I sin oprindelse betyder kanon en regel eller rettesnor, og i
naturvidenskaben er alle resultater opnået gennem arbejde med fælles regler. I
den forstand bygger al naturvidenskab på en kanon. I den foreliggende
diskussion har begrebet kanon imidlertid fået karakter af den alment kulturelle
viden, som danner baggrund for et givet fagområde; og bag de vigtigste
naturvidenskabelige resultater står der forskere, hvis menneskelige format har
været med til at forme vor kultur.
Men naturvidenskaben er international, og en
national naturvidenskabelig kanon vil for mange smage alt for meget af den
danske andegård. Dertil kommer spørgsmålene om, hvilke forskere der bør
optages? Hvordan kan man sammenligne
betydningen af deres indsats i vidt forskellige discipliner? Hvad er størst:
Runde Tårn eller et tordenskrald?
Det er let at være afvisende overfor en dansk
naturvidenskabelig kanon, det er også det sikreste, så får man ikke noget i
klemme. Alligevel accepterer jeg ideen. Vi står på skuldrene af vore
forgængere, men det er de færreste, som får fortalt om naturvidenskabens
historie. Det er da muligt, at vi kan fremme interessen for naturvidenskab ved
at fortælle om de mennesker, der har udviklet vor viden; de problemer de har
stået overfor, og den inspiration der har ført dem til løsning af problemerne.
Det kan derfor være berettiget at overveje
hvilke danske naturforskere, der har været med til at skabe det grundlag, som
vi bygger på i dag. Der er mange, og i deres forskning har de været afhængige
af hinanden. Ved at pege på enkelte er der risiko for, at den store sammenhæng
bliver overset, og skal der opstilles en kanon, er det påkrævet, at det
understreges, at udvalget repræsenterer emner og forskere, som er nyttige at
kende, fordi de udgør en knagerække, hvorpå et større hele kan hænges op.
For at finde de mest betydningsfulde forskere
i grundlaget for vor viden, har jeg valgt at se på forskere, hvis indsats
ligger før Anden Verdenskrig, for det er først i det historiske perspektiv, at
en forskers blivende betydning kan vurderes. For dernæst at undersøge om mine
kandidater har haft interesse for et internationalt publikum, har jeg set, om de
er optaget i kortfattede internationale leksika, som ikke specifikt henvender
sig til naturforskere, men som tilstræber at dække emner og personer, der har
almen interesse. Jeg har her anvendt en
lidt ældre håndbog, Nouveau Petit Larouse fra 1952 (NPL) og en noget nyere, The Cambridge
Encyclopedia fra 1990 (CE). Jeg blev i første omgang stående ved otte forskere,
som jeg fandt særligt betydningsfulde. Fire viste sig at være optaget i begge
de internationale håndbøger, tre kun i en, medens én ikke var nævnt. Det
kommenterer jeg i min ultrakorte motivering. I kronologisk rækkefølge er mine
kandidater:
Tyge Brahe (1546 - 1601). På grund af hans meget nøjagtige astronomiske
observationer anser mange Tyge Brahe for grundlæggeren af den moderne
kvantitative naturvidenskab.
Niels Steensen (1638 - 1686). Måske den mest alsidige danske naturforsker. Som anatom
opdagede han ørespytskirtlens udgang (ductus stenonianus), og han
fremhævede, at hjertet er en muskel. Som krystallograf påviste han loven om vinklernes konstans. Han undersøgte endvidere forsteninger
og lagdeling i de toskanske bjerge. Han er således en af grundlæggerne af den
moderne geologi og palæontologi. Han konverterede til katolicismen, han blev
biskop, og han opgav naturvidenskaben. Er optaget i CE under det latiniserede
navn Steno.
Ole Rømer (1644 - 1710). Mest kendt som astronom, opdagede i 1676 lysets
hastighed (af ham kaldt lysets tøven). Han var i øvrigt en alsidig fysiker, og
han fastlagde et rationelt system for mål og vægt.
Hans Christian
Ørsted (1777 - 1851). Påviste elektromagnetismen i
1820, renfremstillede aluminium i 1824, grundlagde
Polyteknisk Læreanstalt i 1829. Ørsted havde i øvrigt brede interesser indenfor
humaniora.
Wilhelm
Johannsen (1857 - 1927). Genetiker og plantefysiolog.
Indførte i 1909 betegnelsen “gen” for arvelighedens funktionelle enheder. Kun
optaget i CE.
Søren Peter
Lauritz Sørensen (1868 - 1939).
Biokemiker. Indførte og definerede pH i sine enzymkemiske undersøgelser fra
1907. Er ikke optaget i de internationale håndbøger, og i Danmark huskes han
kun i en mindre kreds af proteinkemikere. Til gengæld bruges pH over hele
jorden, derfor fortjener S.P.L. Sørensen at blive nævnt.
August Krogh (1874 - 1949). Fysiolog. Undersøgte respiration og kredsløb samt
kapillærernes anatomi og funktion. Modtog Nobelprisen i 1920. Hans kontakter
til de canadiske insulinforskere var medvirkende til, at Danmark fik en førende
position i insulinproduktion. Kun optaget i NPL.
Niels Bohr (1885 - 1962). Præsentation er overflødig i denne oversigt.
De fleste oplysninger i disse korte noter vil
være velkendte for mange, men jeg har trods alt fundet det hensigtsmæssigt at
motivere, at det er otte danske forskere, der rager op i international
naturvidenskab. Hvis der skal redigeres en kanon vil mere udførlige biografier
selvfølgelig være påkrævet.
Redaktionen har bedt om forslag til 12
forskere, som kunne optages i en dansk naturvidenskabelig kanon. De otte, som er nævnt, har uden forbehold sat
sig dybe spor, og de viser, hvordan dansk forskning har markeret sig i et bredt
spektrum indenfor naturvidenskaben. Hvis jeg skal foreslå endnu fire, føler
jeg, at personlige interesser let kan påvirke valget. Blandt de forskere, som
ikke er med i de internationale håndbøger, ville jeg fx gerne have haft plads
til J.N. Brøndsted (1879 - 1947) og N.J. Bjerrum (1879 - 1958), deres syre/base
studier har været af stor betydning for kemien. Men for at få bredde i listen
er de ikke med i nedenstående forslag:
Julius Thomsen (1826 - 1909). Udførte termodynamiske undersøgelser, der vandt stor
international anerkendelse i samtiden. Efter en revision af det periodiske
system kunne han desuden i 1895 forudsige eksistensen af de ædle gasser, af
hvilke kun argon var kendt. Som direktør for fabrikken “Øresund”, der
forarbejde kryolit, var han med til at bygge bro mellem grundforskning og
industri.
Emil Christian
Hansen (1842 -1909). Indførte en metode til
rendyrkning af gær, som både har haft stor videnskabelig og bryggeriteknisk
betydning.
Johan Kjeldahl (1849 - 1900). Kjeldahls metode til kvælstofbestemmelse var i mange år proteinkemikerenes vigtigste kvantitative metode. Jeg har
hørt amerikanske kemikere bruge verbet “to kjeldahle”.
Valdemar
Poulsen (1869 - 1942). Poulsen er en fremtrædende repræsentant
for anvendt forskning udført af en mand, der aldrig afsluttede en formel
akademisk uddannelse. I 1898 opfandt han princippet for båndoptageren. Senere
udviklede han radiotelegrafi og radiotelefoni.
Som nævnt i indledningen er det let at afvise
opstilling af en naturvidenskabelig kanon. Ny viden vælter ind over os, og vore
hjerner har kun en begrænset kapacitet. I denne situation er det forståeligt,
at mange fravælger den historiske viden, som er indeholdt i en kanon; man kan
sagtens arbejde videnskabeligt med gener eller pH uden at have fordel af at
kende Wilhelm Johansen eller S.P.L. Sørensen. Alligevel mener jeg, at det
historiske perspektiv gør vort arbejde rigere. Forskernes personligheder kan
også bidrage til at belyse forholdet mellem naturvidenskab og humaniora. Dette
kan måske vække interesse for naturvidenskab blandt unge, der ellers ikke ser
med sympati på naturvidenskaben. Derfor støtter jeg trods alt forslaget om en
dansk naturvidenskabelig kanon. |
