 |
Niels Harboe. Foto: Mik Eskestad. |
Et i særklasse
bemærkelsesværdigt menneske, vores gamle mentor og ven gennem mange år, dr.med.h.c. Niels Harboe, er død 88 år gammel efter et
langt og begivenhedsrigt liv.
Harboe fattede tidligt i sin ungdom interesse for fysik og kemi, og fik
i sit barndomshjem i præstegården indrettet et kælderlaboratorium til sine forsøg,
ligesom han i gymnasietiden i Sorø fik lov at bruge fysiklokalerne i fritiden,
hvor han dog også dissekerede kalvehoveder. Splittet mellem kemi og biologi
valgte han at blive læge, en uddannelse han betegnede som en god, bred basis
for at finde og løse vigtige problemer og ”gøre nytte”. Efter turnus tilbragte
han årene 1946-49 hos K.O.Pedersen og nobelpristagerne The Svedberg og Arne Tiselius i Uppsala, hvorfra han kunne
hjemtage helt moderne proteinanalyse og fraktioneringsmetoder.
I 1949 grundlagde Harboe Proteinlaboratoriet i nogle små kælderlokaler i Institut for Almen
Patologi ved Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet, hvor han
begyndte at anvende og tilpasse de ny metoder til at løse klinisk relevante
problemstillinger. Hans idérigdom, originalitet og flid var stor, og han
arbejdede selv i laboratoriet i hele sit liv, i lange perioder uden assistance.
Efter at have fundet en idé bæredygtig overlod han det kvit og frit til en
medarbejder at videreudvikle idéen og publicere resultaterne. Dette førte til et blomstrende institut, hvor
yngre medarbejdere flokkedes og trivedes i den helt specielle ”Harboe-ånd”, hvor man fra første færd lærte at stå på egne
ben, fik næsten ubegrænset frihed, og af Harboe blev behandlet som en ligeværdig
kollega og ”legekammerat”. Intet glædede ham mere end at se medarbejderne
udvikle sig og opnå succes ved egen kraft. Han fandt det ikke umagen værd at
skrive disputats, og universitetets akademiske liv interesserede ham mildt sagt
ikke.
I 1961 blev Harboe oprykket til afdelingsleder efter bl.a. i et år at
have arbejdet uden løn. Senere blev han tilbudt et professorat, men afslog da
han ikke ville bruge sin tid på prægraduat undervisning; han blev herefter opnormeret lønmæssigt uden denne titel. I 1966
måtte Proteinlaboratoriet pludselig fraflytte sine lokaler, som skulle anvendes
til den ekspanderende studenterundervisning, uden at der blev anvist andre
lokaler. Efter at have sundet sig lejede og indrettede han for egen regning og
risiko en nedlagt saneringsmoden brødfabrik i Ryesgade, hvor laboratoriet
overlevede indtil rektor Mogens Fog greb ind og gav ham en officiel næse for
denne utilstedelige disposition. Samtidig drog Mogens Fog omsorg for at
universitetet refunderede de private udgifter og overtog lejemålet; endvidere
at laboratoriet blev opnormeret til et selvstændigt institut med flere
stillinger, og at det i 1969 kunne flytte ind i nyindrettede lokaler i
Rådmandsgadekomplekset, hvor Proteinlaboratoriet endte med at fylde hele den
4-etager store bygning i Sigurdsgade.
I 1965 forstod Harboe øjeblikkeligt at der var store perspektiver i et
af svenskeren Carl-Bertil Laurell netop udviklet
princip, hvor proteiner ved elektroforese føres
gennem en agarosegel indeholdende antistoffer. En
helt ny verden af muligheder åbnede sig, og i mange år herefter arbejdede
Proteinlaboratoriet med at videreudvikle denne immunkemiske metodologi og
udvide dens anvendelsesområde, hvilket førte til en strøm af publikationer og
betydelig international anerkendelse. Efter 1964 publicerede Harboe kun to
videnskabelige artikler, hvoraf den ene blev en af tidens mest citerede danske
biomedicinske publikationer.
Meget usædvanligt for en universitetsforsker, og ugleset i det
akademiske miljø som dengang havde stor berøringsangst over for erhvervslivet,
grundlagde Harboe i 1966 den familieejede virksomhed Dakopatts (nu DAKO-Cytomation), baseret på den udviklede
immunkemiske metodologi. Nogle år senere stod han også bag udviklingen af
virksomheden ALK-Abello. Disse to succesrige forskningsbaserede
danske selskaber har nu tilsammen over 2000 medarbejdere, og havde næppe
eksisteret i dag uden Harboes mangeårige utrættelige indsats. De to
virksomheder havde i en lang indkøringsperiode medarbejdere udstationeret i
Proteinlaboratoriet, som således var en bioteknologisk forskerpark mange år før
dette begreb blev moderne i Danmark.
Niels Harboe var tillige bestyrelsesmedlem/formand i Chr.Hansens Laboratorium
(1958-92), Lundbeckfonden (1978-93) og H.Lundbeck (1985-92), og fik således alt i alt stor indflydelse på den forskningstunge del af dansk erhvervsliv.
I sin formandsperiode i Lundbeckfonden (1987-93) øgede Harboe i betydelig grad
støtten til dansk universitetsforskning. I 1981 oprettede han Harboefonden.
Niels Harboe grundede dybt over livet og dets tilskikkelser, og havde
en horisont der rakte langt ud over de faglige og erhvervsmæssige interesser.
Han vil blive husket af usædvanlig mange mennesker, som han på sin venlige,
humoristiske og imødekommende måde inspirerede eller hjalp. Selv om han blev
meget velhavende, levede han beskedent. Ydre tegn på personlig succes
interesserede ham ikke, bortset fra den æresdoktorgrad som Københavns
Universitet tildelte ham i 1989 i anerkendelse af hans store og fremsynede
indsats for universitetet.
Han satte sig dybe spor. Æret være hans minde.
|
