og samleje. Kærlighed og deraf følgende giftermål har man også set mellem forskellige arter indbyrdes, således hos granatæble og myrter, figen og vindrue. Trofaste ægteskaber indgås mellem vinranker og vedbend, palmer, citroner og popler, hvorimod vinranken afskyr og er uvenner med adskillige andre planter som figen, oliven og kål.

Linné’s inspiration

Denne afhandling og dens forfatter var nok gået fuldstændig i glemmebogen, dersom den ikke tilfældigvis var kommet til at spille en vigtig rolle i botanikens historie. Tilfældigheden skildres bedst af Linné selv i hans Egenhändiga Anteckningar af Carl Linnæus om sig sielf, publiceret af Adam Afzelius i 1823.

“Linnæus läste uti Actis Lipsiensibus en recension af Vaillants Tractat: de Sexu Plantarum, hwilket synnerligen smakade honom; ty begynte han at se på blomsten, hwad Stamina och Pistiller woro för slags ting, och Artedi, som nu lämnade Botaniquen, förbehölt sig Plantas Umbellatas, emedan han däruti tänkte göra en ny method, hwarpå Linnæus äfven fick i hågen att göra en ny method (öfwer alla Wäxter), sedan han sett på Stamina och Pistilla så länge, att han funnit det de icke woro mindre skiljeagtiga än Petala [Tourneforts system, der som oftest citeres!], och att de woro de essentiellaste delar i blomman. Men vid åhrets slut kom då warende Bibliothecarien, Georg Wallin, med en Philologisk Disputation: de Nuptiis Arborum, och som Linnæus icke fick tillfälle att opponera, skref han några ark om rätta sammenhanget af Sexu Plantarum äfter botanisk sätt, dem han uti manuscript gaf till Doctor Celsius, hwilket änteligen kom uti Professor Olof Rudbecks händer och honom så behagade, att han hade lust känna den Ungkarlen, som det sammanskrifwit.” 

Figur 3. Ehrets planche fra 1736 med de 24 klasser. Første gang planchen bliver publiceret i bogform var i Genera Plantarum 1737 i let ændret form.

Hvad Linné skrev i disse “ark”var helt uhørt i Upsala. Flere afskrifter blev i hast fremstillet, hvorefter den lille afhandling “uti manuscript flög omkring bland studenterne” og kom snart i hænderne på professor Rudbeck d.y. En af renskrifterne blev oplæst i Vetenskaps-Societeten og et af resultaterne blev i første omgang, at Linné blev ansat hos Rudbeck, hvor han straks blev sat til at varetage plante-demonstrationerne i den botaniske have. Samtidig blev han optaget i huset hos Rudbeck som lærer for hans sønner og, hvad der var meget vigtigt, han havde daglig adgang til Rudbecks rige bibliotek.

Opstilling af sexualsystemet

Originalmanuskriptet til den lille afhandling er bevaret, og kan ses på Universitetsbiblioteket i Upsala, og det må siges, at det er en epokegørende tekst, det indeholder. I et lysende klart sprog fremlægger Linné “i korthed” i 29 paragraffer sine anskuelser om planternes køn og formering, som er “en liden del af botanikken, den såkaldte scientia divina, selv om det handler om en af de herligste ting, den skabende GUD har gjort!”

Tankerne i afhandlingen udkrystalliseredes i opstillingen af sexualsystemet, opdeling af planterne i 24 klasser, baseret på antallet og placeringen af støvbladene, blev førsta gang trykt i Systema Naturae 1735, hvor også dyrene og stenene blev klassificeret i et altfavnende skema. Maleren og tegneren Ehret, som Linné havde truffet i England og igen i Holland, udførte den kendte illustration til de 24 klasser.

Systema Naturæ

Systema Naturae var kun på 12 sider, men trykt i meget stort format for at få plads til de tre store tabeller over inddelingerne i plante-, dyre- og stenriget. Ret hurtigt kom bogen ud i normalt format og nåede i Linnés levetid i 12 udgaver, den sidste udgave på over 2500 sider.

Det blev fra flere sider kritiseret, at den måde, inddelingerne var opstillet på, medførte, at planter, der tilsyneladende ikke havde noget med hinanden at gøre, blev placeret i samme gruppe. Linné var allerede meget tidligt klar over, at systemet var kunstigt, og arbejdede på at knytte planterne sammen i mere “naturlige” grupper. Således findes i Genera Plantarum VI (1764) et afsnit: Ordines Naturales, hvor den nuværende familieinddeling aftegnes ganske tydeligt. Men systemet var meget anvendeligt i praksis, og endnu i den sidste udgave af Rostrup/Jørgensen: Den danske flora findes en bestemmelsesnøgle til familierne efter Linnés system,

Linné var dog fuldt overbevist om, at planternes kønsorganer var de vigtigste dele hos planten og at deres udformning derfor var det bedst egnede grundlag for en inddeling. Desuden havde han skabt et sikkert grundlag for sine ideer ved s e l v at have undersøgt over 8000 blomsters bygning og ved at have gennemlæst over 1000 botaniske værker. Som han noterer i forordet til Species Plantarum: “Efter mange gange at være bedraget af andre forfattere, har jeg udeladt planter, jeg ikke har set, for ikke at blande tvivlsomme med sikre arter. Hvis tilfældet har villet, at jeg ikke har kunnet examinere en plante tilstrækkeligt, eller jeg har modtaget et imperfekt eksemplar, har jeg mærket dette med et kors (†), så andre kan undersøge samme mere omhyggeligt.

Linnés system blev accepteret af næsten alle botanikere. Blandt de skarpeste kritikere var Lorenz Heister, egentlig læge og kirurg, men som havde samlet et stort herbarium, som med Tournefort’ske navne var ordnet efter Rays system (efter frugterne). Han var hele sit liv en svoren modstander af Linnés system. I en afhandling fra 1730 taler han om det langt mere hensigtsmæssige i at inddele planterne efter bladenes form, idet 1: bladene kommer først (før blomster og frugter) 2: mange planter, især udenlandske, sætter aldrig blomster hos os og 3: hos mange planter kan man slet ikke se blomsterne!  Striden fortsætter i mange år, uden at Heister formildes - I Systema Naturae Ed.1 (1735) opregner Linné under rubriken Observationes no.4 alle de botanikere som anvender fruktifikationen som grundlag for deres systemer og slutter med ordene: Dette kan i vor tid næppe fornægtes af nogen methodicus - måske alene af Heister, en bemærkning, som Linné senere fortrød.. I Bibliotheca Botanica 1736 nævnes Heisters arbejde Programma de studio rei herbariae som et schediasma (udkast) og i den følgende oversigt over systematikere nævnes Heister blandt “heterodoxi” d.v.s. de som vælger en anden inddelingsgrund end fruktifikationsorganerne.

Prisopgave

Efter alle disse, man kan nok sige voldsomme begivenheder, skulle man tro, at det principielle i problemerne omkring planternes kønsorganer og forplantning var nogenlunde klarlagt. Dette var dog ingenlunde tilfældet, endda meget fremtrædende botanikere nægtede at acceptere de nye anskuelser. For at bringe striden til ophør besluttede derfor Det Kejserlige Videnskabsakademi i St. Petersborg at udskrive en prisopgave af følgende ordlyd:

“Det forsøges ved nye beviser og eksperimenter ved siden af allerede kendte, enten at bestyrke eller afkræfte læren om planternes køn. Giv en historisk oversigt og en redegørelse for tidligere opfattelser og en omtale af alle de dele hos planten, som spiller en rolle ved befrugtning ved frøets og frugtens udvikling.” (1759). Der kom tre besvarelser, hvoraf to fandtes mindre gode, og som endnu opbevares i St.Petersborg med uåbnede navnesedler. Den tredie afhandling var forsynet med mottoet: Famam extendere factis. ( Ry at vinde ved stordåd, det er et værk af mod!). Selv om alle og enhver vidste, at dette var Linnés valgsprog [fra Vergil Æneiden 10.468], og den anonymitet, som reglerne forudsatte, således ikke kunne siges at være ganske fulgt, så tilfaldt prisen enstemmigt Linné.

Med sig i bagagen til Holland havde han en lang række manuskripter. Ved at fremvise og diskutere disse manuskripter med fremstående, kyndige og indflydelsesrige folk , lykkedes det for ham på kort tid at få sponsoreret trykning og udgivelse af  bøgerne, der skulle vise sig at være en række pionerværker indenfor botaniken. Han har selv beskrevet tilblivelsen af disse bøger, som blev til i årene 1735-1738, det er næsten som om hver udgivelse er en logisk konsekvens af den foregående, i skildringen af udviklingen af tankerne omkring sexualsystemet.

Efter publiceringen af Systema Naturæ og det dertil hørende blad Methodus og Ehrets Planche over de 24 klasser, fulgte bøgerne i hastig rækkefølge:

Figur 4. Den ældste afbildning af Linnés blomst, Linnæa borealis i Acta Literaria Sveciæ 1720 (Rudbeck d.y.)

Hermed var det teoretiske grundlag og de metodiske retningslinier skabt for publiceringen af hovedværket Species Plantarum der udkom 1753, og som beskriver ca.8000 plantearter.           

For at kunne håndtere de mange data var det nødvendigt at skabe et entydigt nomenklatursystem. Overvejelserne resulterede i et bevidst, binært navnesystem, som gennemførtes for hele planteriget i Species Plantarum 1753. For dyrenes vedkommende blev udgangspunktet for nomenklaturen Systema Naturae Ed.10, 1758.

Første gang den binære nomenklatur anvendes er i Linnés: Öländska och Gothländska Resa 1745 i registret: Wäxter på resan sedde. Derefter i 2 afhandlinger fra 1749, Pan Suecicus eller Den svenske Pan, der er en fortegnelse over 856 vilde svenske planter med angivelse af, hvilke husdyr, de tjener som føde for, og endelig afhandlingen: Gemmae Arborum (Træernes knopper). Som metode beskrives den binære nomenklatur første gang i Philosophia Botanica 1751.

I Pan Suecicus kalder Linné artsbetegnelsen epitheton, i Philosophia Botanica bruger han termen nomen triviale. I vore dage kaldes artsbetegnelsen et specifikt epitet, som kombineret med slægtsnavnet (nomen genericum) danner artsnavnet. Linné fastslår den samtidige brug af de to slags navne for den samme plante:

1. Slægtsnavn + diagnose (nomen specificum legitimum), bestående af ikke mere end 12 ord, ved hjælp af hvilke (Critica Botanica 288) man kan skelne denne art fra alle andre i samme slægt på en hurtig, sikker og behagelig måde. (Slægtsbeskrivelse).
2. Slægtsnavn + nomen triviale (plante-navn). I Philosophia Botanica No. 257 skriver han: Nomina trivialia bør vælges efter det mønster, hvorefter jeg har anvendt dem i Pan Suecicus. De består af et enkelt ord, et ord taget fra hvor som helst.

Linnés ideer tog udgangspunkt i den tids gældende filosofi, der var stærkt religiøst præget, og forudsatte, at Skaberen skabte jorden og dens dyr og planter på seks dage. Det betød, at der fandtes et endeligt antal dyr og planter, som kunne anbringes i et system. Den samme religiøse tankegang gjorde også, at Linné manglede en fornemmelse for at tiden spillede en rolle for arternes opståen og udvikling. Dyr og planter var jo på én gang givet af Skaberen. Mod slutningen af Linnés levetid fremkom der dog flere og flere vidnesbyrd, som rokkede ved Skabelsesteorien. Der blev fundet fossiler, beskrevet hybrider mellem forskellige arter mutanter af kendte arter og nogle arters store variation blev kortlagt. Det bevirkede, at synet på antallet af dyr og planter som statisk, erkendtes at være en illusion. Hermed var vejen banet for den moderne biologi med dens hypotese-afledte videnskab baseret på en positivistisk tankegang snarere end på en filosofisk opfattelse af naturen.

Når Linnés åndelige arv stadig anvendes med succes hver dag verden over, må det ses som den størst mulige hyldest til den universelle naturforsker, den fantastiske iagttager og det systematiske geni Carl Linnæus.

“Famam extendere factis”

Ry at vinde ved stordåd, det er et værk af mod

(Vergil, Æneiden 10.468)