I efteråret 1997 var jeg med til at planlægge den første danske
naturvidenskabsfestival. Vi havde brug for penge, ikke særlig mange, men så
mange, at det var nødvendigt at søge støtte vidt og bredt. Vi søgte også
Kulturministeriet om støtte, men svaret var et afslag under henvisning til, at
det ikke hørte under ministeriets område.
Derfor er jeg ikke forbavset over, at
naturvidenskab ikke blev inddraget, da kulturministeren satte arbejdet med
kanonudarbejdelse i gang. Hvorfor skulle jeg dog også blive forbavset? Statens
Humanistiske Forskningsråd blev for nylig omdøbt til Forskningsrådet for Kultur
og Kommunikation, helt uden tanke for, at naturvidenskab også har med kultur at
gøre og er en del af vores kultur.
Men hvis kanonarbejdet har som mål at
konkretisere, hvad vores kultur er, hvad den bygger på, hvad vi har med os fra
tidligere generationer, hvad der er med til at præge os, så må naturvidenskaben
med.
Her der sikkert allerede nogen, der tænker, at
jeg ønsker at vise, at al den teknologi, vi er omgivet af og benytter os af,
som er en del af vores dagligdag, er et produkt af naturvidenskaben. Og at det
gælder både den gode og den dårlige teknologi. Men mit ærinde er et ganske
andet. Naturvidenskaben giver en del af grundlaget for vores måde at tænke på,
at opfatte verden, os selv, tilværelsen. Det gør den, selv hvis vi ikke vil
vide af den.
Hvordan omsætte det til en naturvidenskabelig
kanon? En regelret kanon skal være en begrundet liste over 12 værker, som alle
med fordel kan stifte bekendtskab med, en liste over de 12 mest fremragende
danske bidrag til naturvidenskaben. Men en liste over 12 naturvidenskabelige
bøger og tidsskriftartikler giver ikke mening som kanon. De videnskabelige
bidrag er ulæselige for alle ikke fagfolk. Dertil kommer, at ingen bidrag står
alene. De må alle ses i en sammenhæng, en sammenhæng der på grund af
naturvidenskabens internationale karakter er international.
Der er ikke noget vundet ved at give en
populær fremstilling af de 12 bidrag, der kunne være grund til at vælge, fordi
de er så fremragende. I den populære fremstilling vil sammenhængen uvægerligt
få det meste af pladsen. Den populære fremstilling kan også let nærme sig til
det, vi alle har lært (eller burde have lært) i skolen.
Kan en naturvidenskabelig kanon så være en
toptolv liste over de mest fremtrædende danske naturvidenskabelige forskere med
Niels Bohr på førstepladsen? Tolv levnedsbeskrivelser giver ikke mening, heller
ikke selv om de udstyres med passende mængder populærvidenskab.
Men jeg giver ikke fortabt. Jeg ville i stedet
vælge tolv områder, hvor naturvidenskaben har været med til at præge vores
opfattelse af verden og os selv. Men jeg kunne ikke klare mig med mindre end
tretten. Så kan læseren selv vælge fra. I sammenhæng dermed nævner jeg tretten
danskere, som har bidraget til videnskaben på disse områder. Hermed får jeg
sagt, at naturvidenskaben er et menneskeværk.
De tre første områder er vores opfattelse af
jorden som en planet i solsystemet, af universet, og af, at både universet og
solen har en historie.
Jorden er ikke flad. Den er en lille kugle i
bane om solen, en ret almindelig stjerne i universet. Her bor vi. Vores
interesse for rumrejser og liv andetsteds i universet viser, at vi kender vores
plads. Tycho Brahe (1546-1601) og Ole Rømer (1644-1710) er blandt bidragyderne
til denne forståelse.
Tycho Brahe gik godt nok ikke over til det
heliocentriske system, hvor jorden bevæger sig rundt om solen. Men han påviste
med sin Stella Nova, at stjernehimlen, fiksstjernehimlen som han kaldte den,
ikke var uforanderlig. Og han påviste, at en ny planet bevægede sig bevægede
sig gennem de kugleskaller, som afgrænsede de himmelske sfærer. Før Tycho Brahe
havde man troet, at sfærerne var adskilte, og at man ikke kunne komme fra den
ene sfære til den anden. Han undersøgte, om der var en parallakse. Med Kopernikus’
verdensbillede med solen i centrum måtte man forvente, at vinklen op til
stjerne var forskellig efter, om vi var på den ene eller den anden side af
solen. Han fandt ingen parallakse, og det var en af grundene til, at han
afviste Kopernikus’ system. Det var et godt forsøg, men instrumenterne var ikke
præcise nok. Parallaksen blev først påvist i 1831.
Tycho Brahe var også den første, som
interesserede sig for, hvad en måling var, som anvendte objektive målinger. Han
interesserede sig for observationsfejl, præcision og usikkerhed, alt sammen
dele af vores tankegods i dag.
Ole Rømer bestemte lysets tøven. Det havde
betydning for, at Kopernikus’ system blev anerkendt som det eneste og rigtige.
Lysets hastighed er også afgørende i vor tids forståelse af universets
udstrækning. Ole Rømer gjorde meget andet. Han var hovedmanden bag et system
for mål og vægt, som blev indført i 1683 og først afløst af metersystemet i
1907. I dag er det en selvfølge for os, at vi kan veje og måle.
Vores stjerne er omkring 4½ milliarder år
gammel. Den skal nok holde i vores tid, men en gang om nogle milliarder år har
den opbrugt sit brændsel. Så bliver der mørkt. Vi ved i dag meget om stjerners
udviklingshistorie og om forskelle mellem stjerner. Ejnar Hertzsprung (1873-1967),
har leveret afgørende bidrag til forståelsen af stjernernes historie.
Hertzsprung-Russell diagrammet er kendt af alle astronomer. Næppe alle danskere
har hørt om det, men de fleste af os ved, at universet og solen har en
historie, en historie, som også er vores, eller som vi er med i.
Det fjerde område er jordens historie. Biskop
James Ussher fra Irland talte sig i bibelen frem til, at jorden er 6010 år
gammel med fødselsdag den 22. oktober. Men bibelen er ikke god som eller tænkt
som et naturvidenskabeligt dokument. Kulstof-14 dateringer til brug for
arkæologer er velkendte, men de rækker ikke mere end 50.000 år tilbage. Der er
andre ikke helt så velkendte dateringsmetoder byggende på målinger af
radioaktive isotoper. De fortæller, at jorden også er omkring 4½ milliard år
gammel. Det har bragt orden i geologien. Vi ved også, at der har været istider,
og at isen sidste gang smeltede væk i Danmark for omkring 10.000 år siden.
Willi Dansgaard (født i 1922) har givet et
væsentligt bidrag til vores viden om jordens historie i de sidste 100.000 år.
Først og fremmest har han kunne fortælle noget om klimaændringer. Han målte i
1952 forholdet mellem ikke-radioaktive isotoper i regn. Det førte ham frem til
målinger i isborekerner, som kunne bruges til bestemmelse af temperaturen på
det tidspunkt, hvor isen var dannet. Isborekerner fra Grønland og fra Antarktis
fortæller os nu næsten år for år, hvor varmt eller koldt det har været. Vi
læser og taler hver dag om drivhuseffekt. Det gør vi ud fra en viden om, at klimaet
kan ændre sig, og om, at man kan sige noget om, hvordan og hvorfor det vil
ændre sig. Vi ved, at vi lever i en usikker verden.
Det femte område er tæt på det foregående. Vi
taler om vejret, og vi ser vejrudsigter hver dag. Det gør vi, fordi vi tror, at
der kan siges noget nogenlunde sikkert om, hvordan vejret bliver de næste dage.
Der er fordi årsagssammenhænge og forudsigelighed indgår som en del af vores
tankegods. Men der har ikke altid været vejrforudsigelser, i hvert fald ikke
udarbejdet på et videnskabeligt grundlag. Der var nok af gamle mundheld og
spådomme. Men de førte ikke til noget brugbart.
Det har krævet meget arbejde at nå frem til
pålidelige vejrudsigter med mellem 5 og 10 dages rækkevidde. Computere har
været en afgørende forudsætning. Lige så afgørende har internationalt
samarbejde været. Aksel Wiin Nielsen (født i 1924) har været centralt placeret
i dette samarbejde som direktør for ECMWF, European Centre for Medium-Range
Weather Forecasting, i England og som generalsekretær for WMO, World
Meteorological Organization. Aksel Wiin Nielsen har også været en vigtig person
i overvejelser om klimaændringer og var initiativtager til WCP, World Climate
Program.
Det sjette område omfatter det uventede. Vi
ved, at jorden er et usikkert sted at bo, og at katastrofer indtræffer.
Orkaner, tyfoner, oversvømmelser, jordskred, jordskælv og tsunamier kommer uden
eller med meget kort varsel.
Inge Lehmann (1888-1993) var geofysiker eller
seismolog. En seismolog interesserer sig for jordskælv. Inge Lehmann er kendt
verden over som den, der påviste jordens indre hårde kerne. Hun studerede
jordskælv livet igennem. Hvis vi nogensinde når til pålidelige
jordskælvsforudsigelser, skyldes det blandt andet hende. Men vi ved, at naturen
er uforudsigelig, uden følelser, ja nådesløs.
Det syvende område er udviklingslæren eller
evolutionen. Her er Charles Darwin naturligvis hovedpersonen. Vi ved alle eller
vi burde alle vide, at de levende arter er resultat af en udvikling og stadig
udvikler sig. Vi ved, at der er konkurrence i naturen, der er vindere og
tabere. Darwins værk om arternes oprindelse er fra 1859. Der er sket meget
siden da. Meget er faldet på plads, men selvfølgelig mangler der endnu mere.
Danske forskere har været med i arbejdet med at forstå og kortlægge
evolutionen.
Jeg vil her nævne Søren Brunak (født i 1958).
Søren Brunak leder Center for Biologisk Sekvensanalyse på Danmarks Tekniske
Universitet. Her kombineres klassisk biologisk viden med de meget store
datamængder stammende fra blandt kortlægning af arveanlæg (genomer) og
proteinsekvenser. Denne kombination giver væsentlige bidrag til forståelse af
evolutionen. Søren Brunak kan fortælle, at det går tilfældigt til i naturen, og
at det eneste, der kan iagttages, er det, som har overlevet. Han kan fortælle,
at der ikke ligger design bag de levende organismer, men at udviklingen i
arveanlæg og dermed i arter sker ved tilfældig kombination af, hvad der er for
hånden. Han kan fortælle, at der er meget spild. Mange arveanlæg, organismer og
arter går til grunde uden efterkommere. Vi er ikke ved vejs ende, når det
gælder forståelse af evolutionen. Men vi er tæt på en stor sammenfatning af
det, som før var en række forskellige fag.
Det ottende område er økologi og bæredygtig
udvikling. Vi ved alle eller mener alle at vide, hvad økologi er. Nogle af os
køber økologiske produkter hver dag. Vi ønsker os alle en bæredygtig udvikling,
så vi kan slippe for ulykker eller katastrofer, og således, at de nuværende
tider kan vare ved eller måske endog blive bedre. Økologien handler om de
levende organismers samspil med deres omgivelser, herunder de andre levende
væsner, men også de døde omgivelser og klimaet. Hvis alt skal være, som det
var, skal der være balance.
Eugen Warming (1841-1924) skabte grundlaget
for den botaniske økologi. Han har på afgørende vis været med til at udforme
det tankesæt, som spiller så stor en rolle i dag. Men han troede næppe på, at
verden kunne stå stille.
Det niende område er den natur, vi lever i og
iagttager. Vi interesser os for og lever sammen med blomster, svampe, fugle og
insekter. Nu venter vi på de første forårsblomster og trækfuglene. Vi ved,
hvorfra fuglene kommer, og hvor de flyver hen. Lige nu ville vi måske på grund
af fugleinfluenzaen ønske, at fuglene ikke fløj så meget rundt.
H. Chr. C. Mortensen (1856-1921) indførte i
1899 systematisk ringmærkning af fugle. Han nåede at mærke ca. 6000 fugle, og
så er stærene endog ikke talt med. Siden er der alene i Danmark ringmærket 1,7
mio. fugle. Metoden bruges verden over. H. Chr. C. Mortensen var lærer hele
livet og fik aldrig en afsluttende eksamen. Han er et godt eksempel på, at vi
ikke blot lever i en verden præget af naturvidenskab, men at mange som amatører
også deltager aktivt i forskningen.
Det tiende område er bakterier, virus og andet
kryb. I dag er det særlig aktuelt med fugleinfluenza, aids og andre sygdomme.
Men der findes andre bakterier, som vel ikke er venligtsindede, men som vi kan
sætte til at arbejde for os. Det er en selvfølge for os, at smitsomme sygdomme
skyldes bakterier og virus. Når fugleinfluenzaen nærmer sig, taler vi alle om
virus, vacciner og mutationer og har ikke tid til at tænke på intelligent
design. Bakterier og virus hører til de plager, vi må leve med, og det
fortæller os, at plager er et livsvilkår. Men da bakterierne blev opdaget i
anden halvdel af det 19. århundrede, blev de ikke anerkendt uden sværdslag. Der
var mange, også inden for videnskaben, som ikke ville tro på dem og som nægtede
at tro deres egne øjne, når de så i mikroskopet.
Christian Gram (1853-1938) er en af dem, der i
Danmark banede vejen for mikrobiologien, læren om bakterier. I 1884 opfandt han
en ny metode til farvning af bakterier. De kunne efter denne metode opdeles i
grampositive og gramnegative. Opdelingen viste sig at være en afgørende opdeling
i bakteriernes verden. Den dag i dag tales der verden over om grampositive og
gramnegative bakterier. Antagelig er Christian Gram den danske forsker, hvis
navn bruges hyppigst i den videnskabelige verden. Men næppe mange af dem, som
bruger det, ved, hvem Christian Gram er.
Det elvte område er arkæologien. Nogle vil
måske mene, at det ikke har noget med naturvidenskab at gøre. Men arkæologi er
ved mange universiteter rundt omkring i verden placeret i naturvidenskabelige
fakulteter. Arkæologerne bruger i stort omfang naturvidenskabelige metoder.
Samtidig er interessen for arkæologi stor i Danmark. Vi lever i bevidstheden
om, at vi har en fortid, og at den strækker sig mange tusinde år bagud.
Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865)
indførte opdelingen i stenalder, bronzealder og jernalder, en opdeling, som
siden er brugt verden over. Den indgår i vores selvforståelse, tænk blot på
Johannes V. Jensens ”Hver Spaan, du finder i Danmarks Jord, er Sjæl af dem, der
har bygget Riget.”
Det tolvte område er aktuelt: Vægt, overvægt
og ernæring. Vi læser i avisen hver dag om overvægt, og det er ikke for det
gode. Vi ser hver dag overvægt, og nogle af os døjer med overvægt. Vi er ikke
glade for at erkende det, men der er en sammenhæng mellem, hvad vi spiser, og
hvad vi vejer. Uanset magnetarmbånd, slankeplastre og hvad ved jeg indgår det i
vores opfattelse af livets vilkår, at hvis vi vil veje mindre, må vi spise
mindre. Men samtidig er der meget, vi ikke ved om vægtkontrol, udvikling eller
forebyggelse af overvægt og mulighederne for vægttab. Vi ved meget mere om
vægten af forsøgsdyr, herunder køer og grise, end om vores egen vægt og
vægtkontrol.
Holger Møllgaard (1885-1973) opbyggede i
1914-1915 respirationskamre store nok til at rumme de store husdyr, herunder
køer. Hermed blev grundlaget lagt for præcis viden om dyrs vægt, og de metoder,
som Møllgaard og hans medarbejdere udviklede, bruges verden over. Men det er
også lettere at udføre forsøg med dyr end med mennesker. Dyrene finder sig i
mere.
Det trettende område er motion. Betydningen af
motion ligger højt i bevidstheden og mange motionerer. Sport er på godt og ondt
et hovedemne i medierne. Der er også mange, som ikke motionerer, selv om de
ville have godt af det. Manglende motion eller bevægelse er nært knyttet til
overvægtsproblemer.
Vi har i Danmark en stærk tradition for
forskning i idræt og motion. Den går tilbage til August Krogh (1874-1949), som
arbejdede med undersøgelser over åndedrættet, stofskiftet og blodkredsløbet i
hvile og under arbejde. Hermed indførte
August Krogh det nye forskningsområde arbejdsfysiologi. Vigtig var hans evner
som apparatbygger. Han byggede blandt mange andre apparater et elektromagnetisk
cykelergometer. I dag kender vi alle motionscykler, men vi tænker ikke alle på
August Krogh, når vi ser dem.
Vi kommer langt omkring, når vi ser på
sammenhængen mellem naturvidenskab og vores fælles kultur, på sammenhængen
mellem naturvidenskabelige forskeres indsats og vores opfattelse af verden i
dag. Men jeg kan også foreslå en anden kanon, tolv personer, som har bidraget
til formidlingen af naturvidenskab og dermed naturvidenskabens måde at tænke på
og at opfatte verden på.
Carsten Hauch (1790-1872) har i nogle af sine
skuespil og romaner inddraget naturvidenskab. Således har han i 1852 skrevet
skuespillet Tycho Brahes Ungdom og i 1853 romanen Robert Fulton. Men jeg vil
ikke anbefale et forsøg på at læse ham i dag.
Så er det bedre med H. C. Andersen
(1805-1875). H. C.Andersen var levende interesseret i naturvidenskab og
teknologi. Her vil jeg nævne hans eventyr Vanddraaben, Skrubtudsen og Gartneren
og Herskabet. Der er egentlig også noget økologi eller udviklingslære i Den
grimme Ælling.
J. P. Jacobsen (1847-1885) skrev i 1870-1871
en række artikler om Darwin. Det var første gang Darwins arbejder blev
præsenteret for et bredere publikum. Det førte til, at han oversatte Om
Arternes Oprindelse og Menneskets Afstamning til dansk. J. P. Jacobsen har
dermed haft en væsentlig rolle i formidling af evolutionslære i Danmark.
Carl Ewald (1856-1908) skrev mange
naturhistoriske eventyr. De læses næppe mere, men de var også et led i
indføringen af darwinismen i Danmark.
Poul la Cour (1846-1908) var fysiker og
højskolelærer i Askov. Han forskede og byggede vindmøller, men først og
fremmest underviste han, og han skrev en række bøger, nogle af dem egentlige
lærebøger, andre mere populære. Han havde en stor rolle i formidlingen af
naturvidenskab. Det ville have været godt, hvis der på højskolerne gennem årene
havde været flere som Poul la Cour.
Johannes V. Jensen (1873-1950) var som H. C.
Andersen interesseret i teknologi og naturvidenskab. Blandt meget andet kan
Bræen læses som en meget fri fortælling om vores historie i stenalderen.
Ingvald Lieberkind (1897-1972) var zoolog og
en fremragende formidler af zoologi. Han skrev det store populærvidenskabelige
værk Dyrenes Verden i 12 bind. Han holdt utallige foredrag, og allerede fra
1925 optrådte han i radioens børneudsendelser. Det fortjener særligt at blive
nævnt, at han skrev 16 bind Ota-bøger, alle sammen fyldt med dramatiske
småfortællinger om dyr.
Thorbjørn Egner (1912-1990) er godt nok ikke
dansker, men han kommer med her, fordi han har skrevet Karius og Baktus i 1949.
Karius og Baktus indgår som en del af vores fælles arv. Den er ikke helt virkelighedstro,
men den fortæller noget om bakterier og om kampen mellem mennesker og
bakterier.
Ib Spang Olsen (født i 1921) er kendt som
tegner og børnebogsforfatter. Blandt børnebøgerne er Blæsten og Regnen, begge
fra 1963. De er fantasifulde set fra en videnskabelig synsvinkel. Men de
fortæller børn, at der er forklaringer på tingene, at der er årsagssammenhænge.
Jens Martin Knudsen (1930-2005) er fra
fjernsynet kendt som en fremragende formidler af fysik, astronomi og
rumforskning. Han udnyttede også sine rige evner ved utallige foredrag og en
livslang indsats som lærer.
Torben Greve (født i 1945) er en fremragende
forsker inden for husdyrreproduktion. Men han kommer med her, fordi han i
1980erne viste evnen til at holde op til flere hundrede gymnasieelever
tryllebundne, når han fortalte om reagensglasbefrugtning, ægdonation, kloning
og meget andet.
Holger Bech Nielsen (født i 1941) er også
kendt fra fjernsynet. Han er en fremragende fysiker. Hans fysiske forskning er
ikke lettilgængelig. Men hans begejstring slår igennem. Han har lært os om big
bang og om, at universets historie er spændende.
Tolv af de mange, som har beskæftiget sig med
formidling. Også en slags kanon.
Vi kan vælge det ene eller det andet forslag.
I begge tilfælde lærer vi, at naturvidenskab udføres af mennesker, at
naturvidenskab er en meget menneskelig affære. Vi lærer også, at det ikke er
noget tilfælde, at vi har ordet naturhistorie. Der er en historie, en historie, vi selv er med i.
Er kultur og naturvidenskab ægtefolk? Ja, men ægteskabet knager. Ægtefolk skal
helst gå i samme retning, hvis de skal trives sammen. De behøver ikke at være
enige og mene det samme, men de skal kunne forstå, hvad den anden part mener.
Skilsmisse kommer ikke på tale; hertil har kultur og naturvidenskab alt for
meget fælles gods. Men det er et trist ægteskab, hvis den ene part vælger at
holde sig helt for sig selv. |
