Naturvidenskabernes kanon

Mogens Tanggaard, redaktør, Magisterbladet, mt@dm.dk

Dansk Magisterforenings medlemsblad, Magisterbladet, har på eget initiativ opstillet en naturvidenskabernes kanon som et tiltrængt supplement til Kulturministerens kulturkanon. Ministeren var enig i, at naturvidenskaberne burde have en plads i en dansk kulturkanon.

I april 2005 nedsatte kulturminister Brian Mikkelsen syv såkaldte kanonudvalg – et for hver af kunstarterne arkitektur, billedkunst, design og kunsthåndværk, film, litteratur, musik og scenekunst.

Udvalgene blev bedt om at pege på 12 værker inden for hver kunstart, værker der er ”uomgængelige”, hvis man vil beskrive, hvad der er karakteristisk og markant i dansk kultur.

Straks slog det mig: Hvor var det udvalg, der kunne pege på en Niels Steensen, en Thyco Brahe, en H. C. Ørsted, en Niels Bohr, en Lene Hau osv., osv.? Når man – ministeren – nu ville opstille en liste over uomgængelige danskere og deres værker, ville det så ikke være mere end rimeligt også at tage de fremmeste inden for naturvidenskaberne med i en sådan kanon? Havde de og andre kunstnere (det tøver jeg ikke med at kalde dem) på deres respektive felter - fysik, matematik, kemi, geologi, biologi og geografi – ikke betydet noget for dansk kultur?

På samme tid var jeg ved at læse Werner Heisenbergs erindringsbog ”Del og helhed – samtaler i atomfysikkens periferi (dansk oversættelse af ”Der Teil und das Ganze”, 1969, Thanning & Appel).

I forordet skriver Heisenberg: ”Videnskab er menneskers værk. Denne indlysende kendsgerning går let i glemsel, men det kan bidrage til at mindske den ofte beklagede kløft mellem de to kulturer: den åndsvidenskabeligt-kunstneriske og den teknisk-naturvidenskabelige, hvis man atter genkalder sig dette faktum”. Det er dette faktum, jeg i al beskedenhed har forsøgt at henlede opmærksomheden på – nu da chancen var der. Jeg ville forsøge at opstille en naturvidenskabernes kulturkanon! og overrække den til Kulturministeren med en venligt løftet pegefinger.

Som redaktør af Magisterbladet kunne jeg henvende mig direkte til de mange medlemmer af Dansk Magisterforening, der havde en naturvidenskabelig uddannelsesmæssig baggrund. Jeg efterlyste kort og godt over en række numre af Magisterbladet navne på naturvidenskabsfolk inden for de ovennævnte discipliner, som efter læsernes mening kunne og burde indgå i en naturvidenskabernes kanon.

Der kom mange forslag. Og med dem mange kommentarer til de enkelte kandidater. Faktisk udgjorde forslag og kommentarer en hel lille læs-let-udgave af en naturvidenskabernes historie.

I løbet af efteråret 2005 var listen over den efter læsernes mening oplagte kanon-liste klar. Med den i hånden ville jeg sammen med Dansk Magisterforenings formand, Ingrid Stage, søge foretræde for Kulturministeren for at minde ham om den gæld, dansk kultur står i til naturvidenskaberne.

Den 23. januar 2006 – dagen før offentliggørelsen af Brian Mikkelsens kulturkanon – blev Dansk Magisterforenings formand og jeg venligt modtaget af Kulturministeren. Og det var virkeligt venligt og imødekommende. Vi behøvede ikke at argumentere ret meget og længe for vores synspunkt: Brian Mikkelsen gav os ret i alle vores synspunkter. Nu ar det ikke hans bord, sagde han, men hans kollegas bord: Han ville fremsende listen med sine varmeste anbefalinger til videnskabsminister Helge Sander.

Her står sagen så. En dag skal jeg have rykket Helge Sander for et svar eller en reaktion. Han kunne jo sætte sig et smukt minde ved på linie med Kulturministeren at nedsætte en række udvalg, der skulle pege på ”uomgængelige” værker og personer inden for naturvidenskaberne, værker og personer man bør kende, hvis man vil kalde sig kulturel. Så H. C. Ørsted bliver nævnt før Adam Oehlenschläger – den sidste bliver jo alligevel glemt, den første altid husket.

Og midt i et hele er der så sket en stor og glædelig begivenhed: De to første af i alt fire bind af ”Dansk Naturvidenskabs Historie” er udkommet! Et pragtfuldt værk. Måtte det finde sin plads ved siden af de mange litteraturhistorier, Danmarkshistorier, kunsthistorier osv. I forordet skriver Helge Kragh, Henry Nielsen og Peter C. Kjærgaard følgende: ”Naturvidenskaben har siden Tycho Brahes tid været en vigtig del af Danmarkshistorien. Alligevel er dens nationale historie aldrig blevet beskrevet sammenhængende og netop som en integreret del af landets kulturelle og samfundsmæssige udvikling. Det har været opfattet som naturligt at give omfattende nationale beskrivelser af bl.a. litteratur, billedkunst, ballet, arkitektur, sport og filosofi, men naturvidenskaben har aldrig været en del af denne tradition (…) En af grundene til, at naturvidenskabens historie har en anden status end andre videnskabelige og kulturelle områders historie, er utvivlsomt, at naturvidenskab opfattes som ”svær””.

Nu er den her så, den sammenhængende historie. Svær? Hvem siger, det skal være let at blive klogere? (Aarhus Universitetsforlag, der har udgivet den. De to sidste bind kommer i maj 2006).