Hvis det står til
Regeringen, skal omfattende universitetsfusioner være på plads og træde i kraft
ved årsskiftet. Det lyder flot og handlekraftigt, men hvis de eksisterende
universiteter fungerer, så lad være med at pille ved det.
Når jeg ser godt efter, kan jeg få øje på fire begrundelser. Den første
er, at stort er smukt. Der er da også universiteter rundt omkring i verden, som
er langt større end de danske og endog langt større end det store Københavns
Universitet, som nu er på tegnebrættet. Universitetet i Rom har mere end
200.000 studenter, og der er adskillige andre mammutuniversiteter i både
Europa, USA og Østen.
Men de store universiteter er ikke de bedste. Dem, vi altid nævner,
Cambridge, Oxford, MIT (Massachusetts Institute of Technology) og Stanford, er
små, også i sammenligning med de større danske universiteter. Et universitet er
ikke eller skal i hvert fald ikke være en fabrik. Et godt universitet er et
arbejdsfællesskab mellem lærere og studenter. Et godt universitet kendes på, at
det har en identitet, som lærere og studenter føler for. Et godt universitet er
også geografisk samlet, ikke blot enheder med langt imellem.
Jeg vil give et konkret eksempel. Der kommer ikke noget godt ud af at samle
al 1. års undervisning i kemi på ét sted i København. Der kommer heller ikke
noget godt ud af, at kemikere fra et fælles og stort kemiinstitut virker som
gæstelærere rundt omkring i byen. Det er skidt for undervisningen og det er
også skidt for den tværfaglighed, vi alle ønsker.
Så meget om, at stort er smukt. Den anden begrundelse er, at vi skal
have kritisk masse. Kritisk masse er vigtig. Fordi universiteterne er
arbejdsfællesskaber og fordi samarbejde i dag på store fagområder er en
nødvendighed, kan det blive for småt. Derfor har vi da også i de seneste tiår
set masser af institutsammenlægninger. Men institutter kan både være for små og
for store. Stort set er det bedst at lade udviklingen gå af sig selv. Det
bedste middel til at nå over den kritiske størrelse er konkurrence både om
studenter og om forskningsbevillinger. Derfor er det vigtigt, at
universitetslærerne skal hente forskningsressourcer i konkurrence, helst
international konkurrence og med international bedømmelse. Så skal de nok slå sig
sammen, hvis det er det, der skal til.
Den tredje begrundelse er, at vi skal have verdensklasse. Hvis det skal
tages for pålydende, er det urealistisk. Ingen af vore universiteter er på alle
fagområder det bedste i landet. Alle vore universiteter er det bedste i landet
på et eller flere fagområder. Det bliver svært at lave om på. Vi kan sørge for,
at vi har forskere, forskningsgrupper og institutter, som er med på
forskningens verdenskort. Vi kan sørge for at have uddannelser, som er med på
universitetsuddannelsernes verdenskort. Men vi kan ikke, i hvert fald ikke
ovenfra, sørge for, at vi har universiteter, som er med på universiteternes
topti liste. Alle de universiteter, som er nået op på topti listen, har sørget
for det selv. De har måske været hjulpet af meget store bevillinger, eller
måske har de været i stand til at sikre de store bevillinger, fordi de var så
gode. Ingen af dem er kommet op på topti listen gennem fusioner.
Den fjerde begrundelse er, at vi ikke har råd til at sprede
ressourcerne. Er det rigtigt, at vi spreder dem i dag? Intet viser, at de
mindre universiteter er dyrere end de store eller at der er et større
ressourcespild på de mindre universiteter. Alt i alt: Der er ikke megen
begrundelse for fusionerne.
Sektorforskningsinstitutterne skal også inddrages i fusionerne. Det kan
der være gode grunde til. Her kan der måske være grund til bekymring om,
hvorvidt den kritiske masse er nået. Det kan vel også være et fremskridt, hvis
forskningsbevillinger i større udstrækning skal hentes i konkurrence mellem
sektorforskningsinstitutterne og universiteternes forskere og
forskningsgrupper. Og alt, hvad der kan lette samarbejde mellem forskere i
sektorforskningen og universitetsforskere, er godt. Hvis det vel at mærke sker,
fordi forskerne selv ser en fordel for deres forskning ved det. Men vi skal
ikke tro, at det er så let at få sektorforskningen med i fusionerne. Når en
række ministerier gennem årene har oprettet sektorforskningsinstitutter, er det
ikke fordi, ministerierne ønsker at være store. Det er fordi, der er noget
forskning, de gerne vil have udført, og noget forskningsberedskab og rådgivning
fra forskere, som de har brug for. Den forskning, de ønsker, kan være til brug
i deres egen virksomhed, eller til gavn for de sektorer, som ministerierne
betjener.
Ministeriernes behov forsvinder slet ikke ved, at
sektorforskningsinstitutterne fusioneres ind i universiteterne. Det kræver
gennemarbejdede kontrakter at sørge for, at ønskerne fra de forskellige
ministerier og sektorer bliver opfyldte. Det er ikke, slet ikke, nok med
bestyrelsesposter i store universiteter. Arbejdet med at fastlægge vilkårene
for overførslen af sektorforskningen til universiteterne er ikke gjort, dårlig
nok begyndt.
På sektorforskningsinstitutterne har der altid været tale om ledet
forskning, forskerne har fået opgaver ovenfra. På universiteterne er der
forskningsfrihed. Forskningsfriheden er måske blevet reduceret i de senere år,
og friheden rækker kun så langt, som forskerne kan få ressourcer til deres
arbejde. I dag kan institutlederne pålægge forskerne opgaver. Men denne ret
bruges kun i meget begrænset omfang og stort set ikke inden for humaniora og
samfundsvidenskab. Der er en lang tradition eller sædvaneret for, at
universiteternes forskere selv vælger, hvad de vil forske i. Dertil kommer, at
der ikke er rørt ved, at universiteterne har forskningsfrihed i forhold til
omgivelserne.
Hvad enten det er universiteternes ledelse eller medarbejdere, der
bestemmer, er universiteternes forskning beskyttet mod indgriben udefra. Det er
ikke let at se, hvordan sektorforskningen skal tilpasses disse vilkår. Det er
heller ikke let at se forestille sig, at universiteterne skal afgive den
forskningsfrihed, de har. Det giver også et særligt problem om forskernes
ansættelsesvilkår. Der er en fundamental forskel mellem ansættelsesvilkårene
for universitetslærere og forskere ansatte i sektorforskningsinstitutterne.
Skal det fortsætte? Skal universiteterne i fremtiden have forskere ansatte med
to helt forskellige grundvilkår?
Hvad så? Lad os få fusioner, hvis universiteterne ser deres fordel ved
det, hvis de mener, at det kan hjælpe dem til bedre at løse deres opgaver, at
det kan medføre bedre kvalitet - ikke fordi det ser ud til at være politisk
fordelagtigt. Universiteternes ledelser har alle sagt ja til fusioner, men har
fusionerne været diskuteret i det arbejdsfællesskab, lærere, andet personale og
studenter, som er det egentlige i et universitet? Og har universiteternes
bestyrelser sagt ja, fordi de frygter at komme på en sort eller grå liste i
Videnskabsministeriet, hvis ikke de vil lege med?
Lad universiteterne arbejde for at blive eliteuniversiteter. Det er en
god udfordring både for ledelse og medarbejdere. Men giv dem frihed til det.
Husk også, at alle de eliteuniversiteter rundt om i verden, vi kender og gerne
vil på højde med, selv bestemmer, hvilke studenter de vil optage. Ikke noget
med at adgangskravene bliver bestemt udefra. Det er lettere at være eller blive
et eliteuniversitet, hvis man kan håndplukke studenterne.
Danmarks Farmaceutiske Universitet, DFU, vort mindste universitet, må
være mønsterinstitutionen i Danmark. Der er god tilgang af studerende,
overholdte studietider, meget lille frafald, god
beskæftigelse for de uddannede og forskning og forskeruddannelse, som kan stå sig
internationalt. Hvad vil vi mere?
Englænderne siger: “If it works, don’t fix it”. Amerikanerne
siger: “If it ain’t broke, don’t fix it”. I Danmark kunne vi vel
sige: ”Hvis det virker, så lad være med at pille ved det”. |
