Alene i 2005 blev 3 forskere taget i at fuske med forskningen. Er det
blevet mere almindeligt at snyde?
Vi har alle været der. Vi har alle har prøvet
det. I mørkekammeret, bøjet over farvebadet eller foran computerskærmen. Alle
har vi med tankens kraft har prøvet at tvinge et stort fedt bånd frem på gelen,
filmen eller skærmen. For derefter at måtte erkende at båndet stadig har en
deprimerende lighed med kontrollen. At det banebrydende forsøg ikke er
virkelighed denne gang. For mange lykkes det ved en senere lejlighed. Nogle få
vælger at hjælpe virkeligheden på vej. Måske bliver der flere og flere af dem?
Årets høst
Der har indenfor det sidste år været tre store
sager om videnskabelig svindel. Den første var Dr. Hwang Woo-Suk fra Sydkorea, som fabrikerede data til to
artikler i Science. I den første artikel fra 2003 hævder de at have klonet et
humant embryo og taget stamceller fra det. I den anden artikel fra 2005 hævdede Woo-Suk og medforfattere have skabt stamcellelinjer
direkte fra hudceller fra personer med forskellige hudsygdomme. Disse
resultater ville have været meget vigtige hvis de var rigtige fordi
stamcelleforskningen derved kunne vise vej til helbredelse af flere alvorlige
sygdomme. Det viser sig at stamcellerne ikke stammer fra personerne og at de
DNA profiler der skulle bevise sammenhængen er falsknerier. Artiklerne er
senere blevet trukket tilbage af Science i januar i år. Artiklerne er også
blevet trukket tilbage af 7 ud af 15 forfattere for den ene artikel og af alle
forfatterne af den anden artikel.
Midt i januar i år viste det sig at 2 nordiske
forskere også havde fusket med data. Sagen om Thomas Lundeberg er endnu ikke afsluttet. Han var tidligere ansat som forsker på Karolinska hvor han arbejdede med alternativ medicin og
smertebehandling med akupunktur og massage. Det var ’Dagens Nyheter’
som i 2004 rejste tvivl om hans forskning. Nu er han overlæge på Danderyds sygehus. Han er beskyldt for omfattende
plagiering og ’fejlagtige dataoptegnelser’, men ikke for egentligt at have
præsenteret opdigtet forskning.
Det havde til gengæld Jon Sudbø fra Radium Hospitalet i Oslo. Han har publiceret (meget) om mundkræft. Han blev
blandt andre afsløret af Camilla Stoltenberg, der er læge og søster til den
Norske statsminister Jan Stoltenberg. Jon Sudbø havde
forfalsket registerdata for 908 personer som han hævdede at have fået fra CONOR
databasen, som Camilla Stoltenberg administrerer. Sudbø hævdede at have data fra databasen på personer fra 1975-1995. Men CONOR databasen
blev først oprettet i 1994, og har ikke forsynet Jon Sudbø med data. Et nærmere eftersyn viste tilmed at 250 af de 908 havde samme
fødselsdato.
Disse tre eksempler er bare fra 2005. I 2003
blev det afsløret at Jan Hendrik Schøn,
ved Bell laboratorierne, et af verdens mest anerkendte laboratorier med 11
Nobelpristagere, havde fabrikeret data til 8 artikler i Science og 7 i Nature
om superledere, halvledere og andre fysiske fænomener.
Øgede krav
Der er ingen tvivl om at der er øget krav om
at forskere publicerer jævnligt og at vi publicerer i high-impact journals. Det er ikke længere nok at udgive en enkelt artikel om året i et
jævnt tidsskrift, som bliver læst af ligesindede. Citation index og PubMed gør det meget nemt at følge publikationstracks, og dermed sammenligne forskeres
præstationer. Samtidig er stort set alle forskere på universiteter og
sektorforskningsinstitutioner nødt til at søge fondsmidler til
forskningsprojekter. Institutionernes økonomiske struktur gør, at forskning kun
kan lade sig gøre med ekstern finansiering fordi der internt enten ikke er
afsat penge til driftsmidler eller til hænder. Derfor er alle nødt til at søge
ekstern finansiering af forskningsprojekterne og dermed have en
konkurrencedygtig publikationsliste.
Dobbeltpres
High-impact journals har en meget stor afvisningsrate og lægger derfor meget vægt
på nyhedsaspektet. Jo mere uventet en opdagelse er, jo større nyhedsværdi. Jeg
faldt for nyligt over en artikel i JNCI med titlen ’Assessing the probability that a positve report is false: an approach for molecular epidemiology studies’. Artiklen er egentlig
videnskabelig snusfornuft omsat til matematik; jo mere uventet et resultat er,
jo større sandsynlighed er der for at det ikke er sandt. Derfor er der så at
sige et dobbelt pres på sandhedsværdien i high-impact tidsskrifter. Dels er der rent statistisk større chance for at de lægger
journal til noget, der senere viser sig ikke at holde, simpelthen fordi de
rapporterer uventede nyheder. Dernæst er der alt andet lige flere, der
indsender forfalskede resultater til netop disse tidsskrifter. Hvem kunne
drømme om at fuske sig ind i et eller andet low-impact tidsskrift? Der er ingen tvivl om sagerne om forskningsfusk sætter peer review processen som et kvalitetstjek under pres. Peer review stammer jo fra en tid hvor æresbegrebet havde en
større plads i en vestlig bevidsthed end den har i dag. Det at blive afsløret
som fusker, ville være så belastende, at man afholdt sig fra det. I dag er der
flere og flere som pynter på data. Ifølge Ingeniøren indrømmede 1/3 af de
anonymt adspurgte forskere på Minnesota Universitet at de havde medvirket til
’tvivlsom etisk praksis’, et begreb som dækkede alt fra at have ignoreret
modsatrettede data til direkte at forfalske data. Spørgsmålet er om peer review processen som kvalitetstjek af forskning har
overlevet sig selv?
Kilder:
Science, Nature, Ingeniøren, Politiken, Dagens Nyheter |
