Magisterbladet havde en læserkonkurrence henover sommeren 2005, hvor
læserne blev opfordret til at afgive forslag til en naturvidenskabelig kanon.
Kriteriet for indsendelse af forslag var; “... mindst en af de nominerede
skulle være dansk, mindst en af dem skulle være ikke-europæer, og mindst en af
dem skulle være nulevende.”. I nr. 13, august 2005, kom den med spænding
ventede opsummering af læsernes forslag. Kanonerne som blev præmieret blandt de
indsendte forslag var præcis ligeså “nørdede” som den
kulturelle pendant.
En “biologiens kanon” kom til at omfatte: Carl
von Linné, Daniel Frederich Eschricht, Charles Darwin, Ernst Meyer og Reinhardt Møbjerg Kristensen.
Øvrige forslag var: Watson og Crick, Mendel, Niko Tinbergen, Buffon samt danskerne
Nils Kaj Jerne, Wilhelm Ludvig Johannsen og August Krogh.
En anden præmieret kanon, kemiens kanon, som
jo også berører vores fagområde kom til at indeholde følgende; Lavoisier, Niels Bjerrum, J.N. Brøndsted, S.P.L. Sørensen
og J.C. Schou. Herudover blev foreslået: Linus Carl Pauling, Benjamin Franklin, Mendelejev,
Klaus Bechgaard, og igen, James Watson og Francis Crick.
Men, men men,- hvad skal en kanon kunne? Hvad vil man med den? De ovennævnte kanoner er jo
mægtig gode til at skyde skolelærere og deres elever ned med (hvem er Daniel Frederich Eschricht og Ernst
Meyer?). Den oprindelige tanke var vel at en kanon skulle inspirere til at
stifte bekendtskab med et område og samtidig være et konglomerat af på en side
noget markant, skelsættende indenfor området og samtidig indeholde ting der
peger både bagud og fremad. En anden forudsætning må være at de opregnede
videnskabsmænd er danske af fødsel. Det sidste er lidt uvant da videnskab jo
ikke normalt er ”nationalistisk”.
Lad os tage et eksempel på en kandidat: August
Krogh fik 1920 nobelprisen i fysiologi og medicin for undersøgelserne af
kapillærernes fysiologi. Det er der ingen normaldansker der ved, men han skal
selvfølgelig med alligevel, fordi samtidig med at August Krogh har levet et
(for os andre) spændende liv, som det fremgår af biografien skrevet af hans
datter (Bodil Schmidt-Nielsen; ”August og Marie Krogh”), har han præget
udviklingen i Danmark ikke alene videnskabeligt og teknologisk, men også
økonomisk. Resultat; alle voksne danskere ved at en af verdens største
insulinproducenter, der har sit ophav i bl. a. August
Kroghs virke, er dansk. På den måde er August Krogh også eksponent for iværksætter
- og biotekkulturen og der er en lige linje fra August Krogh til det nudanske
“Medicon Valley”. Samtidig så fik han altså også den der Nobelpris.
På anden måde kan kandidater som Niels
Steensen (Steno) og P.W. Lund, udover ved deres
videnskabelige arbejder, også være med til at fremføre oplysningstidens, og
senere perioders konflikter mellem naturvidenskabelig og religiøs erkendelse
hvilket ikke er uaktuelt i dag. Kunne man forestille sig et tværfagligt
folkeskoleprojekt omkring Darwin og hans tid der tager sit udgangspunkt i at
dansklæreren byder ind med Henrik Stangerups ”Vejen til Lagoa Santa”?
Områder af August Kroghs indflydelse som nævnt
ovenfor, kan vel egentlig gøres forståelig for selv de mindste
folkeskoleklasser. Noget sværere er det med f. eks. Nils Kaj Jernes arbejde for
FN, og muligvis helt umuligt med hans Nobelprisarbejde om immunsystemet.
Sidstnævnte vil næppe være egnet på trods af dets åbenlyse betydning for
forståelsen af en normaldanskers fysiske (og psykiske) velvære. Måske en supermotiveret
gymnasieklasse kunne inspireres af et klassesæt med Thomas Söderqvists glimrende biografi “Hvilken kamp for at undslippe”, men det vil næppe hæve
salgstallene voldsomt. En anden Nobelpristager, Henrik Dam, er formentlig nu
fuldstændig ukendt af menigmand på trods af, at vi selv som børn har fået - og
alle de af os der er forældre har doseret, K vitamin. Men Dams insisteren på
anonymitet diskvalificerer ham i den her sammenhæng.
Så ja, der er egnede, måske egnede og uegnede
kandidater til en naturvidenskabelig kanon. For hvad - eller rettere hvem er
det vi kanoniserer? Er det centrale, udbredte værker eller er det elitære
undtagelser? I musikken, billedkunsten, litteraturen og de andre skønne kunster
er det formentlig først og fremmest værket selv. Og dog, det fremgår også
tydeligt af kulturkanonens elitære præg at personen bag værket spiller en
rolle. Hvorfor ellers kanonisere f. eks. Inger Kristensens værk ”Sommerfugledalen” eller Lars von Triers “Idioterne”?
Kunstværker kan selvfølgelig stå alene, men
det er også personen bag værket vi kanoniserer. Og det er vel meget
symptomatisk at netop Magisterbladets kanon fremhæver personer og ikke værker.
Man har svært ved at forestille sig distributionen af klassesæt indeholdende 30 stk: August Krogh. Frøernes hud - og
lungerespiration. Et bidrag til theorien om vexelvirkningen mellem blodet og atmosfæren. Gyldendal,
København 1903.- Hva’ beha’r!
Næeh - vi mener nok man kan sige, at hvis en naturvidenskabelig kanon på
nogen måde skal spille en rolle for det omgivende samfund og tjene som
inspiration for lærere i folkeskolen, gymnasiet m.v., så bør der være en
sammenhæng imellem indflydelsen på samtid og nutid og det kanoniserede arbejde
der placerer vedkommende videnskabsmand/-kvinde i ladekammeret på kanonen og gerne skulle appellere til den lægmand, elev eller student der
skal skydes på. Derfor har f. eks. at en naturvidenskabelig kanon uden Niels
Bohr ingen mening; ikke kun fordi han fik Nobelprisen og ikke kun fordi han
sammen med andre stod fadder til kvantemekaniken, men
også fordi han levede et liv ude blandt os andre hvor han prægede flere
generationer.
|
