Findes der nogle gode argumenter for at oprette danske medicinske,
teknologiske og naturvidenskabelige kanoner? Jeg tvivler på det. For det første
har hverken medicin, teknologi eller naturvidenskab noget særligt nationalt
præg. Og for det andet er kanonbegrebet med til at fordreje forståelsen af,
hvordan medicin, teknologi og naturvidenskab udvikles historisk.
De aktuelle forslag til en række danske
kulturkanoner bygger grundlæggende på en idé om, at der findes specifikke
nationale træk i de forskellige kulturformer. Det gør der måske i nogle
sammenhænge. For eksempel kunne man tale om en kanon af danske politiske
begivenheder, så som stavnsbåndets opløsning, parlamentarismens gennembrud og
andelsbevægelsens opståen, fordi disse og lignende begivenheder var unikke for
den danske nationalstat.
Det er måske også meningsfuldt at tale om en
dansk kanon, når det gælder dele af den skønlitterære kultur, af den simple
grund, at Danmark har været en sprogligt unik og forholdsvist homogen nation
igennem de sidste mange hundrede år. Eventuelt ville man også kunne tale om en
dansk religiøs kanon, fordi religiøs tænkning og kultur har fundet sted inden
for rammerne af den nationalt afgrænsede danske folkekirke. Eksempelvis indgik
Grundtvig i en specifik dansk kulturdiskurs; han følte sig først og fremmest
som en dansk tænker og henvendte sig entydigt til et dansk publikum. Derfor kan
man med vis ret indkorporere Grundtvig i en dansk
religiøs kulturkanon.
Så når det gælder de dele af kulturen, der er
intimt knyttet til nationalstaten og nationalsproget giver det en vis mening i
at tale om en national kanon. Men så er den nok heller ikke længere. Resten af
kulturlivet er jo ikke særligt nationalt i sine udtryksformer. Det, som
billedkunstnere, skulptører, komponister, arkitekter og filmskabere laver, er kun i meget begrænset omfang udtryk for en nationalstatslig politik,
og deres virke udtrykkes heller ikke primært igennem nationalsproget. Disse og
en lang række andre kulturelle aktiviteter er i højere grad indlejrede i
netværk af internationale forbindelser, der gør deres angivelige ‘danskhed’ til
et sekundært og i mange tilfælde temmelig betydningsløst træk.
 |
William Harvey’s De motu cordis, er et banebrydende
værk inden for medicinhistorien. Denne 9. udgave blev udgivet i Lyon i
1737. Men bliver vi klogere på medicinens udvikling af
at kanonisere det? (Medicinsk Museion,
Københavns Universitet). |
Hvori ligger for eksempel det specifikt
‘danske’ i Carl Nielsens musik? I Lars von Triers film? I Michael Kviums
malerier? Eller i Søren Kierkegaards værker, der er skrevet af en mand, der
boede hele sit liv i København og havde dansk infødsret,
men som ellers var stærkt påvirket af Kant og Hegel? At udvælge disse og
lignende værker til en national kulturkanon på grundlag af deres angivelige
‘danskhed’ indebærer, at man fravælger de øvrige — og næsten altid mere
betydningsfulde — historiske og kulturelle sammenhænge, som værkerne indgår i.
Hvad værre er — og som flere har påpeget i den
efterhånden fortærskede kanondiskussion — så indebærer selve udpegningen af en
specifikt dansk national kulturkanon, at man kommer til at fremhæve værker, som
godt nok er blevet skabt af personer med dansk statsborgerskab, men som bortset
herfra ikke sjældent er ret middelmådige set i international målestok. Hvis vi
ser bort fra ønsket om at vedligeholde den danske sprogfærdighed, hvorfor skal
danske gymnasieelever så opfordres til at læse en række mere eller mindre
ukendte danske forfattere, når verdenslitteraturen er stuvende fuld af
kvalitetsværker, som ofte ikke en gang findes tilgængelige i oversættelse? Man
kunne nemt få mistanke om, at fortalerne for en national kulturkanon mener, at
det er vigtigere at værne om ‘danskheden’ end om den literære kvalitet. Argumentet gælder selvfølgelig ikke kun ‘dansk’ kultur men gælder
også ‘norsk’, ‘svensk’, ‘finsk’, ‘litauisk’ og ‘monegaskisk’ kultur. Jo mindre
nationen er, desto mere meningsløs bliver ideen om en specifikt national
kulturel kanon.
Jeg mener, at alt det, der kan anføres imod en
national kanon på de øvrige kulturområder, også gælder i forhold til nationale
medicinske, teknologiske og naturvidenskabelige kanoner. Ja, når det gælder
medicin, teknologi og naturvidenskab er det måske endnu mindre meningsfuldt at
skulle udpege nationale kanoner. Den vestlige medicin, teknologi og
naturvidenskab har i de sidste femhundrede år i stigende grad blevet
universelle kulturfænomener, måske mere end nogen anden kulturform. Siden den
moderne videnskabs opkomst har de naturforskere, der har været bosat inden for
nationalstatens Danmarks grænser, været dybt afhængige af deres kontakter med
omverden. Hvis de ville gøre sig gældende skrev de ikke på nationalsproget, men
på latin, fransk, tysk eller engelsk, dvs. det som man i Danmark idag kalder ‘fremmedsprog’. Denne internationalisering af
forskningen var udpræget allerede i 1600-tallet, og den gælder stadigvæk — en
molekylærbiolog, der er bosat i Danmark og tilfældigvis udstyret med et dansk
pas, er lige så afhængig af sine kollegaer i Storbritanien,
USA og Japan som den molekylærbiolog, der tilfældigtvis opholder sig i Bengalore eller Toronto.
Godt nok har historikere i de sidste årtier
påpeget, at medicin, teknologi og naturvidenskab måske ikke er så universelle
aktiviteter, som der er blevet hævdet fra videnskabsfilosofisk side. Adskellige hyldemeter videnskabssociologisk og
videnskabshistorisk forskning har vist, at medicin, teknologi og naturvidenskab
til væsentlig del er afhængige af den sociale og kulturelle kontekst, for
eksempel når det gælder valget af problemstillinger. Men denne kontekst er til
gengæld sjældent national. Hvis man overhovedet skal give sig ind i en
kanondiskussion på de medicinske, teknologiske og naturvidenskabelige områder,
så vil det være mere nærliggende at konstruere andre kanoner end nationale. Det
ville være mere meningsfuldt at tænke i termer af en videnskabelig by-kanon, en medicinsk universitets-kanon eller en teknologisk
institut-kanon, end at tale om diverse nationale kanoner. Man kan med fordel
tale om en specifik ‘Cambridge’-stil, eller en
speciel kultur på Yale University Medical School, eller måske
en helt individuel og personlig stil, der påvirker den måde hvorpå medicinsk og
naturvidenskabelig forskning bedrives.
Når man for eksempel taler om
“Københavnerskolen” inden for fysikken, mener man netop ikke en specielt
‘dansk’ fysik, men den form for videnskabelig praksis, der foregik under
ledelse af Niels Bohr ved Institut for Teoretisk Fysik, Københavns Universitet
i mellemkrigstiden. Som politisk aktør handlede Bohr godt nok indimellem som
‘dansker’, men som naturvidenskabsmand var har ikke
særligt ‘dansk’. Den, der placerer Bohr i en dansk naturvidenskabelig kanon
vælger med andre ord at give hans politiske identitet som ‘dansker’ forrang
over hans videnskabelige identitet som ‘fysiker’. Det kan man selvfølgelig
vælge at gøre, men hvis man gør det, så har man også forladt det
videnskabshistoriske dannelsesprojekt til fordel for en nationalistisk
motiveret identitetspolitisk øvelse.
Generelt set kan ønsket om at oprette en
national kanon altså forstås som udtryk for at den nationale identitet opfattes
som vigtigere og mere grundlæggende end alle andre former for identitet. Det er
netop den slags fremhævelse af den nationale identitet i forhold til andre
identiteter, der kendetegner nationalistisk og patriotisk tænkning. Det er der
ikke noget principielt forkert i. Man kunne således hævde, at det er vigtigt at
oprette medicinske, teknologiske og naturvidenskabelige kanoner for at være med
til at styrke de patriotiske følelser i en tid, hvor globalisering og religiøs
fundamentalisme angiveligt ‘truer danskheden’. Jeg kan godt se rationaliteten i
argument, selv om jeg slet ikke deler det. Min pointe er, at jeg har svært at
se andre rationelle argumenter end netop de nationalistiske/patriotiske for at
oprette medicinske, teknologiske eller naturvidenskabelige kanoner.
Som professional medicin- og
naturvidenskabshistoriker har jeg også en anden indvending imod kanontænkningen
— og da ikke kun nationale kanoner, men kanoner i det hele taget— nemlig at det
er en tænkemåde, der fordrejer forståelsen af medicin, teknologi og
naturvidenskab som historiske fænomener. I den traditionelle historieskrivning
spillede fremtrædende store videnskabsmænd og deres gerninger en vigtig rolle.
Videnskabs-, teknologi- og medicinhistorien havde deres rækker af store mænd
(og enkelte gange kvinder), ligesom de politiske historikere har haft deres
kongerækker. Og til hver stor mand var der koblet et stort værk, en opfindelse,
opdagelse eller teori — fx Kopernikus og det
heliocentriske verdensbillede, Harvey og blodomløbet, Newton og
gravitationsteorien, Darwin og The Origin of Species, Lister og den
aseptiske kirurgi, Edison og fonografen, Einstein og relativitetsteorien, Crick og Watson og DNA-modellen, og så videre. Ren kanontænkning.
Men igennem de sidste 40-50 år er denne
kanontænkning inden for videnskabs-, teknologi- og medicinhistorien gradvist
blevet erstattet af en mere kontekstuel historieskrivning. Idag opfatter man ikke længere videnskabelige opdagelser og tekniske konstruktioner
som et katalog over enkelte store forskere og deres enestående værker, der kan
opstilles, som om det gjaldt en top-10-liste. Idag opfatter historikere det videnskabelige og tekniske arbejde som langtrukne og
komplicerede sociale, kulturelle og kognitive processer, der foregår inden for
rammerne af politiske og institutionelle strukturer, og man fokuserer mere på
hvordan forskere gensidigt påvirker hinanden i sociale og kognitive netværker
end på enkelte individer og deres værker. Det er således ofte svært entydigt at
udpege én bestemt person eller ét bestemt værk som afgørende eller enestående.
Og selv om man i visse tilfælde kan udpege enkelte personer og deres værker (fx. Einstein og relativitetsteorien), er det kun en
begrænset del af den samlede videnskabelige, medicinske og teknologiske
udvikling, som lader sig beskrives og forklares med henvisning til sådane “kanoniske” individer, opdagelser, teorier eller
opfindelser.
Mine to indvendninger imod kanontænkningen er altså, at den indrager naturvidenskab, teknologi og medicin i et nationalistisk projekt og at den
reducerer kompleksiteteten indenfor videnskabs-,
teknologi- og medicinhistorien. Den bidrager godt nok til at gøre den
historiske udvikling mere hjemmevant og letforståelig. Men det er samtidigt en
historieforståelse, som gør os mere nationalt indskrænkede og dummere end
nødvendigt er. Hvis vi, som det tit siges, lever i et komplekst, globalt videnssamfund, synes jeg, at vi burde kunne kapere lidt
mere avancerede former for forståelse af hvordan naturvidenskab, teknologi og
medicin udvikles. Kanoner er for dem, som ikke tør se globaliseringen i øjnene,
og som ikke gider at forholde sig til historiens mangfoldighed og kompleksitet.
|
