Allerede fra 1.
januar 2007 kan Danmarks Farmaceutiske Universitet (DFU) vinke farvel til livet
som selvstændigt universitet. Hvis regeringens fusionsplaner får grønt lys i
universitetsbestyrelserne, bliver DFU i stedet til Det Farmaceutiske Fakultet
under Københavns Universitet. Også Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole
(KVL) bliver lagt ind under KU. DFU’s rektor Sven
Frøkjær tror på, at fusionen vil styrke de farmaceutiske videnskaber. Og han
bakkes op af både KU, lægemiddelindustrien og Farmaceutforeningen.
Fra 1. januar 2007 er et 114 år langt kapitel i den farmaceutiske
historie slut. Her ophører Danmarks Farmaceutiske Universitet (DFU) med at
eksistere som en selvstændig institution. Hvis regeringens fusionsplaner bliver
godtaget af universitetsbestyrelserne, bliver DFU nemlig et fakultet under
Københavns Universitet (KU).
Regeringen fremlagde sit forslag til en ny struktur for landets
universiteter i forsommeren. Et af de helt centrale elementer er, at DFU og Den
Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) bliver lagt ind under KU.
På DFU modtager rektor Sven Frøkjær regeringens udspil med smil.
”Vi ser positivt på konstellationen og tror, at den kan give betydelige
synergieffekter”, siger Sven Frøkjær, da vi fanger ham i en pause i den
perlerække af møder, som fusionen medfører. ”Der er skabt grundlag for en
utrolig stærk Life Science-klynge med KVL, KU og os.
Jeg tror, det bliver et nyt og dynamisk udgangspunkt for den fremtidige
udvikling af de farmaceutiske fagområder,” siger Frøkjær.
Farmaceuterne
skal være synlige
Siden regeringen meldte ud, at man ønskede universitetsfusioner, og det
stod klart, at DFU næppe kunne fortsætte som selvstændigt universitet, har DFU’s bestyrelse anbefalet en fusion med KU og KVL. Og den
er nu en realitet.
Sven Frøkjær mener, at der er klare fordele ved en sammensmeltning af
de tre institutioner. ”Vi kommer ind i en større organisation med mulighed for
at lave store strategiske satsninger både på uddannelses- og forskningsområdet.
Der bliver simpelthen flere midler at flytte rundt med,” siger Sven Frøkjær,
der også mener, at en stor universitetskonstruktion giver bedre muligheder for
at søge EU-midler til større satsninger på det farmaceutiske område.
Men fusionen giver også udfordringer.
”Den største udfordring bliver, at få det farmaceutiske fakultet
placeret centralt og synligt på KU og sikre det gode og attraktive studiemiljø,
vi har. Vi skal fortsat være i stand til at levere den uddannelses- og
forskningsmæssige kvalitet, som vi har gjort indtil nu,” siger Sven Frøkjær.
DFU beholder
lokalerne
Rent praktisk regner Frøkjær med, at DFU får lov til at blive boende i
sine nuværende bygninger, og at den nye konstruktion allerede kan søsættes 1.
januar 2007. DFU’s bestyrelse har fusionen på
dagsordnen i begyndelsen af september, og regeringen lægger op til at alle
universitetsfusionerne skal være på plads senest 15. september 2006.
Fusionen kommer i første omgang ikke til at betyde store omvæltninger
for hverken studerende eller ansatte på DFU.
”Jeg forestiller mig ikke, at der sker dramatiske ændringer, men det er
naturligt, at der ad åre kommer justeringer. Men udgangspunktet er, at vi
fortsætter med de aktiviteter, vi har” siger Sven Frøkjær.
Går fusionen igennem kan han selv stryge rektortitlen fra visitkortet.
”Det er 100 procent sikkert, at hvis fusionen falder på plads, så er jeg ikke
rektor længere den 1. januar. Men så er der til gengæld en dekanstilling, som
jeg ikke er uinteresseret i at søge,” siger han.
KU glæder sig
På Københavns Universitet glæder rektor Ralf Hemmingsen sig over perspektiverne i fusionerne med KVL og DFU. De konkrete
aspekter i fusionen med DFU ønsker man ikke på Københavns Universitet at udtale
sig nærmere om, så længe forhandlingerne pågår. Men Ralf Hemmingsen siger dog:
”Vi får nu mulighed for at opbygge en stærk Life Science-klynge.
Det kan skabe både mere tværfaglig forskning og flere synlige spydspidsområder
på det globale marked for viden. Det kan samtidig styrke kvaliteten og den
fælles profil af de biomedicinske og bioteknologiske uddannelser inklusiv nye
elitemoduler. De studerende vil få bedre mulighed for at sammensætte kurser og
få de spidskompetencer, som tilgodeser deres udvikling og arbejdsmarkedets
behov”, siger Ralf Hemmingsen.
Industrien
tror på endnu bedre farmaceuter
I Lægemiddelindustriforeningen modtager man nyhederne om fusionen med
begejstring. Administrerende direktør Ida Sofie Jensen mener at fusionen mellem
KU og DFU betyder, at forskningen og ressourcerne til forskningen bliver
styrket.
”Jeg tror, fusionen kommer til at betyde, at det bliver endnu mere
attraktivt for industrien at rekruttere farmaceuter. I dag rekrutterer vi
målrettede farmaceuter af høj kvalitet med et højt forskningsniveau. I den nye
Life Science-konstellation får farmaceuterne blik for
flere aspekter af sygdomme, og bliver dermed endnu mere attraktive for
industrien”, siger Ida Sofie Jensen til Fredag Formiddag.
Der skal penge
med i fusionsposen
Også Farmaceutforeningen hilser fusionen og tankerne om at styrke
lægemiddelområdet velkommen.
”Lægemiddelområdet er et centralt område, der kan udvikles endnu mere,
hvis vi satser på det”, siger Farmaceutforeningens formand Steffen Bager. Han
mener, at DFU er en naturlig og central aktør i ambitionen om at etablere et
Life Science-center.
Farmaceutforeningen peger på, at fusionerne bør være båret af et ønske
om at styrke og udvikle forskning og undervisning på det biomedicinske område.
Derfor bør der også følge de nødvendige midler med, så udgifterne til
fusionerne ikke tages fra undervisning og forskning. Steffen Bager
understreger, at fusioner ikke nødvendigvis fører til hverken bedre forskning
eller dygtigere kandidater.
”Men vi tror på, at man kan opnå gode resultater ved at fjerne nogle
formelle hindringer for samarbejde ved at bringe forskellige miljøer sammen,”
siger Farmaceutforeningens formand.
Alle parter er altså enige om, at fusionen kan betyde et kvalitetsløft
for de farmaceutfaglige uddannelser. Alligevel er det med et vist vemod, at DFU’s rektor Sven Frøkjær afleverer institutionen DFU til
Københavns Universitet.
”Set gennem de faglige og ledelsesmæssige briller, mener jeg, at de
farmaceutiske videnskaber bliver bedre sikret i en større
universitetskonstruktion. Men det ændrer ikke på, at jeg som person og
farmaceut synes, at det er lidt vemodigt at DFU, der har eksisteret siden 1892,
ikke længere skal være et selvstændigt universitet. Derfor vil jeg gøre alt
hvad jeg kan for at bevare og udvikle DFU’s miljø og
traditioner på et fremtidigt farmaceutisk fakultet,” siger Sven Frøkjær.
Fakta om
regeringens nye universitetslandkort
Regeringens vision er, at fremtidens universitetslandkort kun skal
tælle seks universiteter. Det betyder, at 12 universiteter og 13
sektorforskningsinstitutioner skal fusionere i større enheder.
I første omgang er det kun DFU og KVL, der er i spil blandt
universiteterne og ti af de 13 sektorforskningsinstitutioner, der er fundet
universitetspartnere til.
Filosofien bag fusionerne er, at Danmark får mere international
slagkraft med færre stærkere universiteter.
De seks universiteter på regeringens Danmarkskort består af nye,
udvidede universiteter i København (KU), Århus (AU), Aalborg (AAU), Odense
(SDU) og Lyngby (DTU), mens Roskilde Universitetscenter fortsætter uforandret.
Syv institutioner har fortsat ikke fundet deres plads i
fusionspuslespillet. Det drejer sig om fire universiteter og tre
sektorforskningsinstitutioner: Danmarks Pædagogiske Universitet,
Handelshøjskolen i Århus, Copenhagen Business School, IT-Universitetet, Socialforskningsinstituttet, Arbejdsmiljøinstituttet
samt Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser.
Fristen for en løsning af den endelige fusionskabale er den 15.
september 2006.
Alle fusionerne træder i kraft enten 1. januar 2007 eller 1. januar
2008.
DFU’s rektor Sven Frøkjær tager positivt imod planerne
”Der er skabt grundlag for en utrolig stærk Life Science-klynge med KVL, KU og os. Jeg tror, det bliver et nyt og dynamisk udgangspunkt for den
fremtidige udvikling af de farmaceutiske fagområder”. Synspunktet bakkes op af
både KU, Farmaceutforeningen og Lægemiddelindustriforeningen.
I første omgang kommer fusionen ikke til at betyde store omvæltninger
for hverken studerende eller ansatte på DFU, der efter al sandsynlighed kan
blive i de nuværende lokaler. ”Jeg forestiller mig ikke, at der sker dramatiske
ændringer, men det er naturligt, at der ad åre kommer justeringer,” siger Sven
Frøkjær, der dog alligevel afleverer DFU til KU med et vist vemod. ”Set gennem
de faglige og ledelsesmæssige briller, mener jeg, at de farmaceutiske videnskaber
bliver bedre sikret i en større universitetskonstruktion. Men som person og
farmaceut synes jeg, at det er lidt vemodigt at DFU, der har eksisteret siden
1892, ikke længere skal være et selvstændigt universitet. Derfor vil jeg gøre
alt hvad jeg kan for, at vi bevarer og udvikler DFU’s miljø og traditioner på et fremtidigt farmaceutisk fakultet,” siger Sven
Frøkjær. Læs hele historien på www.farmaceutforeningen.dk
Offentliggjort i Farmaceutforeningens nyhedsbrev 23.6.2006. Gengives efter aftale. |