Når atomkerner
smelter sammen, opstår der energi. Fusionsenergi. Solen er en stor
fusionsreaktor. Al den energi og varme, som vi får fra Solen, bliver dannet
gennem fusioner.
Her på Jorden drømmer vi om at beherske fusionsenergi. Når
menneskeheden kan dette, vil vi råde over en uudtømmelig kilde af miljøvenlig
energi. Det har endnu lange udsigter. Men potentialet er så lovende, at
fusionsforskningen er et af de største forskningsprojekter, der nogensinde er
sat i gang.
På den korte bane er det nogle langt mere jordnære fusioner, som
optager dansk forskning. Regeringen kunne således i juni skitsere et nyt
Danmarkskort for forskningen. Et Danmarkskort, hvor en række universiteter
lægges sammen, og hvor sektorforskningsinstitutter, som f.eks. Risø og Danmarks
Jordbrugsforskning fusioneres ind på universiteterne. Enkelte institutioner er
endnu ikke med på kortet. Her håber man at nå frem til en afklaring i den
kommende tid. Der synes dog ikke at være tvivl om retningen: En række af vores
forskningsinstitutioner vil smelte sammen, og vi får nogle færre universiteter,
som forhåbentlig er stærkere og båret af en ny energi.
Fusioner i denne størrelsesorden vil nødvendigvis rejse mange spørgsmål
af både organisatorisk, ledelsesmæssig og bevillingsmæssig art. Jeg mener dog,
at det overordnede perspektiv i fusionerne er rigtigt.
Fusionerne vil for det første bidrage til en bedre synergi mellem
sektorforskningen og de videregående uddannelser. Vi bruger over en mia. kr. på
sektorforskningen hvert år. Den får vi megen god forskning for.
Men denne viden skal mere i spil i forhold til de studerende, som har
krav på en undervisning, der er baseret på den nyeste forskning.
Det har også betydning for videnspredningen.
Jo større kendskab de nye kandidater har til den seneste forskning, desto
hurtigere kan denne viden forplante sig til det øvrige samfund.
Universiteterne kan samtidig lære noget af sektorforskningen om
samspillet med erhvervslivet. Sektorforskningsinstitutter som f.eks. Risø har
god tradition for at drage aftagersynspunkter med ind, når man formulerer sine
forskningsstrategier. En tilsvarende tradition bør udvikle sig på
universiteterne, så man kommer i bedre indgreb med omverdenen.
Fusionerne vil for det andet give danske forskere en bedre platform i
det globale forskersamfund. Det er nemmere at sammensætte et team af forskere,
hvis man ikke løber ind i institutionelle barrierer på hjemmefronten. Det kan
være lettere at deltage i internationale samarbejdsprogrammer, hvis man har et
stærkt universitet i ryggen. Og udenlandske forskere og studerende vil finde
det mere attraktivt at komme til Danmark, hvis de bliver mødt af en stærk og
velfungerende organisation.
Fusionerne giver for det tredje mulighed for
at etablere flerfaglige universiteter, som kan oprette nye uddannelser i takt
med, at behovene opstår. Forskere og studerende kan frit bevæge sig på tværs af
fakulteter. Der vil ikke være de samme organisatoriske og bevillingstekniske
barrierer i forhold til at udnytte de muligheder, der opstår i krydsfeltet
mellem forskellige fagdiscipliner. Det betyder også, at
universitetsbestyrelserne vil få et større spillerum i forhold til nye
strategiske initiativer.
Endelig vil fusionerne vil give en række stordriftsfordele. Hvis man
forener kræfterne bliver det lettere at vedligeholde og forny avancerede
laboratorier og apparaturer. Det gælder også på det administrative felt. F.eks.
omkring arbejdet med licenser og teknologioverførsel, hvor mange af
forskningsenhederne i dag er for små til at etablere tilstrækkelig kritisk
masse.
Regeringen har lagt op til en åben fusionsproces, hvor de universiteter
og sektorforskningsinstitutioner, der kan se en mening med fusioner, fusionerer.De nye universitetsbestyrelser
har her stået over for deres første store udfordring. Hvem kunne man forestille
sig at indgå ægteskab med? Og hvordan skulle man varetage institutionens
interesser i dette spil?
Der er ikke nødvendigvis bred enighed om alle fusionsoplæg.
Landbohøjskolen (KVL) er et godt eksempel. KVL er et universitet, der i
dag står på tre større ben: Dyrlægeuddannelse, landbrugs- og
skovbrugsuddannelse og fødevareuddannelse. Bestyrelsen for KVL har ønsket at
fusionere med Københavns Universitet (KU). Man finder synergi mellem KVL, det
sundheds- og naturvidenskabelige fakultet på KU og Danmarks Farmaceutiske
Universitet, der også har ønsket en fusion med KU. Det kan give god mening, for
så vidt det handler om KVLs ene ben – dyrlægeuddannelsen.
Men når det kommer til fødevareuddannelserne og fødevareforskningen
ville det give større mening at se det samlet på Danmarks Tekniske Universitet,
som også sektorforskningsinstitutionen Danmarks Fødevareforskning har ønsket at
fusionere med.
KU er i øvrigt godt i gang med at nytænke. En ny ledelse har fremlagt
en visionær campusplan, og man har lyttet til erhvervet og foreslår nye
tværfaglige uddannelser på IT-området. Industriens bekymring for at placere KVLs fødevareuddannelser på KU drejer sig derfor ikke om,
hvorvidt KU kan løfte det fremtidige erhvervssamarbejde. Bekymringen vedrører
det forhold, at fremtidens levnedsmiddelkandidater først og fremmest har behov
for at kende til og forstå fødevare-, bio- og
procesteknologi og derfor mere naturligt hører hjemme i et teknisk miljø fremfor i et natur- og sundhedsfagligt miljø.
Universiteterne spiller en væsentlig rolle for Danmarks udvikling som vidensamfund. Det gælder direkte i forhold til forskningen
og de videregående uddannelser. Men det gælder også i forhold til erhvervslivet
og det øvrige samfund, som i stigende grad har brug for at trække på
universiteternes base af viden.
Alt tyder på, at vi i de kommende årtier ser en fortsættelse af den
udvikling, som præger verdensøkonomien i disse år: Vi får en stadig mere
kompleks arbejdsdeling. Og vi vil se, at mange avancerede jobfunktioner kan
løses langt væk fra vore breddegrader af en arbejdsstyrke med et stigende
uddannelsesniveau.
Det betyder, at flere unge skal sikres en uddannelse. Og kvalitetsniveauet
i uddannelserne skal løftes. Det betyder også, at vi som samfund skal sætte
flere ressourcer af til at skabe ny viden gennem forskning og udvikling. Og
vores forskere skal være med i de globale netværk, hvor man deler og diskuterer
den nyeste viden.
Heldigvis er der stigende enighed om disse visioner. Det har senest
vist sig i forbindelse med velfærdsreformen, som skaber rum til investeringer i
fremtiden. Parterne bag dette forlig er f.eks. enige om, at
forskningsinvesteringerne skal øges over de kommende fire år til 1 pct. af BNP.
Det svarer til et løft på 30-40 pct. i forhold til i dag. Samfundet nærer
således store forhåbninger til, at universiteterne og forskningen kan hjælpe os
til at klare udfordringerne. Derfor er det vigtigt, at vi nu også organiserer
vores vidensektor, så den er klar til at løfte denne
udfordring.
Vi skal lytte til bestyrelserne, for deres indstillinger er væsentlige.
Hvis tiltrækningskraften mellem parterne er til stede, så er der basis for en
harmonisk sammensmeltning. Men der kan også være fusioner, som skal hjælpes
mere på vej ved at minde om de muligheder, som vores vidensektor står over for, og de forhåbninger, som samfundet knytter dertil.
Offentliggjort i Berlingske Tidende den 1.9.2006. Gengives efter aftale. |
