Efterhånden er
der vel ikke mange, der er i tvivl om, at der er brug for en alvorlig økonomisk
saltvandsindsprøjtning til landets universiteter og forskningsinstitutioner,
hvis Danmark skal bevare sin stærke position i den globale konkurrence om
viden.
Samtidig skal vi sikre de mest optimale organisatoriske rammer.
Universitetsfusionerne, sådan som de er skitseret i Regeringens oplæg, er et
væsentligt skridt i den rigtige retning. Større universiteter end dem vi kender
i dag giver mulighed for at opbygge forskningsmiljøer af en størrelse og karakter,
så de har styrke til at fastholde og udvikle den faglige kvalitet både i
forskningen og i undervisningen, nu og i fremtiden. Dette vil gøre kandidaterne
bedre og universiteterne mere attraktive samarbejdspartnere for de private
forskningsbaserede virksomheder.
Fusionerne giver mulighed for at realisere nogle synergieffekter. På
det administrative område giver det rum for organisatorisk nytænkning, og det
giver desuden mulighed for opbygning af stærke kompetence-centre ved
prioritering af forskningen. Efter vor opfattelse vil de administrative
udgifter falde som følge af stordriftsfordele, og kompetencen hos forskere,
uddannet i et bredere og mere internationalt miljø vil stige, når hele videnskæden er samlet.
Den organisatoriske ombrydning skal følges op af, at der afsættes
ressourcer dels til opgradering af forskeruddannelserne i form af flere ph.d.
og post.doc.-stipendiater, dels til indkøb af det
nyeste og bedste laboratorieudstyr.
En fusion mellem Danmarks Farmaceutiske Universitet (DFU), Københavns
Universitet (KU) og Landbohøjskolen (KVL), som skitseret i oplægget fra
Videnskabsministeriet, muliggør et ” Life science center”, et nationalt ”center of excellence,” baseret på samling af kompetencer
inden for lægemiddelforskningen. Det vil sige kompetencer, der bruges i
processen ”fra en idé opstår i laboratoriet til lægemidlet findes på hylderne i
apoteket”.
KU står for den største samlede danske natur- og sundhedsvidenskabelige
indsats med relation til sundhed og sygdom og har - qua universitetshospitalerne
- nær kontakt til patienter, men de ”ikke-kliniske” og farmaceutiske områder
udgør lige nu ”the missing links” i videnskæden. KVL har i sit overordnede sigte blandt andet
at forske i områder tæt på den biomedicinske forskning. Til denne fusion kommer
KVL således med den initiale viden, hvad angår dyremodeller samt de essentielle kompetencer indenfor toksikologi og lægemiddel
risikovurdering. Samtidig repræsenterer KVL det vigtige link over til ernæring
og sundhed. DFU er Danmarks eneste universitet med ”lægemidlet som
omdrejningspunkt”. Lægemiddelindustrien og DFU har i årevis haft et godt
samarbejde præget af gensidig forståelse af, hvad der kan føre grundforskning
videre til egentlig innovation i samfundet. Vi tror, at de smidige og effektive
beslutningsprocesser, som har kendetegnet DFU kan bevares i regi af et større
universitet. Et fusioneret universitet, som beskrevet ovenfor, vil blive en
endog meget attraktiv samarbejdspartner for lægemiddelindustrien.
Senere i år åbner Biotech Research and Innovation
Center (BRIC) på Tagensvej nær KU’s forskningsfaciliteter på Panuminstituttet,
Rigshospitalet og H.C. Ørsted Instituttet. Biotek-centeret vil blive yderligere
styrket ved en sammenlægning af KU, KVL og DFU og vil med sin fokus på
molekylær sygdomsforskning levere endnu en essentiel kompetence til processen
fra ”ide til lægemiddel”.
Det er logisk og naturligt at danne en internationalt slagkraftig
universitetsenhed ved at føre DFU, KVL og KU sammen. Disse institutioner
befinder sig i ”cykel-afstand” fra hinanden, hvilket åbner mulighed for
etablering af et campus efter engelsk/amerikansk
model. Denne tre-parts fusion udgør den enkleste
løsning for en samlet og logisk styrkelse af sundheds- og sygdomsrelateret
uddannelse, forskning og innovation i Hovedstadsområdet. Den vil som sådan også
understøtte potentialet for vækst inden for hele Medicon Valley’s bio-sundhedssektor.
Helge Sander har vist stort politisk mod ved sin vilje til at ændre på
gamle og indarbejdede strukturer, og ved at basere fusionen på naturlige
kompetencefællesskaber områderne imellem. Det er vigtigt, at processen
fortsætter og fuldendes. Vi i industrien må bakke op om fusionen og i
samarbejde gøre et udvidet Københavns Universitet Europas førende Life-science universitet!
Offentliggjort i Børsen 11.9.2006. Gengives efter aftale. |