Naturvidenskaberne
har endnu ikke fået sin egen officielle kulturkanon. Det nye værk, Dansk
Naturvidenskabs Historie, placerer netop naturvidenskaberne i en national,
kulturhistorisk sammenhæng og kunne være udgangspunktet for en egentlig dansk
naturvidenskabskanon.
Naturvidenskab er ikke med i Kulturministeriets nye kulturkanon, som er
entydigt orienteret mod kunst. De store, uomgængelige værker fra den danske
kulturarv, som de respektive kanonudvalg har peget på, er alle kunstværker. Det
gælder lige fra Sydney Opera House til Gummi-Tarzan.
Kulturminister Brian Mikkelsen har flere gange understreget, at når
naturvidenskab ikke er med, skyldes det, at naturvidenskab hører ind under
Videnskabsministeriet. Men det er ikke kun naturvidenskabens ressortområde, som
gør det svært at lave en dansk kulturkanon for naturvidenskab.
Kanonprojektet kommer ganske enkelt til kort, når det gælder
naturvidenskaberne. Selvfølgelig kan man opstille en liste over fremtrædende
danske naturvidenskabsmænd og -kvinder, og der er findes allerede mange bud på,
hvordan en sådan liste skal se ud. Sådanne personer har dog ofte kun haft en national-kulturel
betydning, hvis deres arbejde er blevet formidlet på dansk til en bredere dansk
offentlighed. Mange vigtige danske naturvidenskabsfolk er stadig relativt
ukendte i en hjemlig sammenhæng, selv om deres værk har stor, international
betydning.
Et andet problem ved at udforme en naturvidenskabskanon er, at selve
værk-begrebet kan være med til at skævvride forståelsen af naturvidenskab.
Naturvidenskabelige værker opstår nemlig gennem en kollektiv, historisk proces,
hvor enkelte personer nok spiller en vigtig rolle, men det er i sidste ende
videnskabshistorien, der afgør, om værkerne bliver stående eller ej.
Naturligvis vil det være muligt at pege på betydningsfulde
enkeltværker. Niels Bohrs artikel om kvanteteorien for atomets struktur fra
1913 eller Inge Lehmanns artikel om jordens indre kerne fra 1936 er oplagte
eksempler af særlig dansk interesse. For en nutidig iagttager er det centrale
”værk” i denne sammenhæng dog ikke enkeltpersoners arbejde – uanset hvor
betydningsfuldt det end måtte have været. Værket er vores aktuelle viden om
atomernes fysik eller jordens geologi, og det er resultatet af en fælles
indsats, som kun kan kanoniseres gennem en forståelse af naturvidenskabernes
kollektive historie, såvel nationalt som internationalt.
Hvis vi med dette udgangspunkt skulle forsøge en kanonisering af de
værker, som Niels Bohr og Inge Lehmann på hver deres måde har bidraget til,
kunne det tage sig således ud:
Niels Bohr var hovedpersonen bag etableringen af den såkaldte
”Københavnerskole”, som fik stor betydning for forståelsen af atomernes fysik i
mellemkrigsperioden. Københavnerskolen bedrev ikke en særlig københavnsk eller
dansk form for atomfysik, men byggede tværtimod på bidrag fra en lang række
danske og udenlandske forskere. Tilnavnet skyldtes alene placeringen ved
Institut for teoretisk Fysik ved Københavns Universitet, det nuværende Niels
Bohr Institutet. Denne institutionelle tilknytning
var solidt forankret i såvel videnskabelige som økonomiske netværk, der ikke
respekterede nationale grænser.
I 1920’erne tiltrak Bohrs institut yngre fysikere fra begge fronter af
den nyligt afsluttede første verdenskrig. Bohr lagde selv stor vægt på Danmarks
rolle som brobygger, når det gjaldt internationalt videnskabeligt samarbejde.
Hans idé havde dog næppe kunnet realiseres uden private midler fra fx
Rask-Ørsted Fondet og Carlsbergfondet, som begge
aktivt støttede internationaliseringen af Københavnerskolen.
Bohrs institut blev et rent mekka for unge, fremadstormende forskere.
Det var fx ungareren Georg von Hevesy og hollænderen
Dick Coster, der med nye røntgenspektroskopiske forsøg påviste, at grundstof nr. 72 faktisk opførte sig som forudsagt af den
nye atomteori under udarbejdelse. (Grundstoffet skulle have heddet danium opkaldt efter Danmark, men tidsskriftet Nature gav
det navnet hafnium efter København.) Hevesy og Coster var blot to
blandt mange fysikere fra hele verden, der bidrog til at under- og udbygge
atomteorien i det frugtbare forskermiljø i København. Tyskeren Weiner Heisenberg, der i 1925 formulerede den første fuldstændige
kvantemekanik, er et andet velkendt eksempel.
Københavnerskolens internationale succes krævede flere penge, og dét i
en størrelsesorden, hvor de danske private fonde havde svært ved at slå til.
Heldigvis stod det amerikanske International Education Board (IEB) parat til at spendere flere penge på
arbejdet ved Bohrs Institut. IEB udgjorde den filantropiske del af det store Rockefeller-finansimperium, som var interesseret i at
støtte betydningsfulde forskningsinstitutioner, der også kunne bidrage til
højere uddannelse for amerikanske og andre landes studerende inden for
naturvidenskab.
Det var tidstypisk, at en stor del af finansieringen af Bohrs institut
kom fra filantropiske fonde. Staten var på dette tidspunkt ikke synderligt
interesseret i at støtte grundforskning, der blev betragtet som en luksus. En
opfattelse af grundforskning som en vigtig kilde til teknologisk udvikling og
en egentlig forskningspolitik kom først i løbet af 1950’erne og ’60erne.
Fundraising spillede derfor mindst lige så stor en rolle dengang, som i dag.
Bohr forestod selv meget af det praktisk-administrative arbejde. Dermed
fik instituttets øvrige forskere mest mulig tid til at koncentrere sig om
fysikken. Historien om Bohr er derfor i meget høj grad historien om en mand og
hans enestående flair for at kombinere videnskabeligt og organisatorisk
arbejde. Det muliggjorde, at et stort og vidt forgrenet forskerteam kunne
koncentrere sig om at forske i fysik.
Historien om Inge Lehmann er helt anderledes, om end hun også oplevede
at blive en del af et større, internationalt netværk. Lehmann arbejdede inden
for seismologi, som er studiet af naturligt forekommende jordskælv og kunstigt
frembragte jordrystelser. På baggrund af sine detaljerede undersøgelser af
jordskælvs udbredelse gennem jorden opdagede Lehmann i begyndelsen af 1930erne,
at der var nogle særlige seismiske signaler, som den eksisterende teori om
jordens indre ikke kunne forklare.
Hun korresponderede med flere anerkendte seismologer om
problemstillingen og nåede frem til sin nye erkendelse: at jorden måtte have en
hidtil uopdaget indre kerne. I 1936 udgav hun en videnskabelig artikel med den
bemærkelsesværdigt korte overskrift, P’, hvori hun fremlagde sin hypotese.
Men det var kun en foreløbig hypotese, hvilket Lehmann selv udmærket
var klar over. Den kunne hverken af- eller bekræftes
med de dengang foreliggende informationer. Evidensen kom først langt senere i
form af seismologiske analyser af det chilenske jordskælv, som i 1960 dræbte
ca. 5.700 personer, og andre geofysiske data om jordens indre. I dag er det
almindeligt anerkendt, at jorden har en indre kerne, som består af jern og
nikkel. Dens radius er 1.225 km, hvilket kun er 14 % mindre end den værdi,
Lehmann foreslog i sin P’-artikel.
Lehmann gik på pension i 1953, men fortsatte sit videnskabelige arbejde
helt frem til sin død i 1993. I denne periode oplevede seismologien en
international opblomstring pga. den kolde krig og de hermed forbundne atomprøvesprængninger.
Det amerikanske militær iværksatte i slutningen af 1950’erne et storstilet
seismologisk forskningsprojekt, Project VELA Uniform, som bl.a. havde til
formål at detektere sovjetiske atomprøvesprængninger. VELA-projektets militærpolitiske formål gjorde, at det var i fare for at blive stemplet som
politisk bestillingsarbejde. Inge Lehmann, som arbejdede i tilknytning til
VELA, var med sin store prestige og høje integritet med til at styrke
projektets videnskabelige image.
De omtalte værker, som Bohr og Lehmann har været vigtige bidragsydere
til, er sådan set allerede kanoniseret i en naturvidenskabelig sammenhæng. Men
det er ikke nok at fokusere på det naturvidenskabelige indhold, hvis vi skal
forstå værkernes bredere, kulturelle betydning. Dertil kræves også en belysning
af den bagvedliggende historiske proces i nær tilknytning til såvel national
som international kultur. Det er bl.a. den historie, som vi har ønsket at
fortælle med firebindsværket Dansk Naturvidenskabs Historie, der rummer knap
1000 års dansk naturvidenskabskanon.
Kristian H. Nielsen og Henry Nielsen har redigeret og skrevet fjerde og
sidste bind af værket Dansk Naturvidenskabs Historie, som udkom på Aarhus
Universitetsforlag d. 11. maj 2006.
Offentliggjort i Weekendavisen. Gengivet efter aftale. |
