Opfordring til
akademikerne: Set i lyset af de gennemgribende – og i høj grad politiske –
reformer af de danske universiteter, bør vi stå frem i en diskussion om
universiteternes fremtidige værdigrundlag frem for at diskutere størrelsen af
de økonomiske bevillinger!
Fremtidens samfund er et viden samfund. Det betyder, at det er igen
blevet populært for politikere og interesseorganisationer at have en mening om,
hvilken rolle universiteterne spiller i forhold til det omgivende samfund.
Regeringen har stillet præmisserne op: Globaliseringen er over os, kineserne
kommer, velfærden er truet, de danske virksomheders konkurrenceevne skal
styrkes og det er universiteternes opgave. Recepten er klar: Universiteterne
skal effektiviseres, skellet mellem ledelse og ansatte udbygges og
udviklingskontrakter ned igennem systemet skal fungere som kvalitetssikring.
Køber man regeringens præmisser ser udviklingen på universiteterne måske fornuftig
ud. Målsætningerne udmøntes i tydelige resultater, dvs. mængde af offentlig
formidling på lavt akademisk niveau, antal af færdiguddannede kandidater, antal
af publikationer i ”de bedste” internationale tidsskrifter, omfang af
samarbejde med eller opstart af virksomheder og indtjening gennem salg af
patenter. Målretning af forsknings- og uddannelsesaktiviteter er midlet til at
nå målet. Målretningen sker ved definition af særlige spidskompetencer og øgede
bevillinger til forskning, hvis resultater lover umiddelbar anvendelse. I det
hele taget en noget overfladisk tilgang til videnskaberne og universiteternes
virke.
Universiteterne bør bidrage til oplysning om tilværelsens
mangfoldigheder og på den måde til samfundets udvikling. Den opgave sikres
gennem forskning og uddannelse. Værdigrundlaget for de aktiviteter kan
beskrives med ord som helhed, mangfoldighed, nysgerrighed, troværdighed,
åbenhed og dedikation. Et værdigrundlag der ikke synes at være taget højde for
i politikernes planer for fremtidens universiteter i Danmark.
I februar modtog Videnskabsministeren, partiernes forskningsordførere,
rektor og dekanen for det Naturvidenskabelige fakultet på Syddansk universitet
(SDU) et protestbrev underskrevet af 30 ph.d.-studerende fra Biokemisk og
molekylærbiologisk institut på SDU. Brevet indeholdt en protest imod
regeringens planer om øget politisk og økonomisk motiveret styring af
universiteternes forskningsaktiviteter. I protesten fremhævede vi tre punkter,
der beskriver sandsynlige følger af universiteternes nuværende udvikling: 1.
Øget ignorance og stagnerende udvikling pga. ekstrem fokusering af bevillinger.
2. Inhabilitet og forringelse af troværdigheden pga. universiteters og
forskeres økonomiske egeninteresser. 3. Forringede arbejds- og studievilkår
pga. restriktive hensyn til immaterielle rettigheder og andre økonomiske
interesser. Protesten var ikke en afvisning af erhvervslivet, men et opråb for
at gøre opmærksom på forhåbentlig utilsigtede konsekvenser.
I april modtog vi et brev fra Videnskabsminister, Helge Sander, som
svar på vores protest. Især én sætning i brevet forsøgte at imødegå vores
protest: ”Der skal være en sund balance mellem fri og strategisk forskning. De
fleste videnskabelige og kommercielle gennembrud kan ikke forudses, og derfor
skal den frie forskning fortsat have høj prioritet” (brev fra
Videnskabsministeriet, 6. april 2006). I brevet var der dog ingen bud på hvad
en ”sund balance” er eller hvordan Ministeren definerer den ”frie forskning”,
men det virker sikkert at ingen af begreberne er uafhængige af politik og
økonomi.
Seneste tids debat om de politiske reformer af de danske universiteter
synes at være druknet i spørgsmålet om økonomisk kompensation. De danske
rektorer har offentligt beklaget forsinkelsen i udbetalingerne, men ikke de
omfattende overgreb på universiteternes grundlæggende værdier eller knægtelsen
af universiteternes ånd om man vil.
Jeg vil gerne opfordre til, at der ikke siges ét ord mere om penge før
værdierne er på plads. |
