Vores evne til at
huske det gode og glemme det mindre gode er velkendt, men hvad forventer vi os
egentlig af fremtiden? Har vi tiltro til vores evne til at løse de problemer,
vi står med? Den årlige Fremtidspris, som Akademiet for Fremtidsforskning står
bag er i 2006 uddelt til videnskabsjournalist, cand. scient. Lone Frank.
Et karakteristika hos en stor del af befolkningen har altid været, at
de uanset opgang- eller nedgangstider altid har formået at se sort på
fremtiden. For nylig genlæste jeg en undersøgelse fra midten af 1990erne, der
afdækkede danskernes holdning og forventning til fremtiden. Undersøgelsen
viste, at danskerne overvejende opfattede samfundsudviklingen som negativ.
Direkte adspurgt om hvorvidt samfundet forandrede sig i den rigtige eller den
forkerte retning, mente næsten halvdelen, at den udviklede sig i den forkerte
retning, mens kun ca. en tredjedel mente, det gik i den rigtige retning.
En måling foretaget i dag med samme spørgsmål ville formentlig vise
nogenlunde samme tendens. Det kunne være interessant her 11 år senere at
spørge, de der i 1995 mente, at samfundet udviklede sig i den forkerte retning,
om de i dag ville foretrække Danmark anno 1995 frem for Danmark anno 2006. Før
læseren for sig selv svarer på dette spørgsmål, vil jeg opfordre til at bruge
lidt tid på at tænke over, hvordan forholdene faktisk var i midten af 1990erne
sammenlignet med i dag. Vores evne til at huske det gode og glemme det mindre
gode er jo velkendt.
Det er der jo egentlig ikke noget nyt i. I »fattigfirserne«, som en af
datidens politikere døbte årtiet, talte man ofte om de »gode gamle dage« i »de
glade tressere«, uden at tænke nærmere over, at levestandard- og -forhold for
alle grupper i samfundet i de mellemliggende år var steget betydeligt med
højere forbrug, bedre uddannelse, længere levetid og bedre helbred til følge.
I perioden 1995 til 2006 er vi blevet ca. 20 pct. rigere, mens
arbejdsløsheden er faldet fra over 10 pct. til 4,5 pct. Vi rejser mere og
længere, end vi nogensinde har gjort før, går mere i byen og har i det hele
taget et liv, kun de færreste turde drømme om i »de glade tressere«. At tage på
feiretur til Thailand, Indien eller andre eksotiske rejsemål, der for få årtier
siden var forbeholdt de allerrigeste, medmindre man som ung rygsæksrejsende var
parat til at forsage enhver form for almindelig komfort, er i dag hver mands
eje.
Men selv om den historiske udvikling har været positiv, slår det
tilsyneladende kun delvis igennem, når folk bliver bedt om at vurdere
fremtidsmulighederne. Menneskets evne til at være bekymret over fremtiden, der
åbenbart er betragtelig, synes omvendt proportional med dets evne til at huske.
Men den fremtidspessimisme, der præger en stor del af befolkningen, er
der intet historisk belæg for. Listen over dommedagsprofetier, som ikke holdt
stik, er endeløs, hvilket dog ikke har afholdt nye dommedagsprofeter fra at
dukke op med skrækscenarier, hvis grundlæggende præmis er en afgrundsdyb
fornægtelse af menneskets evne til at finde løsninger på de udfordringer vi til
enhver tid står med - ofte ved hjælp af ny teknologi.
Fra den lange liste kan nævnes, at ikke så snart var dampmaskinen
opfundet, før der lød advarsler om, at verden ville løbe tør for brændsel og
blive kvalt i sin egen os. Allerede årtier inden olie var blevet den foretrukne
energikilde, var dommedagsprofeterne på banen med advarsler om, at hvis væksten
i forbruget fortsatte, ville verden i løbet af få årtier løbe tør for energi.
En af de måske mest sejlivede myter, der igen og igen er dukket op, er
forestillingen om, at vi står på randen af en global hungersnød, hvor der ikke
er mad nok til en voksende befolkning. For to hundrede år siden kom økonomen
Thomas Malthus frem til, at befolkningstallet ville stige langt hurtigere end
fødevareproduktionen, hvorfor hungersnød var uundgåelig - vel at mærke i
Europa.
Udviklingen siden Malthus dage har entydigt vist, at hans tese var
noget vås. Det har ikke afholdt forestillingen om, at fødevareproduktionen ikke
kan holde trit med befolkningstilvæksten fra at dukke op igen og igen. Lester
Brown og hans World Watch Insittute har således gennem de seneste årtier med
jævne mellemrum annonceret, at verden stod foran en snarlig hungersnød, uden
det endnu er sket. Der findes både sult og hungersnød i verden, men det skyldes
krig, korrupte regimer og fraværet af et retssamfund og ikke en generel mangel
på fødevarer.
De mange fejlslagne dommedagsprofetier vil næppe afholde Brown og andre
fra også i fremtiden igen og igen at annoncere snarligt ragnarok. Hvad han og
ligesindede åbenbart ikke kan begribe er omfanget af menneskelig snilde og evne
til at finde teknologiske løsninger. Det har sikret, at vi aldrig før i menneskets
historie har været så mange og med så rigelig adgang til fødevarer.
Den manglende tiltro til fremtiden genfinder vi i holdningen til nye
teknologier (der til tider slet ikke er så nye i deres grundidé). Således
reagerer mange mennesker instinktivt negativt, når talen falder på
genmodifiserede fødevarer. Hvad de fleste glemmer er, at vi allerede har
genmodifiseret vores afgrøder og husdyr i årtusinder. Sammenligner man dagens
majsplante med dens forfader for 10.000 år siden, er det svært at forstå, at
der grundlæggende er tale om samme plante - den moderne majsplante er mange
gange større end dens forfader.
Vores verdensberømte grise (gælder også de økologiske) er også resultat
af genmodifisering. Og ser vi bort fra, at nogle fravælger at spise svinekød af
religiøse eller andre årsager, er der vel ingen, der tror, at det er blevet
farligere at spise svinekød, eller at »tam«-majs er mere usunde end dets
forfader?
En del af den grønne revolution i 1960erne, der øgede udbyttet voldsomt
per hektar, og som var en forudsætning for, at man samtidig med en voldsom
stigning i ulandenes befolkningstal oplevede en forbedring af
ernæringstilstanden, var for øvrigt i vid udstrækning resultat af, hvad der kan
karakteriseres som »gene modification by accident«. Men selv om de færreste nye
teknologier igennem tiderne har kunnet fuldbyrde diverse skrækscenarier, kender
bekymringen fortsat ingen grænser. Her i 2006, hvor det er blevet normalt at
handle og klare sine bankforretninger på nettet, samtidig med at man hurtigt og
nemt kan udveksle billeder og lyd, dele informaton og finde ny information med
en lethed og hastighed, der er uden historisk sidestykke, er der stadig dem,
der bekymrer sig om, om det mon ikke går ud over vores ve og vel.
Det er kun få år siden, jeg deltog i en konference om IT i den
gymnasiale sektor. Her optrådte IT først og fremmest som et problem. Man talte
om bogligt svage unge og manglende sociale kompetencer som resultat af brugen
af IT.
Sandheden er jo det omvendte. Internettet, emails, SMS og
mobiltelefoner har ikke mindsket, men derimod øget vores interageren og
udveksling af information med andre, samtidig med at vores potentielle sociale
omgangskreds er blevet voldsomt forøget.
Men måske er det største problem for de traditonelle bærere af viden
heller ikke bekymring for de unges sociale kompetencer, men derimod at
nær-monopolet på viden er ved at få det endelige nådestød.
Hvad fremtiden bringer ved kun, nå ja fremtiden, og selvfølgelig står
vi med udfordringer og problemer, der skal løses. Men løsningerne kommer ikke
af sig selv og da slet ikke ved at fravælge teknologi og vindeskabelige
løsninger.
Løsningen af de problemer, vi har og vil få i fremtiden, kræver først
og fremmest kreativitet og forskning. Men skal vi skabe de optimale konditioner
for dette, kan man godt efterlyse en højere grad af teknologi- og
fremtidsoptimisme. Historisk har udviklingen været på optimisternes side, så
hvorfor skulle det mon være anderledes i fremtiden?
Offentliggjort i Berlingske Tidende d. 13. oktober 2006. Gengives efter aftale. |
