Efterår er svampetid, men hvert år forveksler svampesamlere
spisesvampe med giftige slægtninge. Grøn fluesvamp fylder mest i disse
statistikker, men hvad gør netop dén så vældig giftig?
 |
| Figur 1. Grøn fluesvamp, Amanita phalloides (af latin:
Phallus-lignende). Grøn fluesvamp er Danmarks almindeligste og giftigste
fluesvamp. Den vokser i løvskove på god skovbund, ofte under bøg og eg. Hatten
er ægformet, når svampen er helt ung, senere halvkugleformet og til sidst
udbredt, 6-12 cm bred. Det ydre svøb bliver tilbage som en skede ved den
opsvulmede basis af den 10-12 cm lange stok. Hattens farve varierer fra bleggul til olivengrøn, blågrøn eller
gråbrun. Lamellerne er hvide til gulhvide. Lugten er sød, honningagtig, hos
ældre svampe ubehagelig (Ill. fra Bjørnekær 1943). |
Temperaturen er faldet, himlen er blå og klar, duften af våd
jord river i næsen. Det er efterår og søndag, og vi er på svampetur.
Svampebøgerne vejer tungt i rygsækken – selv erfarne samlere tvivler fra tid
til anden. Den uerfarne er på herrens mark - den giftige hvide fluesvamp ligner
fx unge eksemplarer af champignon. Grøn fluesvamp (fig. 1) er endnu giftigere
og ligner arter af posesvamp fra det asiatiske køkken. Dén forveksling har ført
til døden, også i Danmark. ”En ung kvinde fik syv timer efter indtagelsen
udtalte symptomer fra mave-tarmkanalen. Hun overlevede svær leverskade med dyb
bevidstløshed, men ved senere udtagning af vævsprøve fra leveren påvistes
skrumpelever”, skriver Giftinformationen på Bispebjerg Hospital.
Forgiftning med grøn fluesvamp
Smerter fra mave og tarm er netop et af de første tegn på
forgiftning med grøn fluesvamp. Så optræder voldsom, efterhånden blodig,
diarré, og patienten kaster op. Symptomerne aftager efter et par døgn, og
patienten føler sig bedre. Blodprøver viser dog allerede efter et døgn, at
leveren er ramt. Patienten dør efter få dage i de alvorligste tilfælde, for
giften forårsager massiv celledød i leveren. Nyrernes celler tager også alvorligt
skade. Når leveren ikke fungerer, renser den ikke blodet for affaldsstoffer,
der så transporteres med blodet op til hjernen. Patienten begynder at opføre
sig anderledes og synker efterhånden hen, til sidst i koma
(leverencephalopati). Hvis ikke giften holder op at virke og leveren kommer
sig, dør patienten.
Grøn fluesvamp indeholder flere stærke gifte: amatoksiner og
phallotoksiner. Sidstnævnte passerer ikke tarmens slimhinde og forsvinder med
tarmindholdet uden at gøre skade. Med amatoksinerne er det en anden sag. De
klarer både høj varme og syre, så madlavning og mavesyre beskytter ikke.
Amatoksinerne består af otte aminosyrer i en ring. Der er en broforbindelse i
midten af ringen, hvorfor amatoksinerne er bicykliske (fig. 2). Tarmens
fordøjelsesenzymer åbner ikke ringen, hvilket tarmens celler hurtigt mærker.
Giften virker straks, den er inde i cellerne. Amatoksiner forekommer også i andre arter af fluesvampe og nogle andre svampeslægte, fx visse hjælmhatte og parasolhatte.
”Amanita”, fluesvampens latinske slægtsnavn, har givet navn til de giftigste
amatoksiner (-, -,
- og -amanitin).
Giftens virkningsmekanisme
Amatoksinerne er cellegifte, der påvirker cellens produktion
af protein. Cellen producerer protein ved at enzymet RNA-polymerase II først
aflæser cellens arvemasse, DNA’et, og oversætter det til RNA. RNA består af
lange rækker af nukleotider og er en slags arbejdskopi af DNA’et. RNA fortæller
ribosomerne, cellens ”proteinfabrikker”, hvilken rækkefølge aminosyrerne skal
sidde i for at blive til protein. Amatoksinerne hæmmer produktionen af protein
ved at binde sig permanent til RNA-polymerase II. Derved blokerer giften det
enzym, der ”oversætter” DNA’ets kode til et sprog, som ribosomerne kan forstå.
DNA-strengen binder sig dog stadig til polymerasen, og de to første nukleotider
i RNA-molekylet sætter sig på DNA-strengen, hvor de føjes sammen til et
dinukleotid. RNA-kæden bliver dog først længere, når RNA-polymerase II flytter
sig hen ad DNA-strengen, og aflæser de næste koder på DNA’et. Amatoksinerne
hindrer denne translokation. RNA’et bliver simpelthen aldrig længere end to
nukleotider, når der er amatoksin i cellen. Mere specifikt binder amanitin til
to af polymerasens største subunits, der har en ganske speciel funktion.
Tilsammen danner de nemlig en tragtformet kløft, hvori DNA bindes og aflæses,
og nukleotiderne til RNA bliver føjet sammen. Over kløften spænder en lille bro
bestående af en alfa-helix. Når denne bro bevæger sig en smule, flytter
DNA-molekylet sig også - translokationen har fundet sted. -amanitin binder sig til aminosyrer på ”broen”, der
bliver meget stiv i strukturen. Dét forhindrer RNA-polymerasen i at ændre
konformation og flytte sig længere hen ad DNA-strengen (fig. 3).
 |
|
| Figur 2. Amanitin. Til venstre: strukturformel, til
højre: en tredimensionel molekylmodel (Grøn: kulstof; rød: ilt; blå: kvælstof;
gul; svovl). Figurerne er venligst udlånt af David A. Bushnell, Stanford
University. |
Når man ved, hvordan amanitin virker, står det klart,
hvorfor symptomer optræder først fra mave-tarmkanalen, men tidligst efter seks
timer. Alle celler indeholder nemlig et antal færdige RNA-molekyler, der
bidrager til cellens proteinsyntese, også selvom der ikke dannes nyt RNA. RNA
lever kun i et begrænset tidsrum, så cellens bruger efterhånden sin beholdning
af RNA op. Da går cellens proteinsyntese endeligt i stå. Tarmen skifter
uafladeligt cellerne i sin overflade, og derfor er behovet for proteindannelse
meget stort. Cellens ”lager” af RNA bevirker imidletid, at symptomerne tidligst
optræder efter seks timer. Når der er mangel på protein, fx ved forgiftning med
amanitin og ricin, fornyer tarmen ikke slimhinden. Uden slimhinde trænger væske
fra kroppen ud i tarmen. Derfor er tarmen det første sted, der udviser
symptomer på forgiftning. Fra tarmen passerer giften gennem portåren til
leveren, hvor proteinsyntesen også går i stå, og levercellerne dør. Der er
udbredt hæmning af transkriptionen af DNA til RNA, men alligevel er en relativt
stor del af amanitinet ubundet inde i levercellerne. Frit amanitin bliver
udskilt til galden og vender hermed tilbage til tarmlumen. Giften genabsorberes
af tarmcellerne og transporteres atter til leverens celler. Levercellerne
optager amanitinet via et specifikt transportsystem for galdesalte. Amanitin
indgår altså i et såkaldt enterohepatisk kredsløb.
 |
| Figur 3. Molekylstruktur af RNA-polymerase, hvortil
amanitin (rød) er irreversibelt bundet imellem polymerasens to store subunits.
Figuren er venligst udlånt af David A. Bushnell, Stanford University. |
Dosis
Fluesvampens gift minder på mange måder om giftstoffet
ricin. Ricin stammer fra amerikansk olieplante (Ricinus communis, beskrevet i
Dansk Kemi nummer 5, 2004). Ricin inaktiverer ribosomerne enzymatisk – ét
molekyle ricin kan inaktivere 1500 ribosomer i minuttet. Amanitinerne binder
sig permanent til polymerasen, hvorfor ét molekyle amanitin kun inaktiverer ét
molekyle RNA-polymerase II. Amanitinerne er da heller ikke nær så giftige som
ricin, der er et af de giftigste naturligt forekommede cellegifte. Ricin er
imidlertid næsten 100 gange tungere end amanitin, men der skal altså meget
færre molekyler ricin til en dødelig forgiftning. Hvor 1 mg ricin kan dræbe et
voksent menneske, er den dødelige dosis amanitin ca. 0,4-0,8 mg amanitin/kg
legemsvægt, dvs. 30-60 mg amanitin for en person på 70 kg.
Ingen modgift
Der er ingen modgift til amanitinerne, så behandlingen
handler i først og fremmest om at lindre symptomerne og minimere optag af
giften. Hertil hjælper tarmskylning, aktivt kul – og udtræk af Marietidslen,
Silybum marianum. Udtrækket indeholder silibinin, et flavonoid der hæmmer
kroppens celler i at optage amanitin. Silibinin hjælper derfor bedst, hvis
patienten får stoffet hurtigt. Patientens prognose er nemlig bedre, hvis den
enterohepatiske cirkulation af giften kan stoppes.
Nogle mener, at den romerske kejser Claudius døde efter at
have spist en ret med grøn fluesvamp, som hans kone Agrippina serverede for
ham. Og netop fordi giften virker så langsomt, ville det ikke hjælpe at en
mundskænk spiste af maden først for at sikre sig, at den ikke var forgiftet.
Men – om Agrippina rent faktisk serverede grøn fluesvamp for Claudius er en
ganske anden historie….
Litteratur:
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har links
til og beskrivelser af gode, gratis databaser for kemikalier i arbejdsmiljøet
på www.nrcwe.dk/tokslinks.
Artiklen bygger på:
Anonym (1986) Grøn fluesvamp – et studie i toksikologi.
Bionyt 56/57, 1-27.
Bjørnekær K (1943) Svampe. Haandbog for Begyndere i
Svampeplukning. Med 40 farvelagte Tegninger af N. Norvil. A/S N.C. Roms forlag. København 1943
Bushnell
DA, Cramer P, Kornberg RD (2002) Structural basis of transcription: -Amanitin-RNA
polymerase II cocrystal at 2.8 Å resolution. PNAS
99, 1218-1222.
Jensen K (2000) Svampeforgiftninger i 1998 og 1999. Svampe
42, 30-31.
Nilsson S, Persson O, Mossberg B (1977) Svampe i naturen,
bd. 2. Gyldendals grønne håndbøger, 56-57.
Wieland T og Faulstich H (1991) Fifty years of amanitin. Experientia
47, 1186-1193.
|
