Om ”Ole Bang og en
brydningstid i dansk medicin”.
I 2005 forsvarede lægen og medicinhistorikeren Morten A. Skydsgaard sin
ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet om lægen Ole Bang og den sidste
hippokratiske medicin i Danmark. Afhandlingen foreligger nu i en revideret
udgave, udgivet af Aarhus Universitetsforlag (2006). Det er blevet til en 250
siders fortælling, som er centreret om spørgsmålene: Hvad var forskellen på
dansk medicin og patientbehandling anno 1800 og 1860, og hvordan vekselvirkede
denne udvikling i lægevidenskabens grundlag og udførelse med Bangs liv og
gerning?
Biografi
Ole (Oluf Lundt) Bang blev født i 1788 som søn af overlæge og professor
ved Københavns Universitet Frederik Ludvig Bang. Der var tale om en rigtig
lægefamilie, hvor også Ole Bangs ældre stedbror, Ole Mynster, udfoldede sig i
faget, og det var en familie med tætte forbindelser til de øverste samfundslag.
Ole Bangs farbror havde været kongens retsekspert, faren var en af landets mest
betydningsfulde læger, hans ældste stedbror, Jacob Peter Mynster, blev biskop,
og Ole Bang selv blev blandt andet en slags konsulent for Chr. VIII. I
barndomshjemmet var en gang af danske og udenlandske læger, og hos
Mynster-brødrene mødtes flere af de unge løver som N.F.S. Grundtvig,
naturfilosoffen Henrik Steffens og Adam Oehlenschläger. Bang udviklede selv en
poetisk åre, som gennem hans liv gav sig udslag også i hans medicinske værker.
 |
Ole Bang som femårig med sin søster, Nicoline, og sine
forældre, Louise og Frederik Ludvig Bang, malet af F. V. Bolten, 1793. Gengivet
med forfatterens tilladelse. |
I 1808 bestod Bang den medicinske kandidateksamen ved Københavns
Universitet og vandt to år senere en guldmedalje fra universitet på en
lægevidenskabelig prisopgave. I 1813 blev han den første medicinske doktor i
seks år. På dette tidspunkt var hans far og stedbror to af de i alt fire
professorer ved det medicinske fakultet. Dette har næppe skadet ham, da de fire
professorer kort tid efter vurderede ham kvalificeret til ansættelse som
adjunkt i patologi og fødselsvidenskab. Ved siden af denne stilling havde Bang
en privatpraksis, som han livet igennem udvidede og plejede, og som reelt
udgjorde hans økonomiske fundament. Oven i købet var han ansat i forskellige
hospitalsstillinger på fattighospitalet Frederiks Hospital og på Den kgl.
Fødsels- og Plejestiftelse blandt som leder. Fra en nutidig synsvinkel er det
imponerende og lidt uforståeligt, at Bang kunne magte at have job i
universitets- og hospitalsverdenen samtidig med at være privatpraktiserende,
men situationen synes ikke at have været unik for datidens læger. Skydsgaard
noterer, at ”[h]ospitalsstillingerne gav godt nok en beskeden løn, men de gav stor erfaring og ikke mindst
prestige” (33). Udover at være økonomisk underlag var den private praksis også
med til at give Bang adgang til den samfundsmæssige elite. Både statsminister
A.S. Ørsted og Søren Kirkegaard var såvel patienter som venner af huset –
Ørsted hans faste kortpartner. Under Chr. d. 8. virkede Bang ikke kun som
medicinsk konsulent, men var tilsyneladende også en del af kongefamiliens omgangskreds.
Kundekredsens usædvanlige sammensætning skyldtes ikke mindst Bangs med
tiden meget centrale position i den danske lægeverden. Da stedbroren døde i
1818, overtog Bang hans professorat ved universitetet, fra 1820 sad han i
faderens professorat. Fra 1825 blev han tillige såkaldt overmedicus på
Frederiks Hospital og dermed dets faglige leder - igen efter Mynster, som havde
efterfulgt Bangs far. Bang har dermed i årevis haft en daglige gang i kredse
fra hver sin ende af det sociale spektrum – de fattige på hospitalet og de
borgerlige og magteliten i privatklinikken og de private gemakker. Det sidste
har givetvis kunnet udnyttes, når der skulle findes velhavere til at finansiere
senge på Frederiks Hospital, som delvis var afhængig af denne private,
økonomiske støtte. Bangs sociale bevidsthed gjorde sig også gældende, når han
skulle vælge lægemiddel i forbindelse med en behandling. Han indskærpede sine studerende,
at man skulle tænke på hvert enkelt, relevant lægemiddels pris og vælge det
billige til den fattige – de velhavende, derimod, skulle oftest hjælpes med
vin, blomstervand og andre dyre sager for at kunne sluge medicinen.
 |
Frederiks Hospital, hvor Bang voksede op, og hvor han
blev ’overmedicus’ som sin far og stedbror. Hospitalet var grundlagt i 1752
under Frederik 5. og var Danmarks første hospital i ordets nuværende betydning.
Formålet var uden økonomisk beregning at behandle og pleje fattige. Det blev
nedlagt i 1910 og dets virke overtaget af Rigshospitalet. |
Bang var aktiv læge næste indtil han var 86 år. Fra 1842 var han
udelukkende privatpraktiserende, og dette gav overskud til en øget litterær
produktion af poesi, prosa og skuespil, der dog ikke blev synderligt positivt
bedømt. Privat plagedes hans sidste år af tabet af sin hustru og ene søn. Til
gengæld havde han glæde af sønnesønnen, Herman Bang, hvilken privattimer i
skuespil den ældre Bang betalte for. Som den særdeles erfarne læge som Bang
var, er det ikke overraskende, at han selv forudså sin snarlige død og
tillægges ”Nu kommer det” som sine sidste ord! Han døde i 1877.
Bangs lægelige principper
Det er svært med få ord at gøre begribeligt, hvor forskellig
lægekunsten i starten af 1800-tallet var fra nutidens; og en detaljeret
udredning af spørgsmålet er da også en af bogens omdrejningspunkter. Den
primære referenceramme for datidens læge var den vestlige lægekunsts alfader,
Hippokrates, der levede ca. 400 f.v.t. Det vil sige, at lægen behandlede ud fra
den såkaldte diætetik. Diætetikkens fokus var sundhedens opnåelse og vedligeholdelse
med det formål at få et bedre liv. Sygdomme blev opfattet som en ubalance i
organismen, og den rette balance kunne genoprettes ved at justere på
forskellige parametre som hvile kontra aktivitet, luftforandring, mad og drikke
og renselser. Ofte var aktiv behandling ikke nødvendigt, idet den hippokratiske
læge mente, at naturen var selvhelbredende, eller indeholdt en lægende kraft.
Lægen skulle derfor kun være aktiv, når denne kraft svigtede eller kom ud af
kontrol. Ved sin indgriben forsøgte lægen at imitere naturens egne måder at
helbrede på. Eftersom mange sygdomme ”var knyttet til en passage af væsker ud
af kroppens åbninger, for eksempel når kroppen udskilte slim gennem næsen ved
forkølelse eller kastede mavesaft op ved mavesygdomme” (97), fremprovokerede
lægen lignende tilstande for at genskabe balance og dermed helbredelse.
Brækmidler og åreladninger var derfor almindeligt anvendte metoder. Lægen kunne
også prøve at flytte sygdommen fra en del af kroppen til en anden for dermed at
gøre den lettere at behandle. Bang opfattede sig selv som en naturens tjener og
fortolker.
Dertil kom, at mange af de førende læger udviklede deres eget
medicinske ’system’, som var en sammenfatning af lægens syn på sygdomme og
deres behandling – et medicinsk verdensbillede. Eftersom hver læge gjorde sig
sine erfaringer igennem et liv med forskellige sygdomstilfælde opstod der
mange, ofte modstridende, systemer. Bangs far udgav sit, ligesom Bang gjorde
det efter farens død. Heri var ideen om naturens lægende kraft central, og Bang
opfattede sygdomme som ”en del af menneskets forunderlige natur og ikke noget
ondt, som var påtvunget mennesket” (86).
 |
Den græske læge Hippokrates (ca. 460-370 f.v.t.), der
regnes for en af den vestlige medicins grundlæggere gennem sin medicinske skole
og gennem de mange skrifter, som er blevet tilskrevet ham. |
Bang lagde desuden meget stor vægt på empiri, og netop derfor kom han
til at sætte varigt fingeraftryk på uddannelsen af nye læger. Han tog som den
første i landet skridt til, at alle lægestuderende fik mulighed for at komme i
kontakt med patienter og ikke kun lærebøger. Der blev indført såkaldt klinisk
undervisning (kline er græsk for ”som foregår ved sengen” (53)), hvor de medicinstuderende
(frivilligt) kunne melde sig som volonteurer på Frederiks Hospital. Her fik de gradvis mere ansvar og praktisk
erfaring i de mange opgaver på et sygehus – der var i høj grad tale om en
mesterlære.
Fra lægekunst til lægevidenskab
1800-tallets første halvdel medførte imidlertid, at mange af Bangs og
hans samtidiges måde at være læge på blev overhalet inden om at en ny type
læge, der så sin gerning og ikke mindst patienter på en fundamental anden måde.
I kølvandet på naturvidenskabens hastige udvikling blev det efterstræbt også at
bruge naturvidenskabelige principper i medicinen, dvs. at gøre den objektiv,
reproducerbar og statistisk. Der blev indført nye instrumenter som stetoskopet
og mikroskopet, og medicinen blev en laboratorievidenskab, som forsøgtes
baseret på resultaterne af forskelligartede dyreforsøg. Samtidig udvikledes en
ny, mere detaljeret metode til obduktion, således at der alt i alt fremkom et
langt mere grundigt kendskab til menneskets indre. Som et resultat blev
sygdomme i langt højere grad en tidligere knyttet til et bestemt organ.
Den mest kendte danske læge, som markerede sig som den ny tids mand var
Carl Emil Fenger, der var en stor fortaler for brug af anatomi, kemi og
fysiologi til at opnå større indsigt i de enkelte sygdomme. Desuden opfordrede
han til at lave statistik over forskellige behandlingers udfald. På den måde
kunne man objektivt fastslå, mente han, hvilken behandling der virkede bedst –
uanset hvilken patient, det drejede sig om. Netop denne prioritering af metode frem
for den individuelle patients historie og behov var et brud med tidligere
tiders lægepraksis. Hippokratikerne opfattede hver patient som unik og måtte
derfor i hvert tilfælde tilrettelægge den rigtige behandling. De nye læger
mente at kunne give patienter med ens symptomer dén rigtige behandling, som var
ens for alle. Skydsgaard har formuleret det som at ”[i]nteressen for det
enkelte tilfælde blev erstattet af et krav om at bruge grupper af patienter,
lave gennemsnitsberegninger og dermed afgrænse sygdom som et gruppefænomen”
(185). Såvel dengang som i dag blev denne tilgangsvinkel kritiseret for at
sætte sygdommen og ikke den syge i centrum.
Bogens styrker og svagheder
Det er lykkedes Skydsgaard at skrive en til tider særdeles interessant
bog, om denne unikke person i dansk medicinhistorie og hans rolle i den moderne
lægevidenskabs fremkomst i Danmark. Ud fra mit kendskab til den eksisterende
litteratur om perioden, eller rettere mangel på litteratur, så er bogen et
tiltrængt bidrag, der delvist lukker et stort hul. Skydsgaard gør en imidlertid
del af ud af at rehabilitere Bang, idet han i mange tidligere danske
medicinhistorier er blevet opfattet som reaktiv, gammeldags og ude af stand til
at forstå det nye, der skete i hans tid. Det er vel uundgåeligt at en biograf
fascineres af sit studieobjekt, men de mange forsvar for Bangs skrifter og
handlemåder virker i bedste fald overflødige efter Skydsgaards fine kortlægning
af Bangs lægelige arv og i værste fald lettere patetiske.
Bogen er generelt let læselig, også i kraft af de mange spændende
afsnit. Desværre gør Skydsgaard ikke meget ud af at hjælpe læseren til at få
den optimale læseoplevelse. Det skyldes flere faktorer. En af dem er, at
forfatteren aldrig gør klart for sig selv og læseren, hvem der er målgruppe for
bogen. Det resulterer i, at man som læser gentagne gange afbrydes i sin
læsning, fordi emner ikke forklares, men antages læseren bekendt på forhånd,
ligesom også personer til tider nævnes uden introduktion (både historiske
personer og medicinhistoriske kolleger til Skydsgaard). Bogen mangler i den
grad en ordliste, som kunne hjælpe den mindre historisk og medicinsk kyndige
læser. Kan det forventes, at den almindeligt interesserede læser med en moderne
studentereksamen (som vel må ligge tæt på den uspecificerede målgruppe) kender
betydning af ord som (i tilfældig rækkefølge) præses, borgerværn,
geheimerådsstatsminister, generalprokutør, stadsfysikus, recidiv, positivist og
Frelsers Arbejdshus? Kan læseren forventes at kende medicinske termer som galdefeber,
receptbog, patologi, tepida, epispastika, flogistisk blod, sukkersot, endemisk
og prognostik? Heller det centrale begreb ’humoralpatologi’ defineres eller
beskrives nogen steder ordentligt, selvom ordet dukker op flere steder (ifølge
bogens indeks endda på sider, hvor jeg ikke kan finde det).
Jeg kunne også have ønsket mig en generel introduktion til den danske
lægeverden omkring 1800; hvordan var uddannelsen sammensat, hvilke job- og
avancementsmuligheder fandtes, hvilke offentlige lægeinstitutioner fandtes? En
del af svarene kan findes rundt omkring i bogen, men en samlet indledning til
at komme ind i Bangs verden ville have hjulpet gevaldigt. Næsten symptomatisk
kommer mange af forklaringer på begreber først flere sider efter at de er taget
i brug af forfatteren. Her er tre eksempler ud af mange. Begrebet ’medicinsk
system’ introduceres på s. 2 og igen på s. 71-72, men defineres først på s. 74.
Forklaringen på skema III, som står på s. 114, kommer først på s. 126.
Betegnelsen ’constitutio epidemica’ defineres på s. 145, men er allerede blev
brugt på s. 95-96 og fra s. 142.
Næste lige så forvirrende som de mange ukendte begreber og titler er
selve bogens struktur. Skydsgaard gør meget lidt for at forklare sit publikum,
hvorfor han har valgt at strukturere sit værk som det er gjort; hverken i
bogens indledning eller mellem kapitlerne. Da hvert kapitel heller ikke
afsluttes eller begyndes med uddybning af pointer og konklusioner kan man let
løbe vild i kronologien for slet ikke at tale om ’hvad meningen er’. Man får
desuden ind i mellem fornemmelsen af, at afsnit er medtaget blot for
fuldstændighedens skyld (når nu forfatteren havde været så dygtig eller heldig
at finde informationen) snarere end, fordi afsnittet styrker bogens røde tråd.
Her ville en forlagsredaktørs kritiske hånd (også) have resulteret i et bedre
resultat. Jeg tvivler faktisk lidt på, om forlaget har givet Skydsgaard
redaktionel assistance, da bogen i nogen grad bærer mere præg af at være en
disputats end et værk skrevet direkte til et større, ikke-fagkyndigt publikum.
Det er rigtig ærgerligt, for jeg er overbevist om, at hvis man havde klippet
alle bogens afsnit fra hinanden og havde sat (de fleste) sammen igen på en
måde, som i højere grad undgik gentagelser og som støttede den røde tråd, så
ville bogen have været langt bedre. Det gjorde så heller ikke noget, at den
røde tråd blev gjort synlig.
Biografien er beskedent, men ikke ringe illustreret, så vidt muligt i
farver, og det er rigtig dejligt at se. Der måtte godt have været flere illustrationer,
og de eksisterende kunne være givet bedre plads. Det er f.eks. helt
forkasteligt, at skemaet på side 76 er så småt, at det er umuligt at læse uden
lup, selv for en dame som jeg i 30’erne. Til værkets ros skal også nævnes den
omfattende litteraturliste (igen et levn fra bogens fortid som disputats) og
det detaljerede indeks. Som konsekvens af den ulogiske struktur i bogen er
indekset særdeles vigtigt og nyttigt.
Alt i alt vil jeg anbefale bogen til alle med en interesse for dansk
medicinhistorie. Hvis man hører til dem, som undrer sig over fortidige lægers
begejstring for åreladning og igler eller hvis man gerne vil have en historisk
forklaring på, hvorfor ens læge nøgternt betragter en som et nummer i rækken,
og man savner en lægelig helhedsvurdering af ens krop, så er Skydsgaard rigtig
god at få forstand af. Samtidig får man historien om den moderne,
naturvidenskabeligt anlagte lægevidenskabs fremkomst i Danmark pakket ind i en
biografisk ramme, og dette vil givetvis appellere til mange læsere. Skydsgaard
er i dag ansat som museumsinspektør ved Steno Museet, Danmarks
videnskabshistoriske museum – jeg håber, at stillingen vil give ham mulighed
for fortsatte udgivelser.
|
